Klosterkirken er opført 1261 som den nordlige længe af et franciskanerkloster, hvis fire øvrige længer nedbrændte i 1587. Tiggermunkene blev allerede før den egentlige Reformation jaget ud af klostret i 1532, men kirken blev herefter i perioder sognekirke for Horsens.
Det overordentligt righoldige inventar skyldes bl.a. Gerhardt de Lichtenberg, der i 1738 betalte en restaurering samt en del inventar: stolestader og herskabsstole samt sit eget gravkapel.
Andre af byens storkøbmænd, borgmestre og rådmænd har i 16- og 1700-årene med deres epitafier, gravkapeller, dåbsindelukke m.v. givet kirken en usædvanlig indre pragt.
De fire prinser og prinsesser fra Det russiske hof er ligeledes gravsat her fra 1782 til 1807.
Se også artiklerne om Klosterkirken, Det Russiske Palæ, Det russiske hof og Det russiske hofs fjerne forbindelser
Se næste stop på byvandringen