Broen 8. årgang, nr. 4, 1995/1996
Gravens Planteskole 1946-1996 af Peder Pedersen
”Da vi i 1946 havde søgt langs hele den jyske østkyst, fra Hadsund til Lillebælt, fandt vi ejendommen på Vandmøllevej 2 i Hansted, som den mest velegnede at oprette en planteskole på.” Sådan lød det fra Erling Graven i et interview i 1986.
Erling Graven
Erling Graven
Erling Graven er født i Vrå i Vendsyssel i 1910 som søn af Chresten Graven Jensen, der drev gartneri og planteskole der i byen. Da Erling Graven var to år, flyttede familien til Brønderslev. Efter endt skolegang arbejdede han med i gartneriet. Senere fik han arbejde hos en gartner i Kjellerup. Derefter var han i et handelsgartneri i Hjørring, derfra til et blomstergartneri i Haslev.
I 1931 fik Erling Graven lyst til at se noget mere af Europa. Først gik turen til Aalsmeer i Holland, hvor han havde arbejde to steder. I 1934 rejste han til Schweiz, hvor han arbejdede et halvt års tid. I 1935 kom han tilbage til Danmark og begyndte på havebrugsstudiet på Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, hvor han den 26. februar 1938 dimitterede som hortonom.
Den første stilling, han havde efter endt uddannelse, var ved Fællesudvalget for Frugtavlsøkonomi. I begyndelsen af 1939 fik han ansættelse ved Hedeselskabet. Der arbejdede han med planlægning og opmåling til læplantning i Vestjylland. I maj samme år blev han med kort varsel flyttet til Hedeselskabets afdeling i Brande for at lede arbejdet der.
D. 23. juli blev han gift med Wera Goldschmidt.
Wera Goldschmidt
Wera Goldschmidt
Wera Goldschmidt er født i Ålborg i 1910 som datter af ingeniør Otto Peter Traugott Goldschmidt. I 1912 flyttede familien til Petrograd (Skt. Petersborg) i Rusland, hvor faderen arbejdede som ingeniør. Da den russiske revolution kom i 1917, blev det meget vanskelige tider. Det kneb med at skaffe fødevarer, en dag kom faderen således hjem med en sæk havregryn, som han trods alt havde skaffet. Det viste sig senere, at sækkens indhold var fordærvet.
”Der var altid kø ved butikkerne. Vi havde en russisk tjenestepige,” fortæller Wera Graven, ”hun sagde, det er bedre, at jeg går ned og står i kø, for hvis I gør det, kan man straks se, at I ikke er russiske, og så kan det være, I ingenting får.”
Familien valgte nu at rejse tilbage til Danmark. Selvom Wera kun var 7 år, havde hun alligevel lært at tale det russiske sprog, og hun kan stadig huske nogle få russiske ord.
Familien Goldschmidt flyttede nu til Skovshoved. De boede i et fiskerhus, hvor der var meget trange forhold. I 1919 mistede Wera sin far, det var et hårdt slag for familien. Wera gik i skole i Frk. Kochs Pigeskole. Først i børneskolen, senere tog hun realeksamen samme sted.
I 1927 rejste hun til Frankrig som au-pair pige, her var hun godt et år. I 1929 gik turen til England, her var hun ligeledes au-pair pige men kun i et halvt år.
Efter at være rejst tilbage til Danmark startede Wera Goldschmidt i 1931 på en uddannelse som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital. Den uddannelse måtte hun desværre opgive, da hun var så uheldig at blive smittet med tuberkulose. Det gjorde hende uarbejdsdygtig i over et år (15 måneder). Herefter kom hun på Købmandsskolen og fik handelseksamen der. Efter endt uddannelse arbejdede Wera som lægesekretær på Finsen Instituttet.
De første år
Wera Goldschmidt og Erling Graven blev, som nævnt, gift i Brønderslev kirke d. 23. juli 1939. Da Erling Graven på det tidspunkt var ansat ved Hedeseleskabets afdeling i Brande, blev deres første hjem der. Men i 1942 blev afdelingen i Brande nedlagt og flyttet til Tvilum Skovgaard ved Fårvang. D. 1. oktober blev Erling Graven ansat som bestyrer der. I 1944 kom planteskoleejer N. Andersen fra Hjørring og spurgte Erling Graven, om han ikke kunne tænke sig at komme op til ham, han ahvde det ikke så godt, og det lå i luften, at en overtagelse kunne komme på tale ad åre.
”Vi havde det godt ved Hedeselskabet”, siger Wera Graven, ”men vi havde et brændende ønske om at få vores eget, så vi sagde ja tak og flyttede til Hjørring.” Inden længe stod det dog klart, at Erling Graven og N. Andersen ikke kunne arbejde sammen, Erling Graven sagde sin stilling op og begyndte at se sig om efter et egnet sted til at starte en planteskole.
Vandmøllevej
Efter at have søgt langs den jyske vestkyst, fra Hadsund i nord til Lillebæltsbroen i syd, fandt Erling Graven ejendommen Vandmøllevej 2 i Hansted bedst egnet til en planteskole. Dels var jorden ideel, og dels var der større bygninger end der normalt var til en landbrugsejendom, det skyldtes at ejendommen var bygget til gartneri, gartneren hed Søren Frandsen.
Her kommer Wera Graven med et lille hjertesuk. ”Vi havde set på en ejendom ved Hadsund, hvor der var udsigt til vandet. Jeg har altid godt kunne lide vand, så der ville jeg gerne bo, men jorden til ejendommen var ikke så god, så den handel blev der ikke noget af. Nu har jeg så boet her i Hansted i snart 50 år, og det eneste vand, jeg har kunnet se, er en lillebitte stump af Hansted Å.”
En vanskelig start
Det var Erling Gravens plan, at han ville lave skovplanter, men jorden viste sig at være i en dårlig stand, den var udsultet og befængt med kvikgræs, så det kunne ikke nytte noget at så små forstfrø lige med det samme, så det blev frugttræer og roser i første omgang. Der kunne man bedre rense og hakke imellem, der fandtes jo ingen kemikalier dengang, som kunne slå ukrudtet ned.
Nu ville skæbnen, at den første sommer (sommeren 1947) blev ekstrem tør, og vandingsanlæg havde man ikke, så planterne groede alt for lidt. Dertil kom, at medens der under krigen havde været god afsætning på frugttræer, så kunne de ikke sælges nu, da de var færdige til salg. Så de endte alle sammen på Sankt Hans-bålet.
Da jorden efter et par år var blevet ren nok, og der var blevet lavet en vandboring, og Erling Graven havde søgt og fået bevilliget ret til indvinding af 20 m3 vand i timen, så begyndte produktionen af skovplanter for alvor at tage fart.
Fra sin tid hos Hedeselskabet havde Erling Graven gode kontakter til alle sektorer af skovbruget, både de private, de statslige, de amtslige og kommunale samt klitvæsenet. Det kom ham til gode nu. Afsætningen gik så godt, at der ikke kunne produceres nok i planteskolen i Hansted. Derfor henvendte Erling Graven sig til andre planteskoleejere, mest yngre folk som endnu ikke havde en kundekreds, og fik dem til at indgå i kontraktavl. På den måde blev det muligt at efterstille den store efterspørgsel.
Efterhånden kom der også en eksport i gang, navnlig til Sverige.
Kontakten til ”Egedal”
Den store efterspørgsel gav travlhed i planteskolen, dermed opstod ønsket om, at noget af det hårde arbejde kunne udføres af maskiner. Erling Graven fik i samarbejde med smedemester Holger Jensen Egedal konstrueret en furemaskine og en planeløfter m.m. Da de var færdigafprøvet, blev der d. 23. september 1950 afholdt en maskin-demonstration for planteskole-ejere. Det var den første af sin art, og den blev selvfølgelig afholdt i Gravens Planteskole i Hansted. Demonstrationen resulterede i mange ordre til ”Egedal” både fra ind- og udland.
Rammerne sprængt
Fra 1950 til 1970 blev der bygget mange nye veje, ikke blot i Danmark men i hele Europa, og det gav øget efterspørgsel efter især buskplanter til beplantning langs vejene. Erling Graven var ikke sen til at udnytte den mulighed. Samtidig blev der solgt mange planter til jagtforeningerne til vildtpleje. Det ene med det andet gjorde, at efterspørgslen på planter blev så står, at den sprængte alle rammer på planteskolen.
Luftfoto af ejendommen på Lundum Hedevej (nu Sorthøjvej) som Gravens Planteskole købte i 1960
I 1960 købte Erling Graven en ejendom på Lundum Hedevej, dels for at udvide dyrkningsarealet, og dels for at skaffe beboelse til en førstemand. På det nye areal blev der også brug for kunstig vanding. Der blev søgt om og bevilliget ret til indvinding af 20 m3 i timen, i 60 meters dybde fandt man den nødvendige mængde, året efter lejede Erling Graven 10 tdrl. af naboen Gunnar Skibsted, det var meget ideelt, da vandingsanlægget nu kunne bruges begge steder.
Den store produktion gav arbejde til mange, men det var i højeste grad sæsonarbejde. Erling Graven ville gerne beholde sine dygtige medarbejdere hele året, derfor byggede han i 1960 en stor hal (900 m2), hvor man kunne stå og sortere og bundte planterne i tørvejr og uden at fryse alt for meget om fingrene.
I 1971 blev der bygget et kølehus. Det var til stor nytte, derved kunne plante-sæsonen forlænges og arbejdet med at sortere og bundte planterne kunne fortsætte stort set hele vinteren. Der var også den fordel, at når ordrerne på planter til det sydlige udland kom så tidligt om foråret, at planterne endnu sad fastfrosne ude på marken, så kunne man nu hente dem ud fra kølehuset.
Medarbejderne
Det gik rigtig godt for Gravens Planteskole. Der var 4-6 heltidsansatte medhjælpere, om sommeren var der desuden 4-5 lugekoner, foruden ca. 25 skolebørn som tjente en ekstra skilling i ferien. I den travleste tid kunne der være 40 på lønningslisten.
Mange fra Hansted og Egebjerg har i årenes løb haft et godt job i planteskolen. Taler man med tidligere medarbejdere, kommer det tydeligt frem, at de var glade for at være ansat hos Graven. Mange blev der da også i adskillige år, enkelte i over 20 år.
Jeg har talt med Højgaard Berthelsen, som var arbejdsformand/forvalter i 17 år. Han fortæller:
”Vi var nok forholdsvis flere ansatte end andre steder, men det skyldtes, at selvom der efterhånden var kommet så mange kemikalier på markedet til at bekæmpe ukrudt med og dermed reducere arbejdskraften, så var Graven meget tilbageholdende med brugen af kemikalier, for som han sagde, vi kender virkningen af dem i øjeblikket, men vi ved ikke, hvad de gør ved jorden på langt sigt.”
Man kunne ønske sig, at flere havde været lige så fremsynede.
Afvikling
I den sidste halvdel af 70’erne begyndte alderen at trykke Erling Graven. En blodprop gjorde, at han følte, at tiden nu var inde til at ”skrue ned for blusset”.
Ægteparret Graven havde en søn, Otto, som var uddannet i planteskolefaget. Første var han elev på forskellige planteskoler, hvorpå han fik sin afsluttende eksamen på Beder Gartnerskole. Det var planen, at han skulle overtage planteskolen efter sin far, men Otto blev desværre ramt af en uhelbredelig sygdom og døde i en alder af kun 27 år, og dermed brast det håb.
Den yngste datter, Inge, fik nøjagtig den samme uddannelse som sin bror, først på flere planteskoler og til sidst eksamen på Beder Gartnerskole. Inge blev gift i 1976, men ægteskabet holdt ikke, og på det tidspunkt da Erling Graven ønskede at holde op, var Inge alene-mor med tre mindreårige drenge og var derfor ikke klar til at overtage planteskolen.
Erling Graven fandt det derfor bedst at afvikle planteskolen og lade bygninger og jord være intakt, så det hele stod klar, hvis Inge skulle få lyst til at starte på ny.
Det tog nogle år at afvikle virksomheden. Først blev ejendommen på Lundum Hedevej tømt for planter, hvorefter den blev solgt. I Hansted blev de sidste planter taget op i 1984, hvorefter jorden blev bortforpagtet til en landmand.
En 38-årig epoke var slut. 38 gode år hvor Wera og Erling Graven med hver sin gode uddannelse havde suppleret hinanden i et godt teamwork.
Erling Graven døde i 1988 i en alder af 78 år. Som den dygtige planteskolemand han var, fik han gennem årene mange tillidshverv. I 1946 blev han valgt ind i planteskoleejerforeningens bestyrelse. Han var formand fra 1957 til 1961. Blev æresmedlem d. 14. juni 1971. D. 2. november 1968 modtog han Hortonomskiven. D. 1. maj 1987 modtog han Hjalmar Hartmanns jubilæums-legat. Var medlem af Haveselskabets bestyrelse og blev æresmedlem.
Erling Graven var ikke blot levende interesseret i alt, hvad der groede på jorden. Han var også meget interesseret i samfundsspørgsmål. Ikke kun her i Danmark, men han fulgte også levende med i, hvad der skete ude omkringi verden. Jeg har haft mange gode og udbytterige samtaler med Erling. Han var en hyggelig, munter og intelligent mand, der altid var parat til at øse ud af sin store viden, men han forstod også at lytte.
Ægteparret Wera og Erling Graven fik foruden sønnen Otto, en datter der hedder Bodil og til slut efternøleren Inge. Bodil fik en uddannelse som sygemedhjælper, men familiens kærlighed til planter havde også et godt tag i hende, så hun måtte også have en uddannelse som blomsterdekoratør. Hun bor sammen med sin mand Peter Bay på en gård i Haderup. Manden er desuden pilot ved Flyvestation Karup.
Inge Graven
Som nævnt havde Inge nok at gøre med hus, hjem og tre små drenge. Men allerede i 1985 var børnene så store, at hun havde mod på at prøve kræfter med planteskolefaget. Nu havde tiden jo ændret sig siden hendes far startede i 1946, så derfor blev det ikke en planteskole med over 200 forskellige plantearter, som Erling Graven havde. Nej, Inge fandt en nicheproduktion: Bambus.
Der var på dette tidspunkt ikke mange planteskoler, der lavede bambus, og efterspørgslen var ret god. Der er bare det ved bambus, de formeres ikke hverken ved frø eller stiklinger men ved deling. Man kan derfor ikke bare så en hel mark med bambus. Inge startede med at købe 5000 planter. De blev plantet ud i marken, hvor de fik lov til at gro sig store, for derefter at blive taget op igen og delt i flere planter, og så fremdeles.
Det tager år at få oparbejdet en stor bestand. Samtidig med at bestanden blev øget, skulle der jo også gerne være nogle til salg, det blev der også. Efterhånden var bestanden ganske stor, og salget gik også godt både til hjemmemarkedet og til eksport.
Katastrofen
Før 1921 fandtes der ikke bambus i Danmark, men så blev der plantet en tunnel i Den Geografiske Have i Kolding. Derfra stammer stort set alle bambus i Danmark, de er blevet til ved deling og atter deling. Bambus har den egenskab, at de blomstrer, når de når en vis alder, 80 til 110 år, hvorefter planten dør. Da alle planter i Danmark stammer fra samme plante, når de også blomstringstadiet på samme tid.
I 1994 var der nogle få af Inges bambus, der blomstrede. I 1995 skete så katastrofen. Over halvdelen blomstrede, og det var i sig selv galt nok, men det værste var, at kunderne blev bange for at købe bambus, så salget gik fuldstændigt i stå. Når vi så får oplyst, at der i marken står ca. 50.000 planter, så får man et godt indtryk af katastrofens omfang. Inge Graven så da heller ingen anden udvej end at lukke planteskolen.
I dag [1995 red.] er planteskolen på vandmøllevej 2 sat til salg, og Inge Graven er startet i en stilling som underviser på et AMU-center.
Kilder
Samtaler med Wera Graven, Inge Graven, Højgaard Berthlsen, Tove Jørgensen samt videointerview med Erling Graven foretaget af Tove Jørgensen i 1986