Museumsmedarbejder og pensioneret vagtmester Aage Egholm fylder 80 år torsdag den 11. november 2010.
Det er ikke alle arbejdspladser forundt at kunne fejre en medarbejders 80-års fødselsdag, men for Horsens Museum er det en realitet på torsdag, for der fylder medarbejderstabens alderspræsident 80 år. Det er museumsmedarbejder og pensioneret vagtmester Aage Egholm, der i fejende flot stil runder det runde hjørne.
Arbejdsår i Statsfængslet
De fleste vil nok bedst kende Aage Egholm fra hans arbejdsår i Statsfængslet i Horsens. Her blev han ansat som aspirant i 1954, og gennem årene avancerede han til vagtmester. I 1993 gik han på pension, men han fortsatte som leder af fængslets museum, som gennem hele karrieren har været hans hjertebarn. Aage Egholm og Horsens Museum har gennem årene haft et særdeles godt og nært samarbejde, og da Horsens Museum 1. januar i år fik overdraget den unikke samling af genstande fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, var det et naturligt skridt, at museet også ”overtog” Aage Egholm.
Ansat på Horsens Museum
På museet er han nu det naturlige omdrejningspunkt i Horsens Museums nyeste afdeling, Fængselsafdelingen, hvor han sammen med 10 andre museumsmedarbejdere er i gang med at beskrive og fotografere de over 10.000 genstande i fængselssamlingen. Hensigten er, at de mange genstande i fremtiden vil udgøre en enestående basis for museets udstillinger og anden formidling.
Allerede nu kan man på Horsens Museum se en udstilling ”Fængslets berømte fanger”, hvor high-lights fra Aage Egholms samling vises frem i montrer fremstillet i fængslets snedkeri. Der er blandt andet Albertis blyant, øksen brugt til Danmarks sidste henrettelse og alle Carl August Lorentzens flugtredskaber.
En tingfinders skrivebord
– Betragtninger fra Maria Berg Briese i anledningen af Aages 80 års fødselsdag.
Inden fortællingen går i gang, er der måske en eller anden læser, der har brug for at få genopfrisket, hvad en tingfinder er. Og for at få det at vide, er det allerbedst at spørge Pippi Langstrømpe. ”En, der finder ting, selvfølgelig! Hvad skulle det ellers være? Verden er fuld af ting, og det er nødvendigt, at der er nogen, der finder dem. Og det er netop, det tingfindere gør.”
Vores tingfinder hedder Aage Egholm. Og selvom skrivebordet har sneget sig ind i overskriften, er det egentlig ikke selve skrivebordet, fortællingen her handler om. Bordet er såmænd ellers interessant nok i sig selv. Det er nemlig en del af den produktion Statsfængslet i Horsens havde af kontormøbler. Og så er det stort. Helt usædvanligt stort. Faktisk så stort, at to stærke flyttemænd måtte opgive at få det ind i Aage Egholms nye kontor på Horsens Museum. Så egentlig er bordet en fortælling værd, bare ikke den her fortælling. Lige nu er det alle de ting, der lå på skrivebordet, under skrivebordet og i skrivebordets skuffer jeg vil fortælle om. For hvis man er helt stille og koncentrerer sig, kan man nemlig høre dem hviske, snakke, pludre. Om små og store begivenheder for fanger og personale, der som stykker af glas i forskellig farve, danner en farvestrålende mosaik. Nogen steder depressivt sort og frustreret gråt, andre steder håbefuldt grønt eller rasende rødt, og enkelte steder er der små bitte pletter af jublende guld. Og når man først har set mosaikken, så forstår man tingfinderen Egholm, der gennem et halvt århundrede gik bag murene i Statsfængslet i Horsens og samlede ting, det var nødvendigt at finde. Og man begynder samtidig at se konturerne af fængslets historie, og det er den, Egholm så gerne vil fortælle med alle de indsamlede ting. Egholm er nemlig en tingfinder med en mission.
Baggrund
Men nu er fortællingen jo kommet helt bagvendt i gang. Jeg har fortalt om mosaikker, flyttemænd og kontormøbler, men helt glemt at introducere vores tingfinder. For selvom der ikke er mange ægte tingfindere, skal man alligevel introducere hver enkelt, så ingen tager fejl. Vores tingfinder hedder som sagt Aage Egholm, og han er pensioneret vagtmester fra Statsfængslet i Horsens. Han startede som aspirant i 1954 og gik på pension i 1993. Derudover var han i mange år museumsleder for fængslets museum, og det var i denne sidstnævnte egenskab, han brugte skrivebordet. Fængslets museum residerede i kælderen i fængslets sydfløj, i det område der tidligere husede modtagelses- og strafkvarter.
Fængselsmuseet og indsamlingen
Museets hjerte var Egholms kontor. Det var her de nyest indsamlede, og de vigtigste ting, havde deres plads. For eksempel skødet på fængselsgrunden fra 1842. Og et brev skrevet af Werner Best til Egholm. Werner Best var manden, der under 2. verdenskrig var rigsbefuldmægtiget, det vil sige Hitlers stedfortræder i Danmark, og efter krigen sad i fængsel i Horsens for sine krigsforbrydelser. I museet var der også en meget smuk brevkniv i træ. Den havde Best skåret ud af et enkelt stykke træ. Han brugte en barberkniv og en neglekniv, og for at gøre den blød og fin, sluttede han af med at smøre den ind i Nivea-creme.
Men se, nu er jeg kommet på afveje igen. Brevkniven lå ude i museets udstilling, næsten så langt væk fra skrivebordet, som den kunne komme. Så tilbage til fortællingen, og dermed til kontoret, hvor skrivebordet stod, stort og mægtigt midt i rummet. Og herpå lå så de ting, som Egholm arbejdede med. De ting, han brændte mest for – på hvilket som helst givet tidspunkt.
Det har altid været med en forventningsfuld fryd, at jeg har besøgt Egholm og hans ting på skrivebordet. For hvilke ting havde mon vundet retten til at komme på bordet denne gang? For det utrænede øje virkede bordets bunker nok konceptløse og uforanderlige. Men man må aldrig lade sig narre, ikke når man står overfor en ægte tingfinder. Bunkerne var i konstant bevægelse og forandring. Ting kom til, ting blev flyttet til en anden bunke, og ting blev forsigtigt pakket væk i et af de mange depoter.
I 2006 lukkede Statsfængslet i Horsens, og dermed skulle man mene, at mulighederne for en tingfinder blev få. Men ikke for én, der var så rutineret som Egholm. Helt frem til januar 2010 fortsatte skrivebordet med at være lærred for den kontinuerlige mosaiklægning, og først da Horsens Museum i januar 2010 overtog Fængselssamlingen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, og dermed også skrivebordet med indhold, blev den sidste brik på skrivebordet lagt. I august måned blev kontoret, som det sidste af den store samling, pakket i flyttekasser, for at blive registreret i museets magasin.
En af de rigtig fine ting, der lå på bordet, var det fangenummer, som Carl August Lorentzen gik med. Fortællingen om Lorentzen hører slet ikke til her, men hvis du vil læse den, så tryk her.
Jeg har aldrig været på besøg, uden at der på bordet var mindst én kasse med fangefotos, som Egholm sorterede i. En vigtig del af fangeregistreringen var at fotografere dem. I starten hos en af byens professionelle fotografer, hvor fangerne blev iklædt et jakkesæt, og opstillet i et sceneri med gulvtæppe, stol og bord. Hurtigt fik fængslet dog sin egen fotograf der fotograferede i den kendte stil med ansigtet forfra og fra siden, og med synligt fangenummer.
En af de ting, som Egholm har været særligt begejstret for de seneste år, er en granat. Tung og rund, lavet af jern, med en udhulning til krudt, og en træprop til at holde krudtet inde.
Ikke kun store ting, eller ting der potentielt kan sige bang, vækker entusiasme. Lige så stor opmærksomhed som granaten, viede Egholm en lille knap, som er den eneste, han har til en bestemt uniform. I rigtig lang tid lå knappen på det samme sted, lige oven for skufferne i højreside af bordet. Ikke glemt, men i fokus. Og nede i den øverste skuffe var nøglerne til alle døre i hele fængslet – også til de døre, som gennem tiderne er blevet kasseret og smidt ud, og derefter samlet ind af tingfinderen.
Egholm kravlede rundt på skrothandlerens lad, når han havde været inde på fængslet efter skrot, og han var en hyppig gæst på fængslets mødding. Og personale, såvel som fanger, lærte at ruste sig med gode argumenter, når Egholm venligt, men insisterende havde kastet sin kærlighed på et maleri, en lampe, en kasket eller hvad det nu kunne være. Målet var missionen, ikke en personlig trang til at eje. Og missionen var, at give alle os uden for murerne en mulighed for at forstå.
Tingfinderens skatte i brunekasser
Nu er der nok mange, der tænker, at det her er en rigtig sørgelig ende på fortællingen. Tingfinderens museum blev lukket og hans kontor pakket ned i kedelige, brune kasser. Men det her er en rigtig fortælling. Den har en lykkelig slutning, og en god morale.
Det, der karakteriserer en ægte tingfinder, er, at han ikke kan lade være. Hvis han ser en god ting, må han samle den. Sådan er det. Og Egholm er en ægte tingfinder. Han har fået et nyt skrivebord, og det er godt nok mindre, for det gamle kunne jo ikke komme ind, men det fungerer alligevel godt som lærred for Egholms fortsatte mosaiklægning. Nu arbejder han utrætteligt for Horsens Museum, som en uvurderlig del af den gruppe, der registrerer verdens største og fineste samling af fængselsgenstande.
En tingfinder bliver ikke pensioneret, han bliver ved. 80 år er tal på papir. Hvis man skal forstå hvorfor, er det igen bedst at spørge Pippi Langstrømpe, ”Der er ikke noget, der er så godt som at være tingfinder. Det er bare mærkeligt, at der ikke er flere, der slår sig på det.”
Maria Berg Briese
(citater fra: Astrid Lindgren: Bogen om Pippi Langstrømpe. Gyldendal, Tredje samlede udgave, tredje oplag. 1998.)
Læs om flere genstande fra Horsens Museums Fængselssamling på Museernes Samlinger