Horsens Kommune købte, som allerede nævnt, i 1918 gården Bygholm bl.a. for at kunne udvide byen mod vest. I 1920 fik restauratøren Niels Hansen den første forpagtning af hovedbygningen i det forhenværende godskompleks til hotelvirksomhed under navnet Bygholm Parkhotel, og derfor blev der samme år indlagt elektrisk lys i hovedbygningen.
I 1939 blev den sydlige sidefløj indrettet til vandrerherberg med plads til 20 mandlige og 20 kvindelige gæster i hver sin afdeling, adskilt af en fælles opholds – og spisestue og en lejlighed til værten.
På det lille billede ses vandrerhjemmet fra havesiden. Under den anden Verdenskrig blev både Bygholm Parkhotel og vandrerhjemmet beslaglagt som hovedkvartet for tyskerne.
Efter Asger Mortensens overtagelse af forpagtningen af hotellet i 1977 nedlagdes vandrerhjemmet og et nyt indviedes på Flintebakken i 1980, sydfløjen blev herefter nedrevet og genopbygget som en værelsesfløj med 32 værelser.
I 1984 offentliggjordes planerne om at udbygge Bygholm Parkhotel til et stort kongreshotel. Kommunen kunne imidlertid ikke få tilladelse til at finansiere ombygningen, hvorfor den i 1985 solgte hotellet til Asger Mortensen med en forpligtelse til at udvide for mindst 20 mill. kroner. Nordfløjen blev herefter nedrevet og genopbygget som en kongres- og værelsesfløj på i alt 6300 kvadratmeter. Ombygningen blev taget i brug i 1987.
Det store billede viser nordfløjen før ombygningen set fra nord.
22. juni 1903:
Horsens – Odder Banen. Forretningsudvalget foretog i Gaar en Inspektionstur langs hele Banelinien for at gøre sig bekendt med Arbejdets nuværende Stilling. Sporene er nu lagte fra Havnen i Horsens til Haldrup og fra Bilsbæk til Odder.
08. juni 1923:
Socialdemokraterne i Horsens afholder paa Søndag Eftermiddag i Ridehuset et offentligt Møde med ingen ringere end Philip Scheidemann som Taler. Det kan nok kaldes et Trækplaster af Rang. Scheidemann har i mange Aar været de tyske Flertalssocialisters Fører og den Mand, der spillede den største Rolle under den tyske Revolution efter Verdenskrigen Slutning.
08. juni 1943:
Hele Horsens saa Børnehjælpsdagens straalende Optog. Endnu engang viste Byen Befolkningen, at den, selvom der er nok at bruge Pengene til i Dag. ikke holdt sig tilbage, naar det gælder Barnets Sag.Børnene er Danmarks Fremtid, for den skal der arbejdes og intet spares, derfor gav tusinder af Horsensianere af Hjertens Lyst.
20. juni 1963:
Horsens får en park ved Strandpromenaden.Trekanten fra Langelinie ind mod Strandpromenaden skal inddæmmes og udfyldes og senere beplantes for at blive overtaget af Danjelsens Legat.
01. juni 1983:
Farvel til Bygassen. Efter 123 års kommunal gasforsyning begyndte belysningsvæsenet i Horsens Kommune i dag afviklingen. Den kommer til at strække sig over to år. På hjørnet af Frederik Bajersgade og Bygholm Parkvej blev forsyningledningerne til hele Fuglekvarteret afbrudt i morges, hvorefter man med kvælstof blæste alle gasrester ud af rørene.