Harry Fenger f. 13. maj 1924 – d. 28. maj 2015

af Lars Bo Larsen

Harry Fenger voksede op på landet i en større børneflok og lærte hjemmefra at bestille noget. I 1953 åbnede Harry Fenger slagterforretning i Frederiksgade nr. 19 i Horsens, og den drev han sammen med sin hustru Sonja til marts 1986, da de indledte deres otium.

I foråret 1988 blev familien Fenger ramt af en tragedie. På vej hjem fra en 50 – års fødselsdag i Kolding blev familiens bil påkørt af en beruset bilist, Harry Fengers hustru og ene søn Preben blev dræbt, mens han selv og sønnen Morten blev hårdt kvæstede.

“Det er vigtigt at se fremad uden at glemme de helt sorte øjeblikke, som livet også kan byde en. Dertil kommer, at jeg altid har haft det dejligt med mit arbejde, selvom det krævede knokkelarbejde 12 timer i døgnet”, udtalte Harry Fenger til Horsens Folkeblad i forbindelse med sin 80 – års fødselsdag.

Harry Fenger nåede at få både børnebørn og oldebørn.

Kilder:

Horsens Folkeblad 1. juli 1988

Horsens Folkeblad 12. maj 2004

Horsens Folkeblad 29. maj 2015

Horsens Folkeblad 1. juni 2015