Erik Brandt som er vokset op i Træden har sendt en beskrivelse af sin barndom til Lokalnyttens redaktion. Her bringes et uddrag af erindringerne.
De første år
Jeg kom til verden i 1948. dengang så verden meget anderledes ud. Det var efterkrigstid med varemangel og rationeringsmærker, f.eks. fik min mor en ”begynderpakke” til sin nyfødte. Den var dyr, men lidt penge var der da, min far var arbejdsmand og tjente hvad der svarer til et pund af den billigste flæskefars om dagen. Men vi klarede os med hjælp fra urtehaven. Vi boede nabo til præstens, og præstefruen mente at have hævd på frugt og grønt fra vores urtehave, så hun fik da lidt for at tie stille. Min far kaldte hende en voldsom kvinde.
Da jeg var et år flyttede vi til Fadersbjerggård i Træden, hvor mine bedsteforældre boede. Det var en gammel slægtsgård på min bedstemors side. Min far blev karl og min mor pige. Jeg kan svagt huske, at mine forældre boede på loftet, indtil mine bedsteforældre flyttede til et hus oppe i byen. De flyttede selv en del af deres ting, og klaveret ville de også have med. Det var jeg gal over, de kunne godt have ladet det stå på gården. Jeg kan huske, da lastbilen kom og hentede det. Så var det slut med det.
Traktor
Far var en af de første, der fik traktor her på egnen. Det gav et rend af folk, som ville se ”dyret”, der skulle have benzin og som kunne trække en tofuret plov efter sig. Da jeg blev så stor at jeg kunne nå pedalerne – sådan lidt skiftevis, begyndte jeg at køre med den. Det var meget sjovt til at begynde med, men når der skulle køres med radrenseren var det nu ikke lige sjovt hele tiden. Første gang var den værste – i første gear hele aftenen. Det var ”hyggeligt” og søvndyssende. Faktisk var det træls. Som knægt skulle man løbe bag efter såmaskinen for at løfte de tuder, der satte sig skidt i. Man løftede dem i farten og gjorde dem rene. Der måtte ikke være striber i kornet. Men man kunne snyde lidt ved at sidde med en krog på såkassen og løfte tuderne med den, men det var lidt farligt. Jeg har prøvet at falde af såmaskinen og blive kørt over. Karlen løftede så såmaskinen, og jeg kravlede ud, lidt gul og blå over det hele, men den gang gik det godt.
Pligter og leg
Som barn fik man hurtigt nogle små pligter. En af dem var at hente avisen ved naboen. Det var meget almindeligt at dele avis for at holde udgifterne nede. Ovre ved naboen, Ellen og Otto Christensen, havde de en sød hund, en collie. Min far kunne ikke lide den, posten heller ikke, men det kunne jeg. Og den kunne ikke lide, at jeg tog min gravhund med. Så blev den gal i hovedet.
Ellen var et dejligt menneske. Når hun havde bagt småkager og nogle var gået i stykker, kom de i en kagedåse til mig, og den vidste jeg hvor stod. Otto kom jeg aldrig til at elske, han var drilsk på en lidt dum måde. Engang blev det for meget, og så tog jeg gravhunden med, for nu skulle hønsene have en tur. Det var tidligere hændt nogle gange, at jeg havde lukket deres høns ud, når Otto havde drillet, så derfor havde han sat lås på hønsehuset. Jeg kunne altså ikke kravle ind, men det kunne gravhunden. Den hentede nogle høns ud, Otto blev sur og jeg blev glad. Han kunne bare lade være med at drille. Men jeg legede fint med deres søn, Ove, selvom han var en del ældre end mig.
Oppe på loftet havde jeg en lille købmandsbutik. På væggene var der reklamer for alt, hvad der kunne sælges. Der var havregrynspakker og meget andet godt. Nabodatteren og jeg byttede varer, og en dag manglede mor lige pludselig sine køkkengardiner. Dem havde jeg solgt til naboens datter, og da var jeg ikke populær. En dag jeg kom derop var der hærget og vildt rodet. Jeg troede straks, at det var mine søskende, men det var det ikke denne gang. Der havde været en vildkat på besøg. Da jeg prøvede at fange den, rev den mig og forsvandt ud af vinduet. Det resulterede i, at jeg fik blodforgiftning i højre arm og hånd, og det var lige da jeg var begyndt i skolen. Det varede i ca. et halvt år, så jeg måtte lære at skrive og spise med den anden hånd. Det var ikke særlig sjovt.
Meget tidligt begyndte jeg at cykle til Brædstrup i fryseboksen. Vi havde ingen kummefryser på gården, men i Brædstrup var der en andelsfryseboks, hvor vi havde et rum til vores pakker. Jeg husker tydeligt Grønskov, en meget hyggelig mand at tale med. Når man så var af sted, var cykelhandler Jensen en god mand at besøge. Han havde nogle fine små træplader, som man kunne save i med en løvsav. Jeg fik mange træplader af ham.
Efter mit sjette år kom Lisbeth og Erling til verden. Jeg fik søskende og skulle lære, at der var andre at tage hensyn til end en selv. Men det er en anden historie.
Skolegang og gale streger
At begynde at gå i skole var noget af en omvæltning. Pligterne derhjemme tog til, og skolegangen skulle også passes. Jeg gik i Træden skole ved lærerinde Tove Rasmussen, som var et rart menneske, men ny i faget. Der var første klasse og lille og store anden. Toves mand var skrædder og hed Charles. Både mine forældre og bedsteforældre kom sammen med Tove og Charles, så det begrænsede mine udfoldelsesmuligheder. Man skulle være sød og artig, ellers vankede der. Det var ikke altid nemt at overholde, jeg lærte hurtigt, at man ikke skulle klage over forholdene. Som udgangspunkt holdt mine forældre altid med læreren.
Om efteråret var det forbudt at slås i æbler fra lærerindens have, men det var nu meget sjovt. Sjovt var det derimod ikke at komme hjem med snavset tøj, det skulle jo være klar til næste dag. Så når jeg kom hjem skulle der skiftes tøj.
De daglige gøremål
Nogle af mine gøremål var at give kalvene foder og mælk. Om sommeren gik nogle af kalvene i vores lille frugtplantage, så de stod med stager og skulle flyttes. Jeg skulle også passe hønsene, samle æg ind osv. Når et æg gik i stykker, fik hønsene det, og de åd med stort velbehag. Det var skægt at give dem et par stykker oveni, men det tog vist lidt vel overhånd. Når det blev opdaget, var det ikke rart at være mig.
Bedstefars løse hænder
Min bedstefar gik til hånde på gården med mange ting, og alle de voksne var dem der bestemte. Det var ikke altid nemt at finde ud af, så tit var min bedstefar og jeg ikke gode venner. Når han
blev for slem, var der hævn i sigte. Her er nogle episoder:
Jeg skulle putte roer i roeskæreren. Min
bedstefar syntes, det gik for langsomt og blev gal i hovedet, og det var til gengæld ikke sundt for mit hoved, der led en vis overlast. Så tænkte jeg, at det måske kunne hjælpe at save håndtagene på trillebøren halvt igennem, så de knækkede, når han kørte med de raspede roer. Pausen fik jeg – men … …
Bedstefar malede al den grutning, vi skulle bruge på den store kværn. En gang hvor det igen var gået galt mellem bedstefar og mig, skruede jeg kværnen sammen og fyldte den med korn, så den ikke kunne startes. Det fik han meget god tid til at gå med. Det blev ikke gennemskuet, så den metode brugte jeg af og til, når det blev for slemt.
Ly hos bedstemor
Når jeg havde brug for en pause i dagligdagen, besøgte jeg bedstemor i huset efter skole. Bedstefar blev sur, når jeg kom senere hjem, for jeg skulle jo gøre mig nyttig og ikke drive den af med diverse udflugter, men han turde ikke sige bedstemor imod. Det var værd at udnytte, bedstemor var et godt menneske, som hjalp mig, hvis jeg var i knibe.
Engang hvor jeg havde fået en ny jakke, var jeg væltet på cyklen og havde revet ærmet itu. Her var gode råd dyre. Jeg turde ikke komme hjem og fortælle, at min nye dyre jakke havde lidt overlast, så bedstemor tog affære go reparerede jakken. Det skal nævnes, at jeg aldrig mobbede hende!
Luftgeværet
Engang købte min far et luftgevær af en af karlene. Det legede jeg med, skød med tændstikker og pile ude i gården. Men det forsvandt efter, at jeg havde været en tur oppe i byen og skyde med hyldebær. Det var ellers skægt at ligge på lur i Herluf Olsens hæk og ramme dem, der kom forbi med hyldebær, – og så ligge helt stille mens de ømmede sig.
Familiehygge
Mine forældre har altid knoklet alle ugens syv dage. Men mor og far var gæstfrie folk, som satte humor i højsædet, så der var altid tid til at få en snak med folk, der kom forbi. Som min far altid sagde, Dagny har nok noget i spisekammeret. Om aftenen læste mor højt for os, som min bedstemor havde gjort i sin tid. Når der blev læst, lyttede både vores karl og naboens med.
Juletræsfest i Træden Forsamlingshus
I Træden Forsamlingshus var der aktiviteter for os børn. Mellem jul og nytår var der juletræsfest. Der var stillet et juletræ op. Vi ventede oppe i den lille sal på, at musikken skulle spille og juletræet blev tændt. Så blev der danset, og bagefter var der uddeling af slikposer. Jeg ville helst have dem fra Brugsen, for dem fra købmanden var lidt for sunde for min mund. Der var æbler i, og hvem gad æbler? Dem havde vi jo derhjemme. Derefter blev træet stillet til side, for så skulle der danses. Marius strøede dansepulver på gulvet, og så gik det løs. Jo, det var en rigtig god aften.
Læs originalartiklen i Lokalnytten, 2007 og 2008