23. årgang nr. 2 – Broen – 2010/2011
Johannes Hansen Holmer: Et Eventyrligt liv på de syv have af Mogens Kirkegaard
I. H. Holmer
Om Johannes Hansen Holmer, der blev født i Rådved i 1845 og blev en af sin tids mest respekterede sejlskibskaptajner.
Indledning
I Broen 12. årg. nr. 3 (udkommet marts 2000) skrev jeg en artikel om Bernth Hansen Holmer, der var født i Rådved 1850 og endte som landinspektør i Brasilien. Artiklen hed ”En Rådveddreng i Brasilien og hans familie”. Han var søn af gartner og landbrugsmedhjælper Hans Paulsen Holmer, der arbejdede på Rådved Kjærsgård og boede på Rådvedvej nr. 50, hvor familien Suralski/Ernstsen bor i dag.
Bernth havde blandt sine søskende en 5 år ældre broder, Johannes, der som 16-årig blev sendt til søs med en onkel, kaptajn H. Bendexen, fra Åbenrå (dengang Apenrade), hjemsted for en stor flåde af sejlskibe.
I det følgende skal fortælles om Johannes Hansen Holmer på grundlag af en artikel fra 1987 i dagbladet ”Lindesnæs” udgivet i Mandal på Norges sydkyst. Artiklens overskrift er ”En skipper i særklasse”. En norsk efterkommer af kaptajn Holmer, Svein Junker, har sendt mig bladet.
I artiklen, der indeholder enkelte unøjagtigheder bl.a. om familiens oprindelse, beskrives faderen og hjemmet. Hans Paulsen Holmer var en høj, kraftig mand, mens moderen Maren var lille og væver med et venligt og følsomt væsen. Hjemmet var præget af nøjsomhed og enkelhed. Faderen døde 1876, mens moderen blev 80 år og først døde i 1895.
Da familien stammede fra Sønderjylland, var det meget naturligt, at Johannes blev sendt derned til slægtninge for at stå til søs; som søn fra en relativt fattig familie var der ingen fremtid ved landbruget. Tusindvis af unge danskere udvandrede i sidste halvdel af 1800-tallet på flugt fra fattigdommen i Danmark.
Fra matros til skipper
I 1861 stod Johannes til søs med onklen på skibet ”Helvetien”, der var bygget på Bendexens fars skibsværft i Åbenrå. Johannes kunne åbenbart godt lide det hårde arbejde til søs, selv om han oplevede sit første havari under en orkan under Filippinerne allerede i 1863.
Skibet kom i havn stærkt medtaget på skrog og rigning på bestemmelsesstedet Calvita, hvor lasten blev losset. Det blev bugseret til Manilla, men reparationen ville komme til at tage flere måneder. Kaptajn Bendexen sørgede imidlertid for, at Johannes blev sendt hjem til Europa med et norsk skib fra Mandal i Sydnorge. Dette skib var ingen hurtigsejler, det tog otte måneder om at komme til London.
I 1864 kom Johannes til Mandal, der blev hans hjemby for resten af livet. Bynavnet Mandal minder lidt om det danske Marstal, der jo også var en betydelig søfartsby på samme tid.
Styrmandseksamen
Fra faderen hjemme i Rådved modtog han her et brev, hvor faderen rådede ham til at lade sig uddanne til skibsfører. Hjem til Danmark skulle han ikke komme, så længe fædrelandet var i krig med Tyskland. Dette råd fulgte han og gik på navigationsskole hos den lokale havnefoged H. Pettersen, der også blev kaldt danskeren. Her tog han styrmandseksamen i 1866 og fik skippercertifikat året efter. Om sommeren tog han korte hyrer på småskibe, der gik i Nordsø- eller Østersøfart.
Kaptajn på eget skib
Allerede som 20-årig førte han sit første skib, en skonnert fra Mandal, og senere blev det til flere rejser som styrmand eller kaptajn på større skibe, inden han i 1869 blev kaptajn på sit eget skib, en 64 tons skonnert, ”Amanda”, der havde sejlet i russiske farvande, et gammelt og lidt skrøbeligt skib, som han solgte efter to år. Og godt det samme, for få år efter forliste det under storm i Nordsøen.
Johannes Holmers næste fartøj var en brig, der ejedes af et partsrederi. Briggen hed ”Lindesnæs” og var en rigtig hurtigsejler. Med den udførte han sin første bedrift. I den finske havneby Kotka lå flere mandalskibe og tog trælast om bord bestemt for Cardiff. ”Lindesnæs” var den første til at sætte sejl og af sted mod Cardiff. Her blev træet losset, og lasten fyldt med kul, der skulle sejles til Jamaica.
Fra Jamaica gik turen til Bordeaux med mahognitræ og kokosnødder og videre fra Bordeaux til Cardiff med props, dvs. stokke til afstivning af mineskakter, og her i Cardiff lå de andre mandalskuttere netop ankommet fra Kotka. Mens de havde gjort den ene rejse fra Kotka til Cardiff, havde kaptajn Holmer haft fire laster på kølen og sejlet to gange over Atlanterhavet!
Det var gået ham i blodet at være hurtig til at laste og losse og at bruge sine sejl på havet. Han havde en sjælden sans for vind og vejr, og under sejlads var det, som om han voksede sammen med skibet og levede med i dets bevægelser. At bruge sine sejl – og at beholde dem, den kunst kunne kaptajn Holmer. Dertil kom, at han altid holdt sine skibe i forbilledlig stand. Alt skulle være kvalitet. På hans skibe herskede ikke blot disciplin, men også gennemført orden. Alt var rent, velholdt og blankpudset i en grad, så det vakte opsigt i fremmede havne.
Holmer hørte ikke til de kaptajner, der gav mandskabet en ”uvejrsdram” eller lignende. Men efter en hård tjans kunne der vanke ekstraforplejning eller en fridag.
Det blev fortalt om ham, at han om bord på barken ”Aganthyr” havde bøger og søkort for en mindre formue. På havet brugte han meget af sin fritid med læsning og studier.
Det gode skib Aganthyr
Det gode skib Aganthyr
Den skude, der mere end nogen anden blev knyttet til Holmers navn, var netop barken ”Aganthyr”, som han købte i 1876 i England på vegne af Simonsens rederi i Mandal. Den hed oprindelig ”Mary” og var bygget i 1868. Det var en 644 tonner, ikke noget helt stort skib, men med en god lasteevne. Det blev testet fuldt ud, da han engang sejlede fra Savannah med en last af 4000 baller bomuld foruden 169 store pitchpineplanker og dertil fuld dækslast. Sømænd på havnen i Savannah rystede på hovedet og sagde, at det aldrig gik godt. ”Jeg kender mit skib”, sagde Holmer og satte fulde sejl, bramsejl i top og strøg til havs. Det gik godt og det tungtlastede skib fik megen opmærksomhed, da det efter turen over Atlanten kom strygende ind i den europæiske havn.
”Aganthyr” var kendt verden over som en hurtigsejler. Den kunne gøre op til 14 knob og det blev sagt, at den aldrig var blevet overhalet af andre skibe. Derimod overhalede den ofte selv andre sejlskibe eller dampskibe.
I masterne
Med barken ”Aganthyr” reddede kaptajn Holmer og hans besætning i årene 1878-1886 besætningerne fra fire havarerede skibe i Atlanterhavet, i alt 51 menneskeliv. I Norsk Sjømandsblad for 18. dec. 1886 kan man læse hans egen beretning om bedrifterne. Heldigvis er det norsk, der bliver talt og skrevet på Norges syd- og vestkyst stadig meget let at forstå for danskere. Her skal kun refereres to af disse redninger, den første og den sidste.
Redningen af ”Flora M. Crowly”
I 1878 var ”Aganthyr” på rejse fra Rotterdam til New York. Den 7. marts styrede den i stærk kuling vest-sydvest, da et vrag blev opdaget to streger på bagbords bov. ”Aganthyr” satte kurs imod det fremmede skib for evt. at kunne redde mandskabet.
På nærmere hold opdagedes folk på den højeste del af vraget, der kun lå lidt over havoverfladen. Kaptajn Holmer fortæller: ”Vore sejl blev fastgjort, jeg lod ”Aganthyr” gå for undermærs og andre mindre sejl, samtidig med, at en båd blev gjort klar. Kvart over 12 lå vi bak klos i læ af vraget, og båden blev straks sat ud. Søen gik ganske højt, og der måtte gøres tre vendinger med båden mellem ”Aganthyr” og vraget, før man fik alle om bord.
De fleste var halvt påklædte og alle – især kvinderne – i en ynkelig tilstand. I 14 dage havde disse ulykkelige i storm og kulde klynget sig fast til et vrag, som søen, selv på det højeste sted, ofte slog over, dertil halvnøgne, uden vand og med bare noget råt, salt kød som proviant. Alt, som stod i vor magt, blev gjort for at bringe de skibbrudne til kræfter igen. De var tilsammen 11, deriblandt kaptajnens hustru, datter og svigerdatter. De kom sig alle og blev ilandsat i New York den 20. marts.”
Det forliste skib var en tremasters skonnert ”Flora M. Crowly” på rejse fra Savannah til Sevilla. I en orkanagtig storm fra nordost var fartøjet pludselig blevet fyldt med vand. Søerne brød ind over skibet og fjernede på én gang alt på dækket, kahyt, både, skansebeklædning og støtter, og hele rigningen gik over bord. Besætningen klyngede sig til mesanbommen, og de tre kvinder måtte bindes fast. Lidt vand fik de samlet i en flig af mesansejlet, og det holdt dem i live.
Nogle år senere traf Holmer kaptajn Crowly igen. Den amerikanske kaptajn fortalte, at han til ære for sin redningsmand kaptajn Holmer havde døbt et af sine børn Holmer Aganthyr!
Redningen af ”Georgio P. Lawrence”
Kaptajn Holmer skriver om denne redningsdåd af skibbrudne fra et italiensk skib:
”Aganthyr på rejse fra Savannah til Barcelona 7. marts 1886, kuling fra sydvest, skyet med regn, høj sø fra vestsydvest, styrende ostsydost.
Kl. 7 morgen opdagedes et fartøj i retning af ost til nord ca. 2 sømil borte. Fartøjet syntes at være uden kommando, svingede hid og did for vind og sø. Vi forandrede kurs for eventuelt at yde assistance. Da vi kom nærmere, så vi fra fartøjet nødsignaler, der straks blev besvaret. Vi gjorde forberedelser til at redde mandskabet, slækkede sejlene og gjorde båden klar. Da vi kom nærmere så vi, at mandskabet havde fået en båd på søen. Den lå i læ af vraget. Det lykkedes at få alle om bord både fra båd og skib. De var svært forkomne, nogle bare halvt påklædte. På et vrag, som søen ustandselig overskyllede, havde de opholdt sig 6 ½ døgn, til dels bundet til riggen, uden vand og uden noget andet at spise end nogle rå kartofler og enkelte våde brødstykker, som søerne engang imellem slog op igennem skylightet.
De skibbrudne var 14 i alt, deriblandt 3 børn, kaptajnens sønner på 6, 8 og 10 år. Ingen havde taget skade af den stærke oplevelse, og samtlige blev sat i land fra ”Aganthyr” i Barcelona den 2. april.
I en vestlig storm natten til 1. marts var skibet pludselig blevet fyldt af vand. Mandskabet havde ikke andet at gøre end at søge tilflugt, de fleste på agterskibet, andre søgte at holde sig fast forskellige steder omkring mesanen. Børnene var blevet bragt op i store mærs, hvor de blev bundet fast.”
Kaptajn Holmers søn, Thorvald, som var 1. matros på ”Aganthyr” gav supplerende oplysninger om redningsarbejdet:
”De skibbrudne havde efter 6 rædselsfulde døgn opgivet alt håb om redning. De havde holdt skarpt udkig, men intet fartøj var at opdage, hverken nært eller fjernt, før ”Aganthyr” lå på kursen mod dem og vækkede dem til nyt liv. Efter at vi havde fået alle bragt godt om bord på ”Aganthyr”, roede vi igen op og forsøgte at bjærge forskellige ting fra vraget, kompas, kronometre og andre ting. Et par mand var endda til vejrs og fik bjærget nogle sejl.
Som sædvanlig ved vrag med stærk brændbar eller eksplosiv last blev der sat ild til det hele, og hele natten kunne vi se flammerne fra den brændende skude. Det var et under, at der var liv i de skibbrudne efter alt, hvad de havde været igennem. Men det var kække og tapre mænd. Efter at de var kommet om bord i ”Aganthyr” og havde fået lidt varmt at spise og drikke, ville de hjælpe os med arbejdet om bord. Vi gjorde også det bedste vi kunne for dem. Den italienske kaptajn fik min fars lukaf til sig selv og to af sine sønner, og selv overlod jeg mit lukaf til den tredje. De var godt klædt på, men flere af mandskabet måtte vi skaffe klæder.
I 28 dage havde vi det italienske mandskab om bord. Vandet måtte vi rationere lidt på, men det holdt, til vi nåede til Barcelona. Da vi nåede dertil, var der sort af mennesker på kajerne. Det var folk, der var kommet for at bese ”Aganthyr”. Generalkonsulen havde nemlig underrettet aviserne om redningen, og nu ville Barcelonas indbyggere ned for at på den norske båd.
Det var også på anden måde en bemærkelsesværdig dag. Overalt, hvor vi kom, havde vi fri adgang, og på bodegaerne og restauranterne skulle vi ikke betale for det vi nød.”
For sine redningsbedrifter blev kaptajn Holmer tildelt en redningsmedalje af kong Umberto af Italien og medaljen for ædel dåd i guld af den svensk-norske kong Oscar 2.
Aganthyrs forlis
I sommeren 1888 gik ”Aganthyr” ud fra Macau i Kina med salt for Rio de Janeiro i Brasilien. I farvandet mellem Macau og Afrikas vestkyst går ved fuld- og nymåne en kraftig vestlig strøm. Skibet lå dybere end sædvanlig, og da hele dækket pludselig blev fyldt af vand, var Holmer klar over faren. I løbet af ingen tid stod der 8-9 fod vand på mellemdækket, og selv om der blev pumpet på livet løs, stod skibet ikke til at redde.
Mandskabet gik i bådene, der langsomt drev væk. Men pludselig kom Holmer i tanker om de dyr, der var ladt tilbage på skibet, og som ville drukne, så han lod sig sætte om bord i skibet igen og ledte efter dyrene. Skibskatten fandt han ikke, men 8 grise og 18 papegøjer måtte han aflive, inden han til besætningens lettelse svang sig ned i redningsbåden igen. Besætningen blev samlet op af en lægter, der bragte den velbeholdent i land.
Barken var et stort robust sejlskib med 3-5 master og råsejl på de forreste master og bomsejl på den agterste mast.
Barken Hindoo
Kaptajn Holmer førte derefter endnu et par skibe. Med barken ”Hindoo” sejlede han på Sydhavet, hvor han handlede kopra med de indfødte på øerne. ”Hindoo” var et lidt mindre skib end ”Aganthyr”, bygget af hans onkel i Åbenrå, smukt og let at sejle. Desværre var der ikke det samme held ved dette skib, som der havde været ved ”Aganthyr”. Det havde flere uheld og skaffede både redere og kaptajn store bekymringer.
På skibets første rejse til Melbourne med kaptajn Holmer blev flere mand syge, så snart de kom på søen, og det fortsatte. En mand døde, lige efter at de havde passeret Ækvator. Fra Kap til Melbourne havde de konstant storm, regn og sne. De fik ødelagt to redningsbåde og der skete flere skader på skibet, der allerede var noget forfaldent, da de nåede frem, til trods for, at det var solidt bygget af egetræ. Endelig satte lodsen båden på grund ved indsejlingen til Melbourne, hvor den stod og huggede i fem dage, inden den blev trukket fri. I sidste ende kostede det rederiet mere end 4000 pund i omkostninger og reparation, mere end et helt nyt skib kunne fås for.
Men der var også ægte sydhavsromantik forbundet med “Hindoo”. Den gik en tid i fragtfart fra Marshall- og Karolinerøerne til fastlandet med kopra. Her havde skipper og mandskab et usædvanligt godt forhold til de indfødte og byttede sig til et utal af rariteter af alle slags, våben, vifter, eksotiske klæder osv. Holmer havde med sig hjem et skildpaddeskjold, der var så stort, at hans yngste datter kunne bruge det som badekar.
De stod sig især godt med høvdingen på øen Jap (Yap), hvor skibet tog last ind. Han var en kæmpe af en mand, som Holmer var blevet gode venner med ved bl.a. at forære ham en daglig forsyning af tobak. Ca. 100 indfødte hjalp med lastningen, og da den var færdig, holdtes der fest, rigeligt med mad og drikke og stor stemning. Man kan næsten se sceneriet for sig som beskrevet i den svenske vise om Svarte Rudolf, der danser med brune piger med blomsterkranse i måneskin på Samoa.
Kaptajn Holmer og hans hustru Anne
Kaptajn Holmer går i land
I 1901 efter næsten 40 års uafbrudt sejlads på de store have gik Kaptajn Holmer fra borde, 55 år gammel. Han var blevet en velhavende mand, selvom han senere på grund af skibsfartens tilbagegang i Mandal fik store tab som partsreder i flere forskellige rederier. Han startede en isenkramforretning, drev senere en agenturvirksomhed og var en kortere tid havnefoged og mønstringschef, men holdt sig fra alt, hvad der smagte af politik.
Johannes Holmer var som ung blevet gift med en Mandal-pige, Anna Petrine Thorkildsen, og fik med hende fire børn, Thorvald, Thomally Julie, Maldus og Frida Amanda, gift Junker. Han oplevede som pensionist at få et godt og varmt forhold til sine børnebørn.
Kaptajn I.H. Holmer, som han foretrak at kalde sig, idet han ikke brød sig meget om sit døbenavn Johannes, lignede af statur og i sit fysiognomi sin far, gartneren i Rådved.
Han var en begavet mand, talte engelsk og tysk flydende og kunne desforuden lidt fransk og portugisisk. Han holdt meget af musik, og var der om bord nogen, der kunne spille, forærede han dem gerne en violin eller en harmonika. Han var en mand, man lagde mærke til, velbygget, spændstig og med en rank holdning. I Mandal var han en populær og afholdt skikkelse, og der var endda forældre, der opkaldte deres børn efter ham eller efter et af hans skibe.
Selvom han havde levet næsten hele sit liv i Norge, følte han sig som dansk og bevarede sit danske statsborgerskab til sin død af et slagtilfælde i 1917. Den samme tilknytning til sit fædreland havde også hans broder, Bernth, der levede og døde i Brasilien (1939), og lod sig begrave der med et dannebrogsflag over kisten.
Kilder
Avisartikel i bladet ”Lindesnes” af 12. juni 1987.
Bogen ”Norge på Havet”, udgivelsesår ukendt. Svein Junker sendte mig en artikel fra bogen.