Om Ring-Føvling kommune

Brædstrupegnes Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1991

Af: Tinne Mogensen

Ring – Føvling kommune fik oprettet et kæm­nerkontor 1/4 1932. Min far havde da været kasserer i adskillige år. Han søgte og fik stillingen. Der var vistnok ikke så få, der også søgte og derfor i høj grad følte sig forbigået. Bl.a. kom det mig for øre, at een af de pågældende udtalte, at dersom Viby Petersen, der dengang var tømmerhandler og havde Brædstrup Træ­lasthandel, ikke var på kontoret i kontortiden, så ville vedkommende straks klage til amtet. Nå, det gik ikke så galt.

Den daværende sognerådsformand, murermes­ter Rasmus Christensen (populært kaldet Rasmus Pu-Ha) havde indtil da stået for regn­skabsaflæggelse, folkeregister, skatteudreg­ning m.m. Han havde sit kontor i Søgade 12 på 1.sal og boede selv i stuen. Regnskab blev der ikke ført meget af, og jeg erindrer to vindues­karme med dynger af papir. Når der således flyttede et ungt menneske til kommunen, blev han skam ikke straks ført i kartotek, for hvis han nu flyttede om et halvt år, så kunne det ikke betale sig at have den ulejlighed.

Sognerådsformandens to døtre klarede regnskaberne for ham, særligt den ældste, Dagny, og faktisk var det hende, der skulle finde tingene for ham, når noget var blevet borte i rodet.

Jeg havde lovet min far at passe bogholderiet. Inden overtagelsen blev det arrangeret, at jeg et stykke tid fik lov at være på et stort kæmner­kontor for at se hele forretningsgangen et sådant sted. Det var i den daværende Vejlby – ­Riisskov kommune, en stor forstad til Århus.

Kæmner Honore viste mig alle af delingerne der og fortalte, hvordan de fungerede.

I Ring – Føvling kommune var det ikke meget, der blev afleveret af protokoller og lignende.

Sognerådsformanden, der altså også var murermester, lod sin murerarbejdsmand – Chr. Dahl Christensen -køre papirerne ud, og ved forespørgsel, om der ikke var et arkiv af en slags, svarede han med et smørret grin: Musene har spist det meste af det, og resten ligger i vandværkets gamle brønd. (Rester af det gamle vandværks bygning står endnu på Vestervan­gen og har tilhørt Søgade nr. 8).

Sådan set var det godt for noget, for den første tid måtte det lille kontor på trælasten fungere som kæmner­kontor, idet tilbygningen på Søgade 52 (den­gang 56) ikke var færdig.

Ved overtagelsen af folkeregisteret valgte vi at foretage en optælling i kartoteket af samtlige personer i kommunen. Der viste sig at være en difference på godt 30, og det måtte vi så indbe­rette til Statistisk Depardement. Folk var nu heller ikke så flinke til at melde flytning dengang.

I den forbindelse fortalte min far mig fra sin periode som sognerådsmedlem, at der engang ved et valg var glemt en person på valglisten. Forvirringen var stor, udeladelsen kunne betyde omvalg, og hvad dermed følger.

Sogne­rådsformand Rs. Christensen blev indkaldt, for fejlen var hans. Hurtigt lod han øjnene løbe ned ad listen, og så udbrød han: Han står da her, og uden at fortrække en mine satte han kryds ved een, der var død og burde have været slettet. Så var det valg reddet.

Sådan noget som en skriftlig vedtægt for lig­ning af kommunalskat fandtes ikke. Man måtte derfor ved at se på de foregående lignin­ger finde ud af, hvilke procentsatser der skulle tillægges den opgivne indtægt. Det afhang af, om det var en arbejdsindtægt, eller om der også var kapitalindtægt.

Sognerådsformanden var på det tidspunkt syg og kunne ikke hjælpe. Det forvoldte en del hovedbrud. Fra det daværende Skanderborg Amtskontor fik vi god hjælp. Der var to meget flinke jurister, som vi altid kunne ringe til og få råd og vejledning.

Den ene, fuld­mægtig Bach – senere amtsmand i Ribe eller Viborg – kom og hjalp med at oprette et rigtigt bogholderi.

Mens vi altid mødte venlighed og hjælpsomhed hos Amtskontoret, så var man mere striks på Skanderborg Amtsstue. Kommunen skulle afregne de opkrævede beløb 4 gange årligt med Amtsstuen. Det var ikke altid, beløbene lod sig dele med fire, det kunne variere med ørene. Engang havde vi således sendt 1 – een-øre for meget i et kvartal. Amtsstuen ville ikke over­føre den sølle øre til næste kvartal, så kommu­nen fik skam et I-øres frimærke tilsendt. Det blev vores hovedpine, hvordan vi ville postere det.

Da K. K. Steinckes nye sociallov af 1933 trådte i kraft, skete der store forandringer med mere arbejde.
Hjælp til trængende, som nok havde været på et løst grundlag, blev nu lagt i faste rammer. Der blev lagt loft over, hvor meget der kunne ydes, men til gengæld fik man også at vide, hvad man havde ret til.

Den første i hver måned kørte vi ud til brugsfor­eningerne her i kommunen med aldersrenten, for at det skulle være lettere for de ældre. Nav­net aldersrente blev senere ændret til betegnel­sen folkepension (fra 1891 og indtil 1922 var betegnelsen alderdomsunderstøttelse). Alders­renten var dengang, såvidt jeg husker, kr. 32,50 for kvinder og kr. 34,50 for mænd pr. måned.

En lille pudsighed fra trediverne: Under en militærøvelse havde mine forældre en ung offi­cer indkvarteret. Han ville gerne sludre med os to unge på kontoret og fortalte bl.a., at han var gode venner med en siamesisk prins. Dengang var det ret almindeligt, at udlændinge af offi­cersrang kom i en slags militærlære her i landet. Vi måbede og sagde noget i retning af, at sådan en havde vi da aldrig hilst på. Hvad sker der?

Næste dag kom prinsen (løjtnanten havde sladret) ind på kontoret og spurgte smilende, om han måtte have lov til at sige goddag til os. Så fik vi hver et håndtryk, men vore kinder blus­sede unægtelig.

Med krigen fulgte rationeringer med uddeling af rationeringsmærker til følge. Det var af og til slemt med luften i det lille kontor på Søgade – særlig når folk kom ind og stod i kø med regn­vådt tøj. Det var også undertiden barskt på vore ture i brugsforeningerne. Engang besvi­mede da også vor unge kontorelev.

Rationerin­gerne voldte ellers ikke de store bryderier, men et eksempel er der: En dag kom en S.S.-officer ind i sin sorte uniform og forlangte i en overle­gen tone rationeringsmærker. Vi havde ingen instrukser angående værnemagten og sagde derfor, at det måtte vi ikke. Så blev de lange, sorte handsker smidt på disken og en pistol lagt ved siden af med ordene: Det skal jeg vise jer, at I må. Vi turde simpelthen ikke andet end at give ham dem, men han gav os dog ingen skrift­lig kvittering derfor, og vi hørte aldrig kritik senere. Jeg lod for øvrigt, som om jeg ikke kendte manden, der var her fra kommunen.

En anden gang kom en uanmeldt revision fra København på rationeringsområdet. Det var i middagspausen, og kontoret var lukket. Det rørte ikke den unge mand, så jeg måtte lukke op og finde bøgerne frem. Han kom med en bemærkning om, at vi ikke gav smørmærker til medhjælperne på gårdene. Cirkulæret måtte frem for at overbevise ham om, at det stod der faktisk i loven, at vi ikke måtte. Revisoren kunne ikke sin lektie.

Under krigen var vi engang i 2 dage uden brændsel i en forfærdelig vinterkulde. De stak­kels to kontorelever måtte arbejde med overtøj og vanter på. Så lykkedes det endeligt at få et læs grønne nålegrene til nogle dages forbrug, indtil vi fik fat i tørv og brunkul med løbesod og lugt til følge.

Dengang var der en hel del af landevejens farende svende. De kom af og til op på vores kontor og forlangte penge, som de mente til­kom dem fra deres egen kommune. Så gjaldt det om at komme af med dem i en fart. Egentlig skulle man jo finde frem til, hvilken kommune de tilhørte, og det gav en masse ulejlighed med refusion m.m., så man lukkede øjnene og gav dem en skilling for at forsvinde igen. Man fik indblik i mange skæbner og lærte, hvem der bare bluffede. Nogle lærte man ret godt at kende.

Således havde vi en person, der var født og opvokset her på egnen, men altså endte med at gå på landevejen. Efter ikke at have set eller hørt noget til ham i adskillige år syntes jeg en dag fra mit køkken at høre hans stemme. Jeg stak hovedet indenfor på kontoret og sagde: Jeg syntes nok, jeg kendte stemmen, goddag N.N .. Så gav han sig til at græde over, at jeg kunne huske ham så mange år efter. Få år senere så jeg ham nogle gange sidde på en bænk i en nærliggende by – ren og sober. Han havde åbenbart nået pensionsalderen og slået sig til ro.

Man tog ikke tingene så højtideligt dengang, og landevejens farende svende var nok dem, der tog det allermindst højtideligt. Således hørte jeg en middagsstund fra køkkenet, at det puslede oppe på kontoret. Der sad en af vore “stamgæster” sammen med en kammerat. Jeg blev vred og skældte ud over, at de havde benyttet personaleindgangen, som ikke var aflåst. Også han gav sig til at græde og lovede at det aldrig skulle ske oftere. De farende svende besøgte os stadig. Engang jeg var alene på kontoret, kom der sådan en og forlangte et stort beløb og nægtede at gå med til den sædvanlige skilling. Det var lukketid, og jeg truede med at tilkalde politiet, hvad han ikke troede på. Jeg ringede om hjælp, og betjenten kom omgående i uniform, og så måtte betleren af sted.

En anden gang kom min mand ind i privaten og sagde, at N.N. bad om noget at drikke. Jeg måtte ikke give ham øl, så jeg bød ham safte­vand, der blev afslået med: Fy for f ….. , det er der alligevel ingen, der før har budt mig. Med hensyn til de landevejsriddere så kunne man komme til at begå grimme fejltrin. En af vore kendte betlere, som havde sine “faste kun­der” her i byen, yndede at sige, at han var i familie med min svigerfar, arrestforsvarer Mogensen. De var fra samme egn – det var alt. Samme opsøgte mig engang på privatadressen. Jeg stod med et af børnene i haven, da han kom. N.N. ville sige goddag til barnet, og uvil­kårlig trak jeg drengen tilbage. Så kom det bebrejdende: Fru Mogensen – De behøver ikke at være bange for smitte. Jeg er lige lukket ud fra Silkeborg sygehus og har hverken fnat eller andre sygdomme.

Efter min mands indtræden som kæmner i 1943 arbejdede jeg ellers kun i travle perioder på kontoret. Til gengæld fik han en elev mere, så han nu havde 2 unge mennesker til at hjælpe med arbejdet.

Som årene gik, blev også kontoret for trangt, og i 1956 blev der bygget til, så der blev et dejligt, lyst lokale. 10 år senere var pladsen igen for trang, og der måtter atter udvides. Da de store kommunesammenlægninger skete i 1970, førte det til store omvæltninger. Alle rammer blev sprængt, og der blev opført en midlertidig barak, indtil det nuværende rådhus blev færdig.

Kæmnerne i de små kommuner flyttede med til den nye Brædstrup kommune. Det var hårdt for mange af dem, ikke blot her, men i hele landet. De havde før siddet i deres små hygge­lige kontorer og jævnligt fået en passiar med folk, der havde ærinde til dem. Nu skulle de pludselig arbejde sammen med en masse andre mennesker samt vænne sig til larm fra telefoner og maskiner.

Om borgmester Hans Mikkelsen er der tidli­gere fortalt små historier. Svar havde han altid parat. En aften ringede han ved spisetid. Vi havde lige sat os til bordet, og børnene støjede. Jeg bad ham undskylde larmen, hvortil han omgående sagde: Det er nogen ringe grise, der ikke skriger, når de er sultne.

Dette var lidt om den svundne tid – kommunalt set. Alt er blevet større og anderledes.