Horsens kunne være blevet Danmarks Detroit. I 1913 begyndte firmaet Kramper & Jørgensen automobilfabrikation på Sønderbrogade 27-29. Køretøjet blev kaldt Gideon, et navn, der havde været benyttet til de motorer firmaet havde produceret siden 1893.
I 1920 måtte virksomheden lukke som følge af økonomiske vanskeligheder. Det blev siden reorganiseret under navnet Rud. Kramper & Co. Mange danske virksomheder forsøgte sig med autobilfabrikation i århundredets begyndelse, men ingen nåede Gideon produktionstal.
Prospektet fra firmaets reklamer, som ses på det lille billede, antyder et meget stort bygningskompleks, formodentlig var virkeligheden en anden. I dag bruges arealet, hvor fabrikken lå, som parkeringsplads for varehuset OBS.
På det store billede er en Gideon lastbil, X 1525, kørt frem til fotografering inden levering til Horsens Dampmølle. Husene i baggrunden var firmaets kontorer og tegnestue. Nabohuset med høje gavl var Trævarefabrikken Thor; i dag har Horsens Jern og Stålforretning til huse her.
I de syv produktionsår blev der fremstillet 129 biler: lastbiler, postbiler, rutebiler, brandbiler og enkelte personvogne. Kun to biler er bevaret, de såkaldte Odense – og Horsens brandbilerne. Efter Horsens Trævarehandels brand i 1918 indså byrådet, at de hestetrunke brandmateriale var utilstrækkeligt, og man bestilte en brandbil hos Kramper & Jørgensen. Først i 1935 fik brandvæsenet yderligere to brandbiler af mærket Plymouth.
02. februar 1900:
I dag er det første Sejlskib efter Isspærringen udgaaet fra Havnen, idet Skonnert “Jensine” af Aarhus, kpt. Olsen, er blevet bugseret ud af “Activ”.
05. februar 1920:
Købmand Habenichts store Lastautomobil tørnede i Gaar Eftermiddags mod en lygtepæl ved Hjørnet af Kjeldsensgade og Vestergade. Masten bøjedes og brostenene blev revet løs, men Bilen slap uden Skade. Paa Nørregade mødes Crome & Goldschmidts vareautomobil og en anden Bil i Aftes paa en ret ublid Maade, idet de fo´r mod hinanden for fuld kraft. Der skete dog ingen Skade af Betydning.
17. februar 1940:
Prøvelejlighederne i det nye Kattesund – Kompleks besøges i disse Dage af mange Interesserede, og der er afsluttet ikke saa faa Lejemaal. Monteringen af de to Lejligheder, som er foretaget af Svend Andersens Møbel – Etablissement, er i Gaar foretaget efter helt nye Retningslinier, saaledes at Helhedsindtrykket nu er et helt andet.
26. februar 1960:
Fare for sammenstyrtningen da vandledning sprængtes. Flere tusinde liter vand fossede fra vandledningen og Missionshotellets varmtvandsbeholder ud i udgravningen til den nye sparekasse på hjørnet af Beringsplads og Gl. Jernbanegade.
07. februar 1980:
40 badmintonspillere bliver de første boende gæster på Horsens kommunes nye vandrehjem ved Flintebakken. De rykker ind i morgen, få timer efter den officielle indvielse ved en reception i formiddagstimerne ….. Dette vandrerhjem må simpelthen blive et af landets mest foretrukne og være sikker på en meget høj belægningsprocent.