Chr. Johansen

Chr. Johansen (Møllebygger, f. 30.11.1828 – d. 05.05.1913)

Horsens Avis den 4. januar 1875

Da murer- og tømrermestrene i Horsens med konsorter havde forenet sig om at forhindre mig i at erholde arbejde hos nogen af byens tømrermestre, ser jeg mig nødsaget til at begynde for mig selv, da jeg har fået forkærlighed for Horsens og agter der at lægge mine ben, om Gud vil, og ingen vil deri lægge mig hindringer i vejen. Jeg nærer da det håb, at en del humane og upartiske borgere vil henvende sig til mig og unde mig deres søgning med tømrerarbejde, og jeg tør love dem, at de aldrig skulle få grund til klage over mangel på flid og troskab. Viser der sig velvilje, agter jeg at søge borgerskab.

Med megen agtelse, ærbødigst

Chr. Johansen

Møllebygger, Spedalsø, Horsens

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek

Se artiklen i Horsens Avis den 4. januar 1875

Johansen Chr. møllebygger

Henry Bruun: ”Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900 I. (1938)

Pag. 331

Trods alle spredte livstegn kan der stort set næppe være tvivl om, at provinsarbejderne nu (1872-73) var i færd med at blive trætte. Forgæves søgte man at modvirke slapheden; Wurtz’ Resultater lå på overfladen, og endnu mindre udrettede hans efterfølger (Horsens Avis d. 23.06.1873) som rejseagitator, Møllebygger Johansen fra Horsens. Allerede længe før ”Internationales opløsning var Arbejderbevægelsens stilling i provinsens begyndt at svækkes.

14. aug. 1873 blev ”Internationale” forbudt. Dette slag ramte hårdere i provinsen end i København. I hovedstaden var den store Fagforeningsgrundlæggelse på dette tidspunkt i fuld gang. I provinsbyerne begyndte den først et år eller to senere.

Pag. 332

Soc. Dem. 12.08.1873

I Horsens oprettedes en demokratisk forening 24. aug. (”Internationales” sidste Formand var Former Chr. Jensen, der allerede i april havde fungeret nogen tid, Horsens Avis den 10.04 og 15.04.1873), også her kom nye folk til, J. Gronemann havde i øvrigt trukket sig tilbage fra Formandsposten.

Pag. 333

I Århus og Horsens havde ”Internationale” bygget på en basis af faglige sektioner. I hvert fald fraveg man nu dette princip, hvad der fremgår af de bevarede love for den demokratiske Arbejderforening. I Horsens gik man sandsynligvis samme vej; hvor den faglige interesse hele tiden havde været stærkere, beholdt man dog nogle fag repræsentanter (Soc. Dem. 08.09 og 12.09.1873), hvis funktion imidlertid er ganske ukendt. I begge byer holdt man kvinderne i særskilte afdelinger. Og begge steder fandtes desuden sektioner, som havde vokset sig stærke nok til at stå på egne ben. Det bedst kendte eksempel er Skræddersektionen i Horsens, hvis Formand 7. sept. Samlede byens skræddersvende til afstemning om følgende spørgsmål: ”Skal vi omdanne skræddersektionen til en Fagforening og bør vi da ikke optage Pio, Brix og Geleff som Æresmedlemmer?” Begge dele vedtoges. (Soc. Dem. 12.09.1873)

Pag. 334

Helt var resultaterne af Geleffs agitation og det store faglige røre 1871-72 ikke forsvundne. Men i øvrigt kan der ikke være tvivl om, at Arbejderbevægelsen i provinsen i vinteren 1873-74 befandt sig i en bølgedal. Den var overladt til sig selv. Fra København fik den efter Würtz’ fald så godt som ingen opmuntring. I sommeren 1873 lagde den store Fagforeningsgrundlæggelse beslag på alle partiets kræfter, og Pihl havde nok at gøre med den mislykkede møbelstrejke og den demokratiske Arbejderforeningens vanskelige forhold. I begyndelsen af 1874 var provinsagitationen næsten helt i hænderne på tvivlsomme kræfter som den mærkelige Zimmermann, der hjemsøgte det halve land med afvekslende ”bibelske” foredrag og humoristiske oplæsninger (Horsens Avis 20.04.1874. Religiøst var han en slags discipel af Kierkegaard, han holdt foredrag om den virkelige kristendom og præsternes søndagslære) eller Emilie Charlotte Wulff, en tidligere tjenestepige, som særlig gjorde sig bemærket ved sine voldsomme udfald mod præsterne… De mere lokalt virksomme agitatorer som H. J. Nielsen eller møllebygger Johansen tjente i længden Socialismens sag bedre.

Pag. 335

I en opfordring til Smede og Maskinarbejderne i Horsens (Soc. Dem. 19.12.1874) udtrykker den nystiftede fagforenings Formand sin skuffelse over indmeldelsernes ringe antal, vemodigt mindes han de første års begejstring: ”Man fristes til, når man sammenligner fortiden med nutiden, at udbryde: Hvor forandret”.

Note Kleins anerkendelse af Johansen Soc. Dem. 05.07.1874 og desavouering af Zimmermann Soc. Dem. 02.08.1874.

Pag. 336

Af 70’ernes mere kendte arbejderførere faldt også Kruse som offer for arbejdsgivernes afskedigelsestaktik, politimester Momenter spiller dog her endnu større rolle end i Pihl’s tilfælde. Kruse var ansat ved Statsbanernes værksted i Århus. Her blev det allerede 1872 betydet arbejderne, at de ikke måtte deltage i ”politiske agitationer”, trods dette fortsatte han dog i et par år uhindret sin virksomhed i Bjørnbaks og ”Internationales” tjeneste. Så fik værkstedet en ny og nidkær forstander, som efter flere advarsler til sidst afskedigede ham.

Anledningen var, at han havde læst avis i arbejdstiden. Venstremænd i omegnen hjalp ham til at etablere sig som Mester. (Aarhus Amtstid. 23.06.1874). Også en anden af provinsens agitatorer, Møllebygger JOHANSEN i Horsens, måtte nedsætte sig selvstændigt, ”da Murer- og Tømrermestrene i Horsens med Konsorter havde forenet sig om at forhindre mig i at erholde arbejde hos nogen af byens tømrermestre” (Horsens Avis 04.01.1875).

I provinsen var i øvrigt forfølgelseslysten størst blandt jernindustriens arbejdsgivere, hvis holdning allerede i 70’erne prægedes af samme stejlhed, som senere udmærkede Fabrikantforeningen af 1985. Nævnes kan afskedigelserne i Nakskov 1871 og hvorledes det 1874 lykkedes firmaet Allerup i Odense at tilintetgøre den daværende, nystiftede Smedefagforening. Lige så uforsonlige var imidlertid de jyske støberi ejere. I Horsens forpurredes således Smede- og Maskinarbejdernes organisations forsøg ikke mindre end 3 gange (Smede- og Maskinarbejdernes fagforening i Horsens. Stiftet 28.11.1874 (Soc. Dem. 04.12.1874), sandsynligvis opløst samme år (Soc. Dem. 10.12.1874, 23.12.1874 og 13.08.1875). Genstiftet 03.09.1875 (soc. Dem. 04.05.1876). Sandsynligvis definitivt opløst samme år (HForsens Avis 21.10.1876). en tilrejsende smedesvend, hvis mod måske nærmest skyldtes ukendskab til de lokale forhold, stiftede nov. 1874 den første fagforening, han fik øjeblikkelig ”Kapitalens magt” at føle og måtte over hals og hoved flygte til Kalundborg, hvorfra han forgæves formanede sine kammerater til at holde ud (Soc. Dem. 19.12.1874), forgæves stræbte også hans afløser som Formand at overbevise dem om, at Mestrene umuligt kunne have noget imod Foreningen (Soc. Dem. 19.12.1874). Det andet forsøg er mindre kendt, men at forholdene ikke forandrede sig, fremgår klart nok af et opråb (Soc. Dem. 04.05.1876) ”Til Smedene og Maskinarbejderne i Horsens og Omegn” fra den tredje forenings korte levetid, det hedder heri ”Opfyld Eders pligt, agiter flittigt og lad Eder ikke afskrække, fordi nylig en af vore kammerater er blevet afskediget, fordi han har virket i arbejdersagens tjeneste”. At heller ikke denne opmuntring virkede efter hensigten behøver knap at tilføjes.

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek

Gronemann Johan Henrik, Smed – (d. 01.01.1900 i København)

Johansen Chr., Møllebygger – (f. 30.11.1828 – d. 05.05.1913 i København)

Pioner for socialdemokratiet i Horsens.

KILDER: Horsens Social Demokrats 50 års jubilæumsnummer – Horsens Social Demokrat 10. august 1959

I artiklern ”Tiden længe forinden var præget af socialismens tanker som nutidens pionere bar frem” (H. S. d. 10.08.1859 side 6) står bl.a.: Barber Ernst Wilhelm Klein, der var valgt til formand for Fagforeningernes Centralstyrelse i København den 5. maj 1872, berettede fra en provinstourné i 1874, at Horsens var en af socialismens udfalds port i Jylland. Som sædvanlig står Horsens øverst, skrev han. Det synes, som om det navnlig var to mænd, der byggede denne udfalds port i Jylland, nemlig Smed Johan Henrik GRONEMANN og Møllebygger Chr. JOHANSEN, der egentlig ikke hed Johansen, men Chr. Johan Frederiksen.

Johan Henrik GRONEMANN var sjakformand hos Møller & Jochumsen. Han var kommet til Horsens i 1870 efter at have arbejdet hos B & W. I 1871 hørte han Poul Geleff i Horsens og blev derefter valgt til formand for en lille afdeling af Internationale, som en lille fløj af arbejdere i Horsens dannede. I juleugen 1871 drog Gronemann og Chr. Johansen på agitation i Horsens landet. Gronemann tog sig af det faglige arbejde. Da skrædderne og skomagerne strejkede i Horsens i 1872, lod Gronemann mestrene vide, at hele Internationale stod bag de strejkende, så mestrene måtte hellere bøje sig. Efter ”Fælledslaget” i København ville Gronemann prøve, om politiet i Horsens var som det i København og sammenkaldte til stort folkemøde den 12. maj på den gamle markedesplads ved Nørreport, hvor der samledes et tusinde mennesker. Men forinden havde Gronemann med sin person måttet stå inde for over for politimesteren, at der intet ondt ville ske. Hvilket der heller ikke gjorde. Politiet nøjedes nemlig med at se!

Men længe varede det ikke, før Gronemann blev stillet overfor valget at opgive sit politiske arbejde eller går fra sit arbejde. Han valgte sin politik, blev fyret, men arbejderne lovede at støtte ham, da han så oprettede gæstgiveriet ”Jylland” på markedspladsen. Det gik ikke længe, men forinden han forlod egnen, var han i 1873 opstillet til folketinget i Bjerre kredsen og fik 383 stemmer. Der skrives om ham, at hans program mere lignede god jydst demokrati en Pio-socialismen, han sagde, at der ikke var tale om oprør, arbejderne ville blot have lov til at være med. Hans hverv som formand for Internationale overgik til Former Jensen. Gronemann kom til at arbejde i Randers og Ålborg. I Thisted havde han et kort ophold, så kom han til at arbejde på Refshaleøen. Han døde den 1. maj 1900 og blev begravet på Assistent kirkegård i København.

Møllebygger Chr. Johansen bragte socialismen vidt omkring. Videre end Poul Geleff, der holdt sig til de øst- og nordjyske byer, hvorimod Johansen bragte tankerne ud over de uopdyrkede marker gennem alle halvfjerdserne, til han ikke kunne mere. Han stammede fra Daugaard, hvor hans far, Johan Fr. Sørensen, var husmand og møllebygger. Han fødtes de. 30. november 1828. I 1869 kom han og hans familie til Horsens, fik bopæl på Spedalsø og arbejdede hos Møller & Jochumsen. I 1871 kom Geleff til Horsens og talte. Chr. Johansen blev grebet, men det var M. A. Sommer, der kom senere, der vakte Johansen til at blive socialt. (SOMMER Mogens Abraham, Lægprædikant og Politiker, f. 04.06.1829 i Ribe, d. 05.02.1901 i Ålborg. Sommer stillede sig også ved folketingsvalg i flere nordjyske kredse, var republikaner og blev straffet for majestætsfornærmelse, sluttede sig til de første socialdemokrater, men da han blev holdt ude af partiledelsen, hævnede han sig på Louis Pio efter dennes fængsling ved fra Chicago – Sommer var flere gange i Amerika – at skrive et brev til ham, beregnet på at skulle falde i forhørsdommerens hænder og yderligere kompromitterer Pio. Sommer døde glemt og ubemærket. (DANSK BIOGRAFISK LEKSIKON)

Johansen blev medlem af Internationales første bestyrelse og formand for tømrernes, murernes og snedkernes sektion. Han talte langt bedre end Gronemann og var at sammenligne med en Goliat ved siden af Gronemann, der hørte til de tætbyggede. Han gik i gang med mestrene for sine fag og opfordrede dem til at nedsætte arbejdstiden til 12 timer med 2 timers spise- og hviletid. Samtidigt rettede han en opfordring til alle tømrere, murere og snedkere i hele landet om at forene sig. Sine talegaver udfoldede han i Horsens og Horsenslandet. I juni 1871 indviedes afdelingens fane, som Johansen havde givet tegning til. Det var en 3 m2 rød dug, på hvilken var fremstillet et lam og en løve liggende fredeligt ved hinandens side, samt en hvid og en neger, der veksler håndtryk, alt indrammet med en krans af egeblade. Ingen oprørsfane, men et motiv fra skriften. Johansen var en religiøs natur, der bekendtgjorde, at han, om Gud vil, ville tale hver torsdag aften i ”Dannebrog” om socialismen.

Chr. Johansen stillede sig til folketingsvalget i Horsens i september 1872 og fik det højeste stemmetal nogen socialdemokratisk kandidat fik ved dette valg, nemlig 393. Det kan have sin lokale interesse at opfriske, at Chr. Johansens modkandidat var den senere så kendte fredsforkæmper Fr. Bajer, der dengang var en ung løjtnant og lærer, og dertil venstremand. Egentligt havde Johansen tænkt at trække sig tilbage til fordel for ham som et led i alliancepolitikken, men så skete der det, at Bajer på et møde udtalte, at Johansen havde fået fattighjælp! Med dette forholdt det sig således, at Johansen efter et ulykkestilfælde havde fået kommune lån på en snes rigsdaler, der for længst var tilbagebetalt. Både Johansen og Gronemann angreb stærkt Bajer for hans uridderlige adfærd. Nå, bajer blev jo klogere efterhånden, så klog, at han fik den ære at få en gade i Horsens opkaldt efter sig. Var det ikke en ide. Med en Chr. Johansens gade?

Arbejderne og småfolk i det hele taget var glade for at høre Chr. Johansen. Men det var herredsfoged Wulff (?) i Bjerre Herred ikke. Derfor kaldtes Wulff i ”Socialisten” for Crone den lille (Crone var Københavns politidirektør se Otto Rung ”Fra min klunketid”). Altid var herredsfogeden efter Johansen, selv om denne talte om, at arbejderne skulle vinde frem med fed og lempe. Da Internationale blev forbudt efter slaget på Nørre fælled i København, ramte forbuddet også provinsen. Johansen blev derfor den drivende kraft her for oprettelsen af nye foreninger. Han udlagde programmet og forfattede lovene, da arbejderne i Horsens den 24. august 1873 stiftede Dansk Socialdemokratisk Arbejderforening på ruinerne af Internationale med en ung skræddersvend S. Petersen som Formand. Johansen virkede videre i Århus, Skanderborg, Vejle, Assendrup, Hørning og Albæk, der kunne ikke averteres med møderne af hensyn til myndighederne, men Johansen sendte bud, at han kom os så gik buddet videre fra dør til dør.

Om foråret, det må have været i 1874, havde Wulff forbudt Johansen at holde offentligt møde i Smedskærslund. Så holdt de møderne i en stue med vinduerne åbne af hensyn til de mange, der ikke kunne være i stuen. Det opdagede herredsfogeden, der kom sammen med sognefogden og forlangte vinduerne lukkede! Folk skal ved denne lejlighed taget sig et grin af herredsfogdens aktion, og det gjorde jo ikke hans sind lettere. Han samlede materiale mod Johansen, og da denne i september skulle have talt ved et møde hos Hans Jørgen Nielsen fra Fredericia for nogle Koldingarbejdere, kom Hohansen ikke. Han var nemlig i Barrit blevet anholdt af herredsfogdens gendarmer (kan ikke passe gendarmerikorpset oprettedes ved provisorisk lov af 27. oktober 1885 – ophævet 1894 efter konsejlpræsident Estrup havde været genstand for et mislykket attentat på Toldbodvej den 21. oktober 1885, egos parentes) og sat i Sønder Bjerre arrest, hvorfra han overførtes til et sikrere sted i Horsens. Partifællerne krævede ham løsladt mod kaution, men det ville herredsfogden ikke gå med til, han kunne dog ikke hindre, at en nedsat damekomite hver dag kom med mad til Johansen, og da denne nogle uger senere løslodes mod en bøde på 22 rigsdaler, fordi han havde kaldt herredsfogden for idiot, betaltes bøden af en indsamling, som Demokratisk Arbejderforening i Århus foretog ved et møde. Johansen slog sig sammen med missionærerne Mogens Sommer og Zimmermann. De drog rundt fra by til by og fra egne til egne østkysten op, over Nordjylland og ned mod vest til den nye by Esbjerg og til Fanø, hvor Johansen blev stenet af nogle styrmandselever der pryglede ham. Johansen kom tilbage til Horsens, men skrædder Holm fra København kaldt hans agitation ”forsømt og uheldigt ledet”. Dette og forslaget om oprettelse af et agitationsfond i Horsens, førte til et brud mellem Johansen og Horsens foreningen. Men Johansen tilbageviste Holms angreb med at pege på, at han havde pløjet den jyske hede og, medens man på Sjælland ikke havde bestilt noget. Klein fik bragt en forsoning i stand. Johansen måtte af hensyn til sin familie opgive sine rejser og passe sit arbejde. Han løste i 1875 tømrermesterborgerskab i Horsens og ernærede sig kummerligt her et par år.

Ved folketingsvalget i 1876 var Johansen opstillet i Skanderborg kredsen mod Jensen-Toustrup, men fik kun 74 stemmer. Da Pio og Geleff måtte opgive i København, måtte Johansen også holde op i Jylland. Han rejste i 1877 til København og arbejdede som tømrer. Han blev senere tømrerentreprenør for fyr- væsenet, hvilket gav ham arbejde i 15-16 år. Midt i halvfemserne blev han leder af et herberg i Dronningens Tværgade i København og skildredes som en god herbergs fatter for de af samfundet mest forsømte. Hans kone døde i 1899. Selv levede han resten af sit liv af sin alderdomsunderstøttelse og sine veteranpenge, han havde været med i krigen 1848-49 og 50. Han døde den 5. maj 1913 og blev begravet på Vestre kirkegård i København.

Glemt af sin samtid.

Men hans værk og hans tro levede efter ham!

(Artiklen formentlig skrevet af redaktør Sophus Rasmussen)

SOMMER M. A. se Aalborg Stiftstidende 5., 6. og 8. februar 1901.

GRONEMANN Johan Henrik, se ”En bygning vi rejser” bind I, pag. 75, 77, 78, 103 og 176

JOHANSEN Chr. se ”En bygning vi rejser” Bind L pag. 75, 78, 86, 103, 176 og 188

SOMMER M. A. se ”En bygning vi rejser” Bind L pag. 57, 69 og 78

ZIMMERMANN F. L., missionær se ”En bygning vi rejser” Bind I pag. 58

Socialdemokratiet i Horsens se ”En bygning vi rejser” Bind I pag. 160, 176, 180, 233.f, 236 og 330, Bind III pag. 72.f, 144

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek

Gronemann, Smed

Johansen Chr., Møllebygger

”Den danske Rigsdag 1949 – 1949” bind 3 – pag. 247

Oluf Bertolt ”Socialdemokratiet”

Folketingvalget i september 1872 afslørede arbejderpartiets sande politiske styrke. Valget gav den store venstresejr, men Socialdemokratiet opnåede kun 1460 stemmer i hele landet. Pio selv fik i Københavns 5. kreds 199 stemmer, Poul Geleff i 1. kreds 26 stemmer, P. C. Johnsen i 9. kreds 37 stemmer, H. F. Christensen i 4. kreds 32 stemmer og V. F. Holm i 7. kreds 11 stemmer.

Situationen var forholdsvis langt bedre i provinsen og på landet. I Svinninge kredsen nåede Skrædder og husmand Jens Hansen, Kundby, 241 stemmer, i Lyngby kredsen Sadelmager H. L. Bendixen 248 stemmer, i Bjerre kredsen Smed Gronemann 383 stemmer og i Horsens Møllebygger Johansen 393 stemmer.

Pio, Brix og Geleff sad på dette tidspunkt arresteret. Der var i foråret iværksat en murerstrejke, og de artikler, hvormed Pio i ”Socialisten” kaldt til hjælp for de kæmpende murere, (”Målet er fuldt!”) forekom myndighederne så truende, at man forbød afholdelse af et til søndag den 5. maj indkaldt friluftsmøde på Nørre fælled og natten forud arresterede de tre førere…Den dom, der i august 1873 overgik de tre arresterede, og forbuddet mod Internationales fortsatte virksomhed må ses på baggrund af den skærpede politiske situation efter valget i 1872.

(I registret til værket er der kun nævnt Gronemann, ikke Johansen Chr. Og han var dog den, der af alle socialdemokratiske kandidater ved valget i 1872, opnåede det højeste stemmetal!)

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklipskartotek

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.