Arbejdernes Fællesorganisation i Horsens blev stiftet i 1886. Formålet med Fællesorganisationen var at fremme sager, der havde betydning for arbejderne i Horsens. Alle, der var medlem af en fagforening eller Socialdemokratisk Forbund, blev en del af Fællesorganisationen. Bestyrelsen bestod af samtlige bestyrelser for fagforeningerne med et forretningsudvalg på syv personer.
Alle foreninger under Fællesorganisationen kunne benytte Fællesorganisationens lokaler til deres arrangementer. Arbejdernes Fællesorganisations havde i 1890 adresse i Allégade 67, og her indrettede fagforeningerne for skomagere, skræddere, tømrere, murere, snedkere og arbejdsmænd deres kontor. Mellem 1890 og 1893 flyttede Fællesorganisationen dog til Søndergade 48, hvor den havde til huse indtil 1923, da Arbejdernes Forsamlingsbygning i Kildegade, nuværende ”Kilden”, stod færdig.
Arbejdernes Forsamlingsbygning blev opført af Fællesorganisationen for at give arbejderbevægelsen bedre og større forhold, men fra slutningen af 1960’erne blev pladsen alligevel for trang og flere fagforeninger flyttede.
Fællesorganisationen købte i 1895 det areal, hvor ”Folkets Lund” senere blev anlagt, og drev fra 1907 biografvirksomhed, først i Søndergade 48 og fra 1941 Teater Bio i Graven.
Original artikel af Anette Jørgensen, 2006
Læs mere:
Byarkivets indkomstjournal 1983-216
Vejvisere for Horsens