Trædens historie

Brædstrupegnens Hjemstavnsforening Årsskrift – 1988

 Af: Karen Bækbøl Jørgensen.

Midt i Træden landsby ligger Bakkegården, den eneste i byen, der drives af en heltidslandmand. Gårdens marker ligger ligeledes midt mellem de andre Trædengårdes marker, der spreder sig ud som en vifte mod vest. Flere steder er der stadig diger og skel mellem markerne.

Man siger, at Træden er en stjernelandsby, hvilket betyder, at markerne, der begyndte som smalle stykker i byen, breder sig ud efterhånden. Derved var jorden mere samlet her, og udskiftningen ikke så påkrævet som andre steder. I Træden kom udskiftningen 50 år senere, end de første var begyndt, og i det hele taget er ud­viklingen og forandringerne i tidens løb kommet meget langsomt.

På Bakkegården, hvor landman­den hedder Erik Nielsen og hans far hed Thorvald Nielsen, kan vi i 1796 finde Niels Jensen på gården. Det er Eriks tipoldefar, og 50 år før kom Niels Pe­dersen Overgård det lille stykke fra Gammelstrup Overgård til Træden og genopbyggede og fæstede Bakkegården. Det er Eriks tip-tip-tip-oldefar. Dis­se to ejere/fæstere af Bakkegården er stamfædre for flere bosiddende familier i Træden, der altså kan føre deres slægt mindst 250 år tilbage på sam­me egn, muligvis længere endnu.

Allerede år 1508 stadfæster Kong Hans Træden sogn med 14 gårde og Bredvad Mølle, hørende til Voer Kloster. Idag kan vi endnu se murrester fra Voer Kloster ved Klostermølle og Mossø.

I 1516 havde Voer Kloster 20 munke, og abbeden hed Thomas. Væbner Hans Skeel til Nygård tilskø­der Voerkloster 2 gårde og 1 boel, samt andet gods i Træden.

Ved reformationens indførelse i 1536, får abbeden brev om, at munkene frit kan udtræde af klosteret, eller blive deres tid ud. De sidste blev dog overflyttet til Øm. Fra Øm kom en præst Pe­der Christensen til Tønning og Træden kirker, og da han kom allerede i 1529, mens landet endnu var katolsk, og var præst til 1578, må han have kon­verteret til den lutherske tro undervejs.

Omkring den tid fik man messingdåbsfade til kirkerne, idet børnene nu ikke mere skulle dyppes ned i døbefon­ten. Fadene blev lavet i Nüirnberg, og teksten blev indgraveret i Danmark.

På Træden dåbsfad er i bunden billedet af spejderne i Kanaans land, med en enorm klase vindruer. Udenom i omkredsen står »REKOR DE Nøi secal«. Det gentages 5 gange og betyder »Søg de nye riger«. Udenom står 8 tegn i snarskrift, hvor første tegn betyder »IN NOMI­NE«, derefter »castæ virginis sanctæ, matris Jesu Christi«, hvilket betyder »I Jesu Christi, den rene jomfru, hellige moders navn«.

Trædens gamle sog­nepræst i 1805, Lorenz Btinch, fandt ud af disse tekster og mente, latinen var skrevet til præsternes fornøjelse, den danske for dem, der kunne læse, og tegningen for dåbsfolkene.

Efter at klostrene var blevet nedlagt, var Træden gods kongens jagtmarker og krongods, og hans forvalter, herr Jørgen Scheel, skriver i jordebogen 1629 regnskab over, hvad hver Trædenbonde skal betale i skat. Heri er bøndernes navne og de varer, de skal betale: For hver helgård: 2 lispund smør, 1 ørte rug, 2 ørter byg, 1 lam, 2 kalve, 1 svin, 22 læs ved. Der var 9 helgårde og 5, der var delt ud i 10 halvgårde. En af bønderne har tilnavnet Paris, Sø­ren Nielsen Paris. Desuden bor der en herredsfo­ged, der i skat betaler 1 brændsvin. Brændsvin var af særlig god kvalitet, idet de gik i skoven og spiste olden.

Hvem der har nydt godt af alle disse varer, når ik­ke kongen var her på jagt, er ikke til at svare på. Men da Chr. d. 4. var uheldig med sin indblanding i 7-års krigen, fik besættelsen i Jylland af svenske og polske soldater også slemme følger for Træden.

I tingbogen 1660 hører vi om sognefogeden Anders Albrechtsen, der får sin gård brændt ned af solda­terne, som endda kommer igen næste dag og tager de døre, der endnu står hos de andre bønder og slår dem omkuld, hvorefter de brænder dem af, midtpå gårdspladsen.

Omkring 7 gårde ligger øde, og markerne bliver ikke tilsået. Resten er så forarme­de, at der heller ingen landgilde kan betales derfra. To nye gårdfæstere sværger med opholden finger, ved deres højeste helgens ed, at opbygge og fæste annexgården i Træden til Skanderborg slot, EIiers vil de blive trægireden = ride træhesten for at for­færdige andre på Skanderborg ladegårds marker.

De andre gårde får nu også nye fæstere, og lang­somt fortsætter livet i landsbyen Træden. Nogle af de gårdfæstere, vi møder, bl.a. Laurids Lauridsen, der ikke kan betale den indkvarterede rytter hans løn, må henvise til sognefogeden, der har fået hans kones skørt i pant. En anden gang går sognefoge­den til en gårdfæster, mens han ikke er hjemme, og efter at have taget pinden af døren, går han ind og kigger efter værdier, tager så 3 kos kindspuder, et sengedækken og 1 spade.

Samme Laurids Laurid­sen og hans kone Kirsten Markusdatter har 2 søn­ner og 3 døtre. De bor i et stuehus i 8 bindinger, la­dehuset i 14 bindinger og stald og fæstehus i 12 bindinger. Der har de 1 brun hest på 11 år, en sort­brun arbejdshoppe på 13 år, en gl. sortblisset hop­pe, en lille bliset plag, 1 føl, en blak hjelmed ko 3 år, 3 får og 1 svin. Bonden har af tøj: Tilskårne klæder: en grå vadmelskjortel, et par læderbuk­ser, en hat, et par gl. sko. Konen har 1 sort klædes­kjole, 1 rød-sort skørt, 2 brune berettes skørt, 1 rød nattrøje, 1 gl. rød nattrøje, 1 sort fin hue, 1 klæde hue. Dette tøj er nævnt i skifterne fra 1684, da det havde mest værdi.

Omkring samme år, 1684, hvorfra vi har Laurids Laruridsens skifte, bliver Anna Sørensdatter enke, og skiftet lyder på: 3 heste, 3 køer, 4 kvier, 1 so og et par grise og geder. De bor i en halvgård på 28 fag. Til sammenligning ser vi Anna Sørensdatter 20 år senere, hvor hun dør fra sin tredie mand. Et skifte på 1 helgård 50 fag, en fremgang på 2 heste og 4 køer, desuden 5 stude, 8 får med lam og til rytterne betales mdl. 1 ½ rd.

Mens man i 1640 kunne fede 12 svin i Træden skov, var der i krigsårene fældet så meget, at man dårligt kunne fede 1 ½ svin i 1684. Skoven kaldes Træden Ressen, og bestod af bøgestubbe og ege­stubbe, samt underskov til gærdsel. Det tog tid at komme til kræfter oven på krige og sygdomme. I begyndelsen af det 18. århundrede skete ingen ud­vikling. I 1721 kom Fr. den 4. ‘s rytterskole og i 1708 var der kommet en fattiglov, ifølge hvilken sognepræst Erik Kjær skriver til biskoppen om de 4 almisselemmer i Træden i 1733. Der er elendige krøblinge, fattige og skrøbelige, ældgamle og sen­geliggende. De 15 gårdmænd, der stadig er i Træ­den, giver hver 1 skæppe rug og 1 skæppe byg, men da de selv er fattige og trængende, er det ikke muligt at give mere. Først i 1740 begynder der en økonomisk forbedring, hvilket kan ses på tøjet, fi­nere stof og de mange sølvknapper, større gårde o.s.v.

Degne ved Tønning og Træden kirkesogn:

Disse degne eller kirkesangere med mere, har skif­tevis boet i Tønning og i Træden. De har haft en lod af kirkejorden og fri bolig. Selvom man har set op til dem, fordi de kunne læse og skrive, og har fået hjælp til at læse og skrive breve hos degnen, har det været et magert arbejde, især hvis man blev gammel og skulle forsørges. Men trofasthed over­for kaldet og en god kontakt mellem degne og præ­ster har ordnet problemerne hen ad vejen.

Den ældste degn, vi kan finde, er Henrik Ander­sen, f. 1647, som i 1681 blev degn ved begge kirker, bosat i Træden og gift med Bodil Rasmusdatter. Der findes i bispearkivet et brev fra ham – med egen hånd. I 1704 skriver han til biskoppen i År­hus, at han vil afstå sit degnekald p.g.a. alderdoms skrøbelighed. Han er da 57 år gammel, men han anbefaler sin gode ven Mads Mand som efterfølger og vil så nyde sin pension.

Seks år senere dør han fattig som en betler, og den efterladte enke Bodil Rasmusdatter gifter sig nu med den omtalte degn Mads Mand, som selv var enkemand.

Efter 14 år som degn, boende i Tønning, dør Mads Mand, og i 1718 kommer så den længst syngende degn, vi har hørt om, Peder Degn, kaldes han, men hans rette navn er Peder Jacobsen Lundum. Han er 26 år, og sammen med Karen Jensdatter fæster han degne­huset ved kirken på 13 fag bindingsværk. Til huset hører en degnelod af kirkens jord på 200 skæpper, og af dette betaler han landgilde, d.v.s. skat, 2 læs byg årligt. I kontant indtjening har han årl. 2 rdl. og 24 skill.

Her lever han så hele sit liv i Træden, arbejder sammen med 3 skiftende præster, oplever til fulde Træden kirkes misligholdelse. De kirkeejere, der køber kirken på auktion og indkasserer kirketien­de, bor langt fra kirkesognet og lader hånt om, at kirken trænger til reparation. Kirkesynet skriverdet ene år efter det andet om, hvad der er galt. Helt tilbage til degnen Mads Mands tid 1708 kører en retssag med kirkeejeren, præst ved Linnerup kirke, Hans Sørensen Hjortsvang.

I Træden kirke findes 29. maj 1661 (skrevet af Bar­toll Pedersen):
1 bibel in folie.
1 alterbog.
1 graduale.
2 messinglysestager.
1 messeskjorte.
1 kalk og disk af sølv.
1 klokke.
1 gammel kobberkedel m.m.
I 1690 er Hans Sørensen Hjortsvang kirkeværge og præst i Linnerup. Han skriver i sin lille gule regn­skabsbog:
1 gl. bibel (det er nok den samme som i 1661). 1 ritual bog
1 ny alterbog og en gl. ditto.
1 kalk og disk af sølv.
1 gl. messeskjorte, (muligvis den omtalte i 1661). 1 par messing lysestager.
1 jern ildkar.
1 ny ligbåre, 1 gl. ditto.
1 klokke i et klokkehus på kirkegården.
Kirkeværgen skulle indkræve kirketiende hos folk, vedligeholde kirken og tjene lidt selv. Nedenståen­de er et groft eksempel på, at kirkeværgen kun tænkte på, hvad han selv fik ud det.
I Træden kirkes gamle gule regnskabsbog, kan man følge indtægter og udgifter og dermed også fortjenesten til kirkeværgen.
I 1699 var indtægter 295 Rdl. -1 M -0 Sk.
Udgifter 122 Rdl. -0 M -86 Sk. til 16 gamle blypla­der.
Overskud: 173 Rdl. -0 M -14 Sk. osv.

Bevilling af Fr. d. 4.

I 1702 fik Hans Sørensen Hjortsvang, sognepræst ved Linnerup og Hammer kirker, på grund af sit kalds ringhed kongelig bevilling og tilladelse til, at han i sin tid måtte nyde indkomsterne af Tønning og Træden kirker i Tyrsting herred, mod deraf at holde dem vedlige og aflægge regnskab for stifts­øvrigheden.

I 1708 og igen i 1709 fremgår følgende af det syn, stiftsøvrigheden foretager:
I Træden kirke trænger murværket mod syd og øst til reparation, blytaget var fuldt af huller, så det regner ned på loftet, der rådner. Altertavlen og trappen op til prædikestolen er brøstfældige, og al­terklæde og messehagel i slet forfatning. Der mangler dåbsbækken. Der var ingen dør til våben­huset og der manglede sten til taget. Ingen stige til tårnet og intet reb til klokken, der hang i et råddent træværk og var forslidt. Man kunne ikke uden fare ringe med den. Det havde man heller ikke gjort længe, så folk kom for sent til gudstjeneste. Det smittede af på hovedsognet. Den søndre kirke­gårdsmur var nedfalden, og da præsten lejedegræsningen på kirkegården bort, lå den under »fæ­færd og øde«.

Provst og herredsfoged Bredal fra Klovborg klagede gang på gang til landsretten for at få bevillingen taget fra Hans Sørensen Hjorts­vang men denne appellerede hver gang og var så snu, at han enten skrev under på kravene om repa­ration uden at gøre noget, eller i sidste øjeblik lige var begyndt på nogle småting, inden næste syn. Derved trak det ud, og kirken var stadig brøstfæl­dig.

Men kirkeejerne er åbenbart så stærke, at de kan tillade sig at vende det døve øre til.
Selv godsejeren til Matrup, Justitsråd Thyge de Thygeson er så selvrådig, at det bliver for meget, og en klage, der går helt til kongen i 1776 giver re­sultat, hvilket kan ses i kongens svar:

Til Geheimeraad, Stifts befalingsmand P. Rosen­ørn og Biskop Bildsøe, Aarhus.
Af Eders til os indsendte Forestilling fornemmer vi, at ejeren af Træden Kirke, os elskelig Justits­raad Thygesen, skal afvigte Foraar uagtet derimod gjorte Forestillinger have aldeles nedrevet Sacristi­et, som fra Alders Tid har været ved samme Kirke, henført Bly Taget og af nye ladet opføre en lige Mur for Enden af Kirken, hvorved Præsten miste­de et roeligt Sted til Andagt, og Menigheden tillige­med Præsten Lejlighed til Skriftemaal og andre Forretninger, som hidtil der have været holdte; her ved kom endvidere Stoelen til at staa i Choret, lige saa ubelejligt for Præsten som for Confitenterne.

Der om er der indhentet Erklæring fra bemeldte Justitsraad Thygesen, som undskylder dette Fore­tagende dermed, at Kirkens østre Gavl og Ende samt den derved byggte Runddeel var saa brøstfæl­dig, at den højlig trængte til Reparation, hvorimod det formentes at ville blive til Styrke for Muren, om Runddeelen aldeles blev revet ned, og at Menigheden, da Sognet ickun bestaar af 15 Gaarde foruden Huse og en Mølle, ey synes at kunne savne det lidet Rum, Kirken derved er bleven betaget, li­gesom og det Stykke Chor, som fra forrige Tider har været indrettet til Skrifte Stoel, syntes at være stort nok, naar 2de Confitenter deri kunde rum­mes, og at han formente ikke at behøve Tilladelse til den foretagne Forandring.

Hvorimod I holder for, at det er Justitsraad Thy­gesens Pligt at holde alle Kirken tilhørende Bygnin­ger i forsvarlig Stand, med hvilke Conditioner Kir­ken ogsaa er ham tilstaaet og solgt ved kgl. Aukti­on, og han saaledes har handlet utilbørligen ved at lade nedbryde foreskrevne Runddeel, der baade var til Zir for Kirken og til Nytte for Præst og Me­nighed, da er det efter Eders derom givne Forslag vores allernaadigste Villie og Befaling, at fornævn­te Justitsraad Thygesen igien skal opbygge en ny Runddeel ved Træden Kirke og af samme Størrelse og Indretning med Mur, Vindue-og Bly Tag, samt Skriftestol og bequem Indgang fra Choret, alt paa samme Sted og saaledes som forhen været haver, og inden St. Hansdag næste Aar skal være fuld­ført, saaledes at det kan staa for fuld Syn. Og skal han desuden for hans Egenraadighed ved at have brudt dette Stykke fra Kirken uden Forespørgsel eller Tilladelse erlægge en Mulet af 50 Rdl. til Aar­hus Stifts almindelige Skole Casse. Dermed ske vor Villie.
Christiansborg, den 8. Decbr. 1774.

Christian Rex.

Deltagere i skriftemaal.

Mens dette har været under opsejling, og dels godsejer Thygesen, dels bønderne har taget sten fra det gamle tårn, hvoraf kun det allernederste var tilbage, mens det regnede og suste igennem utæthe­derne i taget, skrev den gamle Peder Lundum Degn et ansøgningsbrev om sin afsked:

“10. april 1774.

Jeg undertegnede, Peder Jacobsen Lundum, som den gode Gud af nåde, haver ladet opnå 82’sindstyve år, har – Gud være evig ære – upåklagelig forestået degneembedet for Tønning og Træden menigheder over 56 år”.

Efter denne formfuldendte præsentation skriver han om alle besværlighederne, hvor tunghør han er, og synet kniber det med, trods det at han i de senere år har brugt briller. Desuden har han en ældgammel kone på 77 år, han skal passe, da hun efter et fald på en isglat trappe nu er sengeliggende og intet kan selv. Han kan ikke betale nogen til at synge for sig.

Imidlertid har J .J. Serridslev lovet at hjælpe. Præsten skriver i sin anbefaling, at det er vanskeligt med degnen i kirken, der ser og hører så dårligt. De må hele tiden være parat til at komme ham til hjælp med salmerne. Derimod vil skolehol­deren ved den kgl. skole i Tønning synge for ham uden betaling, sålænge han lever, hvis han må arve degnekaldet i Træden. Denne ordning billiger bi­skoppen. Men desværre sker der nu det, at Jens Jørgen Serridslev, der stadig søger bort til noget bedre og roses i sine anbefalinger som et skikkeligt, dydigt og ædrueligt menneske, der er ungdommen et godt eksempel, og har udvist gode evner til at undervise, dør i Tønning fra kone og små børn, før den gamle degn i Træden. Heldigvis overtager en anden dygtig skoleholder og degn embedet og afta­len med Peder J. Lundum, og desuden gifter han sig med den forriges enke, Sara Toxværd fra Nim præstegård.

Peder Lundums datter, Sissel, har giftet sig med enbror til ‘Sara, nemlig studiosa Ulrik Toxværd, og begge bor nogle år i Træden og får børn døbt i kir­ken. Hvis man spekulerer på, hvad de har levet af, falder tanken på privat skolemester, så børnene var fri for at gå helt til Tønning. Han har sikkert også hjulpet den gamle degn i kirken. Men i 1763 bliver U. Toxværd og Sissel Pedersen Lundum degnepar i Ring-Føvling, hvor vi ser i Føvling kir­kebog, at de holder barnedåb, og Peder Lundum er med foruden sognepræst Carstensen i Tønning­Træden og skoleholder Serridslev.

Efter at Anders Langballe har sunget gratis i 6 år for Peder Lundum, dør den gamle degn i en alder af 93 år, efter at have været gift med Karen J. D. i 63 år.

Anders Langballe er nu i 1785 degn i begge kirker og skoleholder i rytterskolen. Han må have søgt væk, for han har i 1782 fået sognepræstens anbe­faling, idet Chr. Woersøe skriver: “Skoleholder Anders Langballe har stedse undervist ungdom­men med flid og troskab. Han bliver her i 36 år indtil 1815, så det må siges han er trofast”.

Chr. Woersøe skriver ved sin begyndelse i Tønning præstegård i kirkebogen følgende: “1779 den 26 november. Blev her i Tønning præstegård, jeg, Christopher Worsøe, der den 2. Juni blev af Gud og kongen kaldet til præst for disse menigheder og min allerkæreste Juliane Margrete Hviid, datter af salige commercieråd Hviid til Jungelgård i Salling og enke efter salige Matthias Brøndum, copulerede af min allerkæreste fader hr. provst Laurs Wor­søe”.

De levede velbehageligt, da Juliane Hviid bragte en medgift på 6000 Rdl. med i ægteskabet. Man hører hvor lykkelig og sorgløs han er, et lyst humør har han. Allerede efter 8 år dør han, og Anders Lang­balle skriver dybt nedtrykt i kirkebogen:

Om pastor Woersøe

“Den 8. marts 1787.
Tilsagde det Gud, at bortkalde den, af disse linier minnerige endnu så højt nedtryktes lærer og sogne­præst, velærværdige og højlærde hr. Christoffer Worsoe udi en alder af 46 år, og 17 dage, efter at han i 7 år og 7 mdr., som vendelig og retskaffen lærer og sognepræst havde forrøgtet sit kald og embede med sand troskab for Gud og almendelig roes for alle, 2. Juni 1787 blev Jørgen Kampmann af kongen kaldet til sognepræst i Tønning Træden sogne i en alder af 32 år, blev indført den 24. Juni i begge kirker af herredsprovst Schiøtte udi Schade (Klovborg)”.

I 1817 kommer Erik Hvilsted hertil som degn og skolemester i 31 år. Netop da han holdt, i 1858, blev Træden skole bygget. Og lærer Chr. Utoft kom til Træden som skoleholder og degn. Som degn i Træden kirke kom han galt afsted ved sin egen udlægning af teksten, som han skulle læse op, når der var messefald. Denne historie vender vi til­bage til under “Skoleholdere i Tønning og Træ­den”.

Rytterskolen i Tønning

I 1721 mens Peder degn var ung, kom Frederik den fjerdes forordning om at bygge 240 rytterskoler, der hvor bønderne var rytterbønder. Tønning- og Træden-bøndernes hartkort blev talt op, og skolen kom til at ligge i Tønning. En mindeplade med kongens initialer og en latinsk og dansk tekst blev sat op. Denne stenplade kan stadig ses på muren af den nuværende centralskole, muret ind til højre for døren. På latin står, hvor stor den skal være i mål, på dansk står et vers: “Hvor kongen har byg­get den til guds ære, de fattige til gavn”.

Nu skulle bønderne ikke underskrive deres fæster og lignende med ført pen, eller bare deres forbog­staver, nu skulle de lære at læse og skrive, og kunne deres katekismus, for i 1730 kom forordningen om konfirmation, og så var det vigtigt at kunne svare for sig.

Den første skoleholder i rytterskolen var Peder Pe­dersen Schmidt. I løn udbetales af Skanderborg amt 2 x årl. 12 rdl. Desuden har han fribolig og sin skolelod. At det var et magert udkomme ses sene­re, hvor skoleholderen søger bedre lønnet embede. Om de skolesøgende børn skriver Peder Schmidt:

“Siden rugsæden var lagt, ved sidste Mortens dag, har ungdommen her i sognet nogenlunde søgt sko­len, indtil ploven i foråret begyndte at gå, er det dag for dag gået tilbage i antallet, og nu findes kun dem, som ved Guds hjælp med det første agter sig til konfimation. Skrevet den 24. marts 1734”.

Det var de samme tilstande, som man nu hører om i U-landene. Børnenes arbejdskraft kunne man ik­ke undvære, kun konfirmationsforberedelsen blev respekteret. Særlig vanskelig kunne skolegangen være for børn i Træden om vinteren. Man ser da forsøg på at have en privat lærer, som man må gå ud fra, at bønderne selv har betalt.

I 1725 bliver nemlig skolemester i Træden, Christen Ollufsen, gift med Mette Pallesen fra Skanderborg. Året ef­ter får de en søn, Olluf, opkaldt efter farfaderen. Senere bor en studioso Ulrik Toxværd i Træden i 5 år, og i 1767 har vi en anbefaling af Peder Nielsen Ring, uddannet af Thyge Jesper Thygesen på Ma­trup gods, hvor sognepræst Carstensen skriver, at han har tjent som skoleholder i annexsognet Træ­den fra Michelsdag til påske, d.v.s. i vinterperio­den.

Imens dør den gamle syge skolemester P. Schmidt i 1748, hvor han de sidste år har haft Niels Rasmus­sen som medhjælper. Denne bliver nu anbefalet af sognepræst, magister Erich Kiær, idet han udtaler til biskoppen, at han har udvist sig føjelig og tjenstagtig, forrettet skoletjenesten upåklageligt og lover og forpligter sig til trofast at tage vare på de unges undervisning og at foregå dem med et godt eksempel. Niels skolemester og hans kone er af­holdte i sognet og bedes tit med til barnedåb. Foru­den de 6 år som vikar er han skolemester i 17 år. I 1765 kommer så Jens Jørgen Serridslev, som gifter sig med præstedatteren i Nim, Sara Toxværd. Århus Stiftsårbog 1930, Sigurd Elkjær:

“15. april 1742. Bispevisitats af bisp Peder Hygom fra Århus. For Tønning og Træden sogne prædike provst Eric Kier, 23 år. (Eric Jensen Kier 1719-50) prædikede over den evangeliske tekst, deraf hand udførde gode lærdomme og fremførde dem med temmelig gode gaver. Ungdommen befandtes her at være meget vel anført, thi den kongelige skole var i nærværelsen, og skoleholderen, en gammel særdeles arbejdsom og derhos gudfrygtig mand. Imod degnen, Peder Jacobsen, Lundum, hafde provsten intet at erindre. (Den omtalte gamle sko­leholder er Peder Schmidt).13. september 1748. Provst mag. Eric Kier, forme­delst hans alderdom og svaghed prædikede en stu­dioso i stedet. Ungdommen i disse tvende sogne, var vel undervist og færdige til at svare.”

I hovedsognet er en kongelig skole, og forsynet med en god skoleholder. Derimod i annex-sognet er byerne inddelt til de næst liggende skoler. Den omtalte skoleholder her er Niels Rasmussen.
Om de to første skolemestre i rytterskolen, kan vi læse i disse visitatsudskrifter: Og efter føromtalte Jens Jørgen Serridslev, Anders Langballe og Erik Hvilsted, hvor man til sidst havde haft privat skole i Træden, byggede man frå gård nr. 7 en skole med skolelod og ansatte den helt unge Chr. Utoft, hvil­ket Søren Peder Elkjær skriver om her:

I 1859 kom Utoft til Træden, ca. 27 år gammel. Som “Utoft i Træden” blev han en meget kendt og omtalt Mand paa Horsensegnen. Han var stærkt grebet af den grundtvigske Bevægelse og vakte stort Røre ved ikke alene at føre de ny Tanker frem i sin Undervisning, men ved også at være en Væk­ker for hele den gammeldags Egn.

Han kom der­ved i Strid med Præsten, der var en fredelig og be­sindig Mand, men helt af den gamle Skole. Da Utoft engang ved Messefald i Træden Kirke skulde læse en anerkendt Prædiken op, holdt han i Stedet for en selvgjort Prædiken, der havde baade Næb og Kløer. Dagens tekst var Lignelsen om Farisæe­ren og Tolderen, og den udlagde Utoft saaledes, at Præsten var ikke et Haar bedre end den selvretfær­dige Farisæer. Menigheden blev heller ikke skaa­net, han læste dem Teksten af et godt Hjerte uden dog, som han selv senere sagde, “at foregribe Sandheden”.

En Del af de Beboere, der før havde stillet sig afventende over for Utoft, følte sig ramt og gik straks op til Præsten for at klage over den selvbestaltede, uordinerede Prædikant. Præsten søgte at tale baade Beboerne og Utoft tilrette, han foreholdt den sidste hans ulovlige Fremfærd, men nøjedes forøvrigt med at advare ham mod at opirre Egnens Folk.

Utoft var dog ikke til Sinds at nedlægge Aandens Sværd. Da han naturligvis ikke kunde faa Kirken overladt tiere, holdt han gudelige Forsamlinger om Søndagen i Skolen og folkelige Møder hveranden Løn:lag. Han havde en forstaaende Medhjælper ved disse Møder i Højskoleforstander Dahl fra Aa­le, hveranden Lørdag gik Utoft omtrent fire Mil efter endt Skoletid for at tale i Aale, hveran.den Lørdag var det Dahls Tur at gaa til Træden og hjem igen. Da forbød Sogneraadet Utoft at bruge Skolestuen til Møder. Men det førte blot med sig, at han afholdt dem i sine egne Stuer. Hans Mod­standere blev opirrede derover. De klagede atter og atter til Præsten og fik denne til at tage Sagen op paany. Han foranstaltede et Møde, hvor han ikke alene bebrejdede Utoft den ulovlige Optræden i Kirken, men angreb hans Virksomhed i Skolen og Aftenskolen og paastod, at Ungdommen blev op­lært der til at rejse sig mod Husbonden, Børnene mod Forældrene, og at den gode, gamle Fredens Tid blev forbi, hvis Utoft ikke kom bort fra Egnen. Da Præstens Ord fik stor Tilslutning, sag­de Utoft, at han nok skulde forlade Sognet, hvis alle, eller saa godt som alle, forlangte det. Men nu tog hans Venner fat og forsvarede ham. De sagde, at de kunde ikke faa en bedre Lærer til deres Børn end Utoft, om de saa fik en ny hver ottende Dag.

Det var saadan, sagde de, at Børnene græd hver Dag, de ikke maatte komme i Skole, saadan hæng­te de ved deres Lærer. Præsten tog fat igen og vilde vide, at Utoft ikke underviste efter Balles Lære­bog, men satte sine egne grundtvigske Meninger i Stedet, og Sogneraadsformanden holdt paa, at de vilde have Børnene oplært i Forældrenes Tro, ikke i Utofts. Hertil svarede Utoft, at det vilde blive en farlig Renden fra Dør til Dør for ham, hvis han skulde have at vide, hvilken Tro de forskellige For­ældre havde, og hvad skulde han gøre ved de Børn, hvis Forældre maaske slet ingen Tro havde. Mødet sluttede i stor Forvirring og uden Resultat.

Nu besluttede Utofts Modstandere at gaa til Prov­sten, for om denne kunde skaffe dem af med den oprørske Lærer. Provsten tog Anledning deraf til at visitere Træden Skole, men kom til det Resultat, at det var den bedste Skole i hele Provstiet. For at gyde Olie paa Vandene fik han dog ved lempelig Overtalelse Utoft til at betale en Bøde paa to Rigs­daler for den ulovlige Optræden i Kirken og endvi­dere til at udtale, at han vilde bruge Balles Lære­bog, efter sin bedste Overbevisning. Det sidste hav­de Utoft let ved at love, det havde han altid gjort, og det forandrede ikke noget ved hans Undervis­ning.

Efter dette mislykkede Anslag fik Præsten og nog­le Beboere ikke mindre end tre Skoleautoriteter, Overskoledirektør With, Sanginspektør, Professor Berggreen og Gymnastikdirektør la Cour til at visi­tere Træden Skole paa en Dag. Desuden kom der flere Provster, Præster og Lærere til Stede for at se, hvordan det stod til hos “den kantede Degn i Træden”. Utoft red imidlertid Stormen af med Glans. Overskoledirektøren erklærede sig udmær­ket tilfreds med Skolen, Gymnastikdirektøren lige­ledes, bare Professor Berggreen ankede over, at Sangen var for ubunden.

Nu havde Utofts Modstandere kun den Udvej til­bage at fremskaffe en Adresse, der skulde bevæge Utoft til at rejse bort. Han havde jo lovet at træk­ke sig tilbage, hvis Kravet derom blev fremsat at et stort flertal i Sognet. Det viste sig da, at Præsten havde haft Ret i den Paastand, at Børnene i Træ­den Skole blev oplært til at rejse sig mod deres For­ældre. Selv Modstandernes Børn græd og bad om at beholde Utoft, Mødrene holdt med dem, og A­dressen fik saa faa Underskrifter, at den blev opgi­vet. Utoft blev i Træden for den Gang, og saa un­derligt gik det, at flere af hans ivrigste Modstande­re snart blev hans bedste Venner. Han drog virke­lig Egnen ind i den grundtvigske Bevægelse.

I 1864 kunde Utoft ikke sidde roligt i sin Skole. Det var hans Natur imod under saadanne Forhold. Ligesom Kristen Kold og flere ligesindede gik han frivilligt med i Krigen og var med baade ved Dyb­bøl og på Als. Et Aars Tid efter sin Hjemkomst søgte og fik han Embedet i Hvejsel, Nord for Vej­le. Der oprettede han en Højskole, som han ledede ved Siden af sit Embede i Folkeskolen. I 1872 op­gav han begge Skoler og købte Højskolen i Uldum, hvor han virkede med stor Dygtighed et Par Aar, indtil en tærende Brystsygdom gjorde Ende paa hans urolige Liv. Han var vist kun fyrretyve Aar gammel. Højskolens Venner rejste en Mindesten over ham paa Uldum Kirkegaard.