Fra grubehus til grillbar: Horsens fra årene 1850-1930

Byens plan

I tiden 1850 til 1880 blev indbyggertallet i Horsens fordoblet, og i 1901 boede her 22.243 mennesker. Dette var resultat af en meget stor indvandring af arbejdskraft til de nye industrier, der nu skød op, og som frem til 1920-1930 kom til at præge byen. Byens gamle plan sprængte sine rammer, og der blev bygget både fabrikker og boliger til de mange arbejdere, ligesom velstanden betød opførelse af mange nye huse i det gamle byområde.

Havnen

Forbedringen af transportvejene til lands og til søs var af afgørende betydning for denne udvikling. I 1856-1857 anlagdes en helt ny havn øst for den gamle, ligesom sejlrenden blev gjort både bredere og dybere.

I perioden frem mod 1930 blev havnen udvidet med nye bolværker i flere omgange. I forbindelse med etableringen af den nye havn, mistede den gamle åhavn helt sin betydning.

Man havde længe diskuteret en eventuel opfyldning af åen, først og fremmest fordi den efter manges mening fremstod både stinkende og uhumsk. Samtidig var der et stærkt behov for en bred færdselsåre gennem byen, og derfor påbegyndtes opfyldningen i 1903.

Året efter var projektet tilendebragt, og man kunne anlægge en bred boulevard, Åboulevarden, der med sin træbeplantning og størrelse skulle gøre Horsens jævnbyrdig med andre store og driftige byer. Alle var dog ikke begejstrede for udviklingen, og bl.a. ytrede den kendte arkitekturprofessor Anton Rosen sig. Han skrev i et indlæg, at her havde Horsens fået en boulevard, der var “en Negerrepublik værdig”. Han var for øvrigt selv født i Vandborg, et bindingsværkskompleks ved åen, der lå, hvor nu Rådhustorvet breder sig.

Med anlæggelsen af Åboulevarden forsvandt et af de mest markante træk i byens plan siden middelalderen.

Jernbanen

Lige så vigtig for udviklingen var anlæggelsen af jernbanen. Inden den første bane kom til Horsens, var der gået en årelang kamp. Den senere borgmester Chr. von Jessen havde, i sit kun 168 dage lange virke som indenrigsminister i 1860, været en varm fortaler for en bane til byen. Først en årrække senere påbegyndte det engelske firma Peto, Brassay & Betta anlæggelsen af den nye banestrækning mellem Fredericia og Århus, også kaldet “Dronning Louise-Banen”. I oktober 1868 kunne man indvie både banen og den nye banegård, som var tegnet af den erfarne stations-arkitekt N.P.C. Holsøe.

Banegården lå vest for byen på den nuværende Vitus Berings Plads, og adgangen foregik ad den nye gade, Jessensgade, der var blevet brudt igennem fra Søndergade. Herved forsvandt en række huse, hvoriblandt var Vitus Berings fødehjem. Ved banegården lå også byens posthus, der i 1898 blev udvidet med endnu en etage.

Foran disse to bygninger rejste der sig et stort og smukt springvand, som blev indviet i 1876, samtidigt med byens første vandværk i Egebjerg.

Horsens blev hurtigt et jernbaneknudepunkt og fik i årenes løb i alt fire privatbaner, der satte byen i forbindelse med dens store opland. Man kunne komme med tog til Tørring, Bryrup, Juelsminde og Odder, og senere blev der etableret forlængelser frem til Thyregod, Ejstrupholm og Silkeborg. Den sidste privatbane blev nedlagt i slutningen af 1960erne.

De mange privatbaner samt de nye industrier, der blev opført nær stationen, medførte et behov for udvidelse og i årene efter 1. Verdenskrig var man moden til et helt nyt anlæg. Banen blev flyttet længere mod vest, og i 1929 blev den nuværende banegård taget i brug, selvom mange i Horsens mente, at den lå “meget langt uden for byen”.

Byudvidelser

Byen udvidede sig til alle sider og nu også mod øst, hvor kommunen i 1879 havde erhvervet de markområder og den villa, Villa Stjernholm, der tidligere havde bremset for udvidelse.

Mod nordvest bredte både industri og arbejderboliger sig langs jernbanen, og mange nye gader blev anlagt. Især efter 1870 kom der fart i udviklingen, og nye industrier skød op. Således verdens første andelsslagteri i 1887 og Trævarefabrikken Bastian fra 1874.

Af stor betydning var det imidlertid også, at man her nord for byen i 1853 tog Straffeanstalten, det nuværende Statsfængsel, i brug. Den var tildelt Horsens som kompensation for det nedlagte kyrasserregiment og var et af to nye danske fængsler, der blev bygget i denne periode.

I Horsens og Vridsløselille opførte man fængsler efter to forskellige amerikanske principper. I Horsens fulgte man det såkaldte Auburn-system, der var bestemt for fanger med straffe af længere varighed. Fangerne tilbragte kun natten i cellen, og dagen gik med arbejde i fællesskab.

I Horsens satsede man på tekstilfremstilling og dette udnyttede Crome & Goldschmidts fabrikker, der var en af byens nye tekstilindustrier, idet de i mange år brugte fangernes arbejdskraft. Samtidig benyttede fabrikken også betalt arbejdskraft og almindelige arbejdere, og virksomheden bredte sig i området ved Fabrikvej.

Omkring fængslet anlagdes hele Vestergadekvarteret, og længere mod syd etableredes arbejderbolig-kvarteret vest for Allégade med Houmannsgade og Stefansgade. Her lå boligerne tæt ved arbejdspladserne, der bredte sig på arealerne langs banen.

Senere kom boligområder nord for Nørretorv til, og disse var ofte baseret på såkaldte bygge- og haveselskaber, som f.eks. Vestergades Byggeselskab og Nørrebros Have- og Byggeselskab.

Øst for Nørretorv anlagdes først Østergade og siden hen Langmarksvej, hvilket udvidede byarealet væsentligt.

Selvom mange boliger blev opført i den nordvestre del af byen, så betød den store tilvandring, at man også måtte udvide i andre retninger. Byen bredte sig derfor hastigt mod øst, hvor man allerede i 1860 havde opført byens gasværk på dele af Stjernholm-grunden.

På de i 1879 nyerhvervede jorder opførtes nu en række store lejlighedsbyggerier i gaderne Slotsgade (1887), Gersdorffsgades forlængelse mod havnen (1888) og Stjernholmsgade samt Ole Wormsgade omkring århundredeskiftet. Det drejede sig i dette kvarter, der også omfattede Amaliegade, om lejligheder til borgerskabet.

Længere mod øst opførtes det såkaldte “andelskvarter” omfattende gaderne Villavej, Ny Havnegade, Emil Bojsensgade og Bredgade.

Initiativet til dette byggeri lå hos venstremanden, redaktør af Horsens Folkeblad, Emil Bojsen. Han oprettede i 1890 det have- og byggeselskab, som var baseret på andelshavere af håndværkere og arbejdere. Ud fra devisen “hver mand sit hus og sin have” lod han opføre en række boliger efter inspiration fra de engelske havebyer. Ny Havnegade ligger stadig som et af landets bedst bevarede eksempler på dette boligbyggeri.

Også langs Sundvej opstod nye boliger ud mod den i 1879 nyanlagte Østre Kirkegård. I 1900-årenes første tiår udbyggedes området, ligesom boligområderne omkring den nordlige del af Caroline Amalielund rejste sig med solide murermesterhuse.

Det var også i dette tidsrum, at byen for alvor inddrog områderne, der nu udgør Spedalsø, og som mod syd afgrænsedes af byens daværende sydgrænse, nemlig Dagnæs bæk. Før 1850 boede kun ganske få familier i området, der var domineret af industrianlægget Christiansholms Fabrikker. Her producerede man dels krasuld til møbler og madrasser, dels olie udvundet af hør- og rapsfrø. Fabrikken ophørte i 1892, men en enkelt del af bygningskomplekset kan stadig ses i Læsøgade, men nu ombygget til lejligheder.

Spedalsø blev efterhånden bebygget med både enfamiliehuse og etageejendomme, hvoraf flere var boligforenings- eller byggeforeningshuse.

Kirkegårde

Det stigende befolkningstal gav sig også udslag i, at større områder måtte inddrages til kirkegårde. Som tidligere nævnt blev Østre kirkegård anlagt på Sundvej i 1879 og den måtte allerede udvides i 1895, hvor et areal syd for blev inddraget. Før dette var byens anden kirkegård, nemlig Nordre kirkegård, også blevet udvidet i 1860.

Badeanstalter og parker

Til mere livskraftig beskæftigelse blev der i flere af byens yderområder udlagt jord til kolonihaver, hvor især arbejdere og funktionærer kunne nyde det haveliv, som etagebyggeriet ikke levnede mulighed for.

I 1929 blev der anlagt en søbadeanstalt ved fjordens nordside ud for Strandparken. Den efterfulgte tidligere badeanstalter i havnen og ved fjorden, men er nu afløst af det svømmestadion fra første halvdel af 1970erne, som kom til at ligge ved Horsens Idrætspark.

Også borgernes grønne område Caroline Amalielund fik tillagt større arealer. Det gamle “Lunden” var anlagt af Horsens borgerlige Skyttelaug, og det var ikke alle byens borgere, der havde adgang til parken eller kunne feste i den nyopførte pavillon. Ikke mindst havde byens arbejdere besvær med at få tilladelse til at afholde møder og fælles forsamlinger her. Derfor besluttede Fællesorganisationen i 1895 at købe ca. 4 tønder land lige øst for Lunden. Købet blev muliggjort gennem aktietegning, og for de indsamlede penge kunne området indrettes bl.a. med en pavillon.

Parken blev indviet i 1896 under navnet Folkets Lund og den blev ramme om mange grundlovsfester og 1. maj-møder. Folkets Lund blev en central del i arbejdernes hverdag og faglige kamp. F.eks. fremsattes her i 1908 for første gang kravet om 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn.

I 1919 overtog kommunen anlægget og lagde det sammen med den øvrige del af Lunden. Området blev nu benyttet af alle borgere, og det kunne, som man allerede i 1840 havde beskrevet områdets formål, “tjene til Alles Fornøjelse”.

Byen havde i 1930 nået et foreløbigt maksimum, hvad angår det udnyttede areal, men depression og økonomisk nedgang bevirkede, at der kom til at gå fyrre år før nye markante udvidelser satte ind.

Byens huse

Horsens oplevede i årene mellem 1850-1930 et veritabelt boom indenfor byggeriet. Den omfattende industri bragte velstand til byen, hvilket hurtigt kunne ses ikke blot i de mange nye kvarterer, men også i den gamle bykerne, hvor håndværkernes og købmændenes nyklassicistiske by blev mere eller mindre endevendt. Gamle huse måtte vige for nye, og samtidig betød industrialiseringens store vareudbud, at de gamle butikker måtte bygges om, så alle de herlige varer kunne vises i store udstillingsvinduer. På hovedstrøgene Søndergade og Nørregade fik mange huse tilføjet en etage og fremstår i dag som blandinger af flere perioders byggeri.

Offentlige bygninger

I tiden lige efter 1850 var byggeriet stadig i nogen grad præget af de nedgangstider, som statsbankerotten i 1813 og landbrugskrisen i 1820erne havde forårsaget. Industrialiseringen var først nu ved at slå igennem. Men enkelte bygninger blev det til, og ikke mindst bygningen af byens mest dominerende ejendom, nemlig det nuværende Statsfængsel, skal fremhæves.

Dette store og tunge byggeri blev, som tidligere nævnt, færdiggjort i 1853, under ledelse af arkitekt og kongelig bygningsinspektør F.F. Friis, der også opførte Ting- og Arresthuset i Bjerre. Fængslet har siden gennemgået flere ombygninger, men den strenge stil i hvilken det er opført, synes i god overensstemmelse med den alvorlige virkelighed som er baggrund for fængslet.

Både bygningsmæssigt og kulturhistorisk opfylder anlægget i dag alle de kriterier, der kræves for at frede det.

På dette byggeri havde F.F. Friis en konduktør ved navn H.C. Zeltner, som blev arkitekten bag den nye udformning af byens rådhus.

Der havde længe været behov for at ombygge eller erstatte det gamle rådhus, som senest var blevet ombygget i 1700-årene, og i 1854-1855 opførtes en helt ny bygning på Søndergade 26. Rådhuset stod nu som en herregård i nederlandsk renæssance med to etager, vandrette sandstensbånd og svungne gavle.

Den 8-kantede overbygning over det fremstående karnaptårn viser ligheder med detaljer i Rosenborg- og Frederiksborg slot, og bygningen er et godt eksempel på den “historicisme”, der senere i århundredet skulle blive yderligere udbredt i Horsens.

Et andet offentligt byggeri, der skal fremhæves, var den i 1913 opførte nye toldbod, beliggende på det udvidede havneareal, som nu er inderhavn. Toldboden som blev tegnet af den værdsatte Århus-arkitekt Hack Kampmann, afløste en ældre toldbygning, som stadig er bevaret på hjørnet af Åboulevarden og Havnealle.

Andreas Fussing

Det store byggeri i disse år kan vel bedst beskrives i al korthed gennem de murermestre og arkitekter, der satte deres præg på bybilledet.

I periodens begyndelse virkede den ellers ofte oversete murermester Andreas Fussing som arkitekt, og deltog i opførelsen af en række ejendomme rundt omkring i Horsens. Han skabte således byens første hus på tre etager, nemlig Nørregade 28, og da Havnealle i 1857 blev ført igennem til Amaliegade, byggede han den nye latinskole på det østlige hjørne.

Fra hans hånd eksisterer stadig flere beboelsesejendomme, således Havnealle 10-12 fra 1855, som han selv ejede. I 1856 opførte han desuden fabriksbygningerne for jernstøberivirksomheden Møller og Jochumsen i Allegade 10, som nu er en del af Tobaksgården.

Hans huse fremstår ofte lidt anonyme og har ikke den gennemslagskraft som de huse, hans efterfølgere kom til at bygge.

Jens Christian Clausen

I 1859-1860 opførtes det nyoprettede gasværk under ledelse af civilingeniør J.C. Clausen (1835-1886). Han valgte efter denne opgave at slå sig ned i Horsens med privat tegnestue, og mange af byens bygninger fra denne tid skyldes hans arbejde.

J. C. Clausen var uddannet på en Bauwerkschule i Nordtyskland, og hans bygninger var ofte inspireret af arkitekt Herholdts Universitetsbibliotek i København, der blev hovedværket indenfor den arkitekturepoke, vi kalder historicismen. Man byggede i røde teglsten med motiver hentet fra den italienske gotik og renæssance, og de dekorative detaljer blev udført med farvede og glaserede teglsten.

J.C. Clausen byggede i tiden 1860- 1870 en lang række bygninger på østjyske godser, men det er i byen, vi stadig finder hans huse.

J.C. Clausen interesserede sig meget for industriens arbejdere, og han var således i 1871 medstifter af Horsens Arbejderforening og samme år også blandt stifterne af Arbejdernes Byggeforening. Ideen bag foreningen stammede fra en tilsvarende for Burmeister og Wain-arbejdere i København.

Clausen tegnede i 1876 en række arbejderboliger til foreningen, og de blev opført som fem huse, alle i to etager og med i alt atten lejligheder, beliggende på hjørnet af Houmannsgade og Stefansgade. Rundt om i byen opførte han flere udlejningsejendomme, hvoraf et godt eksempel stadig kan ses i Amaliegade 27.

To store, offentlige bygninger havde Clausen som arkitekt. Tvangsarbejdsanstalten blev opført i 1864 på nuværende Fussingsvej, som afløsning for en ældre arbejdsanstalt i Nørregade. Den kunne rumme 65 personer og var opdelt i en mands- og kvindeafdeling.

Det var en smuk “nygotisk” bygning i to etager, som fungerede helt frem til 1971, senest som forsorgshjem. Herefter blev den nedrevet. Det samme er sket med afløseren for fattiggården nemlig Forsørgelsesanstalten, der blev bygget 1873 i den sydlige del af Houmannsgade. Den fungerede indtil 1950erne, hvorefter den blev solgt. Kommunen købte den tilbage, lod den fjerne og i 1968 blev der udlagt en parkeringsplads over tomten.

I 1875 stod Clausen bag det store industribyggeri Bastian, der blev opført i Emil Møllersgade som trævarefabrik for ejeren af Stensballegård, greve Frijs til Frijsensborg. Det nu fredede bygningskompleks er præget af senere om- og tilbygninger, men det oprindelige anlæg fremtræder tydeligt. Mest markant er skorstenen, der har stået som et værdigt vartegn for byens industrialisering. Motivet har Clausen hentet fra det i 1846 opførte vandværk i den tyske by Potsdam. Fabrikken fremstår nu som et af de smukkest bevarede industrianlæg, vi har i byen, og det kan sagtens hævde sig også på landsplan.

I Farvergade opførte J.C. Clausen den jødiske synagoge. Jøderne var en vigtig del af byens liv gennem mange år, og især Levyslægten fik stor betydning for både handel og industri. Det var I.Z. Levy der, sammen med tre søskende, skænkede synagogen til den mosaiske menighed. Huset, der domineres af et østerlandsk præget indgangsparti, har direkte ligheder med synagogen i Hildesheim. Synagogen blev kun brugt frem til 1898, hvor menigheden ikke længere kunne samle det antal medlemmer over 13 år, der blev krævet for at kunne opretholde en synagoge. Kommunen overtog den som fribolig under navnet Den Levyske Stiftelse, og som sådan fungerer den endnu.

Fra fagbladet Allgemeinen Bauzeitung fik Clausen mange ideer og inspirationer til sit byggeri, men i sine sidste år var Clausen især inspireret af arkitekten Meldahl og forlod derfor historicismens teglstensarkitektur til fordel for en klassicistisk kransekagestil.

I 1885 opførte han Håndværker- og Sangforeningens store forsamlingsbygning i Allégade, bag hvilken der blev anlagt en smuk have med en lille sø, lysthuse og musiktribune.

Stilen med pudsede stukfacader fortsatte han i ejendommen Søndergade 36, der blev opført for guldsmed Rasmus Jensen. Den nederste del af den klassicistiske forretningsfacade er nu forandret. Netop i disse bygninger ses den inspiration fra Meldahl, der understreger Meldahls egne udtalelser om, at teaterkulissen var den, han satte højest.

H. F. J. Estrup

Da Nationalmuseets restaureringsarkitekt H.B. Storch i 1879-1880 lavede den gennemgribende udvendige restaurering af Vor Frelsers Kirke, medbragte han en af sine elever som konduktør. Det var arkitekten Hector Frederik Jansen Estrup (1854-1904). Mens Estrup arbejdede på kirken, stod han bag opførelsen af de nye bygninger til Horsens Bajersk- og Hvidtøls Bryggeri i 1879.

Den unge arkitekt så mulighederne i det ekspanderende Horsens og slog sig ned i 1882. Estrup kom til at præge byens byggeri gennem 1880erne og 1890erne, og hans stil var også den “historiske”, som han forblev trofast mod. Han fulgte nøje den linie læremesteren H.B. Storch havde udstukket, og samarbejdet mellem de to blev forsat ved Klosterkirkens store restaurering i 1888-1892.

Estrup var meget ambitiøs på byens vegne, og hans talrige projekter omfattede bl.a. en ensartet bebyggelse langs Søndergade og Åboulevarden, bestående af store fire-etagers bolig- og forretningsejendomme. Heldigvis var byens økonomiske formåen ikke så stor, at planerne blev til virkelighed, men Estrup kom netop i sit byggeri til at stå for det monumentale.

I 1880erne byggede han flere boliger i Stjernholmsgade samt ejendommen Allegade 2, der nylig er blevet istandsat. To bygninger viser tydeligt, hvad Estrup formåede, og hvilke dekorative detaljer han holdt af. Det drejer sig om Løve Apoteket i Smedegade 82 fra 1897 samt Svendehjemmet i Slotsgade 2 fra 1890. Begge bygninger står i dag i deres oprindelige skikkelse og viser både den “historiske” stil samt islæt af den “skønvirke” stil, som arkitekten Thorvald Bindesbøll blev foregangsmand for. Især ses det på Løve Apotekets port.

I 1891-1893 ombyggede Estrup den store pavillon i Lunden, og udstyrede den bl.a. med sydfacadens smukke søjlegang. Da bygningen kom til at huse Kunstmuseet i 1985, forsvandt en del af Estrups bygningsværk.

I 1895 var Estrup meget aktiv i arbejdet med den store stiftelse “Arentzens Minde” som ligger på hjørnet af Gasvej og Slotsgade. Den er holdt i den strenge historiske stil, ja nærmest slotsagtig.

Den katolske kirke, Skt. Josefs, i Nørregade opførte han i 1896-1897, og året efter blev den meget monumentale bygning på Nørregade 15 bygget til erstatning for det hus, de hollandske kedelførere tidligere havde ejet.

Lige så pompøs var Jessensgade 1, nu Bikuben, der med sandstensfacader, granitsokkel og tårn, har indgydt tillid til den gamle Spare- og Lånekasse, der rejste huset i 1901.

Endnu mere “magt” udstrålede Ting- og Arresthuset, der blev opført i Rådhusgade 1902. Denne bygning viser, som Estrups øvrige, en soliditet og en høj håndværksmæssig kvalitet, som også er baggrunden for, at så mange af hans værker endnu er bevaret i byen. Disse egenskaber kan genfindes i flere af hans mindre ejendomme med Graven 4 som et ypperligt eksempel.

Umiddelbart før sin død i 1904 nåede han at afslutte endnu et stort byggeri, nemlig Teknisk Skole i Stjernholmsgade, en skole hvorpå han selv underviste.

Estrup kom også til at bygge nogle af de villaer, der på denne tid blev mere og mere almindelige som boform, idet borgerskabet flyttede fra deres lejligheder inde i byen ud til de frit beliggende villaer. Disse blev bygget i en stil, man havde set på ferier i Europa. Inspirationen blev hjembragt fra det italienske Toscana, fra alpelandene eller fra det skotske højland. Samtidig blev den gamle nordiske stil populær i en nationalromantisk form. Især benyttedes mange detaljer fra vikingetidens kunst.

I Horsens opførtes en række af disse villaer på Gasvej fra 1885 og fremefter. Vi ved ikke, om Estrup stod bag dem alle, men Gasvej 7 byggede han med sikkerhed, og det i en nordisk inspireret stil. Den nu nedrevne villa på Gasvej 3 var opført som et toscansk palads med tårn, og Estrup kan meget vel have stået bag dette hus.

Det var redaktør Emil Bojsen, Horsens Folkeblad, der lod villaen bygge i 1885, men han blev kun boende her en kort årrække. Gasvej 1 blev bygget til landsretssagfører Chr. Danielsen, som efterlod sin formue til en fond, der skulle støtte kunst og almindelig forskønnelse af Horsens. Endnu betales meget af byens kunst fra denne fond. I dag står kun Gasvej 1 og 7 som repræsentanter for denne særlige arkitektur.

Viggo Norn

I perioden frem til 1930 blev byggeriet først og fremmest præget af arkitekt Viggo Norn (1879-1967). Han var assistent hos professor Anton Rosen, der opførte byens nye hospital på Sundvej 32, og efter Estrups død overtog Norn hans tegnestue, efter selv at have virket som konduktør på Den jyske Industri- og Landbrugsudstilling i 1905.

Viggo Norn byggede et meget stort antal bygninger, ikke blot i Horsens, men også i den øvrige del af Jylland, efter at han i 1921 var blevet kgl. bygningsinspektør. Her skal ikke gives en detaljeret gennemgang af hans virke, men gennem eksempler blot vises den bredde og den udvikling, der gennem årene prægede hans huse. Mange af disse står endnu, og alle er de et besøg værd, for Viggo Norn var en ganske spændende provinsarkitekt, som hentede inspiration mange steder fra, også fra sine talrige udenlandsrejser.

Viggo Norn bestod sin svendeprøve med opførelsen af byens elværk på Gasvej i 1906 (nu Arbejder – Håndværker- og Industrimuseet). Selvom “Bedre byggeskik” stilen er benyttet her, så blev hans første byggerier opført i mange forskellige stilarter, idet Norn kunne tegne i alle former og efter de flestes ønsker.

Kærligheden til det historiske og det nationalromantiske ses f.eks. i huset Nørregade 3, hvor det borgerlige nederlandske renæssancehus, som står her, er opført i 1900-årenes første tiår.

En mere nøgtern arkitektur kan bl.a. genfindes i etageejendommene på Torvet 22-24, Vitus Berings Plads 1 og Sundvej 1-3. Alle er de smukke rødstenshuse i “Bedre byggeskik”, der ikke har den tunghed af nybarok, som præger det tidligere Palæteater på Torvet, opført 1916.

På samme tid lavede han også to villaer på bestilling, nemlig en “alpevilla” i Søvang og en smuk jugend-præget villa på Lindealle 14, i øvrigt et af de meget få steder hvor man træffer jugend-stilen i Horsens.

To store stiftelser, tegnet af Norn, blev opført på Sundvej i 1912, nemlig Søstrene Houmanns Stiftelse og Kraghs Stiftelse. De er meget forskellige fra hinanden, og sidstnævnte klart inspireret af Estrups stiftelsesbyggeri i Slotsgade.

Ønsker man bevis for Norns forskelligartede byggestil, så kan man sammenligne ejendommene Sundvej 1-5 med Kraghs Stiftelse lidt længere ude af vejen. Disse huse er alle bygget på samme tid, men stilmæssigt ligger de langt fra hinanden.

Også Nordre kommuneskole, senere Tordenskjoldsgades, fra 1907, havnepakhuset fra 1912 og det smukke vandtårn, som blev bygget nord for Lunden i 1913 viser, hvor vidt Norn spændte.

Der skete en ændring omkring 1915, da Norn under inspiration fra nyklassicismen opførte Horsens Museums bygning på Sundvej. Den nuværende bygning er opført i to tempi, dels i 1915 dels i 1930. I følge Norns oprindelige tanke skulle huset færdiggøres med endnu et afsnit, men manglende økonomi har altid udsat dette.

Stilen fra museet blev fortsat ved opførelsen i 1924 af Odd Fellowbygningen i Borgergade, der dog virker en del lettere end museet, selvom begrebet kulisse ligger snublende nært.

Stærkest står Arbejdernes Forsamlingsbygning, nu Kilden, i Kildegade. Det er den mest harmoniske bygning i Horsens, med en kraft man sjældent ser i dansk provinsbyggeri. Huset er opført i 1922, og den tunge facade bærer præg af inspiration fra politigården i København. Bygningens lidt spartanske ydre modsvares af en rig, men afdæmpet, smuk farveholdning i det indre.

Umiddelbart synes man at Viggo Norn her har lavet en bygning, der passede bedre til bannere og manifestationer, end til kaffebord, bankospil og bal.

Noget af stilen genfindes i hans samtidige boligbyggeri, som f.eks. Teglgårdsvej 22, men stærkest nok i Boligselskabet på Spedalsø. Her opførte Horsens Boligforening i 1921-1922 en boligbebyggelse – lokalt kaldet Lille Amalienborg – med forbillede i de engelske havebyer. Husene ligger samlet med en ottekantet plads som centrum og med tilhørende haver. Et smukt og meget seværdigt byggeri.

De engelske havebytanker blev videreført på Fælledvej, hvor vestsiden rummer en række sammenhængende småhuse med forhaver. På samme vej byggede Norn også en række ejendomme for forskellige byggeselskaber.

Mange flere af Norns byggerier kunne fremhæves, idet han prægede tidens byggeri, som frem til depressionen i 1920erne fortsatte med uformindsket styrke i Horsens

C. J. Fussing

Samtidig med Viggo Norn virkede også, siden 1904, Christian J. Fussing (1878-1930) som arkitekt i Horsens, men hans bygninger er mindre kendte.

Han stod i 1909 bag opførelsen af byens nye teater, som ligger bag Jørgensens hotel. Dette teater er restaureret, ombygget og genindviet i 1991 og fungerer nu som byens scene.

I 1921-1922 opførte han den nye brandstation på Åboulevarden, hvor det store treetagers hus nu er omdannet til lejligheder.

Chr. Fussing stod også bag Frimurerbygningen i Havneallé, som blev færdig i 1924, og desuden byggede han Kino-Palæet i Borgergade, hvor nu kun indgangsbygningen har overlevet.

Som byens øvrige arkitekter, tegnede Fussing også en stiftelse, nemlig “Købmand Andreas E. Jensen og Hustrus Hjem for Arbejdere”, en smuk og bevaringsværdig bygning, der ligger Fyensgade 6.

Byens styre

Med grundlovens vedtagelse i 1849 hørte den enevældige konge op med at styre Danmark. Denne forandring fik dog ikke nogen øjeblikkelig virkning på den måde købstæderne blev ledet på. Med tiden gennemførtes imidlertid forskellige love, som ændrede de lokale embedsmænds arbejdsområder. Dette skete især efter at den nye lov om købstadsstyre trådte i kraft i 1869. Først da blev også betegnelsen byråd indført.

De politiske forskelle kom ikke altid til orde i byrådssalen i den første del af perioden 1850-1930, men efter demokratiseringen af valgreglerne til byrådet i 1908, skete der afgørende ændringer. Nu fik også de allerfleste kvinder og mænd stemmeret; undtaget var dog stadig mennesker, som ikke havde boet 14 måneder i kommunen. Denne regel ramte især løsarbejdere og tjenestefolk og ophævedes efter et årstid.

Kvindernes valgret bevirkede at fruerne Winde, Bendsen og Buchwald hurtigt herefter fik sæde i Horsens byråd. Da så mange flere mennesker nu fik adgang til at stemme, forandredes også sammensætningen af byrådet, idet socialdemokraterne til stadighed vandt frem. Men allerede i 1905 valgtes med socialdemokratiske stemmer 10 ud af de 25 medlemmer af byrådet. Og da byen i 1918 fik sin første folkevalgte borgmester, blev det da også socialdemokraten Axel Sørensen, som indtog borgmesterstolen.

Kommunale værker

Perioden fra 1850 og indtil 1. Verdenskrigs afslutning i 1918 var en fremgangstid for de danske byer. Befolkningstallets vækst, indvandringen til byerne og loven om næringsfrihed fra 1857 betød blomstring for både håndværk og handel. Også den hurtigt voksende industrialisering efter 1870 skabte fremgang.

Alt dette medførte imidlertid også stigende opgaver for den kommunale forvaltning og en medfølgende udvidelse af hele det kommunale apparat. Foruden anlæggelse af gader og veje til nye byområder så påtog alle kommuner sig i sidste halvdel af 1800-årene og begyndelsen af 1900-årene at levere deres mange indbyggere gas, vand og elektricitet fra kommunale værker. Alle tre dele forandrede i bund og grund betingelserne for menneskenes liv både i hjemmene og på arbejdspladserne.

I Horsens blev gasværket taget i brug i 1860. Det var byens egne to jernstøberier, Stallknecht samt Møller og Jochumsen, der kom til at stå for anlæggelsen af værket. I løbet af sommeren blev der sat omkring 174 gaslys op i Horsens til afløsning af et langt mindre antal tranlamper, som indtil da havde sendt deres søvnige lys ud over fortovene.

Fredag d. 13. juni 1860 brændte de første gaslys i gaderne. Tidspunktet kan synes lidt vanskeligt til bedømmelse af gaslygternes påståede effektivitet i forhold til andre lamper.

Først en del år senere blev gassen ført ind i husene, for at tjene som energi ved fremstilling af lys i lamperne og varme ved gasapparaterne. Indtil da var det petroleumslamperne, som gav lys til læsning, strømpestopning og andre vigtige sysler. Men langsomt kom altså gassen ind i hjemmene, og på gasværkets regnskab ses i 1891 både lysgas, kogegas og maskingas samt en indtægt af udlejning af gasmålere.

Fabrikkernes, håndværksvirksomhedernes samt beboernes forurening af jordbund, brønde og åløb gjorde det efterhånden umuligt for Horsens’ voksende befolkning at forsyne sig med rent drikkevand. I 1876 indviedes derfor det vandværk i Egebjerg, som skulle forsyne husholdninger og industrivirksomheder med friskt og godt vand. Som en af begrundelserne for at etablere vandværket fremhævedes i datidens avisomtaler, at sundheden ville blive væsentligt forbedret og sygedagenes antal for hvert individ stærkt nedsatte. Derved ville man spare mange penge, og udgifterne og de optagne lån til bygning af vandværket ville således blive rigeligt forrentede.

Ved siden af forsyningen med lys og vand bød perioden på endnu en forbedring iværksat af byens styre. Latriner, møddinger og gårdenes lokummer gav, i de overbefolkede områder, ikke blot luftgener, men udgjorde også en sundhedsrisiko. Åen var byens hovedkloak, idet den optog alt byens spildevand og samtidig dannede afløb for grundvandet under byterrænnet. I byrådet diskuteredes længe hvorledes der kunne skaffes kloakker til afhjælpning både af de dårlige sanitære forhold og af de oversvømmelser, som jævnligt hjemsøgte midtbyen på grund af den dårlige vandafledning.

Hovedproblemet ved anlægsarbejdet var kommunens pengemangel. Imidlertid enedes byrådet og brugerne om fordeling af den økonomiske byrde, og byens gader forsynedes efter 1890 langsomt med kloakker. Kloakvedtægten fra 1910 viser, at kloakeringen nu var i helt faste rammer, samt at hjemmene i flere tilfælde havde afløb direkte fra køkkenvasken og fra vandklosetter.

Gassen, som gav energi til fabrikker og husholdninger, fik i begyndelsen af 1900-årene en konkurrent, nemlig elektriciteten eller det hvide lys, som den også kaldtes. Byen havde allerede da et privat elektricitetsværk; men da kommunen ikke ønskede, at private værker skulle sprede sig, tog den selv initiativet til at skabe endnu et kommunalt værk.

Elektricitetsværket åbnede 12. december 1906, hvilket var til stor glæde bl.a. for de forretningsdrivende, der nu kunne lade deres juleudstillinger oplyse af elektrisk lys. Værket opførtes på Gasvej ganske tæt ved det daværende gasværk, hvorfra elværket i begyndelsen fik energi til produktion af strøm.

Skolevæsen

Anlæggelse af alle disse værker stillede store krav til den kommunale økonomi. Det samme var tilfældet med skolevæsenet, som på grund af den store vækst i antallet af børn blev kraftigt udbygget i årene efter 1850.

Allerede i 1859 omorganiseredes skolevæsenet således, at man fik to kommunale skoler. Den ene var den nybyggede Borgerskole på hjørnet af nuværende Skolegade og Kildegade. Her kunne borgerbørnene i stedet for halvdags undervisning nu blive undervist hele dagen.

Undervisningen var forskellig alt efter om man var dreng eller pige. Drengene fik en større boglig viden, idet deres timeantal med verdenshistorie, fædrelandshistorie, tysk og regning var større end pigernes. Kun drengene blev undervist i geometrisk tegning, mens håndarbejdsundervisning var forbeholdt pigerne. Håndarbejdet udgjorde til gengæld en meget stor del af undervisningen. I første klasse blev der undervist 10 timer ugentlig i dette fag, i de følgende klasser 8 timer ugentlig.

Byens anden skole var Friskolen, som var for de fattige børn. Derfor var her kun halvdags undervisning, da fattige børns arbejdskraft normalt var nødvendig for familiens opretholdelse og derfor ikke kunne undværes hele dagen. Også til Friskolen blev der opført en ny bygning, nemlig den i Allegade 4, hvor nu Horsens Fritidscenter ligger. Her blev den væsentligste forskel til den tidligere undervisning, at pigerne i stedet for kun at gå 2 timer i skole pr. dag om vinteren, nu fik 3 timers undervisning om dagen året rundt. I disse to nye bygninger udfoldede det kommunale skolevæsen sig nu i lang tid i Horsens.

Lidt senere opstod også en Forberedelsesskole, som man skulle gå i, indtil man i 10-års alderen enten kom i Borger- eller Friskolen. Da Borgerskolens børn imidlertid ikke ønskede at sidde på skolebænken sammen med Friskolens, kom Forberedelsesskolen næsten udelukkende til at fungere som forberedelse til Friskolen, hvorimod forberedelsen til Borgerskolen blev varetaget af forskellige privatskoler. Derfor var der både i byens styre og blandt mange lærere et ønske om at skaffe en mere ensartet forberedelse især til Borgerskolen. Man vedtog derfor i 1895 at opføre en ny bygning ved Borgerskolen og at give 7-9 år gamle børn adgang til den.

Allerede to år tidligere var der, på grund af den store vækst i de fattige skolesøgende børns antal, sket en ændring i organiseringen af skolevæsenet. Nu bestod det af en betalingsskole (Borgerskolen) og to friskoler, nu kaldet Vestre skole (den forhenværende Friskole i Allégade) og Østre skole (den forhenværende Forberedelsesskole i Kildegade).

I begyndelsen af 1900-årene udstyredes de to kommuneskoler, Vestre og Østre, med brusebadeanstalter, men det vedtoges i byrådet at deltagelse i badningen skulle være frivillig. På Østre skole blev der samtidig etableret børnebespisning, således at de fattige, skolesøgende børn sikredes et minimum af næringsrig kost.

Byens eksplosive vækst mod nord resulterede i 1907 i åbningen af Nordre kommuneskole, som senere fik navnet Borgerskolen i Tordenskjoldsgade. I 1918 åbnedes i samme kvarter endnu en skole, som filial af Nordre Kommuneskole, nemlig den skole, der senere kendes under navnet Vestbyskolen. Den fik til huse i de bygninger, som siden 1878 og indtil da havde rummet Kvindeseminariet samt dets øvelsesskole.

Eksamensformerne på skolerne ændredes i årene omkring 1910, idet der blev indført mellemskoleeksamen i dette år og realeksamen i 1911 for såvel piger som drenge.

Overbygning på de kommunale skoler var Den lærde skole, som indtil 1857 lå i Havnealle og derefter flyttede til hjørnet af Havnealle og Amaliegade.

Foruden det kommunale skolevæsen eksisterede der en lang række privatskoler, især i tiden indtil den store udbygning af det kommunale skolevæsen. Blandt disse var Frøken Mommes Institut for det rige borgerskabs piger samt den skole, som katolikkerne i 1872 oprettede og gav navnet Skt. Josefs skole. Den forandrede senere navn til Skt. Ibs skole.

Langsomt opstod der også fagskoler. F.eks. oprettede Håndværker -og Sangforeningen i Horsens i 1857 en Tegneskole, hvor den vordende håndværker kunne få et grundlag for sit fremtidige arbejde. Her kunne lærlinge og svende nogle aftener om ugen modtage undervisning. En egentlig skolebygning til formålet blev indviet i 1875 på den grund hvor også Håndværker- og Sangforeningen lå. Denne bygning blev relativt hurtigt for lille, og allerede i 1904 blev en ny, stor skolebygning med navnet Teknisk Skole, taget i brug i Stjernholmsgade.

Ligesom forandringerne i håndværkets organisering var medvirkende ved skabelsen af Tegneskolen, således blev forandringerne i handelslivet forudsætningen for en skole til uddannelse af den voksende handelsstand. Der oprettedes i 1869 en aftenskole for handels-, kontor- og håndværkslærlinge, som ønskede at få kundskaber i dansk, tysk, regning, eller engelsk. Undervisningen fandt længe sted på byens forskellige skoler.

Fattigvæsen

I denne periode blev det også nødvendigt med nye kommunale initiativer, hvad angik fattigvæsenet. De mange fattige, som ikke kunne få hjælp til livets opretholdelse af familie og slægt, blev henvist til Forsørgelsesanstalten, som blev taget i brug i 1873. Her kunne 40 gamle, uarbejdsdygtige fattige få husly. Denne anstalt afløste en fattiggård, som siden 1823 havde haft til huse på Nørregade 14 -16.

Ligesom Forsørgelsesanstalten lå i det nye bykvarter vest og nordvest for den gamle bykerne, så lå også Tvangsarbejdsanstalten her. Den blev bygget i 1864 for at kunne huse de mænd og kvinder, der var blevet idømt tvangsarbejde som straf for løsgængeri og betleri. Horsens kommune var ikke alene om at drive anstalten, men delte udgifterne med bl.a. de daværende Vejle- og Skanderborg amter.

Hospitaler

Det samme var også tilfældet med driften af det hospital, der i 1858 afløste byens daværende lille sygehus på Klosterkirkegårdens hjørne ud til Borgergade og Badstuestræde. Det nye hospital kom til at ligge i Kildegade. Efter nogle år ophørte amtets og kommunens hospitalsfællesskab, og det sygehus, som i 1908 indviedes på Sundvejen, var således alene drevet ved kommunale midler. Derimod blev det andet af byens hospitaler drevet ved ikke-kommunale midler. Det var det nu nedrevne Skt. Josefs hospital, som i 1901 blev indrettet i den villa, som byens borgmester indtil 1899, C.L. Lendrop, havde ladet bygge. Kommunen udlejede grunden, hvorpå huset stod, til de katolikker, som varetog hospitalsdriften.

Bibliotek

Den kommunale kasse involverede sig lidt efter lidt i flere og flere projekter, som ville have været utænkelige i den foregående periode. De mange arbejdere og daglejere, som var indvandrede fra landet, havde behov for oplysning, undervisning og videreuddannelse. I 1893 ansøgte derfor Foreningen til Undervisning af Arbejdere om et tilskud fra kommunen til oprettelsen af en “Folkebogsamling”, som kunne give gratis eller billig adgang til god læsning “saavel af belærende som af underholdende Art”. Det var adjunkt Andreas Steenberg, som ansøgte på foreningens vegne, og med kommunens vedtagelse af et tilskud på 400 kr. dette første år, blev starten givet ikke blot på Horsens folkebibliotek, men på de danske folkebiblioteker. Bogsamlingen blev åben for enhver, der boede i Horsens og var over 18 år gammel.

Biblioteket fik fra begyndelsen hjemme i Vestre kommuneskole. De mange og stigende kommunale udgifter krævede indtægter. Disse kom fra de offentlige værker samt fra forskellige afgifter, som de næringsdrivende betalte, men mest af alt fra hus- og formueskatter. Den 1. april 1904 indførtes en skatteansættelse, i første omgang til staten, beregnet på grundlag af en selvangivelse. Heri skulle skatteyderen selv angive indtægten i det forløbne år samt de fradrag, vedkommende mente sig berettiget til. Selvangivelsen blev herefter den baggrund, hvorpå man inddrev hovedparten af skatterne både til staten og til kommunen.

Dagliglivet

I årene mellem 1850 og 1. Verdenskrig oplevede Horsens sin hidtil største økonomiske blomstring. Nye mennesker flyttede til byen, forretningerne blev mere specialiserede, talrigere, og de fik udstillingsvinduer, så man kunne få lyst til varerne ved blot at passere forbi.

Fabrikker

På næsten alle områder skabtes nye industrivirksomheder. Deres udvikling forløb til en vis grad ensartet, idet de startede som små enmandsvirksomheder, oftest grundlagt af tilvandrende mænd, og voksede til større industrianlæg for endelig at blive et aktieselskab.

Crome og Goldschmidts fabrikker, der blev grundlagt i 1865, som fabrik for frie arbejdere, udgør et godt eksempel på en sådan virksomhed. Før den tid havde Goldschmidt, som kom fra Vordingborg, og Crome, som kom fra Lübeck, haft beskæftigelse ved hver sin mindre virksomhed, og siden 1860 drevet manufakturfabrikation i Horsens ved hjælp af nogle i Horsens Straffeanstalt indsatte fangers arbejdskraft.

Samarbejdet mellem fængslet og Crome og Goldschmidt varede i mere end 50 år og omfattede efterhånden alle indsatte. Omkring århundredeskiftet var, foruden fangerne, 850 mennesker beskæftiget ved klædefabrikation på fabrikken.

Den store produktion medførte yderligere beskæftigelse, idet rullerne med vævet bomuld, lærred og drejl samt dynevår og strømper solgtes gennem de mange udsalg, som dukkede op overalt i Danmark. I Horsens lå udsalget på det vestlige hjørne af nuværende Rådhusgade og Søndergade.

Ved siden af Crome og Goldschmidt fandtes andre tekstilvirksomheder bl.a. det i 1874 etablerede F.C. Madsens Dampvæveri, som specialiserede sig i fabrikation af bomuldsvarer.

Allerede før 1850 havde et par metalvirksomheder set dagens lys, og de fortsatte og udvidede nu deres produktion. Det gælder Stallknechts fabrikker, der under Jørgen Stallknecht iværksatte produktionen af to tidstypiske varer, nemlig symaskinen og cyklen. Og det gælder Møller og Jochumsen, som kom til at bære dette firmanavn efter Møllers tiltræden i 1857. Efterhånden som jernbanerne brød sig vej gennem Danmark, leverede dette firma en stor del af materialerne til bygning af den nye transportvej.

Blikkenslager W. Paasch startede i 1873 sin virksomhed, der med tiden kom til at producere mejerimaskiner, og i 1895 blev L.P.Larsen og V. Petersen optaget i firmaet, der efter 1898 blev et aktieselskab.

Endnu et Horsens-firma leverede maskiner, som fandt anvendelse ved det landbrug, som i tiden omkring 1900 gennemgik en radikal modernisering, nemlig den fabrik som Rud. Kramper i 1891 grundlagde. Nogle år efter starten trådte S. Jørgensen ind i firmaet, som f.eks. producerede plove, men blev mest kendte for sine skibsmaskiner og for Gideonbilen, der bl.a. blev lavet til brandvæsenet som byens første automobilsprøjte. Kramper og Jørgensen var den første bilfabrik i Danmark, som lod lave alle bilens enkeltdele herhjemme.

Endnu en fabrik, fremstillede landbrugsmaskiner, nemlig H. Jacobsen og Co., som havde maskinfabrik og jernstøberi i Horsens fra 1892. De specialiserede sig især i tærskeværker.

Efter århundredeskiftet opstod i 1904 Horsens Sølvvarefabrik, som producerede bordtøj og bestik til borgernes borde og Hede Nielsens fabrikker, der startede med at lave cykler i 1906.

Også trævareindustrien var repræsenteret i Horsens med flere virksomheder. Bastian blev anlagt af greve Frijs til Frijsenborg, der ønskede at udnytte de store skovarealer, som han ejede omkring Horsens. Indtil fabrikken lukkede i 1892 blev her lavet alt fra tømmerstokke til cigarkasser.

Fabrikationen af trævarer fortsattes efter 1895 på trævarefabrikken Thor, som fra begyndelsen satsede på at lave træemballage til smør. Imidlertid forandredes produktionen efterhånden, og Thor kom til at lave det, som fabrikken i sin samtid blev allermest kendt for, nemlig allehånde møbler til boligen.

Der blev også handlet med træ både hos Horsens Trælasthandel og hos Chr. Fogs sønner samt flere andre steder.

Inden for det grafiske område fortsatte Schur sin virksomhed, medens Raackmanns fabrikker først stiftedes i 1897 og fra begyndelsen mest lavede papirposer og kagefadspapir. Dertil kom adskillige bog- og avistrykkerier, som sørgede for produktionen af byens aviser. Den allerede eksisterende Horsens Avis fortsatte og blev fra 1872 af udpræget konservativ observans. Formodentlig styrkedes denne linje for at skabe modvægt til det i 1866 oprettede Horsens Folkeblad, der repræsenterede Venstre, som på dette tidspunkt var samlingssted for moderne og progressive synspunkter. Horsens Dagblad (1895- 1912) var talerør for andre liberale strømninger, men gik ind i Folkebladet.

Socialdemokratiet og hovedparten af arbejderne fik deres egen avis i 1888, da Horsens Arbejderblad begyndte at udkomme og siden, i 1898, blev dette blad afløst af Horsens Social-Demokrat.

I nydelsesmiddelindustrien oprettedes i 1858 Horsens Bajersk- og Hvidtøls Bryggeri, der sammen med de mange brændevinsbrænderier, sørgede for at stille horsensianernes tørst.

I denne branche er Horsens imidlertid nok mest kendt for sine tobaksfabrikker. Allerede før 1850 eksisterede der tobaksvirksomheder her i byen, og i 1864 påbegyndte H.P. Hansen sin cigarproduktion. 1865 grundlagdes C. Petersen og P. Sørensens tobaks- og cigarfabrik, som i 1877 flyttede ind på grunden i Smedegade, hvor navnet Tobaksgården stadig minder om den ansete og kendte, men nu nedlagte virksomhed. Endelig anlagde P. Petersen i 1910 sin tobaksfabrik i Christianholmsgade.

I 1800-årenes slutning startede en produktion, der skulle få vidtrækkende betydning både for arbejdslivet i byen og for kommunikationen mellem mennesker. Elektrikeren og urmageren Emil Møller startede nemlig i 1885 sin telefonfabrikation. Nogle år efter flyttede han ud i de tomme lokaler på Bastian, og i 1917 dannede han sammen med en Århusvirksomhed et aktieselskab, som forsynede danskerne med telefon.

Fagforeninger

Alle disse fabrikker befolkedes med byens egne samt tilvandrede arbejdere, der bestred såvel faglærte som ufaglært arbejde.

Efter at Socialdemokratiets afdeling i Horsens var blevet stiftet i 1884, organiserede mange arbejdere sig såvel i partiet som i de fagforeninger, der skød op i årene herefter. De ufaglærte mænd fik deres fagforening i 1885, hvor Arbejdsmændenes fagforening i Horsens blev stiftet som den første i Jylland.

De ufaglærte kvinders fagforening, Kvindeligt Arbejderforbunds Horsensafdeling, stammer fra 1899. Fagforeningernes vækst betød at ejerne af de førnævnte industrivirksomheder kom i forhandlinger med virksomhedernes arbejdere om løn og arbejdsforhold, og der blev i tiden omkring århundredeskiftet indgået talrige forlig og overenskomster. Indtil 1. Verdenskrigs slutning var der endnu således, at man kunne forhandle sig frem til en højere løn.

Kriseperioden  efter krigen betød imidlertid, at en række af de store virksomheder f.eks Crome og Goldschmidt. Rud Kramper og Jørgensen samt trævarefabrikken Thor, gik ned  og forårsagede en meget stor arbejdsløshed i Horsens i 1920erne og 1930erne.