På det store billede fra først i 1950erne ses Farvergade øverst til venstre.
To store virksomheders bygninger udgør gadens nordside: mod vest Møller & Jochumsens Maskinfabrik og mod øst Petersen & Sørensens Tobaksfabrik. Gadens sydlige side var blandet beboelse og erhverv. Her lå også som noget helt særligt den jødiske synagoge, der blev opført i 1867. Den blev i 1898 ombygget til fribolig for ældre borgere.
I billedets øverste højre ses de bygninger der rummede C. I. Aggerbecks Sæbefabrik, et kompleks, der senere blev til industrigården med flere erhverv.
I nederste højre hjørne ses en del af Heimdalgrunden. Mod Rædersgade hovedbygningen med restaurant og mødelokaler, mod gården udbygninger med den store sal. I gården var der foderstofhandel og hestestalde.
Heimdals nabo mod øst var Landbosparekassen, i dag diskotek Crazy Daisy. Midt i billedet ses Vestre skoles gård og bagbygningen kaldet “filialen”, fordi den engang husede Mellem – og Realskolens første klasser.
Det lille billede viser en del af Farvergades huse inden nedrivningen i 1990. Rødstenshuset nr. 12 har fine murdetaljer og havde måske fortjent en bedre skæbne. I 1930erne havde vognmand P. Pedersen bolig og hestestald her. Det var dengang karakteristisk, at man boede og havde sit virke på samme adresse.
01. november 1901:
Til det af udvalget for Odderbanegaards Beliggenhed indvarslede Møde havde der indtruffet sig ca. 300 Tilhørere. Betegnende nok var der ikke mødt en eneste af de Byraadsmedlemmer, hvis Virksomhed det skyldes, at Godsbanegaarden nu kommer til at ligge paa “Flasken”.
09. november 1921;
Det er Gæssene, der dominerer paa Torvet i Dag, Der er ogsaa nok af de populær Dyr. Hvorhen man vender Øjet, ser man afplukkede hvide Gaasekroppe med de røde Ben strittende i Vejret.
29. november 1941:
Horsens zoologiske Have er nu blevet nedlagt, og i Gaar var Direktør Chr. Jensen, Odense zoologiske Have, i Horsens for at forhandle om Overtagelse af Dyrene. Man enedes om en Pris, og Resultatet blev, at Direktør Jensen overtog samtlige de Dyr, der var tilbage i Bygholm zoologiske Have.
30. november 1961:
På den tekniske skole i Horsens er man begyndt med kulturelle forelæsninger. De begyndte i aftes med afdelingsforstander, arkitekt Ove Boldt, der holdt en forlæsning med lysbilleder på ca. 3 timer om bygningshistorie.
09. november 1981:
Som “Hejmdal” og senere “Håndværkerforeningen” har oplevet det, har også “Kilden” fået økonomiske problemer. Fællesorganisationen, som ejer bygningen, har søgt om et kommunalt lån og i byrådets møde i morgen indstiller økonomiudvalget, at der bevilges et rentefrit lån på 250.000 kr. Af dem udbetales 100.000 kr. i år til udførelse af isoleringsarbejder.