Sommerhus ved Husodde

Nr. 31 – Persillekræmmeren – 2006

Sommerhuset på Husoddevej 74. Foto 2004

Henny Boll-Pedersen fortæller

Stensballe Lokalhistoriske Arkiv har bedt mig fortælle lidt om vores sommerhus, som lå på Husoddevej 74.

Sommerhuset blev bygget i 1933 af slagtermester Hans Schmidt, der havde sin forretning i Graven. Senere oprettede han Horsens Export- FjerkræslagteriHøegh Guldbergs Gade. Sommerhuset var bygget af træ og malet rødt med hvide vinduer. Dengang var der kun få huse ved Husodde. Derimod var der anlagt flere frugthaver, som havde gode betingelser ved fjorden med det milde klima.

Stue med pejs. Foto 2004

En dejlig pejs

Huset var 56 m2 stort og indeholdt en stue på 30 m2, soveværelse samt garderobeværelse, køkken og spisekammer. På bagsiden af huset var der et lille rum, hvorfra en trappe førte op til loftet. Huset havde fine detaljer og var dengang et fint stykke håndværksarbejde. De små vinduesruder, der var 220 i alt, gav et dejligt lys i huset. Desuden var der en smuk pejs med fundament af natursten. Pejsen var forsynet med en lille brændeindsats, så den gav en dejlig varme.

Det af slagtermester Schmidt anskaffede møblement. Foto 2004

Et specielt møblement

Da vi overtog huset indeholdt det et specielt møblement, som sikkert var blevet fremstillet til huset, da det blev bygget. Det drejer sig om en hjørnebænk med tilhørende bord og stole samt en skænk, alt malet mørkegrønt. Stolene og skænken var forsynet med små motiver, malet i guld og sort – et meget særpræget og smukt sæt møbler. Også den elegante hængelampe over bordet var malet mørkegrøn.

De grønne farver dannede en smuk helhed, og jeg må ikke glemme at nævne de to grønne døre i stuen. Den ene var forsynet med et motiv af en hestesko omkranset af en blomsterranke, og den anden havde et motiv af en stigbøjle ligeledes omkranset af en blomsterranke.

Bygningen, hvor der oprindelig var opstaldning af heste. Foto 2004

Hestestald og foderrum

Disse motiver viser, at slagtermester Schmidt må have haft en særlig interesse for heste, idet der på grunden lå en bygning i røde mursten. Denne bygning indeholdt en garage samt en hestestald med plads til to heste, og et foderrum. Så vidt vides var det rideheste, han havde. Senere købte Hans Schmidt den store villa Jespersvej 17, hvor der havde været fødeklinik. Her boede han indtil sin død i 1984.

Haven

Også haven blev fint anlagt dengang i 1933. Man kunne stadig finde mursten i haven, og det tyder på, at alle bede har været indrammet af murstenskanter, der var lagt i takkede rækker. Også langs indkørslen fandtes rester af en sådan række.

Da vi overtog huset, stod der tre æbletræer i haven, som nok var plantet, da haven blev anlagt. Det ene var et citronæbletræ, det andet æbletræ var af ukendt navn. Det bar store lysegrønne æbler med et stort kernehus, og de smagte dejligt. Det tredje æbletræ måtte vi fælde efter en hård vinterstorm i 1995-1996.

Det er ingen tvivl om, at haven har været anlagt af en fagmand, og at den var smuk med blomsterbede, buske og træer.

Sejlmagermester Poul Rønnest Mortensen

I 1947 blev sommerhuset solgt til sejlmagermester Poul Rønnest Mortensen, der havde forretning og bolig i Allégade (huset er nedrevet ved en gadeudvidelse). Poul Rønnest Mortensen, hans kone og deres to børn benyttede sommerhuset flittigt, idet de boede dér en stor del af sommeren. Poul Rønnest Mortensen beholdt sommerhuset nogle år efter hans kones død, men i 1991 satte han det til salg, og vi købte det.

Vi overtager sommerhuset

Efter at vi havde overtaget sommerhuset, fik vi sat det lidt i stand, så det blev en rar sommerbolig for os. Også den tilgroede have fik vi sat skik op, dog med nænsom hånd, da vi ville bevare så mange af de gamle vækster som muligt.

Vi overdrog sommerhuset til den nye ejer den 1. juni 2004. Det var med vemod, at vi tog afsked fra huset, men intet varer evigt, heller ikke det smukke sommerhus i Husodde. Det måtte vige for en ny villa.

Vi synes, at alle tre ejere har værnet smukt om huset og den specielle atmosfære, der findes på dette sted – midt i naturen med et rigt dyreliv og tæt på Horsens fjord.

Fortalt af Henny Boll-Pedersen, Volketswil, Schweiz

Redaktion: FGS, KSO