En skidt knægt

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1988

Af: Jens Thule Hansen

Et eksempel på, hvordan en skidt knægt kan præ­ge udviklingen i et helt sogn gennem 75 år.
Knægten er Jacob Ulfeldt, født på Matrup 1649, som eneste barn af Corfitz Ulfeldt og hans første hustru, Mette Høg.

Mette Høg døde i barselsseng­en den 22. februar 1650. Også barnet døde, så Ja­cob Ulfeldt voksede op som et forkælet enebarn.

Corfitz Ulfeldt giftede sig dog senere med Catrine von Ahlefeldt fra Holsten og fik med hende syv børn.

Jacob Ulfeldt levede de fleste af sine barneår hos bedsteforældrene Høg på Kærgårdsholm og blev, om muligt, endnu mere forkælet end tilfæl­det var hos faderen.

De forfærdelige ufredstider, vort land oplevede under svenskekrigen 1657-1660, gjorde endvidere sit til at give drengen et råt og ufølsomt sind. De svenske krigsfolk her i landet brandhærgede befolkningen, og de tilkaldte polske og brandenburgske hjælpetropper, der ellers skulle hjælpe danskerne i krigen mod svenskerne, var endnu værre i deres behandling af danskerne. De røvede og plyndrede, hvor de kunne komme af sted med det.

Faderen, Corfitz Ulfeldt, blev økonomisk ned­brudt under svenskekrigen. Denne kendsgerning var vel også med til at så had i Jacob Ulfeldts sind.

Jacob voksede op som en vild krabat, men nok med en vis rå charme. Han formåede da også at be­dåre kusinen, Christence Daa, med hvem han blev gift i 1670.

Corfitz Ulfeldt havde i 1662 arvet Vå­bensholm med tilliggende gods efter moderen, Eli­sabeth Daa. Da sønnen, Jacob, nu gifter sig med Christence Daa, tilskriver faderen ham i 1670 Vå­bensholm med jordegods som hans mødrene arv.

Omtrent hele Føvling sogn var underlagt Våbens­holm, og jeg vil tro, at bønderne herfra har haft meget trange kår under denne herre, der var hadet af alle, han kom i berøring med. Jeg mener, han har udnyttet bønderne til det yderste, både hvad angår hoveriarbejde og beskatning. Også hele fol­keholdet på Våbensholm blev hundset med af de­res strenge herre. Ja, end ikke hustruen, Christence Daa, gik ram forbi.

Jacob Ulfeldt behandlede hen­de med en sådan brutalitet, at det til sidst, gik for vidt. Hustruens familie indsendte klager over ge­malens grusomhed, og i 1686 dømte kongen Jacob Ulfeldt til at opholde sig sin livstid i Ostindien, der i 17. århundrede blev brugt som forvisningssted for vanartede adelsmænd.

Omegnens befolkning åndede lettet op, men freden blev af kort varighed. Hustruen elskede trods alt sin mand meget højt, så hun gik i forbøn for ham hos kongen, og først på året vendte Jacob Ulfeldt hjem fra eksil til sin hustru og Våbensholm, og desværre også til sine undersåtter.

I tiden mens han havde været væk, havde Thyge Jespersen til Skjerring-Munkgård, og svogeren, Thøger Peder­sen, Nørkjær, købt så store fordringer op på Cor­fitz Ulfeldt, at de havde kunnet sætte ham fra Mat­rup.

Jacob Ulfeldt mente, at han var retmæssig ar­ving til Matrup efter faderen, så han blev en meget ubehagelig nabo til de to nye godsejere, så ubeha­gelig, at de endog følte sig truet på livet.

I slutningen af året 1688 blev Jacob Ulfeldt skudt ned af sin egen skytte, og der udbredtes da det ryg­te, at Thyge Jespersen til Matrup havde betalt skyt­ten for at affyre det dræbende skud. Våbensholm blev for en tid i folkemunde omdøbt til Skyde­holm, men ellers gik der et befriende suk gennem befolkningen på egnen.

Derfra hvor nu Jacob Ul­feldt befandt sig, kunne han da ikke vende tilbage.

Da Føvling kirke mange år senere gennemgik enstørre restaurering, fandt man i kirkens sydmur et opretstående skelet. Rygtet ville vide, at det var skytten, der som straf for sin udåd, var blevet dømt til at blive levende indemuret i kirken.

En a­delsmand var jo dog en adelsmand, om også han bevisligt var en kæltring, og der var immervæk forskel på kong Salomon og Per hattemager.

Efterdønningerne efter Jacob Ulfeldts levned blev mange og prægede hele sognets liv i næsten 75 år. Som straf for Jacob Ulfeldts livsførelse inddrog kongen alle hans efterladenskaber under kronen, altså såvel Våbensholm som resten af Føvling sogn. Godset blev nu udlagt som ryttergods under Skanderborg rytterdistrikt. Selve hovedgården blev delt op i to halvgårde og fæstet ud til to bon­defamilier. På selve Våbensholm indkvarteredes 20-30 ryttere med heste, og fæsterne på de to halv­gårde skulle, som deres afgift til rytterdisktriktet, føde såvel ryttere som heste. Dog skal tilføjes, at også fæsterne på sognets andre gårde skulle yde deres til garnisonens forplejning: ca. 4 rd. pr. td. hartkorn + 1-2 læs halm, alt efter gårdens størrel­se.

Hovedbygningen på det gamle gods dannede ram­men om den ene fæstefamilies hverdag, men da hovedbygningen bestod af 68 fag hus, hvilket var alt for meget for en familie at benytte, fik rytterne, der var underlagt garnisonen, tilladelse til at benyt­te resten af hovedbygningen.

Man kan tænke sig, hvorledes dette gamle hovedsæde har set ud, efter at fremmede ryttere, uden tilknytning og ansvar over for stedet, har benyttet det fra 1694 til 1767.

Rytterne har sandsynligvis holdt drikkegilder og slagsmål i de gamle haller. Resultatet blev da også, at da rytterdistriktet blev nedlagt i 1767, var det gamle Våbensholm kun som en ruin at regne og blev da også ret hurtigt derefter nedbrudt.

Det gamle herresæde, der gennem nogle hundrede år havde stået som et værdigt minde fra middelal­derens stolte herregårde, havde vel aldrig hørt til de store og prangende. Selve godset havde i den tid, jeg har kendskab til (1432-1988), aldrig haft over 21 td. hartkorn, men jordtilliggendet fra om­egnens bøndergårde var ved rytterdistriktets ophør i 1767 på 245 td. hartkorn.

Selve Føvling sogn dækker kun 180 td. hartkorn, så en hel del jord i Ring sogn har også hørt under Våbensholm. Selv­om herregården som sagt aldrig har hørt til de sto­re, var det dog et veltrimmet gods med en hoved­bygning på 68 fag hus og med voldgrav omkring godset.

Hvor engang det gamle hovedsæde har lig­get, finder vi i dag kun en rest af den gamle vold­grav foruden et mægtigt bøgetræ, der har stået i parken ved den gamle herregård. Træet er flere hundrede år gammelt, men det syner forbavsende friskt. Træet anslås at være det tredie største træ i Danmark i dag, og man mener, det indeholder 120- 140 rummeter træ. Forhåbentlig vil det vare længe, før det nøjagtige rummål konstateres.

Hovedgårdens skæbne var en af følgerne af Jacob Ulfeldts levned. Hvordan gik det så resten af sog­net, der var underlagt Våbensholm? Ja, her kan vi heldigvis bruge den gamle talemåde, at intet er så galt, uden at det godt for noget.

Bønderne i Føv­ling var ved oprettelsen af ryttergodset i 1694, på grund af den hensynsløse udnyttelse fra herreman­dens side, forarmede i bund og grund. Nu slap bønderne som fæstere under ryttergodset for hove­riet, hvilket var en meget stor lettelse. Vel kneb det ofte at udrede de 4 rd. pr. td. hartkort og halmen til hestene, men det er mit indtryk, at ryttersessio­nen har været ret large over -for bønderne, når det kneb allerværst. Jeg har fundet flere eksempler på, at hartkornsansættelsen er blevet klækkeligt ned­sat, og kun et par gange i tiden under rytterdistrik­tet 1694-1767 har jeg fundet noteret, at en fæste­bonde er blevet sat fra gården på grund af mislig­holdelse.

En anden følge af vort tilhørsforhold til rytterdi­striktet, som vel også må betegnes som et plus, var oprettelsen af rytterskolerne. Kong Frederik den 4. blev på sine gamle dage grebet af pietismen, og nu fik hans samvittighed ham til at fortryde nogle mindre pæne ting fra hans tidligere liv. For at råde bod herpå udskrev han i 1721 en forordning om, at der på alle landets 240 ryttergodser skulle undervi­ses i kristendomskundskab og almindelige skolefag som dansk og regning.

Først under Kristian den 5. i 1740 blev der indført obligatorisk skoleundervisning af alle børn i Dan­mark, så her var rytterdistrikterne altså foran. No­get godt førte Jacob Ulfeldts livsførelse altså med sig, selv om det ikke var tilsigtet.

I 1768, efter rytterdistrikternes ophævelse, købte Thyge Jesper Thygesen til Matrup Våbensholm med tilliggende gods af kronen, så nu var vi tilba­ge, hvor vi startede i 1694. Våbensholms storhedstid var dog uigenkaldeligt forbi.

Ejeren af Matrup bibeholdt opdelingen i to halvgårde, lejet ud til bønder. I 1856 blev de to halvgårde dog igen slået sammen til een under Matrup, og man gik over til at forpagte gården ud.

Bøndergårdene under Våbensholm kom igen mider Matrup, og bønderne måtte atter arbejde på hov-marken, men det skal siges til Thyge Jesper Thyge­sens ros, at han var en mild herremand over for si­ne undersåtter, så bønderne led ingen nød i hans tid. Følgerne af Jacob Ulfeldts levned må derfor si­ges efterhånden at være udvisket. Han var en util­talende person, hvis minde kastede lange skygger. Nu lader vi ham hvile i fred.