Om den danske landmandsforsamling i Horsens d. 2. til 6. juli i Horsens skriver Carl Th. Jørgensen i ”Nogle Horsens-gaders historie”:
”Efter tysk Mønster opstod herhjemme – efter at Landboforeningerne havde bestaaet i nogen Tid – Tanken om at samle Landets Landmænd til aarlige Drøftelser af Spørgsmaal, der havde særlig Interesse for dem.
Den første Landmandsforsamling blev afholdt i Randers 1845, og i Horsens afholdtes den i 1861 som den 8. i Rækken, i alt har der været afholdt 18 Landmandsforsamlinger, og den sidste afholdtes i Odense, 1900.”
Bag planlægningen af landmandsforsamlingen stod en komité bestående af formanden borgmester Jessen, lieutanant Chr. Eckardt, forpagter H. Heide, Bygholm justitsråd C. M. Jespersen, garver Joh. P. Møller, hofjægermester Schütte til Bygholm, fabrikant J. Stallknecht samt etatsråd Regnar Westenholz, Mattrup.
Landmandsforsamlingen åbnede på rådhuset tirsdag d. 2. juli med en tale af borgmester Jessen, hvor han bl.a. takkede for, at Horsens var blevet valgt som stedet for begivenheden. I Ridehuset var der arrangeret en udstilling af agerdyrkningsmaskiner, redskaber og fiskeredskaber, og i det mere afslappede hjørne bød teatret om aftenen på små lette stykker for at underholde de mange forsamlede, der også kunne bese F. Ottos menageri af 32 udenlandske rovdyr ved Latinskolen samt besøge gartner Bøghs have.
Det var dog ikke ren fest. Dagsordenen for deltagerne var den første dag på 15 punkter, på anden dagen var der 13 punkter, og på tredje dagen nåede man 14 punkter. Blandt emnerne var bl.a. oprettelsen af et særligt Landbrugs- og Handelsministerium, et punkt som blev opfyldt i 1896, hvor administrationen af landbrugs- og fiskeriområdet blev udskilt fra Indenrigsministeriet og fik sit eget Landbrugsministerium.
Blandt præmietagerne nævner Carl Th. Jørgensen: ”… fra Udstillinger af Maskiner og Redskaber tilkendtes Maskinbyggerne Møller og Jochumsen en Sølvvase skænket af det Classenske Fideikommis for en Lokomobil med Tærskemaskine og Mølleværk. Sølvmedailler fik Maskinbygger Stallknecht, Horsens, for en Tærskemaskine med 4 Heste med Halmryster; Bødker C. Jensen, Lundumskov, for Bødkerarbejder til Mejeribrug; Teglværksfabrikant H. Heide, Bygholm, for forskellige Drænrør og andre Teglværksfabrikater; Grosserer Winning, Horsens, for en Samling af Mel- og Grynprøver; og endelig fik saavel Stallknecht som Møller og Jochumsen Broncemedailler for henholdsvis en Hakkelsesmaskine og en Flise- og Murstenspresse.”
Artikler fra Horsens Avis
Den 8. danske landmandsforsamlings forhandlinger åbnede i dag kl. 9 i den forhenværende rådstues store sal, hvor formanden, kammerherre von Jessen, indledte mødet (Horsens Avis d. 2. juli 1861) Se side 1 af artiklen og se side 2 af artiklen
I forbindelse med planen for den 8. danske landmandsforsamlings virksomhed bekendtgøres herved onsdag og lørdag hele dagen fra kl. 9 morgen til kl. 18 aften vil udstillingen af agerdyrkningsredskaber og maskiner være åben mod adgangskort (Horsens Avis d. 3. juli 1861) Se artiklen
Dagsorden for mødet torsdag d. 4. juli (Horsens Avis d. 4. juli 1861) Se artiklen
Dagsorden for mødet fredag d. 5. juli (Horsens Avis d. 5. juli 1861) Se artiklen
Dagsorden for mødet lørdag d. 6. juli (Horsens Avis d. 6. juli 1861) Se artiklen
Uddeling af præmier under landmandsforsamlingen (Horsens Avis d. 8. juli 1861) Se artiklen
Læs mere
46.4 Horsens Nogle Horsens-Gaders Historie / Carl Th. Jørgensen. – 1943. – 32 sider