Eigil Groot, modtagechef under besættelsen, fylder 80 (Horsens Folkeblad, 14.12.1998)
Her er London. BBC sender til Danmark. Vi bringer en særmelding: Hilsen til Yvonne, Frank, Natalie, Egon, Fanny, Gordon… Sådan kunne det lyde i radioen under den tyske besættelse af Danmark.
Blandt de mange, der måtte stikke hovedet helt ind i radioen for at opfatte, hvad der blev sagt, forstyrret af tyske støjsendere, var en mand, der gik under navnet Bent, og hvis rigtige navn var Eigil Groot. Han var leder af våbenmodtagningen på Horsensegnen, kaldet 15. distrikt. Det var det område, der modtog flest sendinger fra allierede fly, containere fyldt med våben, ammunition og sprængstoffer. Og hvad der var meget væsentligt: Ingen af de mange, der deltog i modtagningen, blev nogensinde pågrebet, og ikke et gram sprængstof gik tabt.