Broen, 7. årgang, nr. 3, 1995
Erindringer fra Besættelsestiden af Peder Pedersen
Nu ved 50-året for Danmarks befrielse dukker der en hel del minder frem, som jeg vil prøve at berette om her. Jeg var 12 år, da tyskerne kom i 1940, og 17 år da de rejste hjem. De første år gik jeg i skole hos lærer Ficher oppe i den gamle skole på bakken. Fra 1942 overtog jeg jobbet som landbrugsmedhjælper hos min far på Højvang.
Invasionen
Den 9. april 1940 blev min familie og jeg vækket af en øredøvende larm. Larmen viste sig at stamme fra flyvemaskiner, ikke én – men mange. De fløj utroligt lavt, så lavt at de måtte stige hver gang de mødte en forhindring, et hus, et træ eller nogle el-ledninger.
Flyene nedkastede nogle grønne løbesedler med ”Oprop” om, at tyske tropper var i fuld gang med at rykke ind i Danmark og Norge. Flyene blev ved med at komme i bølger hele formiddagen. Det var ikke jetjagere, som vi kender i dag, men de frygtede tyske Messerschmitt-jagere. Der var også tungtlastede bombefly iblandt, aktionen gjaldt jo også Norge. Mange af flyene var sikkert på vej der til.
Nordmændene holdt stand mod den tyske overmagt i flere dage. Danmark blev rendt over ende i løbet af et par timer.
Radioen blev naturligvis åbnet, og vi hørte både statsminister Stauning og Kong Christian X opfordre danskerne til at udvise en rolig og værdig holdning til det, der nu var sket. Allerede ved 11-tiden samme dag kom de første tyske enheder op ad Egebjergvej, som dengang hed Hovedvej 10 og var hovedvejen op gennem Jylland. De tyske enheder bestod af lastvogne med soldater på ladet. De var udrustede med håndvåben og midt på ladet stod opstillet et maskingevær på en trefod. Vi gik ud på vejen, hvor også naboerne var mødt op for at se, hvad der foregik.
Der blev diskuteret og stillet spørgsmålet, hvordan sådan noget kunne ske, uden at vi vidste noget? Hvad ville det betyde for fremtiden? For en 12-årig var det nok de voksnes dyste og alvorlige miner, der gjorde størst indtryk. Det gjorde også indtryk at se et ægtepar på den anden side af vejen, som stod og gjorde HEIL-hilsen, hver gang der kørte en deling forbi. Det vakte stor jubel hos soldaterne.
Næste dag, den 10. april, kom en deling forsyningstropper kørende med hesteforspand. Det stod i skærende kontrast til det store opbud af fly dagen før. De hestetrukne vogne svingede op ad alléen til Højvang, hvor de holdt rest et par timer, hvorefter de kørte nordpå igen. Mens de holdt hvil, blev der holdt skarpt udkig efter de fly, der kom forbi, om de var ven eller fjende.
Indkvartering
Samme dag om eftermiddagen kom en tysk officer og forlangte at få stillet et værelse til rådighed for to soldater.
Karlen, som boede i karlekammeret, der lå i forbindelse med hestestalden, flyttede i hast ind på gæsteværelset i stuehuset, så de tyske soldater kunne få karlekammeret.
Det viste sig nu, at tyskerne kun blev boende i to dage. De opførte sig for øvrigt eksemplarisk. Var særdeles høflige og kom og sagde farvel og tak, da de rejste igen. De havde tydeligt nok fået ordre om at opføre sig ordentligt. Da de var ved at flytte ind, kom den genbo som dagen i forvejen havde heilet til tyskerne og tilbød sin hjælp, idet han talte tysk. Han fik et meget bestemt NEJ TAK! Mine forældre ønskede ingen hjælp fra den side.
Krigen skabte mange problemer
Nu gik der lang tid, hvor vi ikke mærkede meget til den tyske besættelsesmagt. Der var selvfølgelig en del trafik frem og tilbage ad Egebjergvej af tyske militærkøretøjer. Der var også en del tyske transporter ad banen gennem Hansted.
Det, der optog sindene mest, var alle de små problemer i dagligdagen, som krigen førte med sig. Allerede fra den 9. april forlangte tyskerne, at mørklægningen skulle være effektiv, angiveligt for at gøre det vanskeligt for de allierede at foretage luftangreb om natten. Det betød, at alt gadelys blev slukket. Det gjorde nu ikke så meget i Hansted og Egebjerg, for der var ingen gadebelysning på den tid. Værre var det, at alle vinduer skulle blændes, så intet lys kunne slippe ud.
Det gav et stort salg af rullegardiner. Der blev fremstillet noget kraftigt sort papir (mørklægningspapir), som man kunne købe og selv sætte på rullegardinstokkene. I stalden var det et stort problem, for der var mange vinduer. Der blev set meget strengt på forsyndelser på dette område.
Cyklerne skulle have lygterne blændet af, så lyset kun kunne komme ud af en stribe på ca. 1 x 4 centimeter, og den nederste del af bagskærmen skulle males med hvid farve, så cyklen var lettere at se i mørke.
Alle private bilister måtte aflevere deres nummerplader. Kun læger, Falck og andre, som havde livsvigtig kørsel, fik lov at køre og fik tildelt en mindre mængde benzin. Taxaer og lastvogne fik ligeledes en mindre tildeling, indtil lagerne slap op. Der var meget stille på vejene dengang.
Varemanglen
Det største problem i dagligdagen var nok manglen på varer af enhver art. Den internationale handel gik næsten i stå. Farvandene var fyldt med miner, og tyske ubåde gjorde skibsfart meget farligt.
Tyskerne betragtede nærmest Danmark som et velforsynet spisekammer, så de tog, hvad de havde brug for. Snart var der også mangel på dansk-producerede varer.
For landbruget var der stop for indkøb af foderkager til køerne og kunstgødning til markerne. Det forårsagede en så stor nedgang i produktionen, at almindelige varer som hvedemel, smør og sukker blev en mangelvare. De største mangelproblemer for landbruget var reb og bindegarn. Hamp, manilla og sisal var helt ude af billedet. Man forsøgte med bindegarn lavet af papir og noget, man kaldte celleud; det blev for øvrigt også brugt til at fremstille tøj af.
Rationeringskort
Snart var der mangel på alt, og der blev indført rationering. Rationeringskortene blev udleveret på kommunekontoret en gang i kvartalet. Når vi så skulle på indkøb, måtte vi have mærker med. Efterhånden som krigen skred frem, blev det mere og mere vanskeligt, at få mærkerne til at slå til.
Et meget stort problem var manglen på brændsel. Før krigen fyrede de fleste med kul og koks, det kunne man slet ikke få nu. Situationen forværredes af, at de to første vintre under krigen var meget strenge isvintre, som lukkede havnene totalt (med kulderekord på minus 30 grader celsius).
Manglen på brændsel gjorde, at mosen i Egebjerg Kær blev en af de travleste arbejdspladser i Egebjerg. Der blev gravet tørv som aldrig før, ikke blot til eget brug, men også med salg for øje. Inde i byen havde de jo også prøvet at fryse, så tørvene blev revet væk, længe før de var tørre. I Hansted Skov var der også travlt. Mange træer blev fældet, ja selv stødene (rødderne) blev taget op og brugt til brændsel.
Tøj kunne man heller ikke få, og her var opfindsomheden stor. Når et jakkesæt var slidt, kunne man få en skrædder til at vende det; det var jo ikke slidt på bagsiden. Flippen på skjorten blev vendt, damestrømper blev ”opmaskede”, når der var løbet en maske, og gamle kjoler blev syet om til børnetøj. Værst var det med arbejdstøjet, det blev jo hurtigt slip, så der blev syet lap på lap.
Næsten alle varer i husholdningen var der mangel på, og nogle varer kunne slet ikke fås. Det gjaldt især varer som kom fra fjerne lande, f.eks. kaffe, the, kakao, krydderier og tobak. Margarine kunne heller ikke fås. Sæbe og vaskepulver var der meget lidt af, og det, vi kunne købe, var af meget dårlig kvalitet.
I mange tilfælde blev der lavet erstatninger med større og mindre held. Kaffeerstatning med sødetabletter smagte rædselsfuldt, men blev ikke desto mindre drukket i store mængder. The blev fremstillet af tørrede æbleblade (æblethe), det smagte for øvrigt ganske godt.
Tobaksvarer var der også stor mangel på. Da jeg var 15 år og begyndte at ryge cigaretter, kunne jeg få en 10-styks pakke om måneden. Det kunne man ikke blive forfalden af. Mange avlede tobak i haven til eget brug. Når naboerne mødtes om aftenen, blev der udvekslet erfaringer med hensyn til tørring og behandling. Hvordan det smagte, ved jeg ikke, men det lugtede ikke godt.
Trafikproblemer
Efterhånden blev benzin-rationerne til last- og rutebiler så små, at de fleste valgte at montere ”træ-gas”. Det bestod af en generator, hvori der blev fyret med bøgebrænde, som var savet i meget små stykker. Ved forbrændingen udvikledes der gas, som motoren kunne kør på. En del taxa-vognmænd fik også monteret ”gen-gas”, som det hed.
Hestene kom igen til ære og værdighed. I mange tilfælde måtte de erstatte bilerne, som stod og var klossede op. Mange kan sikkert huske visen ”Hyp lille Lotte” om taxamanden, der er gået tilbage til hestedrift.
Togene blev meget benyttede. Her gjorde brændselsmanglen sig også stærkt gældende. De gamle damplokomotiver, hvor der før blev fyret med kul, måtte man nu nøjes med tørv og brunkul. Det kneb tit med at holde dampen oppe. Ikke så sjældent gik toget i stå, når det skulle forcere den kraftige stigning der er på strækningen fra Hansted til Serridslev. Når toget så havde holdt stille en tid, og der var fyret godt op under kedlen, forsøgte man igen, men det var tit svært at komme i gang igen.
Cyklen var det mest yndede transportmiddel. Der var bare det store problem, at det var umuligt at skaffe dæk og slanger. Når dækkene var tyndslidte, kunne de nemt punktere, så vi havde altid lappesager med. Når cyklen så punkterede på turen, blev den lige vendt på hovedet og lappet på stedet, og så kunne man køre igen. Når dækkene så var slidt helt igennem, blev der lagt dæk-lapper under. Hvis der først var 3-4 lapper på hvert hjul, kunne det være en rystende oplevelse. Allersidste udvej var, at man tog slangen ud af det slidte dæk og lagde et tykt stykke tov i stedet for.
Anna og Svend Engelbrekt, som drev Egebjerg Træskoringefabrik med omkring 15 ansatte, havde samtidig en mand ansat på cykelværkstedet. Han var fuldt beskæftiget med at lappe og reparere cykler.
Sammenhold
De fleste tog situationen med godt humør. Sammenholdet havde aldrig været bedre. Der blev arrangeret ALSANG. Det var sammenkomster, hvor folk mødte op og sang alle de kendte fædrelandssange. Et sanghæfte blev sendt til samtlige husstande, den hed ”Kongesangbogen”.
Der blev også arrangeret ALGANG, det var det samme, som de marcher som ”Fodslaw” afholder i dag. Der var meget stor tilslutning til disse stævner.
Udgangsforbud
I de første krigsår fik den tyske besættelsesmagt den kolde skulder, men efterhånden blev modstanden mere indædt og aggressiv. Danskernes tålmodighed var ved at være opbrugt, og tyskerne kvitterede med undtagelsestilstand og udgangsforbud.
Der blev fra tid til anden indført udgangsforbud fra kl. 21 om aftenen til kl. 6 næste morgen. Det indebar, at når der f.eks. var fest i Idrætsforeningen, skulle festen være slut og alle være hjemme igen inden kl. 21. Især om sommeren var det en speciel oplevelse.
Illegale blade
Den 29. august 1943 skte det endelige brud med den tyske besættelsesmagt. Modstandsbevægelsen blev efterhånden bedre organiseret og takket være våbennedkastningerne fra England også bedre bevæbnet.
Fra England sendte BBC nyhedsudsendelser på dansk, og der begyndte at udkomme illegale blade, hvor vi kunne læse om episoder, som var strøget af den tyske censur i dagbladene. Det illegale blad, vi oftest modtog, var ”Frit Danmark” med undertitlen ”Horsens Ekko”. Vi vidste ikke, hvor det kom fra.
Efter krigen kom det frem, at bladet blev trykt i en villa på Hulvej hos fuldmægtig H. W. Sørensen. Trykkeriet var gemt godt for tyskerne. Først skulle man ind i villaen, så ud i gården, derefter ind i et lille baghus og op ad en trappe. Her kom man ind i et møbleret værelse, hvor der boede en logerende, sagde man.
Når man åbnede et klædeskab og trak tøjet lidt til side, var der en lem, som kunne åbnes. Krøb man derigennem , var der et lille rum, hvor trykkemaskinen stod. Skulle tyskerne finde skjulestedet, ville man sige, at det nok var den logerende, som havde trykkeriet, men at han ikke var hjemme i øjeblikket. Jeg har selv nogle eksemplarer af ”Frit Danmark” liggende, men de er desværre så gulnede og af så dårlig kvalitet, at de vanskeligt kan gengives her i bladet.
Egon Mortensen fortæller
Den østjyske længdebane, som løber gennem Hansted, blev i stor udstrækning benyttet af tyskerne til transport af både forsyninger, tropper og materiel. Derfor var den tit udsat for sabotage
Jeg har talt med Egon Mortensen, som under krigen ejede og drev gården på Munkhøjvej 15, som ligger lige op til banen mellem Hansted og Kannerup. Han fortæller:
”Det var et meget uroligt sted, vi boede. Tyske vagter patruljerede døgnet rundt på banen, og sabotørerne fandt øjensynligt strækningen tilpas øde til deres aktiviteter, i alt blev der udført 4-5 sprængninger lige uden for gården. Nogle gange regnede skærverne fra banen ned over taget på huset. Andre gange skød tyskerne efter sabotørerne, så vi kunne høre, at huset blev ramt af projektilerne.
Vagterne havde i den grad nerverne hængende ude på tøjet. En aften blev således en tysker skudt ude i vores have. Han var på patrulje og gik på et tidspunkt over på den modsatte side af banen. En anden vagt så det, og antog ham for at være sabotør og skød ham straks ned.
Vi havde forbud mod at gå ud om natten. En aften da der lige havde været sabotage og det vrimlede med tyske soldater, var vores følhoppe blevet færdig til at fole. Jeg var ovre i stalden for at se til den, men konstaterede, at jeg ikke kunne klare det alene og hentede derfor naboen. Al den løben frem og tilbage vakte naturligvis tyskernes mistanke, så pludselig så vi os omringet af 50 soldater. De fandt jo hurtigt ud af, hvad der var på færde og gik igen.
I en periode var det nogle unge drenge, som havde vagten på banen. De gik og skød efter alt, dåser, gråspurve m.m. En dag da jeg gik og pløjede, var der en som rettede geværet efter mig og skød, så projektilet ramte jorden lige ved siden af hestene. Så kunne det være nok, jeg klagede til deres overordnede, som sagde: Vi sender dem til Østfronten, så skal de nok få deres lyst styret. Derefter kom der nogle ældre soldater, og dem havde vi ingen problemer med.
Vi var for øvrigt glade for, at krigen sluttede på det tidspunkt, som den gjorde, for havde den varet bare en måned længere, var der stor fare for, at tyskerne havde brændt gården af. Den udgjorde et alt for godt skjul for sabotørerne, mente de. Vi så fra tid til anden sabotørerne. De kom i en gruppe på 5-6 mand, gerne om aftenen i mørkningen, men vi talte aldrig med dem.”
Jernebanesabotørerne på Horsensegnen var opdelt i to kolonner, en syd for byen og en nord for. Hver kolonne talte 24 mand og var delt op i fire grupper.
Luftalarm
Fra tid til anden var der luftalarm i Horsens. Vi havde ingen sirene i Egebjerg dengang, men vi kunne nemt høre dem inde fra byen. Der havde alle ordre på at gå enten i kælderen eller beskyttelsesrum. Her ude på landet foretog vi os ikke andet end at vente spændt, til alarmen endelig blev afblæst.
Kun en gang skete der noget under en luftalarm. Mellem Kattrup og Tolstrup tømte en britisk bombemaskine sin last for at kunne komme fri af sine forfølgere. Bomberne faldt heldigvis på en åben mark.
En gang skulle Svend Engelbrekt til Vejle for at købe noget genbrugsjern til sin træskoringefabrik. Netop som han nåede banegården, blev der blæst luftalarm. ”Så skulle da også”, tænkte SE. I stedet for at gå i beskyttelsesrum løb han alt hvad han kunne ud på perronen, hvor toget til Vejle netop havde sat sig i bevægelse. Han nåede lige at springe på. Han undrede sig lidt over, at der var så mange tyske soldater med toget. Pludselig gik det op for ham, at det var et tysk troppetransport-tog, han var kommet med, og der var kun tyskere og så SE.
Han fordrev tiden med dels at kikke ud af vinduet, dels med at kikke i nogle papirer han havde med. Henne ved døren stod nogle højtstående tyske officerer, de talte sammen og nikkede hen mod SE. Da toget holdt på banegården i Vejle tog Svend mod til sig, samlede sine ting og gik med raske skridt hen mod døren. De tyske officerer gjorde plads, stod ret og slog hælene sammen, mens Svend marcherede ud af toget. Tyskerne havde jo nok antaget ham for at være en civil tysk agent.
Masseflugt fra Horsens Statsfængsel
Nyhedsudsendelserne fra BBC blev flittigt aflyttet, men tyskerne sendte støjsignaler på samme frekvens, så kvaliteten var ikke god.
En aften i januar 1944 blev det meddelt, at 15 fanger, som tyskerne havde indsat i Horsens Statsfængsel, havde set deres snit til at krybe over muren og flygte i en ventende lastbil. Langt senere hørte vi, at det var fængselspræsten, pastor Mikkelsen, der havde arrangeret flugten, og at lastbilen, som kørte fangerne bort, kom fra Falcks Redningskorps. Det kan man da kalde en redningsaktion.
Legitimationskort
De sidste år af krigen frygtede tyskerne invasion af de allierede. Navnlig var de bange for, at allierede soldater i civil skulle komme til Danmark. Derfor blev vi alle udstyret med et legimitationskort, som vi altid skulle have med og forevise på forlangende.
Den tyske kommendant i Horsens forlangte endvidere, at vi skulle være i besiddelse af et AUSWEIS for at komme ud og ind af byen. På broen ved Hammersholm, hvor Egebjergvej passerer Hansted Å, tod der en vagtpost med hjelm og gevær, som stoppede os med ordene: ”Halt, haben Sie Ausweis?”; så måtte vi pænt stå af cyklen og vise vores AUSWEIS.
Indkvartering
Besættelsesmagten lagde beslag på mange offentlige bygninger landet over. Hansted-Egebjergområdet gik heller ikke fri.
Lundum-Hansted Centralskole, som stod færdig og blev indviet i efteråret 1943, blev kort efter indvielsen overtaget af tyskerne; ikke permanent for resten af krigen, men i perioder. Undertiden lagde de beslag på hele skolen, andre gange var det kun gymnastiksalen.
Officererne blev indkvarteret privat. Højvang gik heller ikke fri. Det startede gerne med, at der kom 2-3 officerer og forlangte at få stillet et værelse til rådighed. Min far protesterede længe, men når tyskerne blev tilstrækkelig ophidsede, indså han, at det nok var klogest at efterkomme ordren. De forlangte et værelse med en sent, men ikke adgang til bad og toilet. Vi havde ingen kontakt med de logerende, og fik da heller ingen betaling for ulejligheden.
To gange var det en kvindelig ”sekretær”, som boede her. Så kan man jo spørge sig selv om, hvilken funktion en sekretær havde i den tyske hær?
Krigen rykkede nærmere
Den 6. juni kom så de allieredes invasion i Normandiet, og ikke i Danmark som vi gik og frygtede. Den 19. september samme år arresterede tyskerne det danske politi. Nogle slap fri, mens andre blev sendt til koncentrationslejre i Tyskland.
Arne Mikkelsen
Arne Mikkelsen er født den 1. september 1909 på Højvang i Egebjerg, som hans far Johannes Mikkelsen ejede.
I nogle år arbejdede Arne Mikkelsen ved landbruget, men kom i 1934 til ordenspolitiet i Horsens. I 1943 kom han ind ved kriminalpolitiet i Århus. Den 19. september 1944 blev han anholdt af tyskerne. Hans enke, Merethe Mikkelsen, som stadig bor i Århus, fortæller:
”Den 19. september ommorgenen mødte Arne, som han plejede kl. 6 på Vesterallé Politistation. Kort efter blev han anholdt af tyskerne og ført til Buchenwalde.
Jeg så ham aldrig mere, men tre gange så han sit snit til at få smuglet et brev ud til mig. Til jul skrev han og bad mig om at købe en gave fra ham til vores søn, som dengang var 7 år.
Den 12. januar 1945 døde han. Jeg fik meddelelsen nogle dage senere. Efter krigen fik jeg udleveret hans urne; den blev bisat ved en lille højtidelighed.”
I bogen ”Danmarks Frihedskamp” står, at Arne Mikkelsen var en dygtig og afholdt politimand. Det er ejendommeligt at tænke på, at Arne Mikkelsen som barn har gået rundt i den samme stue, hvor jeg nu sidder og skriver disse linjer.
Aktionen i Gedved
En aften i april 1945 kom en ambulance med fuld udrykning op ad Egebjergvej. Dagen efter hørte vi, at den havde været i Gedved.
En gruppe modstandsfolk var taget til Gedved for at uskadeliggøre en stikker, som de vidste boede der. Mens de stod og bankede på døren, listede stikkeren ud på altanen ovenover, hvorefter han skød på dem med en pistol. Den ene af frihedskæmperne blev ramt og kørt i ambulancen til Horsens Kommunehospital. Gestapo kom, før han var færdig på operationsbordet, og han blev ført til et tysk feltlazaret i Århus.
Han hed Victor Fussing Rasmussen, var politibetjent og havde siden politiet gik under jorden den 19. september 1944 taget aktiv del i modstandskampen. Han døde dagen efter sin 25-års fødselsdag den 16. april 1945 af de skudsår, han fik ved aktionen.
Krigsafslutning
Mod afslutningen af krigen kom en strøm af flygtninge til Danmark fra Tyskland. Egebjergskolen var næsten overfyldt med flygtninge og soldater.
Til den nyopførte skole hørte også en moderne sportsplads. Den blev flittigt benyttet til både håndbold og fodbold. Sidst i april måned 1945 var fodboldtræningen begyndt med to ugentlige træningsaftener. Den 4. maj om aftenen var vi som sædvanlig nogle unge til fodboldtræning. Lidt efter kl. 20 kom overlærer Knudsen ud på trappen, som førte ned til sportspladsen og råbte: ”Tyskerne har kapituleret!” Vi udstødte selvfølgelig et højt hyl og løb op til Knudsen. Han fortalte, at han som sædvanlig havde siddet og hørt nyhedsudsendelsen fra BBC i London, hvor han havde hørt nyheden. Han foreslog, at vi skulle synge den danske nationalsang ”Der er et yndigt land”.
Oppe i skolegården stod nogle tyske soldater. De kom lidt nysgerrige hen til os; de kunne jo nok se, at der var sket noget særligt. Vi fortalte dem, hvad der var sket. Det var interessant at se, hvordan de reagerede. Nogle trak bare på skulderen, andre sagde: ”Godt, så kan vi da endelig komme hjem”. Der var nogle, som udtrykte dyb skuffelse, en blev meget rasende over at høre nyheden, og sagde at nu faldt den sidste bastion i Europa mod det kommunistiske Rusland. Han var sikker på, at nu ville vi alle blive rendt over ende af asiaterne, som han sagde. Det kunne nu ikke skræmme os. Vi var bare glade.
Tyskerne drager sydpå
Nu gik der ikke mange dage, før tyskerne begyndte at rejse sydpå. Det var åbenbart svært for dem at forstå, at de ikke var herrefolket længere.
En aften kom der en deling ind på Højvang. De spurgte ikke om lov, men tog ganske roligt det hele i besiddelse. Der var hestevogne med forsyninger, hestene satte de ind i hestestalden, så vore egne måtte blive ude. De hentede korn og hø på loftet til hestene, en stabel nye hegnspæl blev brændt i deres feltkøkken. Dagen efter, da de var rejst, kunne vi se, at de havde taget en del foder og andet med sig.
Min far ringede til politiet, som nu igen var på plads. Han kom til at tale med politimester Otto Borchorst. Da han havde hørt min fars beretning, sagde han, at det skal I bestemt ikke finde jer i. Han havde netop i går været til møde med tyskerne på højeste plan, hvor det blev aftalt, hvordan tyskernes hjemrejse skulle foregå. Det var helt klart, at de skulle have lov til at bivuakere, men de skulle ikke indkvarteres, og hvis noget lignende skulle ske igen, skulle vi bare ringe til ham omgående.
Dagen efter kom igen en deling, den havde ingen heste men nogle få motorkøretøjer. Denne gang havde vi stænget ladeporten, og min far sagde til dem, at de ikke havde adgang til bygningerne. Det blev deres befalingsmand meget vred over, og han gav ordre til at bryde porten op. Nogle af soldaterne gik ind i laden, mens andre slog sig ned i græsset syd for gården. Det var jo i maj, og vejret var fint.
Min far ringede til politimesteren som aftalt. Kort efter rullede en politibil ind på gårdspladsen. Det var ikke en politibil, som vi kender dem i dag, det var en slags minibus, populært kaldet ”Salatfadet”. Da den gjorde holdt, sprang ti politifolk ud og gjorde front mod de tyske soldater, der lå nede på græsmarken. Politifolkene var i kampuniform med stålhjelm og bevæbnet med maskinpistoler.
Politimester Borchorst efterlyste den øverstbefalende, men han var taget op på Egesholm, hvor der også var indkvartering. “Hent ham“, lød det kort. En motorordonnans blev sendt af sted, men han kom tilbage med den besked, at politimesteren kunne komme op til ham.
Kommandanten kommer her, sagde politimesteren i en barsk tone og pegede på et sted i gruset foran sig. Nu måtte den stakkels ordonnans igen af sted, og da han kom tilbage, havde han kommandanten med sig i sidevognen.
Da de kørte op ad alléen, gav han en ordre til soldaterne, som lå i græsset. De gik i stilling med front mod politiet og tog ladegreb på deres rifler og rekylgeværer. Kommandanten gik hen til politimester Borchorst og råbte noget, som jeg ikke forstod. Da han var færdig, tog Borchorst ordet. Jeg forstod heller ikke, hvad han sagde, selvom han talte meget højt og tydeligt. Den tyske officer blev tavs, og nu var det politimester Borchorst, der gav ordre. Han gik hen til porten og råbte ”HERAUS”.
De tyske soldater havde så travlt med at komme ud, at nogle af dem bagefter kom og bad om lov til at gå ind og hente deres ting, som de ikke havde nået at få med i skyndingen. Det var sidste gang, vi havde problemer med tyskerne. De lå i bivuak på græsset udenfor gården om natten, og næste dag drog de sydpå igen.
Nu var vi så naive at tro, at når krigen var slut, og tyskerne ude af landet så ville alt blive normalt igen. Visen ”Når der kommer en båd med bananer” blev lanceret den sommer. Men der kom til at gå lang tid, førend produktionen og samhandlen rigtig kom i gang igen. Faktisk gik der syv år, før de sidste rationeringer kunne ophæves.
Læs også artiklerne om Besættelsen i Horsens, Min far blev dødsdømt, Børge Jensen, Agda og Jørgen Kieler