Borgergade 12. Historisk kalender, februar 1993

Denne adresse rummede i mange år virksomheden Paasch & Larsen, Petersen A/S, som producerede mejerimaskiner senere kendt under navnet Pasilac.

Firmaet startede i 1873 som blikkenslagervirksomhed af W. Paasch, men i begyndelsen af 1880´erne, hvor mejeridriften for alvor startede begyndte Paasch at fremstille transportspande, smørskabe osv. til mejerierne. Som produktionen voksede opstod behovet for dygtige montører til at installere de forskellige produkter, og Paasch gik derfor i samarbejde L.P. Larsen og V.C. Petersen i 1889.

Firmaet havde i starten til huse i Søndergade 25, men i starten af 1890`erne købte man ejendommen Borgergade 12, hvor Paasch & Larsen, Petersen befandt sig til omkring 1967.

Engang efter århundredeskiftet fik man også en afdeling i Slotsgade 19 og senere i en række danske byer, så firmaet efterhånden blev landets største producent af mejerimaskiner. Ved siden af billedet af kontorbygningen ses firmaets annonce i Horsens Vejviser 1938.

I 1960`erne byggedes en afdeling på Ternevej, som videreførte Horsens – afdelingen. De gamle lokaler i Borgergade blev omkring 1967 overtaget af Schou – Epa og nedrevet til fordel for det nuværende supermarked, som i 1978 blev købt af Brd. Løvbjerg.

Det gamle firma Paasch & Larsen, Petersen fik senere hovedkontor i Silkeborg og har siden skiftet navn og ejere flere gange.

 

07. februar 1893:

Hr. Redaktør. Kan De ikke gøre noget for at ekspeditionen på telegrafstationen kan blive noget hurtigere ? Således som den er nu, bereder den mange mennesker store ærgelser. Henvend Dem til telefonselskabets bestyrelse og søg at bevæg denne til at giv de unge damer lønningstillæg eller til at ansætte flere, så skal De se, at det hjælper. Red.

07. februar 1913:

I morgen er det sidste dag for betaling af kommuneskatten, hvis man vil undgå at blive pantet, og hvis man vil bevare sin kommunale stemmeret til forestående byrådsvalg.

08. februar 1933:

Gerda Christophersen – turneen opfører på Horsens teater Kaj Munks “Ordet”. Billetpriser fra 75 øre til 3 kr. + skat. Efter forestillingen afgår der ekstratog til Juelsminde, Tørring – Bryrup og Odder.

04. februar 1953:

Der er iværksat en betydelig hjælpeaktion i Horsens til fordel for de nødstedte efter oversvømmelseskatastrofen i Holland. Antallet af omkomne ventes at nå 2000.

20. februar 1973:

Parcelhusbyggeriet sætter ny rekord. I løbet af en måned steg antallet af parcelhuse med 87 til 522. Der er ingen planer om restriktioner.