Edvin Jørgensen

Edvin Jørgensen (Pens. Politiassistent, f. 1899 – d.)

Horsens Folkeblad den 5. juli 1972

Dødsfald

Pensioneret Politiassistent Edvin Jørgensen, Jyllandsgade 20, er under et ophold i sit sommerhus i Strandhuse pludselig død, 73 år. Han efterleves af sin hustru.
Edvin Jørgensen var et dejligt menneske, som gennem årene vandt sig mange venner i byen og på egnen. Han ansattes ved politiet i 1924 og havde livet igennem sit virke i fødebyen, hvor han avancerede til Politiassistent af første grad og var stedfortræder for Politikommissæren. Han var meget afholdt og respekteret af kollegaerne i Rådhusgade og var gennem en lang årrække medlem af bestyrelsen for Horsens Politiforening – i 12 år den s formand.

I årene 1944-53 var han tillige medlem af Dansk Politiforenings hovedbestyrelse. Fra barneårene var han stærkt musikinteresseret, og han var da også medstifter af politiorkestret, hvis formand han var i 22 år. Ved 40 års jubilæet i 1964 udnævntes han til æresmedlem af orkestret.

Han tog sin afsked, da han fyldte 70, og han efterlod et savn på den politigård, hvor han havde været sine kollegers tillidsmand i så mange år.

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek