Her har jeg rod, herfra min verden går

Brædstrupsegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Gunnar Laurberg, født i Træden d. 25./10. -1918.

Det nye kan vove og ville,
og eje det grønneste mod,
det bærer dog fædrene arv. Det drikker af samme kilde og sætter sig samme marv.
I god gammel muld har vi alle Og mer end vi aner det, rod.

(Mads Nielsen).

Grene af min slægt har levet her i omegnen gennem århundreder, og da jeg på min livs­aften fik tid og lejlighed til at studere lidt i hvor og hvordan forne slægter har levet og hvordan livsvilkårne har formet sig for dem for en trehundrede år siden og frem, så tager jeg som indfaldsvinkel en linie på min farmors slægt der fører ned til rytterskolen i Astrup, som fungerede fra ca. 1725 og frem til 1848 hvor den omhyggeligt blev nedtaget og gen­rejst ved Føvling by.
I denne rytterskole virkede min tip – tip oldefar, Johannes Sørensen med tilnavnet Svei­strup, fordi han stammede fra Sveistrup i Dover sogn, Hjelmslev hd., som såvel degn ved Føvling og Ring kirker, og som lærer i skolen, man kaldte det skolemester dengang. Johan­nes giftede sig på en måde ind i kaldet, idet Christoffer Bertelsen Mossin, daværende lærer døde i sept. 1761, og efterlod sig enken Maren Michelsdatter Stilling, som Johannes så tog sammen med degnekald og det hele. Vel vi­dende, at Christoffer Mossin ikke har noget med min slægt at gøre, Så går jeg alligevel til­bage i hans forslægt, for han har jo da ikke været min stammoder uvedkommende, når han har været hendes ægtemand i 4 år, læn­gere var det ægteskab ikke, hun var nemlig hans kone nummer tre, ved ægteskabets ind­gåelse i 1757 var hun op i tyverne, han nær de tres, så det har sikkert været et rent fornufts­ægteskab, hvor Maren så hen til den dag Chri­stoffer gik til de evige jagtmarker.

Christoffer Mossin var broder til Jørgen Mos­sin, som var degn i Båstrup, Hylke sogn, om hans meriter kan læses i Anna Rasmussens bog om Hylke sogn i det attende århundrede, de var begge født i et lille hus i Ring by, hvor deres far var degn, og deres bedstefar var Chri­stoffer Dinesen Mossin, præst ved Tønning -Træden menigheder 1767 /96. Pastor Mossin var født i Moss i Norge og overtog embedet i Tønning, efter Bertel Pedersen Bay, hvis enke han ægtede og således slap for at møblere præstegården. Muligvis går denne enkes for­bindelse helt tilbage til Ove Lauritsen Bølge, jeg har ikke undersøgt det, men visse ting ty­der derpå, ihvertfald er der i pastor Mossins ægteskab en stifdatter, Kirsten Benfeldt Bay, som hele tiden bliver omtalt som Kirsten Lunds og netop sådan hed Ove Bølges kone. Denne steddatter blev gift med degnen i Nim, Oluf Rasmussen, og deres søn, Christen Oluf­sen blev den første lærer i Astrup rytterskole, ja sådan kunne jeg blive ved, men eksemplerne er bragt for at vise hvordan familierne der ud­sprang fra præsteslægterne hjalp hinanden ind i systemet omkring kirke og skole. Møllerne ligeledes holdt sammen i kliker, f. eks. blev døtre fra Bredvad omkr. år 1700, koner på Breinholm og Bjerres møller.

Men tilbage til 1661, da foreligger der en lille tingbog fra Tyrsting hd. hvori herredets præs­ter, velsagtens efter krav fra bispestolens side, har skrevet en redegørelse over deres respek­tive sogne, i Tønning præstegård sad omtalte Bertel Pedersen Bay og i Ring sad Niels Jør­gensen Kattrup på trettende år, så han havde oplevet såvel gode som onde år under den for Danmark så ydmygende svenskekrig. Indberetningerne gengives her i deres origi­nale ortografi, som når det skrives med moderne typer er let forståelige for de allerfleste nutidsdanskere. Når præsterne bruger såvel ørt, eller ørt ug, som tønder i deres omtale af mål og vægt, skyldes det, at intet er så vanske­ligt at modernisere som netop mål og vægt, og læg mærke til, at når han taler om det samti­dige, det der bruges af sædekorn til udsæd, så udtrykker han sig i tønder, så snart talen er om afgifter og landgilde, bruges ørt betegnelsen, og det er fordi disse poster er flere hun­drede år gamle, og jordebøgernes eller måske rettere regnskabsbøgernes afgiftsposter er næsten uforandrede gennem århundreder. Til eksempel, min barndoms pund fra vægt systemet, det lever stadigvæk i bedste velgående,
dog ofte i kamufleret form som begrebet halv­kilo.
1661.
Bertel Pedersen Bays indberetning til stifts­ biskoppen.

Tønning og Træden sogne.

Pastores som efter Reformationen hafver be­tient for Sognene, saaviit mand kand udfor­che, var efterfølgende:

1. H. (står for Højædle) Peder Christensøn, som aff Peder Søfrensen, Abbed udi Em­borrig Closter, holdtes til Bogen, betjente Menigheden udi 35 Aar.

2. H. Søffren Jensøn udi 41 Aar.

3. H. Offue Lauritzøn Bølge udi 30 Aar.

4. H. Hans Jørgensen Obel udi 3 Aar.

5. Jeg Bertell Pedersøn Baj, u-værdig nu paa dett andet Aar.

Anbelangende Tønning Præstegaard da er den udi alle Vange og Indtægterer lige god med ep anden fuldgaard udi Byen, och kand saaes un­gefær efftersom indtægterne ere til, Rug -6 tdr.. Biug – 5 tdr.. Haffre -6 tdr.. Boghvede -1 td. Undertiden en ringe ting mere aff hver slags, undertiden mindre.
Høe kand afles til Præstegaarden udi et Kjær, som der tillægges, 10 eller 12 læs, naar det er vel voxen, tit och oftest mindre, ellers er der intet Engjord til gaarden uden hvad man kan avle paa baarrerne och agrene (Baarrer – brak­agre). Skoffven som ligger til byen er f ællis, uskiftet och ringe, och kand Præsten iche der aff bekomme sit brygge och bageved, hvilket dog skal foreviises.
Intet er lagt til Mensam (Lat. – præstebord) uden Annexgaarden liggendes udi Træden Sogn och Bye, skylder aarligt til Præsten: 1 Ørte Rug, 1 Ørte Biug, 1 Ørte Haffre, 1 fj. Smør, Giesterie 3 Rigsort ( 1 ort – 24 skl.). Herligheden hører til Shanderborrig Slot, och dertil ydes aarligen 1 brændsvin, dog heraff gandsche intet en tid lang er ydet. Noch ny­der Præsten alle tre parter korn ech Quæg-tiende aff samme Annexgaard.

Decimantes (lat. – tiendeydere) udi Tønning Sogn ere alermeste 14, udi Træden Sogn ere 15 gaarde och 1 Mølle. Heraff nyder Præsten sin tiende efter ordinantzen och intet videre bekommes ved Kirchen eller andet steds fra. Giesteripenge (afgift) yder Præsten aarlig på Shanderborrig Slot – 2 Rdl.
Ingen Brefve, Documenter eller Priviligier fin­des til Kaldet eller Kircherne. Bønderne udi begge Sogne, saavelsom Kircherne hører Kon­gen till och ligger udi Shanderborrig Lehn. In­gen Herregaarde, adelig begraffvelser eller Greffshriffer findes udi enten aff Sognene.

Tønning Kirckis aarlige Indkomst:

Tiende : 6 1 /2 Ørte Rug – 6 Ørte Biug ( ørte: middelalderlig mål på såvel valuta, flade – som rummål, her 1 ørte – 10 skp., målene svinge­de fra egn til egn). Jordskyld aff noget Kirche­jord paa Trogelstrup mark – 6 skp. Biug. Aff 4 stycker Kirchejord paa Træden mark 2 skpr. Biug. Aff noget Eng och Kircheskoff paa Tøn-ning march penge – 3 mk. Aff noget Skoff til Kirchen liggendis i Gammelstrup skov Haffre – 2 tdr. Aff et huus ved Kirchen, penge – 3 mk.- 2 tdr. Aff et huus ved Kirchen, penge – 3 mk.Udgift. Till Vin och brød, Rug – 1 Ørte. Biug- 1 Ørte. Till Shanderborrig Prouste Haffre- 1 Ørte. 1 . Proustelam.

Træden Kirches aarlige Indkomst:

Tiende : 6 Ørte Rug. 5 Ørte Biug. 4 Ørte Haff­re. Jordehyld aff et huus ved Kirchen – 15 skl. Udgift: Till Vin och brød, 1 Ørte Rug, 1 Ørte Biug. Till Shanderborrig 1 Ørte Proustehaffre och 1 Lam. For regnskab at Clarere aff beg­ge Sognekircher, som aff andre. (Biskoppen ved selv hvad taksten er).

Ring og Feuling Sogn.

Pastores som efter reformationen haff e be­tient førnævnte Kircher saa vidt jeg haffe kunnet udspørge:

1. H. (Højædle) Poffuel (Poul) som en tid lang betiente ovennævnte Kircher.1. H. (Højædle) Poffuel (Poul) som en tid lang betiente ovennævnte Kircher.2. H. Niels Therkelssøn som en langsom­merlig tid var Præst sammesteds.3. H. Thomas Jenssøn betiente Menigheden saa vel 40 år.4. H. Anders Kjeldersvend på 18 aars tid.5. H. Niels Poeffelsen paa 11 aars tid.6. H. Jeg nu u-værdig paa dett 13 aar.

Anlangendes Ring Præstegaard.

Præstegaarden ligger udi Marchchellet ved Kirchen langt fra Byen og Marken, og auf­lingen der til er tilfælles iblandt Bøndernis, langt fra og ganske besværlig at bruge, saa at den nytte man kan haffue der aff, kand iche toppe den omkostning, der paa skal andvendes.

Marchen till Byen er Rebet. Till den bedste gaard er 4 otting Jord, Mend til Præstegaar– den er der 3 otting ( otting: middelalderlig mål, her ca. 10 – 12 td. land). Till byen er 9 Vangtægter oc Naar de 4 ere udi brug lig­ger de andre. Kand der iche saais til Præste­gaarden Videre end som de kand givde til, formedelst den sure oc kolde egn der er. Kand der gemenlig saaes udi de brugelige Van­ge, tægter aarligen: Rug – 4 tønder. Biug – 2 1 /2 tønder. Haffre – 10 tønder. Boghvede – 1 td. eller 6 skip. Høebjerring Kand der iche aufles till Præstegaarden, lidt hiøe, uden somme Aaringer, man kand faa paa barer­ne (brakmarken) en 3 eller 4 læss (Det har været senegræs).

Naar fuld Olden er kand fiedes 6 eller 7 Svin. Skoven til Byen er skifft ligesom Marchen.
Intet Kald er der enten udi Thørsting herredt, eller udi gandche Skanderborg Len, der nu saa gandche er ruineret oc øde som Ring og Feu­ling Sogn nu er.
Annexpræstegaarden ligger udi Feuling skyl­der Aarlig 1 Ørt Rug, Biug oc Haffre. Alle 3 parter Kom oc Qvægtiende nyder Præsten. Stedtzmaal der af tager de til Skanderborg (Stedsemål er-en indfæstning der ydes når en beboelse stedes eller fæstes) Er bevist med tingsvidne att der iche er gjort nogen Lade­gaardsarbejd deraff udi 60 år.
Præsten haffuer aldelis intet till indkomst uden den ringe affer oc tiende, och er saa ringe att en Præstemand icke kand haffue sin føde deraff som det sig burde.
Udi Ring Sogn ere 2 byer, Ring oc Brædstrup,
udi Ring by er der een 4 ottingsgaard, fire 3 ottings gaarde, 7 halffue gaarde oc 2 bole, hvoraff nogle haffe været øde siden den an­den Svenske feide. Och er der nu udi Ring by icke uden fir halvgaardsmænd. De andre er ganche øde. Brædstrup er 6 halvgaarde hvor­aff de tvende er ichon besatt, de andre staar øde. (ichon -højst nødtørftig).
Udi Feuling Sogn ere 3 Byer, Feuling, Aa­strup, Haarup oc et boel kaldet Silibierg oc et huus ved Brø????tenbro. Udi Feuling By er der udi tallet 17 hele oc halfve gaarde, alle Adels oc Cannichetienere, hvoraf de 8 er nederbrudt oc øde, de andre forarmede. Aastrup 5 gaarde, de 2 kongens de andre Adels. Haarup 4 gaar­de, Adels, de 3 øde. (Cannichetjenere d.v.s. Domkapitlet ejer gårdene).
Tienden aff begge sognene nyder Præsten udi Kierven ( in natura), och ellers aldelis ingen tillægelser enten aff Kirchen ellr udi andre Maader.
Præsten offrer till Shanderborg Aarligen Gjæs­teripenge: 3 slette Daler. For Annexpræste­gaarden udi F euling ere begieret till Mageskif­te aff hans Kongl. Majestæt, en øde bonde­gaard udi Ring, som skylder Aarligen 3 tdr. Biug oc 1 brændsvin, att Præsten der maatte flytte til, oc den under præstegaarden bruge att hand kunde haffue nogit att lefve aff, ef­tersom det andet er gandshe øde, hvorpå Vel­baarne Gunde Rosenkrantz, lensmand paa Shanderborg, hafve saavit hans kongl. Maje­stæt Naadigste befaling att hand sig med Bis­pen skulle erclere derpaa.
Ingen breffue, (pantebreve ell. obligationer) Documenter eller Privilegier findes enten till Kirchen eller præstekaldet.

Inventarium som nu findes for Ring Kirche:

1 Sølvkalk oc dish forgylt.
2 Messing Lysestager.
1 gammel forslit Alterbog.
1 gammel Messehagel.
1 Messesærk som duur aldelis intet.
1 Kloche som staar udi Waabenhuset, for Klochehuset er nederblæst.

Inventarium som nu findes for Feuling Kir­che:

1 Sølvkalch oc dish · forgyl t.
1 gammel sønderrefven Bibel.
1 Alterbog.
1 Gradual (liturgisk bog til brug ved Mes­
sen).
1 gammel synderslagen skab.
1 Kloche udi Taarnet foruden Klobbel. (knebel).

Ellers findes intet til Kircherne eller til Præs­tegaarden.
Kircherne udi Sognet hører Kongen til under Shanderborg Len, Clemmen Clemmensen ved Shanderborg nu forvalter off Shanderborg Len. (præsten er virkelig godt underrettet om sagerne, for Clemen var Vicelensmand under Gundes tjenesterejser).
Bønderne udi Ring sogn hører alle Kongen til, uden 2 Adelstienere udi Brædstrup oc 1 Can­nichetjener. Bønderne udi Feuling sogn der­boende alle udi Feuling by, Adels oc Can­niche tienere, uden Annexgaarden. (fordi den jo hørte til embedet). Udi Aastrup de 2 ere Kongens de andre Adels. Udi Haarup alle Adelstienere. 1 liiden Herregaard udi Feuling sogn kaldes Wæbensholm, som nu tillhører Welb. Corfits Uldfeld till Mattrup, hvortilltienerne nu mestens ere øde.

Hvoraff Præs­ten nyder aldeles intet uden den ringe Offer. Ett lidet ? begravelse hører till Vaabensholm. Aldeles ingen grafskrifter eller tafvler findis i nogen aff Kircherne.

Ring Kirchis Aarlig Indkomster:

Rug – 2 1 /2 Ørtug 2 1 /2 skp. Biug – 3 Ørtug 3 skp. Haffre – 1 Ørtug. Brædstrup mænd gif­ver aarlig aff 6 stycher Jord paa Brædstrup mk. af Biug 3 skp. Aff et styche Skov kaldit Egetop, Biug 1 Ørt.
Hans Nielsen i Ring aff 1 Agger paa Ring mk. Penge – 6 skl. Præsten aff 1 Agger paa Ring mk., lige stor med den Hans Nielsen hafde i brug, som 2 gange er forhøyet penge – 1 ort ( 24 skl.). Der affgives aarlig foruden Regn­skabspenge thill Vin oc Brød, Biug 1 Ørtug. Gjæsteri til Shanderborg aarligen 1 Ørt Prov­stehaufre oc 1 Proustelam.
Feuling Kirches Aarlig indkomst:
Rug – 8 Ørt 3 skp. Biug – 6 1/2 Ørt. Haffre -1 Ørt, aff et styche Skouf i Aastrup til 6 svins Olden, som Oluf Christensens Arvinger haffe i Brug: Hafre 1 Ørt. Aff 2 Blokke paa Feuling mk. Lauritz Ibsen hafve i brug, liggende op til Kirchegaardsmuren 21 skl. Aff et styche Eng­jord kaldit Blostmae bruges til Vaabensholm giver aarlig til Vin oc Brød : Rug – 2 Ørt. For­uden Regnskabspenge gives aarlig til Shander­borg 1 Ørt. Haffre oc 1 Proustelam.
Degnen haffuer et lidet Gadehuus som han bor udi, oc er aldelis uden jord till. Anlan­gendes hans indkomst, da kand han end iche hafue aff Ring sogn 3 skpp. Biug, aff Feuling sogn 5 skpp. Rug. Tilforn hafde hand haft aff Ring sogn dengang gaardene var besatt (med fæstere) 12 skipper og aff Feuling sogn 3 1/2 tdr. Rug.
Det var så en situationsberetning fra 4 sogne, kort efter at besættelsestropperne havde for­ladt Danmark, stille og sagligt nedskrevet u­den de store beklagelser fra Ringpræstens si­de, han nøjes jo faktisk med at fastslå kends­gerningerne som de så ud set med hans øjne, at han fastslår han ikke får det han burde, vil ingen vel bebrejde ham, godt har det ikke set ud i Ring – F øvling dengang. Man kan vist ro­ligt fastslå, at Tønning – Træden var sluppet endog meget billigt gennem trængselsårene, det kan se ud til, at Ring skov har dannet en barriere som de polske og brandenborgske hjælpetropper ikke er trængt igennem, vi ved det ikke, men vi ved jo at ikke alt rammes lige hårdt i en given situation.

Tønning præstegård bliver endda rost, hvorfor kommer jeg senere lidt ind på, først vil jeg kommentere forskellige ting der nævnes i ind­beretningerne. Præsterne gør jo rede for så mange ting, ikke mindst tienden, som direk­te var forhadt af bønderne, fordi den gennem flere hundrede år kunne kræves leveret direk­te fra “kærven” som det hed, altså taget fra, inden bonden selv måtte foretage indkøring af sit korn, det var jo ikke altid det behagede ti­endetagerne at komme når der blev sendt bud, trodsede bonden alligevel og gulvsatte sit korn, kunne han efter danske lov tvinges til at kaste det ud igen, som det hed sig i para­grafferne. Det var dog kun jordbesiddernes og kirkeejernes ret til tiende, der blev behandlet så håndfast, kirkens part kunne der alminde­ligvis akkorderes om i af tærsket korn, denne regel varede til 1797 hvor den ved lov kapi­taliseredes.

Vi vil så se lidt på landgilden som var en fæs­teafgift som svaredes til den der ejede herligheds retten til jorden, det være sig kirken, godsejeren eller kronen. Den ydedes i form af bondens eller skal vi sige jordens frembringel­ser og var den mindst ildesete af alle afgifter, sandsynligvis fordi man fandt det rimeligt, at herlighedsejeren skulle have sit vederlag, ord­ningen har givet i tidernes morgen hvilet på en frivillig overenskomst, måske har man også ligesom ment, at man selv havde i den ene en­de, med hensyn til det der skulle erlægges, en­ten det nu var vegetabilske eller animalske produkter. At man så blev straffet med nye afgifter i form af gåsehavre, mere korn eller malt, fordi kronens ladegårde rundt i lenene satte nogle af de for magre dyr der aflevere­des, på fedekur, det tænkte man næppe på i første omgang. Da sognene der omtales i den­ne artikel jo fra reformationens tid hørte un­der kronen og egnen her omkring under Skan­derborg len, bliver det naturligvis vilkårene her der berettes om her.

Hvad angik leveran­cerne i kerne, ja det skulle jo leveres ved de anviste magasiner i lenet, og det var der jo ik­ke de store problemer i, og dog, når man af­leverede skulle det ske i topmålt skæppe el­ler tønde, og når man til gengæld måtte købe, det være sig enten til æd eller sæd, så fik man kun strøget mål, det var fæsterne meget util­fredse med, men der skulle jo være noget til spild, hvor der handles der spildes, det er u­undgåeligt. Strå og hø kunne jo også komme på tale, det skulle afleveres på de anviste ste­der, smør og honning ligeledes, oftest hos slotsforvalteren. Så kommer vi til småred­selet, herunder høns, gæs, får, lam og ikke mindst de allesteds nævnte brændsvin, som jeg dog hellere vil kalde oldensvin, for det var jo trods alt det de levede af, de sølle dyr. Jo, i god tid, vel en tre måneder i forvejen, skik­kede kongen brev til lensmanden, at den og den dato ville kongens slagtere og saltere arri­vere, så havde lensmanden bare om at få frem­skaffet fornøden emballage i form af tønder, fade, kasser osv.. samt massevis af salt som jo var den eneste konserveringsmetode man kendte, der skulle jo også bud ud til de for­skellige lægsmænd i sognene, som jo var bin­deleddet imellem lensmand og befolkning.

Dyrene der afleveredes skulle anvendes til bl.a. Københavns befolkning som allerede dengang blev forsynet ad søvejen fra Jylland, ja man hører endda, at andre sjællandske byer visse år må forsyne sig med leverencer fra ho­vedlandet. Hær og ikke mindst krigs- som han­delsflåden skulle have deres part, de fik sand­synligvis det magreste og ringeste , for på ski­bene betød det jo mytteri at protestere mod den elendige, ensformige kost, kogt på de magre dyr, bønderne afleverede. Kongen og hans hof spiste ikke landgildemad, de betakkede sig for oldensvinene, dog kunne hoffet måske spise af dem, men først skulle de gå et stykke tid i slottenes ladegårds- fedestier, ved kongens eget bord skulle der serveres bolgalte som opkøbtes på godserne.
Hvor store var de så, disse skovsvin, ja de har næppe vejet mere end 30 – 40 kg., en forsynings liste til flåden fra den tid, nævner, så vidt jeg husker, at en flæskeside vejede ca. 1 lispund, og da benprocenten i den sikkert var høj, har der så afgjort ikke været stege­flæsk at hente på en sådan. Til sammenligning kan nævnes, at jeg som barn kendte en hus­mand der, når han havde taget smågrisene fra sin so, og den så blev vrad (ornegal), puttede den i en sæk, slængte den på ryggen og gik til orne med den, og det uden at anstrenge sig. Soen var ikke større, end den kunne rende igennem hans hønsehushul og den måtte kok­ken endda bukke hovedet for at slippe igen­nem.

Til al den salte mad som skulle skylles ned, gik der jo enorme mængder øl, 7 potter pro persona, som Chr. IV. dog nedsatte til 6, vist­nok fordi han mente øllet var blevet bedre i hans regeringstid. Indenfor Københavns volde var vand jo den rene gift, og i hær og flåde an­sås øl for en daglig nødvendighed, ligeså hos alle der var ansat i administrationen og desli­ge, – til brygningen af al den øl, udkrævedes enorme mængder malt, der også skulle ud­skrives hos de arme bønder som jo egentlig var pålagt rigeligt i forvejen, således klagede de 14 Træden bønder i 1579 til kongen over, at Holger Rosenkrantz havde pålagt dem hver 15 skpr. Gæsterimalt oven i landgilden, som de fra arilds tid havde svaret. Jeg har en lumsk mistanke om, at pålægget er fordi deres dyr har været for ringe, som de afleverede og der­for skulle straffes lidt. Kongen fritog dem for tilsvaret og Claus Glambeck måtte nu finde maltet et andet sted. Mangt og meget kunne der fortælles om de øvrige persiller i landgil­den, men lad det nu hvile, vi vil i stedet ana­lysere situationen i Ring – Feulings nedfaldne og øde gårde, som skrevet står, men lad mig straks indrømme, at det er Føvling, jeg har boret dybest i til dato.

Pastor Jørgensen omtaler gårdene som ned­brudte og øde, hvilket kunne tyde på, at der imellem lokalbefolkningen og indkvarterede troppestyrker har været skærmydsler for at sige det mildt, og man kan konstatere at gen­op bygningen er foregået endog meget lang­somt, for ikke at sige den stod helt stille gen­nem mange, mange år for enkeltes vedkom­mende, man kan jo konstatere, at der ikke var sket meget i sognene fra 1660 til 1694, hvor kronen (ryttergodset i Skanderborg) mage­skifter sig til en del jord her på egnen med henblik på en koncentration af dragoner på Våbensholm. Ved studium af Kronens skøder og gamle tingbøger kan man se, at Ring – Føv­lings gårde har været ejet af forskellige arter af kapitalister, herunder godsejere og bispestole, i Ring var der sågar selvejergårde, det var der nu ingen fidus i, snarere det modsatte, for ind­flytning (stedse mål) var højere, skatterne li­geså, det eneste bonden selv måtte bestemme, var hvem han ønskede at sælge til, han ejede skam ikke herlighedsretten i sin gård, og det var den der i sidste ende talte.

Da nu gårdene var så krigshærgede på bygninger og totalt uden besætning kunne de følgelig heller in­gen afkast give i form af landgilde eller skat og blev kaldt øde. Det betød dog ikke altid at der ikke boede folk på dem, det gjorde der nemlig ofte, man satte nogle fag af en stue­husende i nødtørftig stand, og hutlede sig igennem tilværelsen så godt man kunne, vel­sagtens med lidt får og geder som kunne er­nære sig af det selvsåede ukrudt og senegræs der j d altid var i rigt mål.
Skøderne på sådanne bol var skam eftertrag­tede nok, selvom de ingen reel rente gav, for det var trods alt sikrere at have brev på nogle tdr. hartkorn i Føvling end give den danske konge sine skillinger til krigsførelse, og få en obligation i stedet der aldrig blev indløst. Hjælpe en eventuel fæster i gang på sådan et sted var der ingen der drømte om, især da ikke hvis man boede så langt væk som i ho­vedstaden, som en af ejerne af en feuling­gård gjorde, det varede generationer inden det hele kom il ave her.

Vi vil nu forlade Føvling for en stund og tage til Tønning, nærmere betegnet 6 maj, 1726, da var Christen Gundorph fra Skanderborg Ladegårde, på Regimentskriver Gybergs veg­ne, sammen med 4 mand fra Sdr. Vissing, samlet for at bese følgerne af en u-lykkelig ildebrand, der den l ‘ste maj var opstået i præstegården, man konstaterede at den var lagt i aske til sidste egestolpe, og det var jo forsåvidt beklageligt, men det ragede dem egentlig ikke en pind, det var pastor Kjærs hovedpine, at få den genopført, nej, deres problem var, at ilden var sprunget over og havde antændt 4 andre gårde, som var mere eller mindre futtet af i den stærke blæst.
Jeg synes vi skal høre synsmændenes egen forklaring, som den blev protokolleret i bir­ketinget 2 dage senere i Hemstok, 8. maj, s.å.: Rytterbønderne Peder Nielsen, Abraham Christensen, Laurs Nielsen og Laurs Ovesen var overgået ulykkelig ildebrand, med videre, vi haver da synet og forefundet stederne i følgende tilstand og beskaffenhed, nemlig: Peder Nielsens ganske bygning, såsom nordre længe stuehus 11 fag, øster længe fæhus 12 fag, sønder længe ladehus 11 fag, er 32 fag. Abraham Christensen, sønder længe, stuehus 23 fag, øster længe fæhus 16 fag, er 39 fag, derforuden på dette sted conserveret 2 huse af 28 fag, Laurs Nielsens hele bygning, norder længe stuehus 14 fag, øster længe fæhus 12 fag, sønder længe ladehus 24 fag, vester læn­ge stald 12 fag, er 62 fag. Af Laurs Ovesens gårds bygning ligeså afbrændt et hus til 8 fag. Ialt 143 fag hustømmer aldeles er afbrændt og i aske nedlagt så der ikke findes et eneste stykke tømmer som igien til bygning i nogen måde kan være tienlig, og foruden forskrevne bygning aldt beboerne derudi af husgeråd, senge og gangklæder, samt i forråd havendes Victualie, heraf i særdeleshed Peder Nielsen og Laurs Nielsen indtet i nogen måder har red­det. Abraham Christensen fik et par dyner bjerget, men deres vogne med redskaber og tilstående sæd i forråd havendes, brændte.

Nu skulle der så vises tømmer ud i kronens skove, ikke alene til dem i Tønning, men også til et par gårde i Dørup, samt nogle styk­ker i Tørring, det har åbenbart været et tørt forår i 1726, siden så meget gik op i luer, det egetømmer holdt man ellers hånden over, skovene var ved at være forhuggede dengang, der var jo ingen skovpleje der sikrede gen­vækst. Magister Kjær klagede jo omgående til majestæten om det passerede, og allerede 21.juni fik Kjær svar fra Fr. IV. at alle i stif­tet som har Jus Patronatus (d.v.s. dem der -ejede kirkerne og opkrævede tienden) skal yde Kjær 1 Rd. hver til brandskade, og det vel at mærke specidaleren til 6 mark, ikke Sletdaleren som bønderne og soldaterne an­vendte. Det androg vel mindst 200 Rdl., sam­tidig oplystes det i brevet, at Tønning præste­gård var på 119 fag hus -i sandhed en impo­nerende gård, tænk på at de fede Troelsstrup­gårde var på omkr. 70 fag.
Hvem havde så fået en sådan imponerende gård stablet på benene, -det havde Christof­fer Mossin, hans samtid beretter, at han havde fået udmarken ud til Træden skel dyrket op også, og havde 14 køer på stald foruden stude og ungnød samt 30 får, desuden så mange bæster, at karlene kunne pløje med 6 for plo­ven, også når Mossin var ude i landauren, det var faktisk en hel proprietærgård på de tider. Men udmarken sprang senere i lyng igen, da vi fik Lorentz Bynch til præst i 1791.

Nå, men Tønning blev jo genopbygget og vi er nu inde i den periode hvor Træden bliver erklæret for fattig af magister Kjær, vel, set fra det velhavende Tønnings side og den rige præsts øjne er det nok muligt, jeg vil dog vo­ve at påstå, at det ikke var værre i Træden end de fleste andre steder, men dem der havde lidt i strømpeskafterne eller på kistebunden, de pralede ikke med det og vi havde tilsyneladen­de nogle stykker der drillede Gyberg med lige at holde næsen over vandskorpen som man siger. Jeg indrømmer at pastor Kjærs skrivel­se om de fattige i Træden ser barsk ud, men når man så ser hans liste over de fattige i Tønning sogn ved siden af, som naturligt nok er tre gange så lang, det tager jo lidt af brod­den af, forskellen er jo bare, at Tønningbor­gerne har råd til at udrede lidt mere i fattig­skat, som de dog nok ikke slipper med et smil. Faktisk var det også for ringe, at han ikke kunne give et par mark til Træden fattigkasse, men tværtimod kan man sige, fat da han i 1732 kastede jord på Karen Pinds, et fattig­lem i Træden, bemærkede han, at han præ­dikede o:ver hende for intet, – da falder han godt nok i min agtelse, ham der er så velsitue­ret, at han kan låne Ring præsten 200 rigs­daler i 1732. Denne Ring præst vil vi nu be­tragte lidt nærmere og siger farvel til Tønning for en stund.

Til det fattige præstekald i Ring – Føvling, om hvis præstegård Jørgen Jensen Thorup nogle år før havde sagt, at den ikke var sine 20 Slette dalere værd, kom i 1731 Chr. Nissen Schan­dorf med sin hustru Maria Cathrine Schygge, som allerede på det tidspunkt var stærkt sindslidende, samt deres 2 halvvoksne døtre, Margrete og Cecilia, som af faderen altid benævnes Sisse. Ægteparret kom fra Horsens, hvor Schandorf i nogle år havde været hører, fattige som de er, starter de ved at låne sig frem, præsten havde mange forbindelser i Horsens. Trods hustruens tilstand går han med sit lyse sind frisk til arbejdet og bliver snart elsket af sin menighed. Når han har kastet jord på en af sine sognebørn, og den efterle­vende kommer og beklager sig over mang­lende kapital til prædikenen, svarer han altid generøst, at det slog han en streg over, og når sognenes tjenestepiger havde hævet kærlig­hedens rente lovlig tidligt, når rytterkonerne savnede en gudmor til den nyfødte, for ikke at glemme selv rakkerens børn, så trådte Mar­grete og Sisse til og bar, og så var det jo ingen sag at skaffe de øvrige 3 reglementerede fad­dere. Alt dette gjorde ham usigelig afholdt og folk var ham uhyre taknemmelig – men som bekendt døde smedens kat af tak og Schan­dorf blev fattigere og fattigere, han lånte ustandselig for at betale nogle af sine kreditorer, akkurat som den danske statskasse i dag. Det­te lånemarked, hvis man kan kalde det sådan, fortsatte til hans død først på året 1750.

Så fulgte et skifte som man sjældent ser mage til. Det begyndte skam meget normalt med at præsterne i Aale, Vinding og den nye pastor Carstensen i Tønning samledes i Ring . præ­stegård, fik effekterne vurderet under påsyn af Ulrik Bræmer, Mattrup mølle som lav­værge for enken, samt døtrene og svigersøn­nerne.
Så fulgte proklama hvor evt. kreditorer skulle møde og godtgøre deres krav på boet. Det før­ste der blev forelagt var en obligation fra Erich Kjærs enke i Tønning pålydende 200 Rdl. plus rente. Den blev selvfølgelig godkendt, ligeså en hel del skriftlige og velbegrun­dede krav helt tilbage fra den salige mands tid i Horsens, men så begyndte der en farlig masse mundtlige småkrav fra omegnen, ikke alle lige store, men et par Rdl. kunne jo betyde meget for en indsidder der for nogle år havde kendt bedre dage og lånt sin præst nævnte sum. Man skrev dem ned, foreholdt dem det uheldige i, ikke at have skriftlig dokumentation, de mis­tede derved deres ret til udbetaling af boet i hvor ærlige og redelige deres krav end var, man forstod skam godt deres grænseløse til­lid til deres fattige og redelige sognepræst, men måtte beklage,

Schandorf var som alle andre i riget, underkastet dets love i hvor from han så var. Alle fik dog besked om at de kun­ne møde frem ved en ny proklama, som ville blive bekendtgjort, og hvor de så skulle kom­me med deres fordringer skriftlig affattet og med behørig legitimation, så ville sagen blive behandlet på ny. Blandt disse var Michel Grøn som på dette tidspunkt ikke var gift, kun tro­lovet med Cecilia Schandorf, han var aldeles rasende over, at skifteretten afviste hans mundtlige krav på 150 Rdl., i hvilke dog var indbefattet såvel begravelsesomkostningerne som de penge han mente hans kjæreste havde til gode for husførelsen i det forløbne år samt hvad han selv personlig havde til gode for effekter han gennem årene havde leveret præsten. Man forklarede ham, at når han kom med en regning på begravelse o.l., det skulle han nok få godtgjort af boet, men hvorfor havde han dog ikke en lap papir med Schan­dorfs anerkendelse. Jo, det var fordi det var simpelthen en fornærmelse mod så god og ærlig en mand, som ham, at kræve hans hæn­ders underskrift enten det var ved lån eller bud, en udtalelse som harmonerede med de øvrige fremmødtes forklaring.

Man sluttede retten for den dag og enedes om at antage en jurist da sagerne nu blev penible og temmelig indviklede, selv for de kloge præ­ster med proust Cramer fra Aale i spidsen som skifteretsformand, lavværgen fra Mattrup møl­le: Ulrik Bræmer fik kolde fødder og stod af, han havde fået nok og skulle ikke have fingre­ne yderligere i maskinen. Skifteretten og ar­vingerne enedes om at lade Hans Bolund fra Nim som var en kendt og dygtig prokurator, overtage hvervet som skifteforvalter og lavvær­ge for enken, så var den sag i de bedste hæn­der. Han får papirerne ang. skiftet til gennem­læsning og indkalder til nyt proklama, hvor Ilian· starter med nøje at gennemgå sagens ak­ter og beslutninger en gang til og dygtig som Bolund jo er, får han hugget en hæl her og klippet en tå hist, hvis man kan sige det sådan, et par stykkers krav kan overhovedet ikke an­tages, de bliver sendt ud og har sikkert ønsket såvel deres af døde præst som Bo lund hen på det sted, hvor man efter sigende aldrig fryser. Nu kommer turen til Michel Jensen Grøn, som i mellemtiden er blevet viet til Cecilia og nu svoger til skolemesteren i Astrup skole. Det nybagte par har med møje stillet en reg­ning op over, hvad de mener boet skal udrede til dem. Beløbet lyder på 150 Rdl., heri dog indregnet begravelsesomkostningerne. Mossin lader falde en hentydning om visse posters korrekthed og Grøn bliver rasende og kæfter op: ,,Eftersom Mons. Bolund på min sviger­mors og svogers vegne gjør modsigelse mod den regning, som af mig og min hustru er for­fattet, der for den store umage, møje og be­sværing min kone har haft, Ene i nådsensåret igennem, påstår jeg, at jeg ej det ringeste af vores regninger denne sinde vil frastå, vil og formode af skifteretten: at eftersom vores svo­ger har bekommet noget herfra med sin hu­stru til medgift, den da vil tillægge min hustru noget derimod, og bad skifteretten på det aller- kjæreste, den nøjere ville efterse regnin­gerne, på det den salige mand ingen tort skal overgå, og at de som her bevist ham sin tje­neste og kierlighed, ikke skal lide skade, end­skjønt der ingen håndskrift findes efter den salige mand for deris indgivne tilkrav”. Bo­lund dertil svarede: På degnen Christoffer Mossins såvel som på enkens vegne: At når Michel Grøn og hustru fandtes villige på deres side, at udlevere udi stervboen alt hvad Mossin og kones moder er bevidst de har nydt her af huset på en og anden måde, såsom den her hos til eftersyn fremlagte optegnelse viser, fin­des Mossin, Kjæreste og moder velvillig på deres side, at gjøre lige jævning og Balance mellem dem, for såvidt lovligt eragtes, men i slig mangel exciperer (undtage) og modsiger den af Grøn gjorte påstand.

Avs, den sad lige i solar plexus, det kunne ty­de på at moderen ikke er helt tosset, hun har i hvert fald gået og kikket ud alt hvad datteren har foretaget sig, lidt har hun vel haft under forklædet hjem til sin egen lille rede i den sid­ste tid, hvem ville ikke have gjort det, fejlen er bare at Michel smider med sten, og glem­mer han selv boer i et glashus. Han proteste­rer aldrig mere i skifteretten, den får ham i øvrigt til at slå 18 Rdl. af på sine og Sisses krav, så de må nok være gået lige til stregen. Bolund sagde også til svogrene, at de skulle enes, og det var jo nok det bedste, de kunne jo ikke undgå at mødes i Ring kirke om søndagen, der var Mossin kirkesanger.
Men skifteretsmøderne blev ved og blev ved, fordi ingen af arvingerne ønskede skam efter deres elskede præst, såfremt kravene til boet virkelig var reelle, så skulle midlerne udbeta­les. Efter Bolunds mening kunne kun følgen­de krav antages, nemlig Kjærs Obligation, nog­le skatterestancer og så lige tjenestefolkenes løn, altså dem der var der i dødsåret, alle an­dre krav var enten forældede eller uholdbare i en jurists øjne, men man må beundre ham, han føjede sine klienter og kørte videre, u­standselig kunne han finde nye udveje for at drille kreditorerne der kom med deres “skud­sikre” krav, så skulle de stille med vidner, og det gjorde de, endda langvejs fra, og Bolund fandt så på andre spidsfindigheder i sine stæ­dige forsøg på at få stumperne til at nå sam­men, og velsagtens i håb om at køre begge parter træt.

Endelig, efter godt 14 måneders forløb, skrev protokolføreren i rettens bog følgende: Anno 1751 d. 6. Juli, var Igen skifteretten forsam­let i Ring præstegård ( det lyder da både f familiært og hyggeligt) endelig slutning efter afgangene højædle hr. Chr. Schandorff at fore­tage og publicere, siden arvingerne efter ad­skillige forlangte og bevilgede opsættelser nu endelig indbyrdes ere bleven forenede. Og hvad blev der så ud af alle anstrengelserne, jo af en samlet arvemasse på 6 7 6 Rdl., i hvilken indgik 73 Rdl. som præstegården blev taxeret til, og som efterfølgeren Sparre måtte betale, blev til rest til arv 10 slette daler til deling mellem enken og de 2 døtre. Hans Bolund tog 13 daler i salær, så han flåede ikke boet, i for­hold til lig prædiken der kostede 4, var hono­raret endog meget lille.

Schandorfslægten er der ingen efterkommere af, den ældste datter Margrethe som var deg-. · nekone i Astrup døde ret ung i foråret 1753, en søn i dette ægteskab døde før han blev voksen. Cecilia blev som nævnt viet til Michel Grøn 18 /3 – 17 51, og begyndte som jordemor i Ring sogn, sammen med Rasmus Sillebjergs kone i Sillebjerghus, Føvling sogn hvori hun virkede, er det de 2 første kvinder man her på egnen kan registrere som faste fødselshjæl­pere. Det var dengang kotume at invitere jor­demoderen til enten at bære barnet til dåben, eller som blandt de finere, at stå ved siden un­der sakramentet. Man må jo huske på, at den­gang skulle børnene døbes inden de var 8 dage og at moderen lå i sengen i mange dage efter fødslen dengang. Mens Føvling’s jordemoder sagde ja til at bære forholdsvis mange, har Sis­se holdt sig beskeden i baggrunden, kun når der var tale om dem man så ned på i samfun­det, trådte hun til og bar dem til fonten i Ring kirke (som jo forlængst er nedbrudt), sin fa­ders kærlighed for de små i sognet bevarede hun til sin død i nov. J 786. Men det blev al­drig forundt hende, som hjalp så mange små børn til verden, at stå med sit eget i sine arme, hendes ægteskab var barnløst.

Studiet af sådanne gamle skrifter kan somme­tider også give yderst interessante oplysninger om samtiden, således lige omtalte, i den frem­går det af et brev stilet til skifteretten af gods­ejer N. Thygesen, Mattrup, at Annexgården i Feuling har ligget øde og næsten nedbrudt helt fra svenskefejdens tid 1660 og frem til 1750. Kaldets præster havde ikke haft råd til at skyde penge i en eventuel opbygning og Domkapitlet havde ikke direkte pligt til at gøre det. Enkelte familier havde forsøgt at starte en tilværelse på den, men forlod den i samme armod som de startede med. Det stem­mer jo også ganske overens med Føvling kir­kebog, hvor man først i 1718 hører om en mand på stedet, Rasmus Nielsen, som efter nogle år opgiver. ,,Efter Hr. Schandorfs ind­stændige begjæring, trang og forlegenhed, og imod den af kjærlighed til deres nedfaldene og næsten øde og ubelejlig på bygning, med manglende sæd og besætning, beboerne ud­fløt på ryttergodset, er ved mig gården ny opbygt, og således nu med god sæd kan over­tages næstfølgende første maj, uden besæt­ning og beboere, men dette forhandler jeg med Schandorfs efterfølgende om”, lyder bre­vet, dateret Mattrup d. 16. april 1751. N. Thygesen.
Hvordan gik det så i Tønning, hvor Magister Kjær døde næsten samtidig med Schandorf? Jo, der holdt enken Christina Benedicte sam­frændeskifte (d.v.s. uden skifterettens ind­blanding) i overværelse af Cancelliråd  N. Thygesen fra Mattrup og Sr. Hans Thomson, forvalter over stamhuset Heuringholm, Essen Bech og Tustrup.
Efter at hvert af de 2 børn i ægteskabet havde fået testamenteret 1000 Rdl. var der 1800 Rdl. i arvemasse til deling mellem enken og børnene.
Det var så lidt om de to poler, det velhavende Tønning og det fattige Føvling, imellem lå jo som en blød mellemvare Træden og Bræd­strup, sidstnævnte var jo dengang nærmest hvad man med et moderne slangudtryk kalder “et hul i jorden”, 6 forblæste og pjuskede halvgårde, som byfoged Leth i Horsens året 1724 købte de 4 af, men han fandt dem ikke samlerværdige, så han skilte sig af med dem ret hurtigt igen.

Men tider skifter og sæder mildnes, det jæv­nedes efterhånden mellem de to byer, i Ring gik det så småt fremad, til gengæld gik det stærkt tilbage i Tønning. 1791 får vi Lorentz Bynch til præst her, om det passer han var københavner af fødsel, ved jeg ikke, der for­tælles jo så meget ondt om folk, men forstand og navnlig lyst til landbruget havde han ikke, og så synker det jo lige så stille i armod, det går den vej hønsene skraber. I Ring sad i året 1800 pastor Niels Haar på sit andet år i kaldet og på den tid havde vi en hærordning der på­lagde befolkningen i landkommunerne et vist antal rytterheste, også benævnt remonter, i kost og pleje, præstegårdene gik heller ikke ram forbi, og blandt dem loddet var faldet på, var altså Haar. Han går efterhånden og ser sig rigtig godt gal på kreaturet, alt det gode hø den åd, han kunne føde en ko mere, såfremt dyret kom ud af klappen.

Ergo sætter han en skrivelse sammen til Cancelliet og fortæller, at hans præstegård ikke har fulde 19 skæpper hartkorn og kun magert og syndigt jord, kom­plet uegnet til hø avl, så en rytterhest kan o­verhovedet ikke holdes i forsvarlig stand. På god parlamentarisk vis, ligesom i folketinget i 1989, stiller han ændringsforslag med hensyn til krikkens eventuelle nye adresse, og den pe­ger på Tønning præstegård, den har meget og navnlig bedre jord, så hans ærede kollega vil overhovedet ikke kunne mærke en hest mere eller mindre på kost. Den 8. februar poster han klagen til biskoppen, som selvfølgelig omg. sender den videre til udtalelse i cancelli­et, det er jo standspersoner det drejer sig om, og de skal skam behandles med takt og pli. Svaret indløber prompte til biskoppen, som kan lade gå videre til Haar, at man tager hans klage til efterretning, han kan bare aflevere øget i Tønning. Samme dag og time Haar modtager biskoppens brev, lader han avls karlen ride over med det famøse dyr og sætte det ind i hestestalden. Bynch bliver først lamslået over frækheden, men oparbejder efterhånden et sandt raseri over episoden og flyver i blæk­huset, nu skulle han fortælle de høje herrer sandheden. Han anfører faktisk, at Haars på­stande for at blive fri for skabilkenet, var en lodret løgn og undskyldningerne han brugte, kunne han gå ad hekkenfeldt til med – thi at Ring præstegård kun har 19 skp. hartkorn, det var fordi Haar lige havde bortsolgt noget af sin mark, hvorved kaldet fik en årlig ind­tægt på 16 – 17 Rdl., og hans undskyldning med hans magre jord, kan ej fritage ham og at han må købe kom og fourage til sine heste, blot er en udflugt, da både han og hans for­mand har taget tiende til at føde rytterhesten med.

Endvidere fremfører Bynch at Ring -Feuling sogn har lidt over 200 tdr. tiende­ydende hrtk. og 49 gårdfamilier og 38 fæste og tiendepligtige huse, hvoraf 4 holde hest og vogn. Tønning -Træden derimod har kun 160 tdr. hrtk. 36 gårde og 1 mølle og kun 7 tien­depligtige husmænd, hvoraf 1 holder hest, er­go er dette kald langt mindre end Haars og han må have krikken retur, inden den dør af underernæring -men ellers findes der da flere præstegårde i herredet, såsom Aale, Them og Schade, der er langt bedre end Tønning kald og som er fritagen for hestehold. Brevet med al den galde dateres 19. marts s. å. og sendes med svulstig underskrift og behørig laksejl med postvognen over Skanderborg til Århus­ biskoppen. Denne modtager skrivelsen, læser den og sender sikkert en stille bøn til vorherre om at mildne luften blandt hans undersåtter,
slige trakasserier gavner ikke standen i menig­mands øjne, derefter sender han skyndsomst brevet videre til udtalelse hos rette vedkom­mende, heldigvis skal han ikke træffe afgørel­se i slig penibel situation, tænker han, han kunne jo ske at gå glip af en bedre frokost på sine visitatsrejser rundt i stiftet.
Cancelliet læser skrivelsen fra Bynch, vender og drejer den et par omgange og lægger den så i skuffen til afkøling et par måneder. 31. maj så. svarer cancelliet biskoppen, at ingen af de i herredet værende præster, som hidtil har væ­ret fritaget for hestehold, kunne være kvalifi­cerede til rytterhestehold så længe Tønning var fritaget. Aale kunne måske tåle byrden, hvis ikke lige den nye præst der, var pålagt at udrede den afgåede provst Monrad 170 Rdl. i pension plus 40 Rdl. i enkepension.

Pro Memoria:

I anledning af at sognepræsten i Tønning -Træden: Hr. Bynch gentagne besværing over at holde rytterhest skulle man tjenstligt an­mode Deres Exellence og Deres højærværdi­digheds tilkendegivelse, at det må forblive med de forrige resolutioner af 8/2 og 31/5 d. å. indtil de extraordinære byrder ophører ved . Aale præstekald. 19 /7 -1800.
Dette var så Cancelliets dom, som Bynch måt­te bøje sig for, enten han peb eller sang, han måtte også finde sig i, at der af og til kom syn og skøn på hesten, den skulle jo nødig blive for uduelig til tjenesten hos ham. Provst Mon­rad døde dog året efter og fra sessionen for­året 1802 blev han hesten kvit.
I 1804 foretager Bynch sig så det samme som han harcellerede over at Haar havde gjort i 1800, nemlig salg af jord fra præstegården. I skrivelse af 7. juli 1804 andrager han nmte­kammeret om tilladelse til at bortsælge 70 tdr. land af præstegårdsjorderne. Tilladelsen gik glat igennem, med den klausul, at en land­inspektør skulle ordne det fornødne og ind­sende detaljerede oplysninger.
Bynch fratrådte som bekendt gammel og blind kaldet i 1828, og efterfulgtes af den skriveglade skomagersøn fra Svendborg, J. L. Rohmann, hvordan greb han så sagen an med hensyn til landbruget, jo han forpagtede jor­den ud til Callesen i Troelstrup -men d????t er. en helt anden historie.