Tobaksfabrikant Christopher Petersen (1838-1909) blev udlært som skråspinder på Henckels Tobaksfabrik i Vejle. Han grundlagde sammen med sin gode ven Peter Sørensen i 1865 Petersen & Sørensens Tobaksfabrik i Smedegade i Horsens. Virksomheden voksede hastigt og fik en filial i Århus, som Peter Sørensen overtog i 1870. Fabrikken i Horsens bibeholdt firmanavnet og blev videreført af Christopher Petersen alene.
Petersen & Sørensens Tobaksfabrik blev en af Horsens bys største virksomheder, i 1950’erne arbejdede der 600 mennesker på fabrikken. Fabrikken blev udvidet af mange omgange, brændte ned i 1937, men blev nyopført og fyldte et stort areal mellem Smedegade og Allégade.
Christopher Petersen nåede at få 40 års jubilæum på fabrikken, som var en arbejdsplads, hvor mange af arbejderne blev næsten hele deres liv. Christopher Petersens efterkommere overtog fabrikken i flere slægtled, og det var også efterkommere af ham, der med udgangen af år 2000 satte punktum for tobaksproduktionen i Horsens, nu under navnet Alfred & Christian Petersen A/S.
I 1988 flyttede bl.a. Horsens Bibliotek ind i den gamle fabriks lokaler – stedet er nu omdøbt til Tobaksgården, og huser allehånde aktiviteter udover biblioteket.
Læs mere:
Kvalitet gennem 100 år. Horsens, 1965. – 14 sider : ill.
Clemmensen, M. P: Lidt Horsens-tobak
Se avisudklipsamlingen på Horsens Bibliotek i mappen: 66.88 Petersen og Sørensens Tobaksfabrik.
Se også Industrimuseets omtale med mange gode billeder.