Da de Føvlingbønder strej­kede i 1832

Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1991

Af: Gunnar Laurberg

Når man er interesseret i forne slægters liv og levned, kommer man ikke uden om datidens retsprotokoller. De fortæller meget om, hvad der rører sig i befolkningen, hvilke tanker og handlinger, der kom til udtryk i deres være­måde. Sagerne, der endte på herredsfogedens kontor, handlede jo langtfra alle om mord og brand – heldigvis da. Civile søgsmål er langt de hyppigste, og de illustrerer på glimrende måde aspekter af datidens hverdag.

Når man så ved gennemsyn af Thyrsting her­reds retsprotokol fra årene omkr. 1830-erne falder over en mange sider omfattende sag angående ulovlig udeblivelse fra hoveri på god­set Mattrup, så skærpes interessen for et nær­mere studium af sagens kendsgerninger, for i baghovedet sidder jo erindringen om, at vi da lige har passeret 200-års jubilæet for stavns­båndets ophævelse, og vi ved jo da også, at overgangen til selveje her på egnen var i fuld gang, vel nok fremskyndet af Mattrups kon­kurs i 1828, hvorved godsejeren så sig tvunget til at bortsælge størstedelen af sit hartkorn bestående af bøndergårde, der for det meste lå samlet i de pågældende sogne. Hoveriet indgik jo som en slags forpagtningsafgift, som bøn­derne egentlig godt respekterede og forstod.

Retssagens nærmere omstændigheder handler om 8 gårdfæstere i Føvling, som i 1832, hvor dette sogn endnu ikke var frasolgt godset, ude­blev fra hoveri. De blev hver for sig indkaldt til at give møde for herredsfogeden, og de afhør­tes enkeltvis, og som en fællesnævner for dem bringes nu retsprotokollens fulde ordlyd i sagen mod Peder Nielsen. Måske er det et til­fælde, at han som den første blev fremstillet, men det ligner en tanke, idet han var den ældste af fæsterne, havde siddet i sin gård siden år 1800, altså 32 år, og nok skulle vide, hvordan sagerne lå, og ikke handle overilet. Nu følger så sag nr. 21, 1832:

Den 9. maj blev en politiret nedsat på herreds­kontoret i Brædstrup af cancelliråd og herreds­foged Wittusen i overværelse af vidnerne Ustrup og Anders Jensen, begge af Brædstrup, og blev da foretaget sagen, indklaget af forpag­ter DENCKER fra Mattrup contra gårdmand PEDER NIELSEN af Feuling, betræffende dennes formentlige udeblivelse fra tilsagt hove­riarbejde til pløjning den 4., 5. og 8. dennes. Den i sagen udtagne klage med påtegnet ind­kaldelse blev accepteret. Parterne var mødt per­sonligt. Den befalede forligsmægling mellem parterne blev iværksat, men forlig var ikke at opnå. Indklagede for sit vedkommende var foreholdt indholdet af den fremlagte klage til­stod, at han har været tilsagt til den 4., 5. og 8. dennes at forrette 1 dags grønlandspløjning (grønjordspløjning), hvorfor han yderligere forklarede, at de gentagne tilsigelser den 5. og 8. grundedes hans udeblivelse den 4. Som årsag, hvorfor han er udebleven, som oven­meldt, anførte han, at han ikke i de år, han har været fæster på Mattrup gods, er blevet tilsagt til grønlandspløjning om foråret, men ikkun om efteråret.

Foreholdt dette erklærede klageren, at indkla­gede var pligtig efter sit fæstebrev at forrette 1 dags grønlandspløjning, uden at det deri er bestemt, om bemeldte pløjning skal præsteres om efteråret eller om foråret, og henholdt sig forresten til den i klagen nedlagte påstand. Indklagede vedgik, at det ikke er omtalt i hans fæstebrev, om den under sagen omhandlede grønlandspløjning skal præsteres om foråret eller efteråret, og for resten påstod han sig frifundet for klagerens tiltale, henholdende sig til sit forrige. Da ingen af parterne havde vid­ner at fremføre i sagen, blev denne optaget til dom, der blev sat til førstkommende løverdag (lørdag) eftermiddag kl. 3, til hvilken tid par­terne forbandt sig uden videre varsel at give møde.
Retten hævet – Wittusen.

Derefter blev Niels Hansen, Rasmus Pedersen og Anders Hansen kaldt ind for herredsfoge­den, alle hver for sig og alle lige så påståelige; forlig var ikke at opnå.

Så var det Ståholmbon­den Mikkel Pedersens tur. Han påstod allerede at have forrettet 1. dags grønlandspløjning i dette forår. Forvalter Dencker forklarede nu, at det var rigtig nok med denne dags pløjning, men den var trådt i stedet for een dags møgkør­sel og 1. dags harven her i foråret. Han kunne skaffe vidner på sin påstand, såfremt sagen ligesom for de førnævntes vedkommende blev udsat til lørdag, hvilket herredsfogeden erklæ­rede sig indforstået med.

Peder Bjerre, som boede i gården, der efter udflytningen fra bygaden benævnes LENSHØJ, vedgik efter parlamentering klagens rig­tighed, men forklarede, at han på grund af vanheld i besætningen overhovedet ikke så sig i stand til at forrette nogen pløjning i grønjord i dette forår, men lovede at komme til efteråret. Dencker kunne bare sende bud, så skulle han nok stille den ønskede dag. Klageren erklærede sig tilfreds hermed, og sagen hævedes for Bjer­res vedkommende.

Det var så de seks, men nu kommer faktisk det mest interessante ved denne sag: De to sidste var kvinder – enker, som vedblev i fæstet efter deres mands død uden at gifte sig på ny. Den ene var Julius Jensens enke i gård matr.nr. 5, som benægtede sig pligtig til at pløje grønjord om foråret på lige fod med de 4 første mænd, så hun skulle også stille førstkommende lørdag kl. 3 her i Brædstrup uden videre varsel.

Den sidste var ELSE BAK fra Bøgebjerg, som efter parlamentering og forligsmægling af her­redsfogeden forbandt sig til at forrette pløjning førstkommende mandag, dog ønskede hun at måtte dele dagen i 2 halve, så den anden halve dag skulle forrettes om tirsdagen. Blev fristen overskredet, skulle hun erlægge 2 mark pr. dag i mulkt til amtets fattigkasse. Dencker erklæ­rede sig tilfreds, og sagen hævedes.

Nu kunne de 6, der ikke ville indgå forlig, så gå hjem et par dage, for mere var der ikke, inden dommen ville falde, og tænke over sagen og eventuelt få læst fæstekontrakten, hvis de da kunne det, ellers måtte de jo til en, der kunne.

Nu kan man jo stille det spørgsmål, hvorfor herredsfogeden ikke i første omgang gik hen til reolen og tog skøde- og panteprotokollen frem og læste konditionerne højt for de indkaldte, for jeg må nok her indskyde forretningsgangen med fæstebrevene. Fæstevilkårene blev allerførst nedfældet i godsets læderindtrukne gods­protokol. Derefter blev en afskrift af denne prentet på et ark papir, som blev behørigt underskrevet af begge parter ligesom godspro­tokollen. Dette ark eller rettere dokument fik fæsteren så udleveret som bevis på sin ret til at nyde den pågældende gård og så gik han i reglen omgående op på herredskontoret og fik dokumentet tinglæst og indføjet ord til andet i skøde- og panteprotokollen. Vil nogen mene, at det var meget at gøre ud af sådan et stykke papir, skal her gøres opmærksom på, at dati­dens fæstebonde, med arvefæste, sad mere so­lidt på sin ejendom end nutidens såkaldte selvejerbonde med prioriteter over fjernsyns­antennen, som mange jo vitterligt har, og de skal have tinglæst, ellers ingen pantsætning på stedet.

Datidens herredsfogeder var i reglen både kloge og havde forstand på mennesker, og under såvel som før enevældet havde de faktisk kun kongen over sig i deres embede, og Wittusen har sikkert været klar over, at når nu de obsternasige bønder fik sagerne gennem­tænkt, så var de langt lettere at tale med på lørdag.

Grunden til, at det gik så vidt, som det gjorde, er helt sikkert, at fæsterne var inde i en fast årelang rytme, hvad arbejdsydelser angik, men i nogle af de for godset så bevægede år efter auktionen bortforpagtedes landbruget til Carl Wilhelm Dencker, som i 1839 fik arvefæste­brev på “Malund” i Klovborg, og han har helt sikkert brudt den gamle dyrkningsrytme på godset til stor fortrydelse for de endnu under­liggende fæstebønder.

Rids over Føvling by i 1830-erne. De i sagen implicerede
bønders gårde er udfyldt på tegningen.

Lørdagen oprandt, og alle var fremmødt og faldt til patten, som man siger. Uden mukken lovede de at stille førstkommende mandag på hovmarken ved Mattrup, som skrevet står, til 1. dags grønlandspløjning. I sagsomkostninger måtte hver bøde med 37 skillinger, men det var skam også penge dengang. Og Decker måtte forpligte sig til i fremtiden kun at fordre 1 dags grønlandspløjning om året.

Hvad det i denne sag nævnte persongalleri angår, så kan der selvfølgelig fremdrages en del, men for at holde det inden for ret snævre rammer, skal her kun nævnes lidt om de 2 kvinders slægt. For Anne Kirstine Pedersens vedkommende, så sidder hendes efterkommere stadig på gård nr. 5 i Føvling, og om Else Bak kan berettes, at hun var født på Åstrupgård, hvor hendes søster blev gift med Anders Rasmussen, og et par piger af dette ægteskab blev henholdsvis stammødre til Skibsted- og Thule-slægten her på egnen.

Elses datter og svigersøn blev de første pionerer, der bosatte sig på Træden hede i den første af de dengang udparcellerede ejendomme.

Ståholm

Desværre savnes nogle sider i Mattrup fæste­protokol, så de genstridige bønders reversaler kan ikke gengives. I stedet bringes ordlyden af Anders Rasmussens fæstebrev på Åstrupgård i 1802; det var jo Else Baks barndomshjem, så vi holder os til familien:

Thyge de Thygeson til Stamhuset Mattrup, Kongl. Maj. ts. Justitsråd – Giør vitterligt, at have stæd og fæst. Ligesom jeg hermed stæder og fæster til ANDERS RASMUSSEN, den gård i Aastrup som Peder Christensen sidst havde i fæste, men fradøde. Hvilken gård står for Hkrn. Ager og Eng: 5 Tdr., 4 skp., 3 Fjk., 1 5/6 Album, som bemeldte ANDERS RAS­MUSSEN siin livstiid maa ifæste have og bruge på følgende Vilkår:

1) At han årlig og til rette tiider svarer og betaler alle Kongl. Skatter og Pålæg, som nu er eller i fremtiden påbuden vorder, samt i Land­gilde til hvert Års Martinij, 12 Rdl. 10 sk.

2) Forretter Årlig hertil Mattrup følgende bestemte Hoveri: 4 Dages Pløjning, 2 Dages Harven, 2 Dages Møgagning, een dag at kjøre Høe og Korn ind med Læsser, 1 Slettedag medRiver og 1 Høstdag med forsvarlig Optager. Vedligeholde og forbedre de anviiste Faune Digemål, gjøre Rejser efter Omgang.

3) Haver Fæsteren i Hensyn til den Formands Enke, ifølge Cancellie resolution af 16. Nov. 1799 med Bygningernes Istandsættelse ved Afståelse betroet Fæld, efter vedhæftede Syns-forretning at afhjælpe befundne Brystfælds Mangler, og ellers at holde Besætning og Inventarium udi ligesågod Stand som samme efter førnævnte Forretnings Udvisende ved Overlevering befandtes.

4) Dyrker og driver Gårdens Ejendomme for­svarligt så intet deraf til upligt bruges eller bruger, lader ejheller noget til halv såe eller bortlejer, men hjemborger Afgrøden til Stedet og der lader samme udtære. !øvrigt retter Fæsteren sig efter Loven. – Udi Indfæstning er betalt 100 Rd.
Dette alt til bekræftelse under Haand og Segl. Mattrup den 30. Decbr. 1802. Thygeson.At heri ikke indeholder meere Hoveri end det som udi forrige efter Peder Christensens Fæste­brev var specificeret. Hvilket mig forevist bevidnes.

HOLST.

For denne Attestation betalt 24 skilling, – Siger Tyve og fire Skilling.

Ligelydende Original Fæstebrev med påbe­råbte vedheftede Synsforretning har jeg mod­taget og forpligter mig hermed samme i alle måder at efterkomme. Datum ut Supra.

Anders Rasmussen

Hoveribyrden, Åstrupgård var sat til, var lidt større end fx. føvlingfæsternes og langt de fleste andre fæstere under Mattrup på grund af dens større hartkorn, men tro nu ikke, at en eneste fæster har haft grund til klage i den forstand. Godset havde nemlig så mange fæstebønder under sit domæne, at ingen bonde nogensinde, i hvert fald i perioden fra det skanderborgske rytterdistrikts ophævelse med påfølgende auk­tion og til Mattrups konkurs i 1829, har ydet mere end blot halvdelen af det ifølge fæstekon­trakten pålagte hovarbejde.

Det var vel heller ikke byrden af arbejdet, føvlingfæsterne prote­sterede imod: Det var den for dem uvante årstid, det blev forlangt udført på, og det var vel også de blidere vinde, der blæste på den tid, hvad angik tvangsarbejde, akkurat samme for­hold, som vi oplever her i 1991 med de vaklende diktaturstater i øst. For øvrigt er det mærkeligt, at stamhuset Mattrups æra havde samme levetid som statssocialismen i USSR, nemlig 70 år.

Lenshøj. Matr.nr. 14 af Føvling by og sogn.

Lenshøj

Gården har navn efter bakketoppen, der anes på fotoet imellem stuehusets gavl og træerne. Nr. 14 lå i fortiden på modsat side af bygaden overfor Annexgården.

Peder Bjerre, vi hører om i sagen, sad åbenbart allerede dengang og skrantede i det, hvad så årsagen var til det, og det bedredes åbenbart ikke, så han må rykke ind i et husmandssted, der lå nær hans fæste­gård, i 1839.

Godsejeren satte en af sine, kuske, der havde tjent ham i 7 år, på fæstet, men han klarede det heller ikke, og først. i april 1845 rejser NIELS JENSEN KUSK ud på ejendom­men matr.nr. 10 D på Træden hede. Han afløser Albert Jensen og Ane Chatrine Vilhelmsdatter, som til gengæld rejser til BØGEBJERG i Føv­ling, som var Anes fødehjem, men stedets jor­der er nu stærkt reduceret.

Peder Rasmussen, sognefogedsønnen fra Brædstrup, har nemlig købt gården og rejst nye bygninger på de flade jorder ud mod Hårup. Tilbage af den fordums store gård er nu en 20 tdl. bakker og nogle udslidte huse, som er alt for højt prioriteret, så det blev ingen dans på roser for de to, der havde knoklet med at kultivere ejendommen i Træden.

Niels Kusk afløstes på nr. 14 af Kresten Hansen fra Lunde på Fyn, som ret hurtigt købte stedet af godsejeren, og i løbet af få år rejser han bygningerne ude på jorden ved Lenshøj og Askemosen, hvor de lå godt for sine marker.

Nu sad denne slægt på Lenshøj indtil for ca. tre år siden, hvor Carl Møller Hansen på grund af alder måtte forlade den. De nye ejere har pie­tetsfuldt restaureret det gamle stuehus, men da de foreviste Carl Møller resultatet, viste han kun foragt derfor, spyttede og sagde: “Pøj fors …. “, men sådan føler mange af vi ældre det sikkert, når det, vi er vokset op i, forandres.

Skal jeg runde Niels Kusks omflakkende livs­bane af med at berette, at han døde i 1854 af brystsvaghed, som man benævnte tuberkulose dengang, og samtidig fortælle, at ejendom­men, det handler om, er, hvor disse linier skrives i 1991.

Nederbygård. Matr.nr. 4 af Føvling by.

Nederbygård

Det var her, den i sagen omtalte Anders Han­sen boede. Billedet viser tydeligt den store niveauforskel, der er på “Overbyen” og “Nederbyen”. Til højre for Nederbygård ligger Keld Kristensens beboelse under Annexgår­dens banker. Her lå i fortiden rakkerens hus, har afdøde Georg Vinther for mange år siden fortalt mig. Denne kendsgerning fortalte jeg så for få år siden til Carl Møller, som jeg i hans sidste år af og til gæstede. Han var, når ellers humøret var til det, en glimrende fortæller om det gamle Føvling, hans kommentar til min oplysning var: “Ih, nej, se endda, var Georg så klog”.

Bøgebjerg

Bøgebjerg

I dag beboelseshus med nogle tdl. til, som er beplantet med nåletræer. Overleveringen taler om et slot på stedet i forne tider, akkurat som Kigebjerg i Træden. Spørger man en arkæo­log, om det kan være tilfældet, lyder svaret, at det kan det meget vel, for der fandtes en del af disse såkaldte herreborge op langs Gudenå­dalen i Østjylland, og de er i folkemunde blevet til slotte. De var opført af egetræ, akkurat som de første kirker var det. Men borgenes beboere var som oftest i opposition til den øvrige befolkning, og da landet i årene fra år 1000 og vel 400 år frem var præget af indre skærmydsler og stridigheder, gik de fleste op i luer; dem var de jo sårbare overfor.

Derimod er det en kendsgerning, at man på Føvlingkortet af 1662, som man omkr. 1790 tegnede udskiftningen ind på, kan se, at der på Bøgebjerg har været en enklave af bygninger på stedet, som så senere er raderet ud, og studerer man kirkebogen fra Føvling, der begynder i 1694, støder man på adskillige familier, som har deres bopæl på lokaliteten. Jeg nævner her Christen Bøgebjerg og hustru, Christen Oluf­sen og hustru ( de to er ikke identiske, idet de begge nævnes ved Niels Muules dåb), Niels Madsen og hustru, Jens Laursen, Niels Peder­sen, Ditlev Pedersen, Peder Sørensen og hustru samt til slut Peder Bøgebjerg. Alle nævnes de som af eller i Bøgebjerg, og alle nævnes over en periode af kun 15 år, og i denne periode begra­ves Niels Pedersen af Bøgebjerg, 55 1/2 år gl., en ganske normal alder at dø i dengang, så kom så ikke og fortæl, at Bøgebjerg var et sekundært sted for 300 år siden, men hvad årsagen til den aftagende familienedgang er, kan ikke gives.

Else Bak, som vi hører om i sagen, fik i 1837 skrevet købekontrakt ved godsejeren om over­gang til selveje, men kunne ikke magte det. I stedet overlod hun stedet til Peder Rasmussen fra Brædstrup mod at nyde aftægt af stedet, og det var sikkert klogere end at have overpriori­teret gården ved købet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.