En reklamemand og kunderne i Horsens


Af Kurt Hermann

Jeg har tidligere beskrevet hvordan jeg kom ind i reklamebranchen, og ikke blev skolelærer, som det ellers var min overordnede plan.

Tilfældigt eller ikke tilfældigt er svært, at vurdere, men set i bagklogskabets klare lys, tror jeg selv, det ikke var tilfældigt.

Allerede som dreng i 1950erne, var jeg fuldstændig forgabt i min fars evner i håndskrift, og hans duplikering af brydeklubben Hermods medlemsblade. Duplikeringen og processen med stencils, kvajelakken og så videre, bliver i dag betragtet som noget primitivt. Det har den store udvikling til i dag naturligvis sørget for. Selv i starten af 1970erne blev der duplikeret mange medlemsblade rundt omkring i landet.

Faktisk var jeg selv primus motor med medlemsblade i fodboldklubben Horsens Freja. Medlemsbladet var en kombination mellem duplikering og proffessionelt arktryk. Det kunne lade sig gøre, fordi vi havde en reprokopist, Poul Bach Nielsen, i bladudvalget.

Dette medlemsblad blev finansieret af annonceindtægter, endda så gode indtægter, at vi kunne skænke klubben en hel del fodbolde, fodboldstrømper til førsteholdet og duge til kantinen!

Men stadig var det min plan at blive skolelærer.

Nu blev det istedet handelsskolen, men stadig uden et fast mål for fremtiden. Så det er her, det tilfældige kommer ind i billedet: En dag så jeg en stillingsannonce i Horsens Folkeblad, hvor et lokalt reklamebureau søgte en lærling til teknisk produktionsafdeling. Flot betegnelse, for afdelingen bestod kun af én mand, men så blev han også tituleret ‘produktionschef’.

Årene i lære var spændende, men mest husker jeg, at jeg var involveret i en konkurrence i julemåneden – tror det var i 1972 – hvor scan-ad stod for det hele. Ideen var, at kunder for et bestemt antal indkøbskroner, fik udleveret et skrabelod, og så fik chancen for at vinde en flaske rødvin eller allerbedst hovedpræmien: Et farvefjernsyn!

Det var en succes, lige indtil vi blev ringet op af en af butikkerne på Søndergade. De meddelte, at de havde skrabeloddet med hovedpræmien! Fair nok, men senere fortalte indehaverens søn, at det var da nemt nok, at finde både lodder med rødvin, men da også fjernsynet. Han havde bare brugt et lysbilledapperat, og med den havde han kunnet gennemlyse de skrabelodder der var gevinst på!

Så han havde scoret såvel fjernsynet som x-antal flasker rødvin til at nyde foran TVet.

Samtidig forlangte han, at fjernsynet skulle leveres i hans private lejlighed på 2. sal. Jeg var udset til, at skulle levere, men da han så forlangte, at jeg også skulle montere det, følte jeg mig berettiget til, at sige nej! ‘Vinderen’ havde bare ikke en gnist af dårlig samvittighed!

Jeg har i alle årene siden, vidst hvem han er, så nu er det bevist, at jeg kan holde tand for tunge i 47 år!

Han blev aldrig én, jeg drak en kop kaffe med, og jeg købte aldrig så meget som et par strømper hos dem.

Men jeg lærte en masse på reklamebureauet, men før kunne sige ‘Konstantinopelpolitanerinde’ var læretiden ovre.

Hvad så nu?

Søg, og du skal finde! Købmandskæden HOKI var pludselig på banen med en stilling i reklameafdelingen, så den søgte jeg og fik. Lønnen var det bedste af det hele: 5.400,- fuldfede danske kroner.

Nåh ja: Også den fantastiske Gløgg, vinafdelingen lavede ved juletid glemmer jeg ikke.

Ellers er dét jeg bedst husker, chefens mikstur til at smøre ind i huden mod Psoriasis. Frygtelig lugt at sidde i. Et bittelille kontor, men en frygtelig rar chef.

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest, som man siger. En dag fik jeg en overraskende henvendelse fra min gamle læreplads, scan-ad reklamebureau a-s, med et tilbud om at blive konsulent!

Om? Guderne havde hørt alle mine bønner!

Nok var det mere titlen som reklamekonsulent, der tiltrak mig, for den faste løn var bestemt ikke noget. at skrive hjem om: 200,- hver den første, for at have status som funktionær. Til gengæld var provisionen bedre: 7% af min personlige omsætning!

Men jeg var ung og frygtløs.

Jeg fik nemlig en stor hjælp af de garvede konsulenter, John Andersen og Tage Kok, som overlod flere af deres kunder til mig.

Det er også en måde, at få ryddet op i en kundekreds.

Mine første kunder

Jeg fik overdraget ansvaret for – og de blev endda som kunder på scan-ad – Madame og Hansen & Nissen på Søndergade, Kunstsalonen på Havneallé, Carl Edelholt i Blumersgade og Søndergaards Udstyr samt N.H.Jensen i Hestedamsgade.

Fællesnævner for dem var at det var familieforretninger med hver deres ‘forretningsmåder’.

Ment på den positive måde selvfølgelig.

I dag er der kun Hansen & Nissen, Carl Edelholt og Madame, (men under navnet Hviid), tilbage.

Kun møbelforretningen N.H. Jensen var en smule anderledes, for der var min kontaktperson ikke fra familien, selv om Ove godt nok hed Jensen. Han var ansat med det, der lignede prokura på møbelsiden. Men ægteparret, som var indehaverne, var utroligt flinke, og det var altid en fornøjelse at komme i forretningen.

Så tager jeg et spring til Havneallé. Kunstsalonen og Aage Jensen var ham, jeg skulle finde ud af, at tackle. Han og hans hustru var taknemmelige for at få min hjælp med annoncerne, som mest drejede sig om kunstnernavne. De skulle naturligvis staves korrekt. Blev de ikke det, var der altid mulighed for, at tilrette dem i korrekturene. Men jeg havde en medfødt evne til at stave navnene rigtigt, og det var Aage Jensen meget glad for. Så hurtigt byggede jeg et godt tillidsforhold op. Kun en enkelt ting kunne jeg ikke vænne mig til: Uanset hvornår jeg kom på dagen, så havde han kigget dybt i pullimutflasken. Han glemte aldrig, at byde mig, selv om jeg aldrig glemte, at sige nej tak.

Kun et enkelt sted fik jeg en helt speciel aftale. Bent Edelholt, søn af Carl Edelholt, stillede nemlig et helt specielt krav til mig: Når jeg skulle hente hans annoncer, skulle det være på det sidste besøg på vejen hjem. Det accepterede jeg, men kun fordi Bent var så flink en mand med gode overtalelsesevner, og et køleskab.

Nu var det ikke hele dagen, jeg var på kundebesøg. Jævnligt var telefonen også et arbejdsredskab, som når det var forskellige forvaringsanstalter, der var på tråden. Så var det kontaktannoncer til Jyllands-Posten, det drejede sig om.

Teksten blev læst op i telefonen, og skrevet ned til annonceekspedition med ordreseddel og det hele. Ikke det sjoveste i verden, men det var til Jyllands-Posten, og det var ikke de mindste milimeterpriser i verden. Man kunne føle sig som en sekretær, som bare ikke kunne stenografiens svære kunst, men man lærte hurtigt at være hurtig, og bagefter at tyde kragetæerne.

Hansen & Nissen var ejet og ledet af Carl LeFevre. Også en utrolig flink mand, men det var ikke fordi, vi overrendte hinanden. Forretningen var helt speciel, for den krævede kun min indsats to gange om året. Det var, når der skulle laves udsalgsannoncer med udsalgsstart den første mandag i februar og den første mandag i september. Til gengæld var der tale om annonceindrykninger i Horsens Folkeblad og Horsens-Posten i broadsheed formatet – det gamle dagbladsformat – samt Onsdags-Avisen i tabloid formatet. Men jeg var fast kunde hos Hansen & Nissen. Desværre er LeFevre død, men hans søn, Martin, har overtaget ledelsen.

Så blev det til en dametøjsbutik. Lad det være sagt med det samme: Dametøj er ikke mit speciale, men det gik da. Butikken på Søndergade var ejet af Mogens Hviid og hans hustru, men den opmærksomme læser har igen bemærket, at Madame også var en familievirksomhed. Der kunne opstå nogle kontroverser, hvor jeg var diskretionen selv, men en dag var målet fuldt. Så jeg gjorde noget uhørt: Jeg meddelte Hviid, at jeg ikke mere kunne være reklamekonsulent for butikken! Så gik der to dage, og så var Mogens Hviid i telefonen. Vi fik en fornuftig snak, og så var vi gode venner igen. Samarbejdet var derefter uden gnidninger. Og butikken ændrede navn til ‘Hviid’, men senere under ledelse af datteren Anette Hviid.

Søndergaards Udstyr i Hestedamsgade blev også føjet til min kundeliste. Far, mor og søn udgjorde familien, men sønnen Leif, var ham der stod for markedsføringen. Når jeg skulle afhente annoncer, kunne der let opstå uenigheder mellem familiemedlemmerne, men det var bestemt i småtingsafdelingen.

Vi havde et godt samarbejde i mange år, men nu er Leif desværre død og borte.

Kampen om kunderne

Kampen om kunderne kunne være ubønhørlig.

Det var næsten 100% Horsens Folkeblads konsulenter vi krigedes med – på et næsten venskabeligt plan.

Annoncekonsulenterne Ejnar Rau, Jørgen Knudsen og Kurt Thomsen var også aflønnet på provisionsbasis, men nok bedre end vi konsulenter fra reklamebureauerne. Måske var de aflønnet med en fast løn + provision. Det ved de selv.

Alligevel havde vi et kollegialt forhold til hinanden. Måske mere da Anders Svoldgaard blev ansat på Horsens Folkeblad. Anders døde desværre i en ret så ung alder.

Det var ikke kun scan-ad reklamebureau jeg arbejdede for gennem årene, men også bureauerne Nielsen & Werge, HC Gruppen og mit eget Hermann Reklame. Uden, at vide det, så tror jeg, at jeg ramlede ind i en sjovere tid dengang.

Jeg husker specielt Midtgaard Radio-TV, Friis Optik, Horsens Ejendomskontor, Rattenborgs Ejendomskontor, Hansen & Nissen, Biledgaard og Laasby som fyldte godt i porteføljen. Midtgaard startede i en kælderforretning på Sønderbrogade, derfra til Hi-Fi Centret, også på Sønderbrogade, men ved Røde Bro, så i Blumersgade og til sidst på Lokesallé ved Ringvejen.

Uden at genere nogen, så må Friis Optik siges at have været en kernekunde for mig. Desværre er Tonni også borte, og det gjorde ondt på mig. Vi havde et helt fantastisk samarbejde i mange år, og vi blev endda logebrødre på Tonnys foranledning.

Men jeg har aldrig fortrudt, at det ikke var som skolelærer, jeg skulle tjene til dagen og vejen!


[kh2019]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.