Af Kurt Hermann
1965 blev et skelsættende år for min kone og ikke mindst for mig.
Jette er født i 1953 og jeg i 1950, så jeg anede ro og ingen fare. Jeg kunne stadig leve et sorgløst liv.
Men hvis jeg havde vidst, at der blev spundet målrettede planer i en lille piges hjerne, så havde jeg nok ikke sovet roligt om natten.Herregud, hvem tillægger en 12-årig pige nogen som helst betydning?
Dagbogen
Det var faktisk først i 1973, jeg fik de vilde planer at se, som jeg var udset som offer til i det spirende forår 1965.
Da så jeg nemlig for første gang Jettes dagbog.
Jeg syntes jo nok, at hun så noget hoverende ud på vores forlovelsesbilleder og bryllupsbillederne, men jeg tillagde det ikke nogen større betydning.
Det var først, da jeg fik fingre i den famøse dagbog, jeg fandt ud af komplottet mod mig.
Det var i hvert fald ikke min kommende svigermor, som ønskede mig som svigersøn.
– Kurt er en type, du ikke kan stole på, og han går i underligt tøj, som for eksempel gedeskinds frakker. Og så er han langhåret! Sådan lød det i tresserne.
– Og så går han på værtshus og drikker øl, lød det nogle år senere.
Her er det så – blåt på hvidt – og der, hvor der står ‘O Kurt’ som er et kodesprog. Men alle hendes planer faldt til pladask til jorden. Men vi nåede da at danse til Chubby Chekkers ‘ Lets Twist Again’
Hermod Mik
For mine svigerforældre in spe vidste nemlig ganske udmærket, hvem jeg var.
Jettes far var nemlig bryder i brydeklubben Hermod, og det samme var min far.
Græsk-romersk brydning er verdens ældste sportsgren, men ikke ældre end at den kunne tiltrække pigernes opmærksomhed. Som bryder i brydeklubben Hermod var vi meget forventningsfulde, når en sæson var slut. Der skulle uddeles flidspræmier og andre præmier til de stort opsatte arrangementer på ‘Hejmdal’ i Rædersgade.
Det var et arrangement med deltagelse af publikum, medlemmer, og brydere, de brydere som havde et optræde-gen.
‘Hermod Mik’ blev det kaldt, og det var noget af nogle tilløbsstykker. Således også af en vis Jette, som så disse aftener som en mulighed for at slå på tromme for sig selv.
Til ingen nytte.
Men tiden arbejdede for hende de efterfølgende år.
Fælden klapper
Skæbnen ville, at da jeg var fyldt 21 år og Jette 18 år, så løb vi på hinanden igen.
Jeg spillede fodbold i Horsens Freja, og sandelig om ikke Jette pludselig blev medlem af klubben i den nye dameafdeling. Om hun overhovedet kunne ramme en bold, ved jeg ikke.
Men hun forsøgte da ihærdigt at få ram på mig.
Hun blev pludselig fast inventar til klubbens afslutningsfester, og det åbnede op for nye muligheder for hende.
At Jette også blev en del af ‘slænget’, gjorde det ikke lettere at krybe udenom.
Men hun spillede endnu en trumf ud.
På et tidspunkt var hun i lære på Institutionen i Brejning som omsorgselev, og en fatal lørdag ringede hun derfra til mig og spurgte om hvad planen var om aftenen. Jeg svarede, som sandt var, at ‘slænget’ ingen aftalte planer havde. -Nå, svarede hun, – så bliver jeg bare her!
Ganske okay med mig, men da jeg havde lagt røret på, begyndte jeg at surmule. Hvad bildte hun sig egentlig ind?
Så kom det helt store fejltrin!
Da jeg havde surmulet længe nok, ringede jeg til hende: – Hvorfor skal der absolut ske noget, for at du gider at komme til Horsens?
Hvem kørte så til Brejning for at hente hende?
Haps!
Derefter havde hun mere eller mindre overtaget min blå Austin 1000 Mascot., bare fordi jeg havde lånt nogle småpenge af hende.
Den første bolig
Jeg boede altså stadig hjemme på Rønnebærvej, men fik pludselig tilbudt en lejlighed inde i byen på hjørnet af Hestedamsgade og Rædersgade.
En kvistlejlighed med 2 værelser, ‘køkken’ og toilet. Soveværelset var indrettet med kommode og klædeskab indbygget i skunken. Smart nok.
Jette må have syntes, at der var for meget plads for én person, for det lykkedes hende at snige en tandbørste, undertøj, sko m.v. ind i ungkarlehyblen, men så lidt af gangen, at det skete nærmest umærkeligt.
Lidt af stuen i lejligheden på hjørnet af Hestedamsgade og Rædersgade. Gulvene var så skæve, at man nærmest blev søsyg
En anden del af den lille stue. Et velassorteret barskab, bøgerne og stereoanlægget. Jeg havde 4 højtalere i stuen, en i hvert hjørne
Mad og rødvin
Pludselig måtte jeg erkende, at jeg hang i dyndet.
Jeg måtte også erkende, at Jette var lidt bedre til at lave mad end mig, og da der lå en forretning skråt ovre på Rædergade, som solgte rødvin, var det et perfect match.
Især når det var Chateauneuf Du Pape og mørbradbøffer med løg.
Der er ingen, der får mig til at indrømme, at jeg blev en slags passiv medspiller.
Bedre forhold
Ret beset så var lejligheden ikke af nogen særlig god kvalitet, så vi besluttede at finde noget bedre i 1973.
Det blev nemt, for Jette var medlem af Andelsboligforeningen Odinsgaard. Her fandt vi en 3-værelses lejlighed på Hybenvej 5, som faktisk var af en rigtig god kvalitet.
Om det var reglerne, eller bare Jette som igen fik gennemtruffet sin jernvilje, kan jeg ikke huske, men når vi nu alligevel boede på Hybenvej med festlokaler næsten lige overfor, så hvorfor ikke holde eftergildet dér.
Der boede vi, til vi købte hus på Ørnstrupvej i Torsted.
Det var Tyrsted Kirke, som dannede rammen om vielsen, mens det var fodboldkammerater fra Horsens Freja, der dannede espalier udenfor kirken
En speciel dag
Selvfølgelig er en bryllupsdag en speciel dag, men vores var mere end speciel.
Som tidligere nævnt spillede jeg fodbold i Horsens Freja – endda på førsteholdet – og dengang meldte man ikke fra til kampe, bare fordi man skulle giftes. Og vi skulle endda have Harry fra midterforsvaret med til brylluppet. Det ville betyde, at to af de mest uundværlige skulle melde fra til en betydende kamp mod HfS
om lørdagen.
Hvad gør man så?
Man inviterer til bryllup om fredagen selvfølgelig.
Og så vandt Freja med 2-0 over HfS – selvfølgelig.
Ihærdighed skal da belønnes
Så megen ihærdighed og tålmodighed kan da ikke ignoreres, så
her er en velfortjent belønning:
Jeg havde lejet smokingen, for der er ingen tvivl om, at jeg ikke får lov til at gifte mig igen
Post Scriptum
Billedet er taget af en pressefotograf fra Horsens Folkeblad foran daværende E.B.M. ( Engelsk Beklædnings Magasin ) på Søndergade i 1974. ‘Konevognen’ er en ‘Odder’, og den klarede at blive brugt to gange. men så var jeg, øh den også slidt op.
[kh 2016]