Anders Samuelsen er født i Horsens d. 1. august 1967. D. 17. november 2009 blev Anders valgt ind i byrådet i Horsens Kommune med 1258 personlige stemmer. I Horsens Byråd er han pr. 1. januar 2010 medlem af Økonomiudvalget. Anders har boet i Stensballe tæt ved Horsens.
Uddannelse og job
Anders er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1993. Herefter arbejdede Anders som konsulent og projektkoordinator ved Castberggård Døves Højskole i perioden 1994-1998, hvor han bl.a. var med til at sikre flere døve en plads på arbejdsmarkedet. Castberggård ligger i Urlev nær Hedensted.
Det Radikale Venstre
Anders Samuelsen begyndte sin politiske karriere i partiet Det Radikale Venstre, hvor han var kandidat til Folketinget i Horsenskredsen 1994-1998 og Holbækkredsen fra 1998-2004. Han blev valgt til Folketinget i 1998, hvor han sad indtil 2004. I perioden 2004-2007 var Anders medlem af Europa-Parlamentet.
Ny Alliance/Liberal Alliance
I foråret 2007 forlod Anders Samuelsen Det Radikale Venstre og stiftede i maj 2007 partiet Ny Alliance sammen med Naser Khader og Gitte Seeberg. I november 2007 blev Anders valgt ind i Folketinget for Ny Alliance. Det nystiftede partis op og nedture er skildret i Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm ”Dagbog fra Midten”.
Ny Alliance ændrede i sommeren 2008 navn til Liberal Alliance. Af de tre oprindelige stiftere af Ny Alliance er Anders Samuelsen den eneste af de tre, der forsat er med i partiet. Gitte Seeberg forlod Ny Alliance i januar 2008 og Naser Khader brød med partiet i januar 2009. Efter Naser Khader forlod Liberal Alliance, er Anders Samuelsen blevet partileder.
Kommunalvalg 2009
I 2009 stillede Anders op ved kommunalvalget i Horsens for Liberal Alliance. Partiet fik 3,7 % af stemmerne, og dermed lykkedes det Anders at blive valgt ind i Byrådet i Horsens Kommune pr. 1. januar 2010. Hans mål med valgkampen i Horsens var at komme så tæt på vælgerne som muligt, samt at vise vælgerne, at Liberal Alliance er partiet, der tænker nyt.
Læs mere
Portræt: Endelig frontfigur (Fyens Stiftstidende 08.01.2009)
Interview: Vi er kun ekstremister, fordi de andre har flyttet sig (Berlingske Tidende 05.07.2009)
Et frisindet frit marked (Skive Folkeblad 16.07.2009)
Liberal Alliance lærer af Horsens-sejr (Horsens Folkeblad 18.11.2009)
Samuelsen: Liberal Alliance lever (Midtjyllands Avis 18.11.2009)
Trøjborg og Bang fik halveret stemmetal (Horsens Folkeblad 19.11.2009)