Kgl. Skuespillerinde (1868 -1953) Anna Bloch (f. Anna Kirstine Lindemann) voksede op på hovedgaden i Horsens, Søndergade 32. Her boede hun i den Lindemannske gård, som havde tilhørt familien i flere generationer. Faderen var en velestimeret læge og ivrig oldsagssamler.
Til trods for at Anna Bloch var enebarn og mistede sin mor som syvårig, fik hun et ubekymret pigeliv med megen omsorg, inspiration og kærlighed. Skuespillerdrømmene skabtes hurtigt og var ikke kun en forbigående dille. Derfor måtte hendes far acceptere hendes valg, og hun blev optaget på Det Kongelige Teater som 16 årig og debuterede i 1885 som Titania i ”En Skærsommernatsdrøm”.
Ret hurtigt kom hun under den navnkundige teaterinstruktør William Bloch’s vejledning. Han blev en stor inspirator for Anna Bloch og andre unge skuespillere. Han var en fornyer indenfor scenekunsten – han lærte dem at finde liv og sandhed i replikkerne og forstå pausens betydning.
I 1887 blev Anna 19 år gammel gift med William Bloch.
Anna Bloch huskes især for sin fremstilling af unge piger og kvinder i det lette, det yndefulde og det komiske rollefag. Det store gennembrud fik hun som Trine Rar i ”Aprilsnarrene” i 1888. Anna Bloch tog afsked med Det kongelig Teater i 1918.
På Søndergade kan man stadig se den smukke indgangsportal til nr. 32. I Horsens findes også Anna Blochs Plads.