Addit Skov

I bogen ”Sønder-Vissing Sogn” fortæller Chr. Heilskov om Addit Skov.

”Den største af skovene er Addit Skov (ca. 500 Td. Ld.), der strækker sig fra Øst for Addit til lidt nedenfor Gaarden Løndal. Fra Højdepunkterne frembyder der sig mange maleriske Udsigter. Allerskønnest er vel nok det frapperende Udsyn, man har, hvor Kørevejen fra Løndalen til Addithus gør en skarp Drejning om en fremspringende Bakkekam højt oppe i Skoven. Herfra ser man en Del af Salten Langsø dybt i Dalen med Rye Sønderskovs bjerglignende Aas som Baggrund.

I den søndre Del af Skoven ligger Sognets højeste Punkt Møgelbjerg, hvilket som bekendt betyder det store Bjerg. En bekvem Spadseresti slynger sig fra Addithus op til Toppen, hvor der er rejst en stor Mindesten for Kammerherre Knud Sehested, Skovens afdøde Ejer.

Af andre Højdepunkter i Skoven nævner Generalstabskortet Lønbjerg og Stibjerg. Førstnævnte ligger Sydøst for Løndal, Stibjerg længere borte i samme Retning.

Skoven ender mod Øst med det fremspringende Punkt Jægerkol, der har bratte Lyngskrænter – dog desværre delvis beplantede – ned mod det lave Land. En gammel Mand har fortalt, at Navnet Jægerkol kommer af, at Skovens faste Jæger i fordums Tid herfra holdt Udkig efter Krybskytter og lignende ubudne Skovgæster.

Skraaningen mod Addit By hedder Dalskov Bjerg. En lille Bakke tæt ved Skoven Nord for Addit kaldes Birkebjerg. Her ligger en overpløjet Gravhøj.

Addit Skov omtales første gang 1458 (Ældste danske Archivregistr. I, 204-05) Skoven hørte i Middelalderen under Vissing Kloster og ejedes ved Slutningen af det 18. Aarhundrede af Stiftamtmand de Thygeson til Mattrup. Efter flere ejerskifter erhvervedes en Part af den 1835 af Dines Pontoppidan Møller i Klostermølle. En anden Part ejedes 1865 af Hofjægermester A. T. Schütte til Bygholm. D. P. Møllers Enke solgte i 1870 sin Part til den bekendte Arkæolog Kammerherre N. F. B. Sehested til Broholm.

Om den saakaldte ”Kirkegaard” i Addit Skov skal fortælles under Oldtidsminderne.

Et gammelt Sagn fortæller, at der paa de Tider, da det vrimlede af Kronvildt i Skovene og Bøndernes Kornmarker af den Grund led stor Skade, var der to Karle i Addit, som fordristede sig til at gaa paa Jagt efter Dyrene. Men da de vidste, hvilken Fare der var forbundet dermed, tog det det Løfte af hinanden, at hvis nogen af dem faldt, skulde den anden forpligte sig til at besørge ham begravet i kristen Jord. Straks kom der ni Hjorte forbi, og den sidste faldt for Skuddet. Men da Kongens Folk fik det at høre, var de straks paa Færde og raabte til de to, at de skulde overgive sig. Det vilde de ikke, og derfor faldt den ene paa sin Gerning: men den anen skød Skovrideren, saa denne faldt død om, hvorpaa han tog den dræbtes Bøsse og jog de andre paa Flugt. Det fortælles, at da de alle i deres Skræk havde ladet deres Bøsser ligge paa Jorden, samlede han disse, gjorde Ild paa og lagde alle Kolberne i Ilden. Da nu efterhaanden den ene gik af efter den anden, vovede ingen at nærme sig. Krybskytten tog saa sin døde Kammerat foran paa Hesten og red ad Mattrup til, gennem Svinedal i Mattrup Skov om ad Stidsmølle til Hvirring Kirkegaard, hvor han lagde Liget i kristen Jord. Men til Straf maa han endnu hver Nat ride gennem Svinedal, og kan kun hvile ved Svinedals Led, og Folk ræddes, naar de møder ham ved Midnatstid.

”Kirkegaarden” er et ejendommeligt Minde om Oldtidsfolkets Virksomhed. Der ses her Spor af Opdyrkning af Skovens østlige Del, hvor Træerne i hin fjerne Tid altsaa er bleven ryddede, medens Arealet senere er tilgroet. Stedet blev i 1877-78 undersøgt af Arkæologen, Kammerherre Sehested, der herom skriver:

I Addit Skov bemærkede Forfattere nogle ejendommelige Stenlægninger, der afgrændsede firsidede, som Terrasser afgravede Pladser. De forekomme over en Strækning af ca. 50 Tdr. Land, og i Folkemunde kaldes denne Deel af Skoven ”Kirkegaarden”. Navnet forklares af Bønderne ved Henvisning til Ligheden mellem Steenlægningerne og sammenfaldne Kirkegaardsdiger. I fordums Tid laa Stenene tydligere end nu; Kreaturerne græssede i Skoven og hindrede Plantevæxten i at dække den saa tæt som i vore Dage. ”Der skal have ligget en By, hvis Beboere uddøde i Pestens Tid”, siger nogle, som sammenligne Indhegningerne med Bygningspladser.”

Læs mere

46.4 Sønder-Vissing Sogn : landskabeligt og historisk skildret /Chr. Heilskov. – Haase, 1951. – 88 sider : illustreret af forfatteren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.