En landmandskone fortæller

18. årgang, nr. 4 – Broen – 2006

Tekst: Mogens Kirkegaard

Indledning

 

Den 2. november 2004 var Lise, min kone, og jeg inviteret til kaffe hos Kirsten Lassen Nielsen. Hun var i en menneskealder landmandskone på gården Højballegaard, som hendes mand havde overtaget efter sin far. Nu bor hun alene i et dejligt hus i sydbyen, hvortil de flyttede, da gården blev solgt i 1992. Her havde de nogle gode år sammen, indtil hendes mand, Niels Lassen Nielsen, døde 86 år gammel i 1999.

Efter kaffe med hjemmebag fortalte hun om, hvordan det var at være husmor dengang og ikke mindst under krigen og i de vanskelige år bagefter. Kirsten er en naturlig fortæller, der uden at lede efter ordene fortæller i detaljer om begivenheder, der trods alt er sket for næsten 60 år siden.

Kirsten Lassen Nielsen er vokset op på Nordfyn 1919 i den lille landsby Bederslev få kilometer nordvest for Otterup. Der var hendes far, Christian Larsen, karetmager ligesom sin far før ham, og han havde overtaget forretningen efter ham. Hendes mor, Thyra, havde været sygeplejerske, men blev så hjemmegående husmor som de fleste andre kvinder dengang.

Hendes forældre blev gift i 1913 og fik først en søn, og i 1919 blev så Kirsten født. Hun havde en god og tryg barndom, men efter konfirmationen skulle der jo ske noget mere.

Kirsten fortæller

Ja, jeg var så hjemme, til jeg var 16 år, og så mine veninder de var ude og have plads, og det ville jeg også gerne prøve. Og så fik jeg plads på Ålsø mejeri. Der var nok at lave, der var jo 4 mejerister foruden familien. Men det var en god plads, og der var jeg vel et år, så syntes jeg, at jeg ville prøve noget nyt.

Så fik jeg plads i en skole, Hasmark Forskole, ved en lærer der, en fru Søby. Hun var lærer i forskolen og havde mistet sin mand, men havde ellers boet i København. Hun tog så til Fyn og fik embede som lærer, og der var jeg halvandet år eller så og havde det godt.

Men min mor var ikke så rask, og de ville gerne have, at jeg kom hjem, for i 1938, da skulle far og mor have sølvbryllup, og så rejste jeg hjem til maj. De skulle have sølvbryllup den 28. oktober, og det havde vi sådan forberedt og glædet os til, at der skulle være fest, men desværre, den 20. september blev mor syg og blev indlagt på Odense Sygehus og døde den 26. Det var trist, ja det var hårdt især for min far. Og så blev jeg hjemme indtil 1940.

En dag sagde far, at han syntes, at jeg skulle enten på en højskole eller noget andet, for jeg skulle ikke blive ved at gå hjemme. Så fik vi en husbestyrerinde til far, og jeg tog på Kleisgaard Husholdningsskole, der lå nede ved Juelsminde. Der var jeg så på et tre måneders kursus, og det var jeg glad for.

 

Kirsten møder Niels Lassen Nielsen

Jeg kan huske, da jeg første gang mødte Niels, det var til et VU- bal i Fyns Forsamlingshus i Odense. Jamen han ville godt følge mig hjem, jeg var ved guldsmed Antonsen i Vestergade som pige dengang. Nej, sagde jeg, det synes jeg ikke.

Men det blev så til, at vi fulgtes ad derop, og vi begyndte at snakke lidt sammen, og efterhånden blev vi mere og mere kendt med hinanden. Han var jo dengang på Dalum Landbrugsskole, og vi så derefter hinanden engang imellem. Men jeg sagde til ham: “Du skal altså ikke gøre dig nogen forhåbninger, for jeg skal i hvert fald ikke være bondekone i Jylland!” “Ja, vi får se”, sagde Niels.

Kirsten kan ikke lade være med at le lidt, da hun fortæller om den tid, hvor hun og Niels begyndte at komme sammen, og det endte da også med, at de blev gift i 1942, og Kirsten blev bondekone i Jylland alligevel. Hun fortæller videre om, hvordan det var at flytte ind på Højballegaard og at skulle stå for husholdningen på den store gård.

 

Svigermor

Vi flyttede så ind i stuehuset, for mine svigerforældre havde købt det hus nede i Hansted lige over for købmandens, der hvor der senere blev købmandsforretning, da han flyttede over vejen. Og der flyttede de så ned til november. Min svigermor hed Nikoline og havde jo været vant til at styre husholdningen i alle de år.

Ja, min svigermors bedste veninde sagde til mig engang, Kirsten, sig mig engang, hvordan er det at være svigerdatter ved Nikoline, for jeg kender hende jo? – Jo, sagde jeg, det går da godt nok. Når hun er deroppe, så vil hun gerne bestemme, og så lader jeg hende bestemme, og når hun så er taget hjem, så gør jeg sådan som jeg synes. Det var klogt, sagde hun.

Vi kom da godt nok ud af det, det gjorde vi. Jeg havde den glæde, at hun sagde til min tante ovre på Fyn, at hun syntes ikke, at hun kunne have fået bedre svigerdatter end mig, og det var jeg da glad ved at høre. Jeg følte nok, at jeg kunne klare arbejdet, jeg havde jo lært en del, og så havde jeg jo også fået lov til at arbejde selvstændigt i de pladser, hvor jeg havde været, så det var jeg sådan set ikke nervøs for. Og det gik også godt nok.

Rationeringsmærker

Det værste var det med rationeringsmærkerne, at få dem til at slå til. Og det gav et problem med en fodermester vi havde, han var nok sådan lidt krakilsk. Han sagde, at de fik vist ikke det sukker, de kunne tilkomme, og han fik de andre til at være med i det lille oprør. Jeg tænkte, at det skulle jeg nok kurere ham for. Ja, det er i orden, sagde jeg så til ham, nu køber jeg det kvantum I kan få, det kan I jo se på jeres mærker her, og så søder I selv jeres mad. Der gik en uge, så kom de krybende, vil du ikke godt overtage det, sagde de, for de havde brugt alt det de havde. Jeg brugte jo noget kunstigt sødemiddel ved siden af.

Men gennemgående havde vi mange gode folk, og nogen af dem har jeg forbindelse med endnu. Min allerførste pige, Vera, hun læste til lærer. Hun bor nu i Jerup oppe ved Frederikshavn, hendes mand er politibetjent, og dem har jeg stadig forbindelse med. Jo, og så Johannes og Karen kommer jeg jo stadig sammen med. De stammede ude fra Egebjerg Mark, og han var karl ved os, ja han kom i to omgange, Johannes Jensen hedder han. De ringer somme tider, vil du med ud at køre en tur, Kirsten, og så kommer de, og så kører vi, så det er jo dejligt.

– Jeg beder Kirsten fortælle, hvordan en hverdag formede sig for en landhusmor dengang. Det må jo have været noget anderledes end i dag.

Ja, vi stod jo op ved 6-tiden, så skulle vi have morgenmaden færdig til klokken 7, så kom folkene ind for at spise morgenmad. Der fik vi øllebrød og så pålægsmad, det var de vant til. Jeg bagte selv franskbrød, rugbrød det købte vi. Vi fik aldrig noget om formiddagen, det havde de aldrig brugt på gården.

Klokken 12 skulle vi have middagsmad, og det var en stegeret og noget frugtgrød eller også en forret og så en stegeret med kartofler og grønsager. Det dyrkede vi jo selv.

Vi havde to lange rækker i marken med kartofler, så vi havde til hele året. Og der var en vinter, det var i 43, det frøs så forfærdeligt, helt ned til 30 grader eller mere, og da var vi vist de eneste, der havde kartofler derude omkring, for andre folks kartofler var frosne. Niels turde til sidst næsten ikke køre ned igennem Hansted, for folk kom ud, åh kunne vi ikke bare lige få et pund, det var ikke nemt.

Men vi fik jo altid kartofler om aftenen også, det ville de gerne have, brasede kartofler, eller noget andet, hvad vi havde af levninger fra middagen og så smørrebrød ovenpå, og så fik vi aftenkaffe klokken 9.

Om søndagen skulle vi altid have noget steg og som regel en dessert. Meget af det var egne dyr, der blev saltet hen, men okse- og kalvekød købte vi ved slagteren, der kom en gang om ugen fra Hansted. Han boede deroppe i Baggaden, han hed Sørensen, hans søn hed Kaj. De kom en gang om ugen, så kunne vi handle der. Somme tider købte vi også lidt nede ved frk. Winther, der havde en lille fedevareforretning på Hanstedvej.

Vi havde jo en folkestue, en ret stor folkestue med langbænk og bord, der kunne vi sidde ti, og det var vi så næsten også altid, for der var jo så to karle og en fodermester og en pige og så var vi selv fire og så min far og så svigerfar, de var også altid med, så vi var ti til at spise. Niels’ far han ringede altid nede fra Hansted sådan ved klokken ti, skal du have bud i brugsen, så kan du ringe derned, så skal jeg komme med det, og så kom han med og spiste til middag og fik sin middagssøvn og sin kaffe, og så tog han hjem igen. Niels’ far var jo rask lige til det sidste, han blev næsten 94, og det gjorde min far også.

Til sidst flyttede far over til os efter at have været syg. Han boede egentlig ved min bror på Fyn, som havde købmandsforretning, men min svigerinde ville ikke lave noget, som min far kunne tåle, så det var ikke så godt. Så sagde Niels, du kan jo flytte over til os, Morfar, og det gjorde han så, der var han i 18 år. Niels og min far, de kom så gevaldig godt ud af det sammen.

Vi havde jo et værksted, så min far lavede alting på gården, hvad der skulle laves, når der var noget i stykker og sådan forskelligt, så det var jo godt nok.

Lidt gårdhistorie

Højballegaard var i 1940 på ca. 85 tdr. land, og det havde ikke ændret sig meget siden dskiftningen, hvor landsbyens jorder blev omfordelt, således at hver gård fik et sammenhængende jordareal af omtrent samme størrelse og bonitet.

I 1788 havde kongemagten gennemført en lovgivning, der skulle opmuntre til, at bønderne flyttede ud fra landsbyerne og byggede nye gårde ved deres marker. Samtidig så man gerne, at bønderne købte deres gård til selveje. Man mente, at bønderne nok ville lægge et større arbejde i landbruget, når de var selvstændige.

I Hansted var bønderne ikke tilbøjelige til at flytte væk fra landsbyen. Så lokkede man dem med, at den første bonde, der ville flytte ud, selv kunne vælge, hvor han ville have sine jorder. Dette tilbud tog fæstebonden Niels Laursen imod i 1795. Han valgte at flytte ud til sognets bedste jord i Højballe tæt ved Hansted skov. Beliggenheden gav yderligere mulighed for at udnytte skoven, hvor svin og kreaturer kunne finde god føde.

Højballegaard ejedes ligesom de fleste andre gårde i Hansted og Egebjerg af Hansted Hospital, men gården blev ikke selveje før 1866, da stiftelsen blev tvunget af kongemagten til at lade bønderne købe gårdene til selveje.

Niels Laursen brød som sagt gården i Hansted ned og genopbyggede den på den nuværende beliggenhed, Højballevej 19. Det var en klog beslutning, for gårdens avl kunne forøges, og familien blev ganske velhavende. Men det gav til gengæld også problemer med de andre bønder, der blev noget misundelige.

Man kender navnene på fæstebønder og selvejere på gården tilbage til 1711.

Da Niels og Kirsten i 1992 ønskede at sælge gården, ville og kunne deres børn ikke overtage den. Det var selvfølgelig trist, at den gamle slægtsgaard ikke kunne bevares i familien. Jorden blev købt til Hansted Strandgaard, og stuehuset med lidt skov og jord blev videresolgt. Men Niels sørgede for, at træpladen med indskriften fra Niels Laursens tid skal blive i gården, det er vist endda blevet tinglyst; i flere generationer havde man haft den overbevisning, at gården ville brænde, hvis det blev fjernet.

I dag ejes og bebos den gamle gård af Jørgen Eskildsen og Pia Tastesen, henholdsvis biolog og ergoterapeut, der værner om stedet og dets historie med den fornødne veneration.

 

En gammel slægtsgård

Familien Lassen Nielsen hørte til de gamle slægter i sognet. Herom fortæller Kirsten:

Så vidt jeg ved, var vi 11. generation på gården, men ikke i lige linie. Niels’ mormor var blevet gift anden gang inde i gården. Hun var jo først gift med en murermester, der for resten havde bygget forsamlingshuset, men han døde i 1902. Så var Niels’ mormor enke i 6 år, og på det tidspunkt var der to brødre, der havde Højballegård, Niels Nielsen og Bendix. Niels Nielsen havde været forelsket i Niels’ mormor i de unge dage, men var jo så ikke blevet gift med hende. Da hun havde været enke i nogle år, så kom han og spurgte, om hun kunne tænke sig at gifte sig med ham, og det blev så til, at de blev gift.

Det var jo ét familieskab det hele dengang. Jeg kan huske, når der var nogen, vi snakkede om, så sagde Niels tit, ja det er min mors fætter, eller min fars fætter eller moster. Så vi skulle ikke sige noget om nogen mennesker herude, for vi kunne aldrig vide, om vi var i familie med dem.

Hjemmeslagtning

På gårdene slagtede man selv de husdyr, der skulle tjene som mad for familien og folkene på gården. Kirsten kan huske, at det var et stort arbejde.

Den første gris, vi slagtede, den var over et år gammel, og den vejede omtrent 600 pund. Det var den største gris, jeg nogen sinde har set. Den kunne næsten ikke hænge på en stige, da den var slagtet. Jeg kan huske, vi kogte 60 stykker karbonade hen i nogle store glas, 10 i hvert, kogt hen i en henkogningskedel, sådan at låget bandt. Så var det jo lufttæt. Det kunne godt stå mindst en måned i kælderen. Og så saltede vi ned, for vi havde ikke fryser endnu.

Når vi var 10 mennesker dagligt, der skulle jo noget til. I forårs- og efterårs-månederne, når de gik i marken, da havde vi ikke traktor, da havde vi heste, vi havde jo 6 heste, ja vi havde egentlig 7, for Niels havde den der sorte ridehest. Og når mændene havde gået efter hestene i mange timer, så var de godt nok sultne, når de kom ind, så der skulle godt nok noget til.

Jeg lavede også lidt sæbe, for det havde vi lært på husholdningsskolen. Og det kunne da bruges, men det var jo ikke det samme som købesæbe.

Familie og fester

Til familiefester havde vi gerne en kogekone til at komme og lave mad. Sommetider fik vi suppe, men det skete jo også, at vi fik en forret og så steg og sådan noget og dessert. Så skulle de jo have et eller andet, noget frugt, inden de skulle hjem. Vi var vel en 20-25 mennesker, det kunne der sagtens sidde inde i spisestuen, men der var også en stor familie.

Niels’ moster boede i det hus i Hansted lige over for det, der lå nabo til tømrer Jens Karl Hansen. Og Niels havde sin far og mor, der boede dernede, og så havde han fastre og mostre, der boede rundt omkring, som vi også kom sammen med.

– Hvornår fik I børn?

Ja, vi blev gift i 42, og vi fik Knud i 44 og Anette i 46. Så var der nogen, der sagde engang, at det var vel nok fint. Ja, sagde Niels, jeg har altid haft system i mit arbejde. Annette er født den 4. februar klokken 20 minutter i et om natten, og nu min sønnesøn, Jesper, ham der spiller golf, deres lille pige hun er også født den 4. februar 20 min. i ét, er det ikke sjovt? Samme dag og samme tid som Annette.

Børnene blev født hjemme. Vi havde en jordemor fra Horsens, og læge Høegh-Guldberg fra Gedved. Han havde sagt, nu ringer du bare, så kommer jeg, eller De sagde vi jo dengang, og det gjorde han også. Annette blev født 20 minutter før læge og jordemoder var kommet, så min svigermor hun for jo forvildet rundt, men så kom jordemoderen. Og så endelig kom Høegh-Guldberg. Åh, kommer jeg for sent, sagde han så, ja, men det er jo gået godt nok. Til alt held skreg Annette med det samme, så det var som det skulle være.

Tøj og strømper

– Hvordan klarede I det med at skaffe tøj under krigen?

Ja, vi syede jo om. I husholdningsforeningen i Horsens, der havde vi en syerske, der tog rundt i hjemmene og syede og omforandrede af gammelt. Jeg kan huske, jeg havde en spadseredragt, og deraf blev der frakker til begge børnene. Og så syede vi jo om til dem, strikkede om af gamle sjaler og lignende, der blev trævlet op, så det klarede vi. Min svigermor havde meget tøj, og det hun ikke brugte, det fik vi syet om, så det gik fint nok.

Jeg strikkede selv, og vi strikkede da også strømper. Så var det så sjovt med Niels, han sagde, at i Blichers “Æ Bindstouw” der sidder mændene jo og strikker, det må vi jo også kunne, og så havde jeg jo tilfældigvis en strømpe på pinde, som skulle strikkes. Jeg havde lige fået strikket ret og vrang oppe foroven, og så skulle han til at strikke det her glatte. Jeg kan se ham endnu, han sad med sin pibe, og så skulle han til at strikke. Så sagde han: “Hvordan skal jeg, når jeg når hælen?” Så sagde jeg: “Det behøver du ikke spekulere på med den fart, du har på!” Og han nåede heller aldrig hælen. Men han mente jo, at når de kunne det i Æ Bindstouw, så kunne han vel også.

Brændsel

Der blev fældet træ hvert år. Der var jo 4 tønder land bøgeskov til, store træer, og der fældede vi alt, hvad vi skulle bruge, det gjorde karlene og Niels. Vi havde en skovmand til at vise de træer ud, der skulle fældes, han kunne jo bedst se, hvad for nogle, der var tjenlige. Mine svigerforældre fik også træ deroppefra, vi fyrede ikke med andet under krigen, så vi manglede jo ikke træ.

Jeg kan huske, en af de vintre, det var så forfærdelig koldt, da vores nabokone derovre fra Fyn, der var som en tante for mig, hendes brændsel var sluppet op, og hun kunne ikke få noget. Så sagde Niels, at tante Ninne som vi kaldte hende, at hun kan da komme over og være ved os. Og så kom hun over og var ved os, til det blev tøvejr. Vi havde jo brændsel nok.

Men et år var det tørre brændsel alligevel sluppet op. Og det var ikke så godt, for det kneb at få ordentlig varme på komfuret med det, som vi nu kunne samle i skoven; det var lidt fugtigt. En lørdag skulle vi have pandekager, som de plejede at få om lørdagen, og der var så lidt varme på komfuret, at jeg ikke kunne nå at følge med. Vi havde radioen gående, det var Teddy Petersens orkester, der spillede middagsmusik, og meget passende spillede de en melodi der hed “Bedre sent end aldrig!”

Husholdningsforeningen

– Der var også en husholdningsforening herude, var du for resten ikke formand for den?

Jo det var jeg. Da jeg kom herover, så sagde min svigermor, kunne du ikke tænke dig at komme med i husholdningsforeningen? Jo, det ville jeg da gerne, og så blev jeg jo meldt ind som medlem, og så gik der – har det været sidst i 50-erne, da var jeg jo så i bestyrelsen. Dagny Christensen hun havde jo været formand længe, og hun ville ikke mere, og hun foreslog så mig. Nej, det ville jeg ikke, men det endte så med, at jeg blev formand, og det var jeg en fire år. Men så var det så, at min far var blevet ældre og boede hos os, og mine svigerforældre var der jo også og trængte til hjælp, så jeg syntes ikke, at jeg kunne overkomme at være formand også, jeg havde jo husholdningen hjemme.

Det var også dengang en aktiv forening, vi havde jo mange forskellige kurser, sykursus og broderikursus og hvad havde vi, der var i hvert fald meget. Vi havde to husholdningskonsulenter, frk. Laursen og frk. Dahl, og de holdt demonstrationer. Blandt andet var de ude på Højballegaard for at lære lidt om ølbrygning.

 

Højballes gode øl

Hjemme på Fyn der bryggede vi jo øl, og jeg tænkte, det var dejligt, da jeg kom til Jylland, at jeg var fri for det, for jeg bryder mig ikke så meget om øl. Men aldrig så snart var jeg kommet herover, før Niels sagde, vi skal have fat i nogle tønder og kar, og så skal du til at brygge øl. Vil du ikke godt, sagde han. Nå ja, det blev så til, at jeg begyndte at brygge øl.

Til dagligt øl, da brugte vi tre pund malt til en spand øl, til gildeøl, da skulle det være fem pund til en spand, så blev det godt øl. Vi fik lavet malten ovre på Fyn, der var et malteri, hvor vi fik lavet malt. Gammeløl kaldte man stærkt øl, der havde været lagret mange måneder.

Og så kan jeg huske, at Marinus Nielsens, de skulle have sølvbryllup, det har jo været i 46, for jeg kan huske, at jeg ventede Annette. En aften var vi dernede sammen med mine svigerforældre, de kom jo meget sammen og boede lige over for hinanden dernede i Hansted, og så siger Marinus Nielsen: “Det der med sølvbryllup, det kommer vi til at opgive, vi kan jo ikke engang skaffe noget øl, de kan få at drikke.” Det var jo rationeret. Så siger jeg jo så, at kan det redde jeres sølvbryllup, så vil jeg da godt brygge en tønde øl, I kan få, hvis I kan bruge det. Det var da et tilbud, siger han så, Marinus Nielsen, og så næste dag så kom han derop og sagde, mente du det der. Jo da, sagde jeg. Hvis det kunne redde deres sølvbryllup, så kunne jeg da godt gøre det.

En tønde øl, det var 120 liter, og så skulle det lagre i to måneder, for at det blev godt, og så skulle der kommes lidt sukker i. Det fik jeg så lavet og det fik de til deres sølvbryllup. Og det var jo så sjovt, præsten, det var Jens Kjærsgaard, og Have fra Hanstedgård, de var jo med, og de sad sammen med min svigerfar i en mellemgang ud til gården, der var telt i gården, der var jo dans efter middagen, og hver gang pigerne kom igennem med en kande øl, så rakte en af dem ud efter den. Det morede pigerne sig lidt over. Hver gang de kom forbi, så kom kruset frem. De må have kunnet lide øllet, og Marinus Nielsens de fik lige godt sølvbryllup.

Kirsten fortæller en historie, der kan illustrere virkningen af hjemmebrygget øl:

Der var en mand, der havde fået lov til at sætte bistader op ved skoven. Det var en varm dag, da han var derude, og på vejen derop var han lige inde og hilse på, og han kunne da godt trænge til et krus øl, der blev til to, inden han gik op til bierne. Nogle timer senere ringede hans kone inde fra Horsens, hun kunne ikke forstå, hvor manden blev af. Det viste sig så, at han var blevet træt og havde lagt sig ned ved siden af bierne; her var han faldet i søvn og havde sovet i nogle timer, inden han kom til sig selv igen.

Opskrift på gammel øl

Det er ikke så enkel en sag at lave godt øl, som det ellers kunne fremgå af, hvad Kirsten fortæller. I 1966 havde gården besøg af en journalist, der fik fortalt lidt om gårdens traditioner og endnu mere om ølbrygning. Heraf fremgår det, at der er meget, der skal gøres, hvis brygningen skal lykkes.

Til 100 l bryg skal bruges et bundt langhalm (til at si humlen igennem, når den er kogt) og ¾ kg humle, 25 kg valset malt, ¾ kg hvidtølsgær og ¾ kg melis. Når øllet har gæret 1½ døgn, tilsættes 14 pund sukker til 100 liter. (Der skulle vist bruges mange rationeringsmærker under krigen!). Og så skal det lagre mindst en måned, gerne meget længere. Hele fremgangsmåden, hvor detaljerne er med, kan man læse i Horsens Folkeblad for den 17. september 1966. Den findes bl.a. i lokalarkivet på Egebakken.

Ulovligt mel fra Hansted mølle

– Brugte I at få malet noget mel nede på møllen?

Ja det gjorde vi, men det var ikke sådan helt lovligt, og der havde vi så en karl, og han skulle køre ned med det her hvede og så få malet mel. Så sagde han til os, at han vidste godt det var ulovligt. Så ringede jeg ned til mølleren og sagde, hvad vi skulle gøre ved det. Send ham ned til mig, sagde han, jeg skal nok lukke munden på ham. Så kom han der ned, og så sagde mølleren, vil du ikke gerne have en pose mel til din mor? Jo, tak, det ville han da grove gerne, og så fik han en pose mel med. Nu har han selv fået, sagde mølleren, nu skal han nok tie stille. Han sagde heller ikke mere. Jo, det skulle han nok lige ordne.

Højballe var en god korngård, vi havde altid en god avl af korn. Og det fortsatte vi med, efter at Niels fandt ud af, at det ikke rigtig kunne betale sig at have malkekøer.

Så lavede vi smør

– Du har vel tidligere prøvet at lave smør af mælken fra jeres egne køer?

Det var engang, da vi havde en kvie, der havde fået mund-og-klovsyge. Hele gården kom i karantæne, og vi måtte ikke levere mælk fra køerne. Så vi stod med mælk fra et par og tredive køer, og jeg kunne ikke nænne, at det bare skulle hældes ud.

Men så havde jeg jo de store bryggerkar, der kunne jo være en hel del i, og så havde vi det vi kaldte mælkestuen, det var en nærmest en kælder bygget af kampesten, og der var altid køligt. Der havde man lavet smør i meget gamle dage. Og så ringede jeg ned til mejeribestyreren og spurgte ham, hvordan jeg skulle bære mig ad med at lave smør? Jamen du kan komme ned og få noget osteløbe, sådan hed det vist, og så tager du fra og bruger det til næste dag og sådan fortsætter du, skummer fløden og varmer den op til 50 grader og sætter det der til. Og så skulle det stå til næste dag, så kunne vi lave smør. Så satte vi de kar derned og så hældte de mælken i, og næste dag skummede vi fløden.

Jeg nåede at lave 91 pund smør, og det fik vi så ind i en fryseboks ude i Horsens, for da havde vi jo ikke selv frost. Vi var ikke medlem af fryseboksen i Egebjerg, så vi lejede en boks ude på Nørretorv. Så havde vi derude og kunne hente, så vi havde smør til hele året. Og jeg kan huske, at jeg brugte det til at bage og stege i.

Jeg havde min store røremaskine, og den var god til det, når jeg havde pisket rundt nogle gange, så sad der en stor klump smør. Røremaskinen havde jeg fået, fordi jeg fik desværre noget gigt i leddene en overgang, så det kneb mig lidt med mine hænder. Og så kom der en konsulent rundt og ville sælge røremaskiner. Nej, siger jeg, den er for dyr, jeg tror det var 1400 den skulle koste. Men så kom Niels ind og siger, ja men det er da lige noget for os, med dine hænder så kunne du da godt have brug for sådan en, og det blev så til, at vi købte den. Og den var altså god til at kærne smør, det var den. Jeg kan ikke lige huske, hvad den hed, men jeg har den da stadigvæk. Men så Knud, han kan så godt lide marengslagkage, og det var den god til. Så han sagde, ja mor, hvis du ikke kan lave marengslagkage uden den, – så vi fik maskinen med, og jeg har da også brugt den temmelig meget. Og her til jul, da kommer naboerne og får lavet deres dej til brunkager, det kan den lave lige i løbet af ingen tid.

Jeg har nogle pragtfulde naboer herude til alle sider, ligesom vi havde, da vi boede på Højballe. Og er der noget som helst, Kirsten, så siger du bare til, siger de, det er dejligt! Ja én har oplevet en hel del i alle de år”, slutter Kirsten Lassen Nielsen med et varmt smil. Hun har heldigvis bevaret et lyst sind og sit dejlige fynske sprog.