Inskriptionen på stenen lyder:
Danmark Frit
5. maj 1945
Bræens søn skal vidne langt af led
Om frihedskamp og landefred
Rejst af Haveselskabet Skovglimt
Stenen er udformet af Mogens Helbæk Nielsen, som har udført mange stenhugger-arbejder på Horsens-egnen
Befrielsesstenen
Befrielsesstenen er et eksempel på én af de mange sten, der blev rejst overalt i Danmark til minde om befrielsen d. 5. maj 1945. Sammen med genforeningsstenene vidner de om to meget vigtige historiske begivenheder i det 20. århundrede. Den store vandreblok som er ført hertil med isen i Istiden (Bræeens søn som den betegnes i det lille digt) blev fundet i forbindelse med opførelsen af de gule boligblokke på Borgmestervej.
Haveselskabet Skovglimt
Haveselskabet Skovglimt blev oprette i 1925. Det omfattede Kyrrasservej og Viborgvej. Haveselskabet blev nedlagt i forbindelse med udbygningen af parcelhuskvarteret.
Afsløringen af stenen
Stenen blev afsløret d. 5. maj 1946 på årsdagen for Befrielsen. Horsens Folkeblad skrev følgende:
”Fredsstensafsløringen ved ”Skovglimt”. I et smukt nyt Anlæg ved Haveselskabet ”Skovglimt” afsløredes i Gaar Formiddags en smuk Fredssten. Formanden for Selskabet, Slagteriarbejder Rørvang foretog selve Afsløringen og rettede en Tak til de Private Institutioner i Byen, fordi man havde gjort det muligt at rejse dette Minde. Formanden overdrog Stenen til Kommunen, paa hvis Vegne Viceborgmester Robert Holm takkede, idet han udtalte løftet om at værne om saavel Sten som Anlæg. Der blev endvidere talt af Læge J. E. Kieler.”
Læs mere på informationstavlen ved Mindestenen.