Indholdsfortegnelse
Byens plan
Da jernbanen i 1929 flyttede ud på arealet ved Bygholm enge vest for byen, opstod et nyt byområde mellem den nye og den gamle station. Det var en af de få udvidelser, der blev foretaget i denne tid, hvor 1920ernes og 1930ernes krise blev meget mærkbar for Horsens. Der skete af gode grunde heller ikke meget under besættelsen, men nogle få forandringer forekom alligevel, f.eks. på Sønderbro og Speldalsø. Også nord for byen, blev flere nye områder bebygget, bl.a. langs Langmarksvej og omkring Statsfængslet. I 1950erne opstod en del byggeri i det nye boligområde syd for Bygholm Park, ligesom kvartererne i den modsatte ende af byen omkring Sundvej blev udbygget. På vestsiden af landevejen til Århus anlagdes i 1939 en ny kirkegård, nemlig Vestre Kirkegård.
Nye bydele
Den begyndende højkonjunktur i 1960erne betød en vis udbygning, men den store forandring kom først med kommunalreformen i 1970. Ved denne blev storkommunen Horsens etableret, og de omliggende sogne blev en del af selve byen. Nye store områder syd for den gamle grænse, Dagnæs bæk, blev således tillagt byen med indlemmelsen af Torsted- Dagnæs- Tyrsted- og Bækkelundkvartererne, og her kom til at foregå et eksplosivt boligbyggeri. På samme tid blev også området nord for Sundvej og langs Langmarksvej udsat for et tilsvarende byggeri. Også indlemmelsen af Stensballe betød udvidelser, men her dog i et mere moderat omfang. Senest har man etableret et større industrikvarter vest for Vejlevej, hvor en række nye fabrikker er blevet opført. I området ved Torsted Vest er et helt nyt boligområde under planlægning. Det drejer sig om et område med 600 boliger på i alt 50 hektar, hvor det økologiske aspekt spiller en altovervejende rolle. Projektet har i vid udstrækning været bruger-styret og indeholder mange forslag om alternative boliger og brug af udenomsarealer. Endnu er projektet ikke realiseret, men man må, med meget stor forventning, se frem til dette områdes videre udformning.
Den gamle bydel
Inde i det gamle byområde har de forbedrede økonomiske muligheder også sat sig spor, der på mange måder har ændret den gamle byplan. Anlæggelsen af Niels Gyldinsgade betød, at den inderste del af havnen blev opfyldt i 1984, og dermed forsvandt det sidste forbindelsesled mellem den gamle åhavn og byens ældre bebyggelse. Den ny tids krav er plads til biler, og denne udvikling har betydet anlæggelse af mange parkeringspladser i den indre bydel. De gamle gårdsrum er derfor nu udhulet til store åbne pladser uden sammenhæng og tilhørsforhold til de omkransede ejendomme. En hundrede år gammel bygnings- og ejendomsstruktur er dermed blevet fjernet for eftertiden. Andre gadeomlægninger og gennembrud har de seneste år omformet byens udseende. All‚gades sydlige forlængelse med det kunstige, lidt voldsomme, sving er blevet fulgt op med anlæggelsen af Lichtenbergsgades forlængelse, altsammen for at fjerne den tungeste og mest heftige trafik fra inderbyen. Dommen over disse forandringer vil antagelig komme senere, men et er givet, nemlig at man i hele byens historie har oplevet radikale ændringer i bybilledet.
Byens huse
Lige efter 1930 blev der kun opført meget få bygninger. Det var funktionalismens arkitektur, der herskede, og to gode eksempler ses i Folkebladets ejendom på Søndergade 47 fra 1930erne, samt Handelskolens tidligere bygning på Vitus Berings Plads, indviet i 1939. Det er samme stil, der træffes i Statsskolens bygning, som blev opført i 1940 med Viggo Norn som arkitekt. Skolen blev i øvrigt i 1943 inddraget til brug for den tyske besættelsesmagt. Der blev kun opført meget få nye industribygninger, og blandt disse skal fremhæves firmaet Hede Nielsens ejendom i Emil Møllersgade fra begyndelsen af 1940erne. Trappetårnet på fabrikken modsvarer således fortræffeligt skorstenen på den langt ældre Bastian overfor.
Friluftsteatret
De offentlige byggerier var på denne tid ikke særligt omfattende, og derfor er det måske værd at bemærke, at Horsens i 1949 fik et nyt teater. Ikke bygget i sten og grundmur, men opført som friluftsteater i Lunden. Her er blevet spillet mange teaterstykker og meget musik. Friluftsscenen har gennem årene ført en broget tilværelse, men en tiltrængt renovering af scenen har betydet en større brug af den. Musik, gøgl og de mange menneskers latter fylder nu stedet på sommeraftener.
Boligbyggeri
Hovedvægten af byggeriet lå i disse år næsten alene på boliger, og det gjaldt især opførelsen af store nye boligblokke. De blev bygget af de nye boligforeninger, som var opstået siden slutningen af 1930erne. Formålet med oprettelsen af disse foreninger var først og fremmest at opføre almennyttige og tidssvarende boliger til erstatning for byens gamle og, især i arbejderkvartererne, helt udslidte boliger. Samtidig var byggeriet også et forsøg på at mindske den store arbejdsløshed, der i 1930erne og 1940erne herskede i Horsens. Arbejdernes Andelsboligforening af 1938, Andelsboligforening Odinsgaard fra 1940 og Andelsboligforeningen Beringsgaard fra 1942 opførte alle en lang række etageejendomme i Horsens. I den første tid var det i områderne på Sønderbro og i Kongensgadekvarteret, at man byggede. Komplekser som Sønderport fra 1940-1942, Sønderbrogade 111-121 fra 1941-1942 og Vitus Berings Plads 8-14 samt Emil Møllersgade 2A-2B fra 1943 er gode eksempler på tidens byggeri. Der blev bygget i en meget varieret stil, og ejendommene står som typiske repræsenter for den boligarkitektur, der i årene under og efter besættelsen blev fremherskende i de fleste danske provinsbyer. Med disse ejendomme fik beboerne helt nye faciliteter og omgivelser. Facaderne domineres af altaner, og mellem blokkene er der udlagt grønne områder. Der blev også opført rækkehuse, af hvilke nogle stadig ligger i Løvenørnsgade. De blev opført i krigsårene 1943-1944, og er en prunkløs række af velindrettede huse. Boligforeningerne har helt til vor tid været dominerende i etagebyggeriet, og således blev komplekset Axelborg opført 1962-1966, og det fremstår nu i ny klædning efter en omfattende ombygning. På Sundvej opførtes fra 1968-1972 det omfattende boligområde Sundparken i den daværende tids lidt brutale betonstil, der ofte ses benyttet ved hastigt opførte boligkomplekser. Blandt de øvrige byggerier skal Bakkesvinget fra første halvdel af 1970erne fremhæves. Der er her tale om et fremsynet byggeri med store moderne lejligheder, hvis udformning var forskellig fra mange andre tilsvarende byggerier. Bebyggelsen hævder sig, ved en smuk tilpasning til landskabet ned mod Nørrestrand, og udgør en sammenhæng med Langmarksskolens enkle byggeri fra 1964. I dag har vi ikke de samme store behov for nye boliger, men foreningerne har sat ind på andre felter. Det gælder først og fremmest indretning af lejligheder i restaurerede byhuse, der på denne måde har fået overlevelsesmuligheder. Flere ejendomme i All‚gade og Smedegade er således nu boligforeningshuse, og dermed har disse ældre huse kunnet bevares for eftertiden. Også i forbindelse med de igangværende byfornyelser opføres nye lejligheder, således i Houmannsgade 11-31 fra 1987-1989. Boligforeningernes rolle og betydning for byggeriet siden 1930 har været uvurderlig, og gennem hele perioden er boligstandarden blevet hævet væsentligt.
Ove Boldt
Boligbyggeriet i 1950erne kom også til at omfatte enkelthuse, og denne bygningsform blev begunstiget af en række gode lånemuligheder, som staten stillede til rådighed. Disse såkaldte statslånshuse blev bygget indenfor de gamle boligområder, og går man tur i gaderne omkring sygehuset, Hulvej eller ved Bygholm Parkvej samt i den sydlige bydel, så ligger denne periodes huse stadig her. Nogle af dem er almindelige murermesterhuse uden særlig karakter, mens andre er bygget i en stil, der var fremherskende hos de fleste danske arkitekter i 1940erne og 1950erne. Der stod da også en Horsens-arkitekt bag en række af disse huse, nemlig Ove Boldt (1905-1969). Han var født i byen, og efter at have fået sin uddannelse vendte han tilbage som lærer på Teknisk Skole. Foruden ved en rig lærergerning var han også beskæftiget ved nogle af byens tegnestuer, og især var det enfamiliehuset, der stod ham nær. Ove Boldt var ikke en specielt fremragende arkitekt, men hans enkle form for arkitektur, uden vovemod og armsving, koblet med en næsten konservativ trofasthed overfor kvalitetsfyldte materialer, gør ham til en god repræsentant for et byggeri, vi i dag beundrer og nærer æstetisk fornøjelse ved. Ove Boldt stod også bag større byggerier som 4. Maj Kollegiet i Geneesgade, boliger for aldersrentenydere på Sundvej og det noget mere diskutable udfyldningsprojekt ved Byggeteknisk Højskole i Amaliegade.
Offentlige bygninger
Der blev ikke opført mange offentlige bygninger i tiden omkring 1960; dog kunne byen åbne et nyt bibliotek, beliggende i Vitus Bering parken, der var blevet indviet i 1957. Biblioteksbygningen er en god repræsentant for byggeriet på denne tid. Den har sit forbillede i kommunebiblioteket i Hørsholm, hvor man brød med de gængse rumindretninger, og ligesom i et supermarked lod lånerne færdes mellem reolerne i de åbne rum. Hele huset er bygget op omkring en lille centralt placeret solgård. Huset er tidstypisk og bevaringsværdigt. Samtidig med bibliotekets opførelse havde man planer om bygning af endnu en sognekirke i Horsens. Den store befolkningstilvækst, ikke mindst på Sønderbro, havde gjort dette nødvendigt. I 1960 blev der udskrevet en konkurrence om den første nye kirke i Horsens de seneste 700 år. Vinderen blev arkitekt Paul Nienpoort, men først i 1971 kunne han se sit projekt gennemført. Finansielle problemer udsatte byggeriet, men til gengæld fik Horsens et af de flotteste danske kirkebyggerier i moderne tid. Den hvide kirke på hjørnet af Sønderbrogade og Bygholm Parkvej er et af de smukkeste stykker arkitektur, Horsens har kunnet fremvise de seneste 100 år.
Parcelhuse
Den helt store fremgang i byens byggeri, skete med opførelsen af de mange parcelhuse, der kom til at præge yderkvartererne, ikke mindst de sydlige dele af den nye storkommune. Opførelsen af disse huse var i sin spæde begyndelse før kommunesammenlægningen, men tog fart i slutningen af 1960erne og især i 1970erne. Det blev en ny boligform, som tiltalte meget store dele af byens befolkning, ligesom tilfældet var med den overvejende del af Danmarks befolkning. Enfamiliehuset havde eksisteret i lang tid, men af de ca. 900.000 enfamiliehuse, vi har i Danmark, er omkring 600.000 bygget mellem 1945 og 1985, hvilket fortæller noget om både behov og formåen hos befolkningen i midten af 1900-årene.
Parcelhusene bliver af og til kritiseret, hvilket som regel begrundes med, at de er bygget som typehuse i ikke altid lige gode materialer, og at deres ensartede udseende og placering på grunden skaber meget uinteressante boligkvarterer. Men i de store parcelhusbyggerier indfries et behov, som svarer til det Emil Bojsen formulerede, da han i slutningen af 1800-årene stod bag Ny Havnegades bebyggelse, nemlig “Hver mand sit hus og sin have”.
Parcelhuset blev boligformen for en helt ny generation af unge mennesker, som vil have deres minder om ungdommens gode oplevelser og nederlag forbundet med parcelhuskvarterernes legepladser og blinde veje, og derved er disse boliger blevet en vigtig del af vores kultur. De goder og udfoldelsesmuligheder, som denne boligform har givet, kan ikke umiddelbart gøres op, men der kan ikke herske tvivl om, at de fleste beboere i vore parcelhuse aldrig har haft bedre boligforhold.
De seneste års byggerier
Kommunen var selv den største bygherre i 1980erne, hvor man i den vestlige del af Åboulevarden opførte et nyt rådhus, der blev indviet i 1986. Rådhuset afløste det gamle rådhus på Søndergade, hvor en del af administrationen lå. Samtidig samlede byen alle sine forvaltninger i det nye hus, hvor disse tidligere havde været spredt i flere forskellige bygninger rundt omkring i byen.
Foran rådhuset skabtes det nye rådhustorv, kantet med en ensartet bebyggelse i røde teglsten.
Også byens allernyeste byggeri er offentligt, nemlig den store udvidelse af Kunstmuseet i Lunden. Her er i 1992 opført en tilbygning, der skal rumme museets malerisamlinger, samt give plads for større internationale udstillinger.
Horsens er i disse år desuden præget af en omfattende byfornyelse, i første omgang i de gamle arbejderkvarterer i den nordvestre bydel. Her opføres nye boliger, hvoraf et stort og markant eksempel er Svanes Have, beliggende syd for Houmannsgade.
Ombygning af gamle bygninger er ligeledes foretaget, og i Petersen & Sørensens forhenværende tobaksfabrik er nu indrettet bl.a. bibliotek og galleri.
Der er de seneste år blevet restaureret en række ældre bygninger i byen, og man fornemmer en stigende interesse hos byens husejere for at gøre bygningerne attraktive i byens gadebillede.
En række af midtbyens gader er blevet gå- eller stillegader, og deres smukke udformning er nu med til at sætte bygningerne i relief. Men også på stærkt trafikerede strøg, som f.eks. Nørregade, kan man glæde sig over de dekorative og kønne huse.
Det nyeste industribyggeri findes i industrikvartererne, især vest for Torsted, hvor flere virksomheder flytter ud. Disse bygninger er ofte god og interessant arkitektur, således som det er tilfældet hos f.eks. CN-BØRMA A/S.
Her i 1992 er der en tøven i det almindelige byggeri, men mange spændende projekter er udarbejdet, indeholdende både nye boliger og erhvervslokaler. De næste ti år vil vise om visionerne kan bære igennem.
Byens styre
I perioden fra 1930 til 1992 er der sket en nærmest eksplosiv udvikling indenfor byens administration og forvaltning. Der er blevet oprettet mange nye stillinger med nye ansvar og skabt nye forvaltningsenheder, hvilket har medført en kraftig vækst i antallet af kommunalt ansatte. De, som i dag er beskæftiget ved Horsens kommune udgør således en stor erhvervsgruppe ved siden af de traditionelle, aktive erhvervsudøvere. Når det kommunale område også generelt i Danmark blev udvidet så meget i denne periode, har det flere årsager. Først og fremmest skete der en vækst i befolkningen fra 3.5 mill. til 5.1 mill. (i Horsens bor nu 55.123 mennesker). Tilmed blev Danmark, især efter 2. Verdenskrig, mere og mere “skævt” forstået således, at landbrugsområderne blev mere affolkede og byerne mere befolkede. Samtidig blev det offentliges service overfor befolkningen øget, idet det var i dette tidsrum at den moderne velfærdsstat udvikledes. Endelig blev sammensætningen af arbejdsstyrken ændret i disse år, idet kvinderne siden 1960erne har udgjort en stigende del af arbejdsstyrken. Dette har bl.a. medført, at det omsorgsarbejde, som kvinderne traditionelt udførte i familierne, nu er henlagt til dertil indrettede kommunale institutioner.
Socialreform og kommunalreform
To store reformer har haft indflydelse på kommunens styre de sidste 60 år, nemlig daværende socialminister K.K. Steinckes socialreform fra 1933 og kommunalreformen fra 1970. Med socialreformens lovkompleks afskaffedes fattigunderstøttelsen, der havde haft f. eks tab af kommunal valgret til følge. Alle uformuende personer fik nu krav på aldersrente. Loven fastslog også, som en generel regel, at det offentlige var forpligtet til at komme alle til hjælp, som ikke kunne skaffe sig selv eller familien den fornødne hjælp og pleje. Loven indeholdt tillige bestemmelser om underholdsbidrag til børn, og den pålagde kommunerne at drage omsorg for, at ingen kom til at savne det nødvendige til livets ophold eller til rimelig pleje i sygdomstilfælde. Endelig kunne kommuner med over 4000 indbyggere pålægges at oprette et alderdomshjem til sikring af ældre medborgere. Udgifterne til socialvæsen og til skolevæsen voksede, sammen med udgifterne til administration af de to “væsener”, voldsomt, navnlig i løbet af 1960erne, og medførte for de daværende sognekommuner en meget stor arbejdsbyrde samt vanskeligheder ved at løse de pålagte opgaver. Derfor opstod tanken om at ophæve de hidtidige kommunegrænser og skabe større enheder, hvilket gennemførtes med kommunalreformen, som trådte i kraft 1. april 1970. Da ændredes også Horsens’ administrative tilknytning endnu engang, så byen fra at ligge i udkanten af Skanderborg amt, nu kom til at ligge i udkanten af Vejle amt, der således strækker sig nord for Horsens by. Selve Horsens kommune kom til at bestå af den gamle købstad Horsens og de hidtidige sognekommuner i kredsen udenom, nemlig Vær-Nebel, Lundum-Hansted, Tamdrup, Endelave, Tyrsted-Uth, samt dele af Hatting-Torsted, Ølsted og Glud-Skjold. Byen har i hele perioden på trods af skiftende magtforhold haft en socialdemokratisk borgmester. Skønt meget forandredes mellem 1930-1992 lå hovedvægten af kommunens udgifter stadig på social- og undervisningsvæsenet.
Socialvæsen
Socialreformen og den udbredte arbejdsløshed i 1930erne fik socialvæsenets udgifter til at vokse, hvilket også skete i slutningen af 1970erne og hele 1980erne igennem. Årsagerne skal findes flere steder. Arbejdsløsheden kan blive så langvarig, at den medfører afslutning af et tilhørsforhold til en arbejdsløshedskasse og dermed overgang til offentlig støtte.
Med kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet og nye ideer om, hvad børn i deres opvækst har brug for, blev der brug for vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.
Familiernes sammensætning, lejlighedernes størrelse og arbejdslivets krav kom også til at betyde at flere og flere ældre kom på alderdomshjem eller plejehjem og pensionistboliger, som finansieredes og administreredes af de sociale myndigheder.
Byens gamle kunne førhen få plads på en af de talrige stiftelser eller på De gamles Hjem i Kildegade, som i 1944 blev udvidet, og i 1990ernes begyndelse ombygget til at tjene vor tids krav.
Foruden ældrevenlige boliger og stiftelser findes nu en række plejehjem, hvor man kan varetage omsorgen og plejen af ældre, syge horsensianere.
De fleste hjem ligger lidt udenfor den gamle bykerne, men tæt ved de efter 1970 udbyggede parcelhuskvarterer. Det gælder Nørrevang, Præsthøjgård, Lindehøj, Hansted hospital, Tamdrup Plejehjem, De gamles Hjem i Hatting, Reballegård og Boller slot. På disse steder huses nu ialt 388 mennesker.
For byens yngste borgere er der pasningsmuligheder i vuggestuer, dagplejepladser, skovbørnehaver, hel- halv- og trekvartdagsbørnehaver, fritidshjem og fritidsklubber med ialt 3500 pladser.
Børnene kommer i fritidsklubben efter skoledagens ophør på en af de efterhånden mange og store skoler, som findes i kommunen.
Skolevæsen
I løbet af 1960erne og 1970erne skete der en sådan afvandring fra midtbyen, at skolerne her langsomt mistede børneunderlaget, hvorimod der opstod et stort behov for skoler i de ny og børnerige parcelhuskvarterer udenfor den gamle bykerne. Bl.a. opførtes Bankagerskolen, der blev byens første åben-plan skole, i Horsens sydlige udkant, og dens første etape åbnedes for elever i 1973. I samme kvarter opførtes også et nyt gymnasium, således at byen nu havde to skoler, hvor man efter skolereformen af 1975 kunne erhverve sig enten en studentereksamen eller en Højere Forberedelseseksamen. Reformen af 1975 var et foreløbigt endepunkt på en udvikling, som påbegyndtes i 1958 hen mod en mere og mere udelt enhedsskole.
Folkebiblioteket
På det kulturelle område har lysten til at læse og bruge folkebiblioteket i denne periode haft så stor en vækst, at Horsens bibliotek har måttet holde flyttedag et par gange.
I 1960 opførtes et nyt bibliotek i Vitus Bering parken, men da pladsforholdene efterhånden blev for trange, blev bøgerne i 1988 overflyttet til det ombyggede fabrikskompleks, hvor tobaksfabrikken Petersen og Sørensen indtil da havde haft til huse.
Her i Tobaksgården har biblioteket nu adresse, og den gamle biblioteksbygning tjener i stedet som aktivitetshus for interesserede borgere.
Museer og byarkiv
Også på andre kulturelle områder skete der udvidelser. Horsens Museum blev efter 1985 opdelt i et kunstmuseum og et kulturhistorisk museum, og byen fik i 1986 et byarkiv, som har indtaget lokalerne i det forhenværende rådhus på Søndergade.
Kommunale værker og anlæg
Hvor bystyrets bestræbelser i begyndelsen af århundredet gik ud på at skaffe indbyggerne faciliteter som rindende vand, el og gas, så har forureningsbekæmpelse og en bedre ressourceudnyttelse været højt prioriteret i de senere tiår.
Rensning af hovedparten af byens spildevand bliver foretaget på det centralrenseanlæg på Alrøvej, der har eksisteret siden 1970. I 1990erne forberedes desuden en kloakmæssig adskillelse af regnvandet fra spildevandet i den indre by.
Også behandlingen af affald har måttet gennemgå forandringer både på grund af den øgede mængde og på grund af karakteren af affaldet. Allerede i 1951 opførtes en formalingsanstalt til at bearbejde dagrenovationen, og senere opførtes et nyt forbrændingsanlæg, hvis opførelse blev besluttet i 1972. Forbrændingsanlægget blev udvidet i 1977-1978 og samtidig etableredes en varmetransmissionsledning til Dagnæs-Bækkelund Varmeværk for at slippe af med den store mængde overskudsvarme.
I 1991 blev containerpladsen på Endelavevej taget i brug med et i forhold til tidligere betydeligt forbedret serviceniveau, som har gjort det overskueligt og lettere for de besøgende.
I begyndelsen af 1990erne blev der overalt i Horsens opstillet containere på de såkaldte grønne pladser. Her kan borgerne anbringe brugt og frasorteret glas og papir, som derefter bliver genanvendt. Men dette er kun et af mange initiativer i den affaldsplan, som i 1991 blev iværksat, ud fra målsætningen “mest mulig udnyttelse – mindst muligt på lossepladsen”.
Ved siden af dette forsynes byen selvfølgelig stadigvæk med de goder, som allerede eksisterede i den foregående periode. Blot er de kommunale værker i tidens løb blevet moderniseret og udvidet i forhold til de nye krav, der til stadighed bliver stillet til dem af både teknologisk og forsyningsmæssig karakter.
Byen forsynes nu efter 1992 med varme og el fra kraftvarmeværket på Endelavevej, som også har overtaget forbrændingen af affald. Herfra gives varmen videre til Horsens Varmeværk og Dagnæs-Bækkelund Varmeværk. Disse to selskaber sender så fjernvarmen ud i virksomheder og boliger. Allerede i 1965 startede leveringen af fjernvarmen til Horsens Varmeværks andelshavere, og senere har de to værker sammen med naturgassen og olien opvarmet horsensianernes stuer.
Som det var tilfældet i en stor del af den foregående periode så får Horsens kommune sine indtægter fra borgerne i form af skat. Udskrivningsprocent bliver naturligvis påvirket af udgiftssiden, som præges både af de udgifter byrådet frivilligt vedtager, og de udgifter kommunen er lovmæssigt forpligtiget til at betale.
Dagliglivet
I perioden mellem 1930-1992 forandrede både arbejdsliv og fritidsliv sig utrolig meget.
I industri, håndværk og handel har tendensen siden 2. Verdenskrigs afslutning i 1945, gået mod større og større enheder. Denne tendens er blevet forstærket i de såkaldte fattig-firsere, hvor enhederne ikke blot bliver større og færre, men hvor andelen af udenlandsk kapital i Horsensvirksomhederne også er voksende.
Den stadige forkortelse af arbejdstiden og arbejdsugen har medført en stor forandring i dagliglivet både for de, som har arbejde, og for det efter 1975 voksende antal, der er arbejdsløse i større eller mindre perioder.
Fabrikker og forretninger
1930ernes Horsens var præget af fabrikslukninger, arbejdsløshed og nød i utallige hjem. Selvom mange virksomheder måtte lukke i den økonomiske krise som ramte ikke blot Horsens, men hele Danmark i tiårene efter 1. Verdenskrig, så åbnede der samtidigt nye virksomheder, der kom til at eksistere side om side med de mange, der trods alt overlevede.
Blandt de overlevende var de virksomheder, der var knyttet til både den voksende bilisme og den voksende hær af cyklister. Det gælder f. eks automobilfirmaet Garagekompagniet og gummivarefabrikken Jylland, der producerede cykeldæk. Også Horsens Jern- og Staalforretning klarede sig sammen med maskinfabrikken Burchart Nielsen. I tobaksbranchen klarede man sig ligeledes og endnu en fabrik, nemlig Povl Petersens, kom til i 1932.
De vanskelige tider gjorde det nødvendigt med fælles køb og salg for visse grupper af detailhandlende, hvilket i 1931 resulterede i oprettelsen af Gartnernes Salgsforening og i 1933 i stiftelsen af Købmændenes indkøbscentral, HOKI.
Efter 2. Verdenskrig kom der langsomt gang i industriens hjul igen, og en stadig voksende teknologisk udvikling fandt sted. De virksomheder, som lå i bymidten, fik ved deres vækst behov for at få nye bygninger og mere plads, hvilket imidlertid begrænsedes af kommunens grænser. Allerede i 1950erne påbegyndte imidlertid Møller og Jochumsen en udflytning af deres virksomhed til et område i Torsted, medens enkelte andre søgte en udvidelse indenfor de gamle grænser. I 1963 nyopførte Raackmann en stor fabrik på grænsen til Hatting, på et område nord for Hattingvej. Kristian Kirks Telefonfabrik, som Emil Møllers gamle firma var kommet til at hedde, flyttede samtidigt nord ud af byen til Ane Stauningsvej, hvor den stadig ligger. Nu som en meget mindre virksomhed og under navnet Alcatel Telecom/Alcatel Denmark.
Efter kommunesammenlægningen i 1970 begyndte udflytningen for alvor til det nye industrikvarter syd for Hattingvej, og endelig fik en del industrier i 1980erne plads på et stort område i den sydlige del af Torsted ved Mars all‚, Saturnvej og Uraniavej. Virksomhederne her er af meget forskellig art fra Løvbjergs koloniallager og HOKIs lager til højteknologisk, elektronisk industri.
Allerede før Danmarks indtræden i 2. Verdenskrig, men især efter, opstod en masse forretninger, som klart var knyttet til nye måder at leve og forbruge på.
Antallet af automobilforretninger, øgedes i 1950erne som følge af den økonomiske højkonjunktur, der gjorde det muligt for langt flere horsensianere end tidligere at købe bil. Også antallet af benzinstationer steg. Radioreparationsforretninger bredte sig og fik i 1950erne følgeskab af forretninger, hvorfra man solgte fjernsyn. Et kort stykke tid efter at fjernsyn og bil havde vundet indpas i hjemmene, forsynedes køkkenerne med elektriske køleskabe til erstatning for de gamle isskabe. Dette gav stødet til en helt ny række forretninger, nemlig de, som handlede med såkaldte “hårde” hvidevarer. I 1950erne var man dog endnu ikke nået så langt, at de fleste familier havde deres egen private vaskemaskine, og derfor trivedes både almindelige vaskerier, dampvaskerier, rulleforretninger og renserier i bedste velgående.
Blandt de nye forretningstyper finder vi også klinikker for tandteknik. I årene omkring 2. Verdenskrig fandtes der mange af dem i Horsens, hvilket viser, at en del mennesker ikke havde deres egne tænder. Men det fortæller også, at det nu begyndte at være vigtigt ikke at være tandløs. Efterhånden steg antallet af tandlæger samtidigt med, at antallet af tandteknikere faldt. Dette skyldes formodentlig, at tandlægerne kom til at varetage en del af tandteknikernes arbejde, og at der efterhånden skete en større satsning på at beholde de tænder, man havde i stedet for at indsætte nye.
Også et stigende antal optikere fortæller i årene efter 2. Verdenskrig om et behov for briller, som med tiden er vokset stærkt, ikke blot fordi flere og flere får brug for briller, men også fordi brillernes udseende er blevet underlagt de sæsonmæssige modeskift.
I 1944 opstod en forretning med et helt nyt vareudvalg. Det var Sportsmagasinet i Jessensgade, der blev Horsens første specialforretning for sportsudstyr. Denne forretningstype er siden da blevet helt almindelig, og besøges nu ikke alene af sportsudøvere, men også af mennesker, som befinder sig godt ved til daglig at være iklædt sportstøj.
Reallønstigningen, befolkningsforskydningen fra land til by og kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet i løbet af 1950erne og 1960-erne betød en ændring i forbrugsvaner og indkøbsmønstre. De første supermarkeder, med selvbetjening og et større varesortiment end det ellers dengang var almindeligt, dukkede op i dette tidsrum. Langsomt forsvandt de små specialbutikker, medens supermarkederne krævede mere og mere plads, idet de også behøvede udenomsplads til den nu voksende skare af biler, i hvilke det blev almindeligt at hente sine varer. Indkøbene bliver nu som regel kun foretaget en gang om ugen, fordi der ikke til daglig er tid, og frysere og køleskabe radikalt formindsker opbevaringsproblemet. Supermarkederne udviklede sig i to retninger. På den ene side finder vi nu forretninger som Netto og Prisa, der betegnes som discount-butikker, dvs. forretninger med et meget lille serviceniveau og dertil hørende lave priser. På den anden side findes supermarkeder med mindre, særskilte afdelinger, som endnu betjener kunderne ved en disk. F.eks. kan man i det nye OBS på Skt. Helenevej se særskilte bager- og parfumeriafdelinger. En anden version af denne forretning er “centrerne”, hvor der i et samlet center findes flere mindre specialbutikker. Her er det næsten nyopførte Biledgaard-centret på Søndergade et godt eksempel. Endelig ligger der i byens udkant store møbelhuse og et tæppe-land med stort udvalg og mange parkeringspladser.
De forandrede indkøbsmønstre har også medført en fornyelse indenfor butikshandelen, idet de såkaldte “lange lørdage” er opstået. Deres eksistens er en konsekvens af, at familien ikke samlet har tid nok til at se på større forbrugsgoder i det daglige korte tidsrum mellem arbejdets ophør og forretningernes lukketid. Derfor har forretningerne en enkelt dag om måneden forlænget åbningstiderne.
Husarbejdet
Udviklingen i forretningslivet i bred forstand er en afspejling af de mange forandringer, som har fundet sted i husarbejdet indenfor de sidste ca. 60 år.
Ved periodens begyndelse var der for flertallet af gifte mennesker en relativ klar arbejdsdeling mellem ægtefællerne. Manden gik på arbejde, og hovedparten af kvinderne lagde deres arbejdsindsats i hjemmet ved pasning af børn og husholdningens opretholdelse. Sådan så den daglige tilværelse ud for størstedelen af befolkningen indtil langt op i 1950erne. Men herefter forandrede tingene sig hurtigt.
Kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet og den samtidige økonomiske højkonjunktur, som nok især kom lønmodtagerne til gode, forandrede husarbejdet. 1960ernes etagebyggeri og 1970ernes parcelhuse blev udstyret med elementkøkkener, hvor køleskab, fryser og senere opvaskemaskine fik sin naturlige plads. Køkkenet fik spisekrog eller blev en del af et alrum, og derved opstod et behov for elektriske komfurer og udsugning. Fødevarerne blev med tiden mere og mere forarbejdede fra producenternes side, og der blev stillet større og større krav til en hurtig tilberedning af dem. For den travle 1990er-familie, som kun har mulighed for en kort stund sammen omkring aftensmåltidet, før andre pligter og fornøjelser kalder, er mikroovnen blevet svaret på mange bønner.
Den del af husarbejdet, som har med fremstilling og vedligehold af tøj at gøre, er også stærkt forandret i forhold til dengang, da husmoderen selv syede og reparerede det meste af familiens tøj, og vaskede det i ejendommens gruekedel eller sendte det på vaskeri. Et fåtal sender i dag deres tøj på vaskeri, en del flere møntvasker tøjet, men endnu flere har en elektrisk vaskemaskine i etageejendommens kælder eller i parcelhusets bryggers. Og selvom mange kvinder stadig syr og strikker lidt for fornøjelsens skyld, så viser antallet af tøjforretninger i Horsens midtby, at mange køber konfektionssyet tøj.
Den stigende mekanisering af husarbejdet, samt den kortere tid som mange kvinder har til rådighed til det traditionelle arbejde i hjemmet, har betydet at mange mænd i de sidste tiår er blevet langt mere inddraget i dette arbejde, end det før har været tilfældet. Dog har mænd, lige siden mekaniseringen holdt sit indtog i hjemmet, i de fleste tilfælde netop varetaget vedligehold af husholdningsmaskinerne. Og da bilen blev et almindeligt forbrugsgode, blev pasning og vedligehold af den som en selvfølge lagt på husfaderen.
Foruden arbejdet udenfor hjemmet, har de fleste således en række opgaver i hjemmet, som forlænger den daglige arbejdsdag og dertil kommer, i de familier, hvor der er børn, pasning og pleje af dem.
Fornøjelser
Dagligdagens arbejdsliv har forandret sig vældigt meget i de sidste 60 år. Men det har fornøjelserne også.
Det synes som om årtiet før 2. Verdenskrig havde et væld af cafeer, restauranter, revyer, orkestre, teateropførelser, eftermiddage og aftener med dans og fest, fornøjelige oplevelser i klubber, foreninger og loger, udflugter og skovture og solfyldte søndage i kolonihaverne.
Efter 2. Verdenskrig erstattes dette mønster langsomt, men sikkert af andre måder at være sammen på. Familiernes forbrugsmønstre omlægges fra fornøjelser og festlige samvær til varige forbrugsgoder, som bedre boliger, biler, fjernsyn, elektriske køkkenredskaber osv. Men nogle fornøjelser bliver der selvfølgelig tilbage til at bryde hverdagens trummerum.
Allerede i 1931 blev det muligt at købe pølser med brød ved de faste stadepladser, hvor kommunen gav tilladelse til opstilling af en vogn. Stadepladserne befandt sig på Torvet, på den forhenværende banegårdsplads, nuværende Vitus Berings Plads, på hjørnet af Carolinelundsvej, ved Rødebro, samt på Nørretorv. Bevillingshaveren skulle have afholdsborgerskab, vognen være godkendt af sundhedsmyndighederne og byrådet fastsatte prisen for den bayerske pølse og det tilhørende rundstykke. Nu om dage fastholder enkelte pølsevogne at pølser og brød sælges hver for sig, men de fleste er gået over til også at placere pølsen i brødet i form af en hotdog eller en fransk hotdog. Denne spise sælges ikke alene fra pølsevogne, men også på de grillbarer, som dukkede og i Horsens i 1970erne. Dengang var der grillbar i Graven, på Søndergade 13 og Åboulevarden havde sin egen grillbar. Et par steder var opkaldt efter indehaverne, nemlig Kalles Grill Bar i Kattesundet og Leifs på Strandkærvej. Alle sådanne steder kunne man få grillede pølser og kyllinger, og i 1980erne blev sortimentet udvidet med både chickenburgere og hamburgere, ligesom det nu er blevet muligt at få mellemøstlig inspireret mad i form af pitaer med forskelligt fyld.
Mange af de måltider, man kan få på disse serveringssteder, repræsenterer en anden madtradition end den traditionelle danske og har især vundet indpas, efter at danskerne er begyndt at rejse på charter- og bilferie i udlandet. Den amerikanske inspiration viser sig ikke blot på grillbarerne, men også i den mexicanske restaurant i Smedegade. Og pitabrødet har, som den tyrkiske restaurants mad, sin rod i Mellemøsten. Men mange andre lande og egne er repræsenteret med mad, som for 40 år siden ville have forekommet horsensianerne helt fremmed og eksotisk.
Konditorierne og cafeerne var talrige indtil slutningen af 1950erne. Der var mange af dem, og de havde hver sit særpræg. Det gælder f.eks. Cafe Osborne, som lå på 1. sal i en nu nedrevet bygning, som stod Søndergade 13. På denne grund lå foruden en Shell-station, heraf navnet Shellgården, også Horsens rutebilstation fra 1929 til 1933. Selvom rutebilstationen flyttede, så vedblev cafeen at eksistere til ind i 1960erne, og mangen en horsensianer mindes gode timer her.
Aftenunderholdningen bestod i hele perioden af både teaterforestillinger opført såvel af professionelle som af amatører og af biografbesøg, skønt fjernsynet gjorde indhug i biograferne. Efterhånden er deres antal indskrænket til to, som dog indeholder flere lærreder, nemlig Teater Biograferne i midtbyen og ABC-Biograferne i de sydlige forstæder, som huser et stort publikum.
I musikmiljøet blev der i årenes løb spillet jazz, rock, folk og alle mellemting og i 1980erne skabtes i Horsens et heavy-metal band, som er blevet berømt langt ud over landets grænser, nemlig Pretty Maids.
På byens mere traditionelle, men vidtfavnende musikscene opførtes i 1930erne og 1940erne kommunale koncerter i Lunden, og i oktober 1963 spillede Horsens Byorkester sin første symfonikoncert med amerikaneren Robert Zeller som dirigent. Byorkestret, med Ib Glindemann som kunstnerisk leder, fik ikke nogen lang levetid, og efter 1965 forsatte en del af musikerne deres virke i Det jyske Kammerorkester.
De udendørs fornøjelser var mangfoldige og både dyrskuer og kolonihaver skulle passes. I en ganske kort årrække havde Horsens en attraktion, som kun få andre provinsbyer var i besiddelse af, nemlig en zoologisk have. Den blev åbnet i Bygholm Park i 1935, men på trods af megen frugtbarhed blandt dyrene overlevede haven ikke 2. Verdenskrig. Den måtte i november 1941 lukkes på grund af stærk stigning i priserne på foder, brændsel og lønninger. Her var både rovdyrhus, bjørnegrotter, abebure og mange slags fugle.
Vinterens udendørsliv var naturligvis begrænset af vejret, men Horsens havde i en lang periode en Forening for Vintersport, og derforuden en skøjteløberforening, så kulde og frost har været til glæde for mange.
Aftenskolerne har efter 2. Verdenskrig været et vigtigt element i horsensianernes vintersæson. AOF og FOF, stiftet i henholdsvis 1928 og i midten af 1950erne, har sammen med den Rosing-Ræderske aftenskole et varieret udbud af forskellige former for kurser. Efter at den store arbejdsløshed satte ind i midten af 1970erne har aftenskoler udstrakt deres undervisningstid til dagtimerne, hvor især de arbejdsløse har en mulighed for mere uddannelse.
Timerne i aftenskolen supplerer eller erstatter det meget aktive foreningsliv, der i de sidste 60 år har udfoldet sig i Horsens. Her har eksisteret mængder af foreninger spændende fra brancheforeninger over loger, teaterforeninger, velgørende foreninger til lytterforeninger, kvindeforeninger, musikforeninger og mange flere. Skønt der, som det er almindeligt, har været mange mennesker som var engageret i flere foreninger på én gang, så synes det, i et tilbageblik som om størsteparten af horsensianerne har været medlem af en forening.
Sport
Blandt de mange foreninger, der er opstået siden 1930, udgør sportsklubberne en stor del. Byen er bl.a. blevet beriget med to basketballklubber, en golfklub, en bowlingklub og flere tennisklubber. Sidstnævnte har fundet plads i Stensballe, Hatting, Lund og Sydbyen.
Nogle af byens sportsklubber er opstået som resultat af fusioner. Det gælder f.eks. Horsens Håndboldklub, som i 1985 blev skabt af Dagnæs IFs håndboldafdeling og Horsens forenede Håndboldklubber. Få år efter brød også fodboldafdelingen ud af Dagnæs IF og skabte sammen med B 1940 FC Horsens. Også båd- og brædtsporten har fået sine klubber, ligesom kampsporten er blevet repræsenteret med flere foreninger.
Træningen i de mange klubber, som dyrker gymnastik og boldsportsgrene, foregår i byens mange haller og på de talrige udendørs sportsanlæg. Hallerne ligger spredt over hele det nuværende Horsens ud fra et ønske om, at hver bydel skal være forsynet med en hal. Således befinder Bankagerhallen, Højvanghallen, Dagnæshallen, Torstedhallen og badmintonhallen sig i den sydlige bydel, i den nordlige ligger Parkhallen og Egebjerghallen, i den vestlige Vesthallen, Hattinghallen og Lundhallen, og i den østlige Stensballehallen.
Menighedsliv
I tiden mellem 1930-1992 er antallet af trossamfund vokset betragteligt i Horsens. Allerede i 1931 fik Den apostolske tros mission sin forsamlingssal på Hulvej, og Den apostolske kirkes lokaler er nu beliggende i Vimmelskaftet. Syvende Dages Adventistsamfundet byggede deres kirke på Bygholm Parkvej i 1954 og Jesu Kristi kirke af Sidste Dages Hellige forsamles på Margrethevej. Jehovas Vidners rigssal lå længe i Absalonsgade, men i sommeren 1992 opførtes en ny sal på Robert Holmsvej. Pinsekirken har sin Elimkirke i Kildegade, og endelig forsamles muslimerne i deres moske på 1. salen i huset på det vestlige hjørne af Sønderbrogade og Løwenørnsgade. Folkekirken voksede med Sønderbro sogn og Sønderbro kirke, der indviedes i 1971.
Mennesker
De sidste 100 år har talrige sportsfolk sat deres præg på byen og været med til at gøre Horsens kendt udadtil. Der er skabt store præstationer i mange af de idrætsgrene, der dyrkes i byens sportsklubber, og enkelte af disse skal huskes og fremhæves i dette kapitel, selvom nogle sejre ligger forud for 1930.
Thyge Pedersen
Til de ypperste sportsfolk må regnes de, der har hjembragt olympiske medaljer. Blandt disse hørte bokseren Thyge Pedersen, og han kan, med sine mange sejre, betegnes som den største idrætsmand Horsens har fostret.
Han vandt sit første danske mesterskab i 1923, og seks andre skulle følge efter. Ved De Olympiske Lege i Paris 1924 vandt han sølv i letsværvægt og blev ved hjemkomsten hyldet af tusinder af Horsens-borgere.
De kommende år var han på verdensranglisten og var favorit til De Olympiske Lege i Amsterdam 1928. Kort før den første kamp her blev han hjemkaldt af Dansk Bokseunion, fordi han tidligere havde modtaget et sovekammermøblement for fire kampe i København. Straffen var karantæne i to år, men efter det første boksede han igen. Det blev til det andet europamesterskab samt det Britiske Imperiemesterskab, som ingen udlænding før havde vundet.
I 1930 overgik han til de professionelles rækker, og som sådan boksede han seks kampe, hvoraf han vandt to. Den sidste foregik i 1931 på Horsens Idrætspark og dermed var en lang karriere definitivt afsluttet.
OL i London
Den næste olympiske medalje kom ved De Olympiske Lege i London 1948, og den blev vundet af roklubbens firer uden styrmand, der i en række spændende løb ved Henley vandt sølv. De engelske favoritter var knebent blevet besejret i semifinalen, og i finalen måtte det danske mandskab kun bøje sig for Italien. Ved hjemkomsten var hele byen på benene og Ib Storm Larsen, Helge Schrøder, Bonde Hansen og Helge Halkjær samt træneren Aksel Langberg blev trukket i vogn gennem byens gader og frem til rådhuset, hvor borgmester J.Chr. Juliussen tog imod. Ingen sportsfolk i Horsens er siden blevet modtaget med den begejstring og festivitas, som kom dette rohold til gode.
OL – sejlsport
Senest har Steen Secher sejret i olympisk sammenhæng og har endog hjembragt to medaljer. Han deltog som gast i den danske solingbåd, med Jesper Bank som skipper, ved De Olympiske Lege i Seoul i 1988. Efter en række tætte sejladser sluttede båden med at vinde bronze. Denne medalje blev ombyttet til en af guld ved legene i Barcelona i 1992. Efter overbevisende sejlads i de indledende runder, blev finalerne afviklet som mand til mand sejladser, og efter et tæt opløb besejrede den danske soling sin amerikanske modstander. Steen Secher er også den sejlsportsmand fra Horsens der, foruden de to olympiske medaljer, har vundet flest internationale titler.
Skydning
Den seneste olympiske medalje til Horsens blev hjembragt i september 1992 af Jan Plesner Bloch Kristensen. Ved handicap-OL i Barcelona vandt han sølv-medalje i 60 skud liggende med luftgevær.
Atletik
Atletikafdelingen under HsF var frem til ca. 1960 en af de mest dominerende atletikforeninger i Jylland, og afdelingen har hjembragt mange individuelle danske mesterskaber. Den første danske mester var hammerkasteren August Olsen i 1917. Han var en god allroundkaster, der blandt sine 7 mesterskaber vandt de to i spydkast. Den mest vindende var spydkasteren Niels Møller, der i alt vandt 17 danske mesterskaber og satte en række danske rekorder. Han var også suveræn i “sammenlagt kast”, som bestod i at man kastede med henholdsvis højre- og venstre arm og derefter lagde de to længder sammen. Den første løber, der hentede et dansk mesterskab hjem, var Emil Højer, der i 1926 vandt 800, 1000, 1500 m løb. Siden fulgte Horne Jensens sejr i 1935 på 400 m og fire danske mesterskaber af Vagn Rasmussen i 100 og 200 m løb. Den sidste løbemester blev Albert Rasmussen, der i 1944 vandt 400 m hækkeløb. Albert Rasmussen blev mester igen i 1947 og 1948 og var på landsholdet 18 gange, ligesom det blev til 28 jyske mesterskaber. Tilgangen til atletikken var for nedadgående de følgende år, og selvom man vandt det jyske mesterskab i 1952, så skrumpede afdelingen ind. I dag dyrkes denne sportsgren kun af meget få, og det er som regel i form af løb.
Fodbold
For de fleste har en stor del af sportslivet været centreret omkring “den gule fare” eller HFS’s fodboldhold. Dette begreb blev skabt i 1920erne, hvor sejrene begyndte at komme, og hvor klubben blev jysk mester i 1924. En af grundene til dette mesterskab var, at den evige rival Vejle var rykket op i en højere række.
Gennem årene gik det både frem og tilbage, men i 1960erne fik holdet sin hidtidige storhedstid. Det var dengang, man kunne fylde idrætsparkerne med mange tilskuere, f.eks. i 1967, hvor man i fem kampe tiltrak i alt ca. 73.000 tilskuere, hvoraf kampen mod Esbjerg gav rekord på Horsens Idrætspark med 13.000.
Holdet rykkede i 1961 op i 2. division, og i 1966 lykkedes det endeligt at komme i den øverste division. Under den ungarske træner Josef Szentgyörgyis ledelse blev oprykningen sikret mod Frederikshavn, og en kæmpe modtagelse blev foranstaltet i Horsens – næsten på samme niveau som den sølvroerne i 1948 havde fået. Året efter fik klubben sin bedste placering i 1. division med en tredje plads.
I denne periode fik Horsens flere landsholdsspillere: Max Møller i 1964, Bent Schmidt Hansen i 1966 og, som den foreløbigt sidste, Jørn Rasmussen i 1970. Bent Schmidt Hansen blev senere klubbens første professionelle spiller, da han blev købt af PSV Eindhoven i Holland.
Da de “glade 60ere” var udløbet, gik det også tilbage for klubben. Nedrykningen i 1970 til 2. division blev starten på en rutschetur, der endte i Danmarksserien i 1979. Siden er resultaterne blevet bedre.
I sæsonen 2004/05 gik drømmen om Superligaen i opfyldelse via 2-0 ude over Skjold i næstsidste runde den 12. juni 2005. Hermed var klubben tilbage i landets bedste række efter næsten 35 års fravær. Oprykningen blev grundlagt med en serie på 20 kampe uden nederlag, heri blandt 12 sejre i træk. Begge dele er klubrekord.
ACH fik en pæn start i SAS-Ligaen – specielt i betragtning af et meget svært startprogram. Holdet vænnede sig relativt hurtigt til det højere tempo i SAS-Ligaen, og har siden oprykningen holdt sig rimelig stabil i tabellen.
Basketball
Det danske mesterskab, som byens fodboldhold ikke har kunnet vinde, er derimod blevet en realitet i en anden og i Horsens forholdsvis ny sportsgren, nemlig basketball. I de allerseneste år er det Horsens’ to basketball-hold, der har samlet mange tilskuere, især i deres kampe mod københavnske klubber som gennem mange år har siddet på mesterskaberne. Horsens har formået at blande sig i dette selskab og kan, uden at rødme, betegnes som landets basketball-by. Anstrengelserne blev i 1986 kronet med et dansk mesterskab til HBCs kvindehold, der desuden vandt sølv i sæsonen 1992. Herreholdet fra HIC havde i flere år været “lige ved”, men i 1992 lykkedes det at blive dansk mester. Dette skete under ledelse af den farverige amerikanske træner Ed Vischer, der efter sæsonen forlod klubben. Uden tvivl vil denne sport bringe nye flotte resultater til byen i de kommende år.
Landsstævnet 1990
Når man fremhæver enkelte sportsudøvere, af hvilke mange flere kunne være medtaget, så skal man ikke glemme grundlaget for disse præstationer. Det findes nemlig i de mange klubbers ungdomsafdelinger, hvor der gøres et stort stykke arbejde for, at vore børn kan dyrke og interessere sig for forskellige sportsdiscipliner. Sigtet er her først og fremmest at sikre breddeidrætten, men samtidig udvikle de særlige talenter.
Breddeidrætten blev i 1990 sat i focus ved det største idrætsstævne, der nogensinde har foregået i Horsens. Det var Landsstævnet 1990, arrangeret af DDGU og DDSG, der i løbet af fire varme sommerdage løb af stablen med ca. 23.000 deltagere. Store dele af byen var involveret i arrangementet, og Søndergade summede af aktivitet.
Stævnet blev ikke blot en oplevelse for de mange sportsfolk og tilskuere, men også for Horsens; og borgerne i byen kunne samtidig glæde sig over, at “vi kunne”, ligesom byen før i sin lange historie “har kunnet”. Lad det leve- som landsstævnesangen opfordrede til.
Teksten er hentet fra Bodil Møller Knudsen og Ole Schiørring: Fra grubehus til grillbar, 1992
Se hele indholdet i bogen på Fra grubehus til grillbar