Hansted som stationsby

7. årgang nr. 3 – Broen – 1995

Af Søren Andersen

Venligst udlånt af landinspektør Axel Blok, Horsens

 

Forord

Da man i 1860’erne besluttede, at den østjyske længdebane skulle gå midt i gennem Hansted By, gennem et par gårde og tværs over landsbygade, har det ganske sikkert vakt stor opsigt og beboerne har haft noget at tale om.

Mange arbejdspladser

For os, som har boet i byen det meste af vort liv, har banen været noget selvfølgeligt, den var der, og i min barndom gav den arbejde til ikke så få. Der var tre ledevogtere, så var der Hansted Kolonnen bestående af formanden, næstformanden plus en del arbejdere; deres opgave var at holde banelegemet og ikke mindst underfaget i korrekt stand.

Min første erindring om banen var, da jeg som lille dreng kørte på slæde tværs over skinnerne. Det foregik ad en vej, som da gik mellem de to huse, som ligger der endnu og har fået numrene Stængervej 9 og 11 (sidstnævnte var ledvogterhus):

Det var en hulvej, som nu er fyldt ud og ingen kan se, at der har været en vej. Den gik som sagt fra Stængervej over skinnerne og mundede ud på Hanstedvej omtrent, hvor Arne Pedersens hus nu ligger. Ledvogter Rasmus Nielsen skulle nok passe at lukke ledet i god tid før togene kom.

Broerne

Det næste jeg husker, var at broerne blev bygget; derefter blev landevejen til Skanderborg flyttet længere mod vest og ført under banen. Så var det sket med den direkte kontakt med skinnerne, nu gik det enten højt over dem eller under dem.

Fra Hanstedgård og op mod Kannerup er der en stigning i terrænet, derfor fik lokomotivet også en ekstra gang kul, når toget skulle mod Tvingstrup; så var det for os drenge om at komme op på trappebroen og blive indhyllet i kulrøg. Det var en sport for os, men nutidens miljøfolk ville have korset sig, hvis de havde set det.

Dobbeltspor

I midten af tyverne skulle vi så have dobbeltspor. Da var indbyggertallet i Hansted steget på den måde, at mange arbejdere var kommet til byen. Nogle var gifte og havde både familie og hus med; det var træhuse, som kunne skilles ad i store flager, og som de flyttede til næste arbejdsplads. I dag hedder det Brobisser, men dengang hed det Banebørster – og på jysk æ bøste.

En stor mængde jord blev flyttet fra de store skrænter mellem Hanstedgård og landevejen. Der var anlagt et tipvognspor parallel med banesporet, og jorden blev så transporteret nordøst på og placeret, hvor det var hensigtsmæssigt.

Den sommer var der noget at se på for os knægte. En dag blev jeg råbt an: ”Kan du ikke hente noget øl til os, dreng?” Jeg fik ti flasker i en sæk og kom tilbage fra købmanden med ti bajere og fik 10 øre for turen.

Tipvognene blev trukket af små lokomotiver. ”Børsterne” havde givet dem navne, malet på siderne; En hed ”Samson”, en anden ”Tulle”. Et par stykker af ”Børsterne” havde motorcykler. Vi drenge beså disse med stor interesse og diskuterede deres ydeevne i form af hastighed og ham med den store Harley Davidson kunne køre stærkere end ham med den røde Indian.

Stationsbyen Hansted

Så omkring ved 1930 kom den store nyhed: ”Hansted skulle være stationsby”. Nå, ikke sådan at forstå at det skulle være med stationsforstander i uniform og med kasket og ”spejlæg”. Nej, det skulle være et såkaldt ”trinbræt”. Dagligt skulle to eller tre persontog i hver retning holde, så eventuelle passagerer kunne stå af toget og nye passagerer stå på. ”Trinbrættet” var under gangbroen. Det fungerede på den måde, at hvis man ville med toget, skulle man række armen vandret ud, så standsede toget, og man kunne stige på. Billetterne skulle man købe ved konduktøren under kørslen; så vidt jeg husker, kostede en billet til Horsens 30 øre, og 45 øre for en retur. DSB har sikkert allerede dengang haft underskud.

Men herligheden varede kun et par år, så overtog DSB bilruterne Horsens-Skanderborg og Vejle-Horsens-Århus, så kunne vi benytte disse og ”stationen” blev nedlagt.

Det har sikkert inspireret Regnar Caspersen, som var en af hovedkræfterne i de revyer som idrætsforeningen nogle år efter holdt, til følgende strofer:

Når det blev søndag, så slog vi et slag
til Hansted, se det er jo staden
med piger på strøget ved nat og ved dag
station og belysning på gaden

Den belysning bestod af én ellampe anbragt over trappebroen, og som blev tændt ved mørkets frembrud og slukket et kvarter over 12, så skulle byen gå til ro; i de lyse nætter var der ingen gadelys.

Lokomotiverne

Op i tredvierne satte man så på visse tog de store R-maskiner for. Disse store lokomotiver med den lille skorsten var som et bundt energi, de var en fryd for øjet, men damplokomotiverne har nok været for dyre at bruge, de blev jo siden afløst af diesellokomotiverne. I en periode havde vi så lyntogene, der jo var et fremskridt med hensyn til hastighed. I dag (1995, red.) har vi IC-togene, det næste bliver vel så elektrificeringen af banestrækningen.

Læs også artiklen Lidt om jernbanebroens historiske baggrund

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.