Smedemestrene Otto og Johan Høj

Nr. 53 – Persillekræmmeren – 2008

Smedemester Otto Høj og medhjælper er i færd med at smede en hjulbane til et vognhjul, ca. 1935.

Otto Høj

Smedemester Otto Høj var fra Vejstrup og gift med Franziska fra Blirup. Høj overtog smedjen i 1925 og blev ejer af denne i 1930. Kunderne var Østergaards Frøavl, Stensballegård samt landbrug i Stensballe, Meldrup og Blirup. Smedjen gav arbejde til en fast smedesvend, der også havde logi i smedjen. Næsten dagligt sås frøavler Rasmus Østergaard i smedjen med nye tekniske opgaver.

Smedjen_Bygaden_85

Smedjen, Bygaden 85, år 2000. Foto: Ulrik Bache

I 1920 købte Otto Høj den gamle museumsbygning på Bygaden 81 for nedbrydning. Mere plads var nødvendig, hvis smedjen skulle have en fremtid. På den udvidede grund opførtes en lager- og beslagsbygning. Smedjen måtte have reservedele til landbrugsredskaber på lager. Tiden tillod ikke at vente på disse, og beslagsbygningen muliggjorde, at hesteskoning kunne foretages mere bekvemt under tag. Hesteskoning var dengang et meget stort arbejdsområde.

Smedemester Johan Høj i arbejde ved essen, 2004.

Johan Høj

Johan Høj, født 1926, havde opvækst og skolegang i Stenballe. Bl.a. havde han forfatteren A. J. Gejlager som lærer, der beskrives som god, dygtig til at sætte i arbejde, overhøre og fabelagtig i historie og religion.

Efter skolen kom Johan Høj som 14-årig i smedelære hos sin far, der var dygtig, men bestemt og med kort lunte. Læretiden var 5 år. Den teoretiske uddannelse foregik på Horsens Tekniske Skole, 5 aftener om ugen fra kl. 18 til 20 i alle vinterhalvårene. Svendeprøven var en vognhammel. Efter læretiden var der soldatertid som værnepligtig ved 7. regiment i Vejle og ved den danske brigade i Jever i Tyskland efter 2. verdenskrig.

Legitimationskort der dokumenterer, at Johan Høj er kommunal maskintil-synsmand i Vær sogn, hvor 99 virksomheder skal have kontrol for sikkerhed.

I 1948 fik Johan Høj ansættelse som fast svend hos faderen. I 1960 byggede firmaet tjenestebolig på Fortevej 15 til den faste svend. I 1964 blev Johan Høj gift med Hanne fra Hundslund samt ejer af smedevirksomheden, ægteparret fik bolig oven over smedjen på Bygaden 85.

Interiør fra den gl. smedje, 2005. Foto: Ulrik Bache.

I årenes løb ændrede smedearbejdet karakter ved landbrugets afvandring. Til gengæld kom der nye kunder til indenfor vand, varme og gas. De store kunder var dog stadig Østergaards Frøavl og Stensballegård.

Hanne deltog ikke i smedjens drift, idet hun gennem alle årene arbejdede på kontor hos et forsikringsfirma i Horsens. Omkring 2000 begyndte Johan Høj at trappe ned og i 2005 var det endeligt slut. Et langt arbejdsliv var forbi. I 2006 flyttede ægteparret Hanne og Johan Høj til Husodde. Firmaet var solgt til andet formål.

Interiør fra den gl. smedje, 2005. Foto: Ulrik Bache.

Kildeangivelse

Oplysninger og materiale fra Hanne og Johan Høj, Stensballe.

Redaktion: FGS, KSO