Nr. 33 – Persillekræmmeren – 2006
I Stensballe findes 61 vejnavne. Heraf har mange naturlige navne, f. eks. er Oddervej vejen til Odder, eller navne, hvor der i navnet indgår ”bakke”, ”glimt”, ”toft”, ”vang”, ”vænge” mv. Derudover findes 42 vejnavne, hvor der findes lidt lokalhistorie.
Amballevej
Navngivet efter udmarken til den gl. Amballegaard. Gården lå oprindelig i Spægbogade 14, men efter en brand i 1902 flyttede den til Værvej 10.
Agervej
Den sydlige del af vejen hed i gl. dage ”æ Vestergåed”. Gaden var oprindelig forbindelsesvejen mellem Stensballegaard og Vær kirke. Ved anlæg af Oddervejen i 1970 uden om Stensballe blev vejens føring og navn ændret.
Bjergene
Gl. stednavn, der refererer til landskabets topografi.
Blirupvej
Gl. vej fra Vær til Blirup og Haldrup samt Odder. Vær hed Væhr i gl. dage.
Brådhusvej
Her lå ét af de to brådhuse, der i fandtes i Stensballe i begyndelsen af 1800-tallet. Et brådhus indgår som en vigtig funktion i forbindelse med fremstilling af hør til vævning.
Bygaden
Den østlige del af Bygaden hed i gl. dage ”æ Stjengaaed”.
Charlotteparken
Udstykning fra Stensballegaard. Navn efter Charlotte Amalie (1656-1687), der som 13- årig blev ejer af Stensballegaard. Senere blev hun gift med baron Frederik Krag og moder til 12 børn. Det blev til slægten Krag-Juel-Vind-Frijs, der ejede Stensballegaard indtil 1928. Charlotte Amalie ligger begravet i det åbne kapel i Vær kirke.
Clarasvej
Claras– og Karensvej menes at være opkaldt efter et par tvillingepiger.
Elbækskovvej
Vejen hed oprindelig Elbækvej, hvilket gav forveksling til en anden vej under postnummer 8700. Horsens Kommune ændrede derfor vejens navn.
Fortevej
Navn på gl. vej fra 1700-tallet, der benyttedes af hovbønderne, når kvæget skulle drives ud på fællesarealerne.
Frøhaven
Udstykning af en tidligere forsøgsmark under Østergaards Frøavl (1884-1992).
Fuglsbjergvej
Vej gennem Blirup by. Navn efter gårdejer Eligius Pedersen Fuglsbjerg (1847-1935).
Gabelsvej
Opkaldt efter statsmanden Christoffer Gabel (1617-1673). Han medvirkede til Enevældens indførelse i 1660.
Grønningen
Udstykning fra Stensballegaard. Husmandssted i 1924, villakvarter fra 1970érne.
Gyldenløvesvej
Opkaldt efter statsmanden og generalen Frederik Gyldenløve (1638-1704), der var statholder i Norge.
Herregårdsparken
Udstykning fra Stensballegaard. Husmandssted i 1924, villakvarter fra 1970érne.
Hessellund
Navn efter Hessellund Teglværk (1863-1948). Leret hentedes fra skrænterne ved Nørrestrand, senere fra skrænterne ved Vitus Bering Danmark (den gl. Ingeniørhøjskole).
Hovmarksvej
Udstykning fra Stensballegaard. Fire husmandssteder i 1924, villakvarter fra 1970érne. Navnet refererer til én af hovmarkerne under Stensballegaard, hvor bønderne skulle udføre arbejde som forpagtningsafgift for deres gårde.
Husoddevej
Vejen hed i gamle dage ”æ Krumvej”, der refererede til vejens drejning i Stensballe by. Senere blev vejføringen rettet, og navnet refererer til et husbyggeri i 1910 ved Husodde. Odderbanen havde fast stoppested med læskur ved Husodde fra 1904 til 1967.
Jespersvej
Her boede i 1930’erne redaktør Christiansen fra Horsens Avis. Han menes at være navngiver af vejen.
Karensvej
Privat forslag til vejnavn af provisor O. Gundorph Jørgensen. Navnet blev i 1963 godkendt af Vær Nebel Sogneråd.
Kingosvej
Opkaldt efter biskoppen og samledigteren Thomas Kingo (1634-1703).
Kornerupvej
Opkaldt efter generalfiskal Søren Hansen Kornerup (1624-1674). Dvs. en højtplaceret embedsmand, der våger over kongens rettigheder.
Krogsbækallé
Navn efter installatør Valdemar Krogsbæk, der 1955 byggede hus på vejen.
Landsbyhaven
Huse i landsbystil bygget i 1990 på en brandtomt. I gl. dage lå her bl.a. fattiggården.
Leonora Kristines Vej
Leonora Christine (1621-1698), datter af Christian IV, og gift med rigshofmester Corfitz Ulfeldt.
Marie Grubbes Vej
Marie Grubbbe (1648-1718), gift med statholderen i Norge Ulrik Frederik Gyldenløve. Historiemodel for St. St. Blicher i ”En landsbydegns dagbog” og for I. P. Jacobsen i ”Marie Grubbe”.
Meldrupvej
Vej fra Oddervejen til landsbyen Meldrup. Byen hed Mellerup i 1600-tallet.
Ole Rømers Vej
Opkaldt efter astronomen Ole Rømer (1644-1710). Han fik Danmarks veje opmålt og forsynet med milestene.
P. Schmidts Vej
I 1920 flyttede bagermester P. Schmidt til Husodde efter at have solgt sin forretning i Hestedamsgade. Schmidt blev navngiver af vejen.
Plantagen
Udstykning fra Stensballegaard. Husmandssted i 1924, senere æbleplantage. Villakvarter fra 1970érne.
Risengård
Udstykning i 2005 fra den gl. ”Risengaard”. Kun stuehus og branddam er bevaret.
Sehestedvej
Opkaldt efter statsmanden Hannibal Sehested (1609-1699), der var sendemand til Spanien og statholder i Norge.
Spægbogade
Spægbogade, ”æ Spægerbogåed”, er en af de ældste veje i Stensballe. Der gives to forklaringer på navnet: ”spigerbor”, da vejen bugter sig ud og ind eller ”spejderborg”, dvs. et udsigtspunkt.
Stensballe Strandvej
Vejen er en udbygning og afkortning af Gl. Stensballe Strandvej. Øst for Husoddevej er det en udstykning fra Stensballegaard, husmandssted i 1924, villakvarter fra 1970érne.
Sundbakken
Vejen udgjorde oprindelig den vestlige del af Bygaden, før anlæg af omkørselsvejen.
Sundgårdsvej
Udstykning i 1999 fra Sundgård. Denne var oprindelig en udflyttergård fra Agervej 14.
Tulipanparken
Udstykning af en tidligere tulipanmark under Østergaards Frøavl (1884-1992).
Tværvej
Vejens navn var i gl. dage Møllegade, men ved kommunesammenlægningen med Horsens i 1970 blev vejens navn ændret. Møllen blev nedbrudt i 1942.
Ulfeldtsvej
Opkaldt efter statsmanden Corfitz Ulfeldt (1606-1664). Dømt for landsforræderivirksomhed og fradømt ære, liv og gods. Henrettelsen (in effigie) blev udført på en træfigur fyldt med indvolde.
Vindingsvej
Opkaldt efter professor Rasmus Vinding. Hovedforfatter til Christian V’s Danske Lov. Hidtil havde Danmark været delt i tre lovområder: Jylland og Fyn, – Sjælland, Møn og Lolland-Falster – samt Skåne og Bornholm.
Værvej
Gl. vej fra Stensballe til Vær kirke. I dag er vejen omlagt til kun at gå fra Oddervej.
Redaktion: FGS, KSO