Brædstrupegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1987
Af: Jens Thule Hansen.
Under enevælden 1660 – 1849 sløvedes den danske befolkning og sank ned på et stade, der sandsynligvis passede udmærket med Holbergs beskrivelse af Jeppe på bjerget. Når folk ingen rettigheder havde og derfor heller intet ansvar, er der ingen stolthed tilbage til at holde moralen oppe, og folkeånden sygner hen.
Først efter den franske revolution gik frihedstrangen gennem de europæiske folk, der nu begynder at rive i de snærende bånd. Selvom den danske enevældskonge i 1830erne var den “vi alene vide” kong Frederik den 6., bestemte samme konge efter pres fra de nationalliberale kræfter i befolkningen, at der herhjemme i 1831 skulle indføres rådgivende stænderforsamlinger, men kongen skulle kun lytte efter de kloge mænds råd, han var stadig enevældig.
Da kong Christian den 8. døde i 1848 var kravet om medbestemmelse blevet så stærkt, at den nye konge, Frederik den 7. i 1848 gik med til folkestyrets indførelse. Til at udstede regler og rammer for folkestyrets indførelse i Danmark valgtes så i året 1848 145 gode danske mænd, der sammen med kongens 48 udvalgte skulle lovgive om den frie forfatning. Forsamlingen kaldtes den grundlovgivende rigsforsamling.
Efter lange og trange forhandlinger i treårskrigens skygge lykkedes det endelig den 5. juni 1849 at få vedtaget Danmarks Riges Grundlov, og det brede lag af befolkningen fyldtes af taknemlighed mod kong Frederik den 7., der kom til at stå som grundlæggeren af folkefriheden i Danmark. Hermed var det enevældige statsstyre afskaffet, og der indførtes en rigsdag bestående af et folketing og et landsting, til hvilke medlemmerne valgtes ved lige valgret.
Efter grundloven skulle der vælges 115 medlemmer til det første folketing, valgt efter flertalsvalg med een mand i hver valgkreds.
Der blev oprettet 65 valgkredse i østifterne, 49 i det nordlige Jylland og 31 i Sønderjylland. Desuden skulle der vælges en del i hertugdømmerne, men det måtte vente til efter krigen.
De første folkevalgte fra valget den 4. december 1849 var ikke kendetegnet ved politisk indstilling. Det var simpelthen gode danske mænd, som folket havde tillid til. Der var jo under enevælden ingen brug for politiske partier, selvom behjertede mænd i tiden efter 1788 havde arbejdet for at forøge initiativ og medansvar til også at gælde den jævne befolkning, da de kunne se, at landets fremtid afhang af, at hele befolkningen kom i besiddelse af såvel indsigt som ansvar. Disse fremsynede mænd kaldtes nationalliberale, og det var deres fortjeneste, at folkestyret kom til sin ret.
Under de bevægede dage i 1848, hvor folkets lænker brast, vågnede mange indestængte kræfter op til dåd. I 1848 stiftedes “Bondevennernes Selskab” og mange af de nationalliberale førere var med til stiftelsen. Først i 1850erne brød betegnelsen på de politiske partier i Frankrig igennem også herhjemme.
De konservative, der holdt på det bestående, havde plads til højre i salen og fik betegnelsen Højre, medens rebellerne, der ønskede reformer, havde sæde til venstre i salen, – deraf navnet Venstre.
Herhjemme blev de konservative selvfølgelig også til Højre, medens venstrefløjen omfattede de reformvenlige nationalliberale og bondevennerne, men det blev dog de sidste, der beholdt navnet.
Når man ser på byen Brædstrup og dens størrelse, kan man undres over, at netop denne by valgtes som centrum for den store midtjyske valgkreds. Ved folketællingen i 1850 var der kun 405 indbyggere i hele Ring sogn, og selve Brædstrup by var kun en flække på højst 150 indbyggere.
Selve området, som kredsen rådede over, strakte sig fra Nr. Snede – Ejstrup i vest over Vrads, Bryrup og Them i nord, Ousted – Tåning og Hylke i øst til Nim – Underup, Aale – Tørring i syd. Et mægtigt område, når man tager den tids befordringsmidler i betragtning. I dette store område valgtes så Brædstrup som byen, der skulle arrangere hele valghandlingen og tage mod det store opbud fra det store opland, når valget skulle holdes. Valgdagen rummede jo det hele, først valgtalerne og diskussionen, senere selve valghandlingen og optællingen.
Dertil kom så bespisningen og husly til de mange tilrejsende mennesker – og ikke mindst hestene, der var det eneste befordringsmiddel, der i 1849 var til rådighed for folk, der havde for langt til at gå. Jeg formoder, at der på gode valgdage har været 600 – 700 fremmede heste i en lille by som Brædstrup.
Hvorfor blev det så Brædstrup og ikke en af de større byer, der blev vært for området? Jeg tror, jeg kender svaret. For det første var Brædstrup centralt beliggende midt i området. For det andet var herredsfoged, kancelliråd N. Hunderup fra Brædstrup og medlem af den grundlovgivende forsamling, der vedtog loven og udstak rammerne for lovens opbygning. N. Hunderup har sikkert fremhævet Brædstrup og har arbejdet for valget af denne by som kernen for kredsen. Men min tredie begrundelse er nok den, der tæller mest for valget af Brædstrup. Da Drewsen i 1844 startede papirfabrikken i Silkeborg, voksede denne by på rekordtid til en storby, og allerede i 1845 eller 1846 åbnedes postruten Silkeborg – Horsens, og dagvognen kørte nu hver dag gennem Brædstrup. Folk kunne altså rejse med dagvognen og overnatte på byens hoteller, for der var nemlig to hoteller i Brædstrup. med megen staldplads til de mange heste. Brædstrup Kro var allerede bygget i 1797, og omkring 1840 blev Højskolehjemmet bygget, og det blev Højskolehjemmet, der gennem hele perioden blev vært for selve valgslaget.
Ved det første valg i 1849 valgte Brædstrupkredsen en af de meget få bønder, der fik sæde i det første folketing. Det var sønderjyden Laurids Skau, der kun var 32 år. Laurids Skau boede oprindelig syd for grænsen, men grundet sin meget nationale, danske optræden, blev han så forhadt af Slesvig – Holstenerne, at han i 1848 måtte flytte til kongeriget.
Da Laurids Skau ikke opstillede ved valget i 1852, valgte Brædstrupkredsen i stedet Venstremanden Rasmus Mathiasen, Emborg, og han genvalgtes ved valgene 26/2-53, 27 /5-53 og 1/2-54, men faldt ved valget 14/6-55, hvor en anden Venstremand, gdr. P.J. Randlev, Tåning blev valgt.
Rasmus Mathiasen opnåede dog igen valg i 1858 og repræsenterede nu kredsen til valget 20/5-1865, da han kom til at stå lige med godsejer R. Westenholz, Matrup, der ved lodtrækning opnåede valg. Westenholz var vel nærmest konservativ, men ikke uden demokratisk påvirkning.
Partirammerne var ikke så snævre som nu. Det vises tydeligt af, at ministeriet Rotwitt, som nærmest må betegnes som Venstre, og som sad fra 2/12-59 til 24/2-60 kunne bruge R. Westenholz som finansminister.
Ved valget i 1866, det såkaldte grundlovsvalg, hvor det nye folketing skulle tage stilling til det nye forslag, gik bølgerne højt. Venstre var delt i to lejre, for og imod lovforslaget.
Valgt blev i Brædstrupkredsen skolelærer Anders Jensen Dahl, Aale, der tilhørte “Nej”- Venstre. Men der blev valgt for få “Nej” – sigere, og den reviderede grundlov, der blev vedtaget i 1866 var et stort tilbageskridt for folkestyret i Danmark. Man bibeholdt ganske vist lige valgret til folketinget, men til landstinget blev valgretten beskåret til fordel for de velstående og konservative.
Efter 1864 gled de nationalliberale, der havde præget udviklingen i perioden 1849-1863, ud af dansk politik. De smeltede sammen med de konservative, og vi oplevede en tid med to-partisystem, Venstre og Højre.
I folketinget voksede Venstres flertal fra valg til valg, men i landstinget beholdt Højre, takket være valgsystemet, flertallet. Under grundlovskampen i 1864-66 og i årene derefter stod Venstre delt i tre grupper, men disse samledes i 1870 i “Det forenede Venstre” og fremsatte krav om, at parlamentarismen skulle gennemføres herhjemme. Det vil sige, at det parti, der har flertallet i folketinget, skal danne ministeriet, men Højre gjorde gældende, at kongen havde ret til at tage til ministre, hvem han ville.
Under denne forfatningsstrid valgte Brædstrupkredsen i 1866 Venstremanden, kroejer C.F. Fåborg, og han genvalgtes ved valgene i 1869, 1873, 1876 og 1879. Ved valget i 1881 valgte Brædstrupkredsen Johan Bødtker, Voerladegård, og han repræsenterede kredsen frem til systemskiftet i 1901.
Under forfatningskrisen, der stedse skærpedes, navnlig efter at J .B.S. Estrup blev konsejlpræsident, deltes Venstre op i flere grupper, men Bødtker holdt sig til Berg og Hørups linie. Der stod i grundloven, at finansloven, hvorpå hele regeringsarbejdet beroede, først skulle forelægges i folketinget, men da Estrup i 1885 ikke kunne få sin finanslov vedtaget, sendte han ganske roligt rigsdagen hjem og regerede på provisoriske finanslove.
Ved hvert valg tabte Højre yderligere terræn, medens Venstre stadig gik frem, men Estrup regerede videre på sit flertal i landstinget.
C. Berg, der var leder af Venstre indledte da »Visnepolitikken«, idet han udtalte disse ord: Landets vel kræver af dette folketing, at det lader alting visne i hænderne på et ministerium, der trodser den almindelige valgret.
I 1894 delte Venstre sig igen. En gruppe, der kaldte sig “Det forhandlende Venstre” eller de “moderate”, som de blev kaldt, forsøgte at få et forlig i stand med Højre for at få en ende på provisorietiden. Til denne gruppe sluttede Bødtker sig, og endelig i 1894 lykkedes det at få vedtaget en ordinær finanslov.
I 1894 blev der efter forliget med Højre vedtaget en ny valgkredslov, hvorved der oprettedes 12 nye kredse. I Skanderborg amt oprettedes to nye kredse, Silkeborg og Horsens landkreds. Brædstrupkredsen havde ved valget i 1892 over 3900 vælgere, men blev efter forliget en af landets mindste med kun 13145 indbyggere og 2668 vælgere. Them sogn lagdes til Silkeborg, Ousted, Tåning og Hylke til Skanderborg og Østbirk, Yding og Nim – Underup til Horsens landkreds. Tilbage blev kun ni kommuner.
Det moderate Venstre, der havde opnået forlig med Højre, fik ikke den store opbakning i befolkningen, og ved valget i 1901 blev det da også forligsmodstanderne, Venstrereformpartiet, der sejrede. Efter valget kom endelig det længe ventede systemskifte, Højre opnåede kun at få valgt otte mandater, medens Venstrereformpartiet gik frem til 76 og socialdemokraterne fra 12 til 16, og fra nu af blev det almindeligt, at regeringen dannedes af folketingets flertal.
Det blev da også en Venstreformand, der i 1901 afløste Bødtker i Brædstrupkredsen, nemlig Laust Jensen, Bjørnskov, og han genvalgtes ved valgene i 1903 og 1906, men faldt ved valget i 1909, hvor Karl Kristensen, Tørring, valgtes. Laust Jensen kom dog tilbage ved valget i 1910 og genvalgtes i 1913.
I 1905 havde den del af Venstre skilt sig ud og dannet Det radikale Venstre. Det moderate Venstre bestod fortsat og sammen med Venstrereformpartiet var der nu tre Venstrepartier i folketinget, og i Brædstrupkredsen, der jo var en ren landkreds, stod spændingen navnlig mellem disse tre partier ved valgene i 1906, 1909 og 1910.
Jeg vil nu prøve at danne et billede af en valgdags forløb i den gamle Brædstrupkreds, og jeg har valgt valget den 20/5-1910. Jeg har taget mit udgangspunkt i min hjemby, Aale, og beretningen er en genfortælling af min far, Peder Hansens erindringer fra dette valg.
Aale by bestod af 12 gårde, 10 husmandssteder, plus håndværkere, handlende, arbejdsfolk, præst og lærere. Selvom cyklerne nu var kommet på mode, og en del af de yngre nok har valgt dette befordringsmiddel, holdt de ældre sig til de hævdvundne hestevogne.
Alle de 12 gårdmænd havde hver sin Charabanc og forberedte sig til festdagen i Brædstrup, som de plejede. De 12 gårdmænd var nogenlunde ligeligt fordelt mellem de tre Venstrepartier.
Jeg ved fra min far, hvorledes de tre partiers repræsentanter i dagene forud for valget gik rundt og bød kørsel til på valgdagen mod at vedkommende så gerne ville overveje at stemme på samme parti, som vognens ejer tilhørte. Valgdagen oprandt, allerede ved ottetiden om morgenen den 20. maj startede de 12 charabanc’er fra Aale by i samlet trop mod Brædstrup. Hver af vognene var forspændt med to heste, og på kuskesædet sad forkarlen, der styrede hestene sammen med gårdejeren, mens der på, sæderne bagi sad fire til seks mand fra byen, som havde lovet at overveje at stemme “rigtigt” ved valget. Kvinderne måtte pænt blive hjemme. De havde ganske vist i 1908 fået stemmeret til de kommunale valg, men nu var det landets problemer, der skulle løses, og der mente man endnu ikke, kvinderne havde noget værdifuldt at sige. Ved halvni-tiden nåede vognene til Hårup og slog følge med folkene herfra på vejen mod Brædstrup.
Det var til dette valg, at de tre nabogårdmænd i Hårup by tilhørte hver sit Venstreparti. Mikael Mikkelsen tilhørte Venstrereformpartiet, Søren Skovbølling Det moderate Venstre og Jens Peter Sørensen, Midtgård, Det radikale Venstre. Endvidere var de to af mændene, Mikael Mikkelsen og Jens Peter Sørensen, tillige udvalgte som talende stillere for deres respektive partier, så også her havde bølgerne gået højt op til valget.
Som man nærmede sig Brædstrup, stødte folk til fra alle sider, og da vogntoget ved nitiden bevægede sig op ad bakken fra Ring sø mod Brædstrup by, var det i en uendelig strøm af kørende, cyklende og gående, der alle havde det samme mål, valgfesten i Brædstrup. De tolv forkarle fra de Aale_gårde fik travlt med at få spændt fra og få hestene indstaldet i kroen, på Centralhotellet (det gamle højskolehjem) eller hos private kendinge i Brædstrup eller nærmeste omegn.
I Brædstrup var alle flag ude, og der var en vis højtidelighed, når valghandlingen åbnede ved titiden. Vi var jo dog med til at præge landets skæbne. Ved Centralhotellet, hvor valghandlingen foregik, var rejst en tribune, der var forbeholdt kandidaterne og deres talende stillere. Ved dette valg i 1910 var der foruden de tre omtalte Venstrepartier repræsentanter fra Højre og det unge Socialdemokrati,der fra valg til valg hver gang øgede sit stemmetal. Fra kl. 10 til 14 gik valgslaget lystigt. Kandidaterne præsenterede sig efter tur, hvorefter de talende stillere, to eller tre fra hvert parti, hver havde op til 10 minutter til at anbefale deres kandidater.
Tilhørerne, de almindelige vælgere, var placeret ved små restaurationsborde. Også her var stemningen høj. Man genopfriskede gamle bekendtskaber og indstiftede nye, alt imens kaffepunchene blev indtaget i rigelig mængde.
Det skete da undertiden, at tribunen, der ellers var forbeholdt kandidaterne og de talende stillere, blev invaderet af almindelige vælgere, der efter indtagning af nye indtryk og adskillige genstande mente at vide bedre om landets problemer, end de på tribunen anbragte. Således også ved dette valg.
Jeg ved fra min far, at husmand Jens Kusk, Aale Kær, der havde kørsel med en moderat Venstremand til valgstedet, midt under slaget slog sig i tøjret, entrede tribunen, hvor netop en moderat Venstremand talte. Jens Kusk var ikke tilfreds med disse modrate standpunkter, men fejede taleren tilside med disse ord: “Væk, – er der kosmorama her, er det nok bedst, der kommer et nyt levende billede til stede”. – hvorefter han udbredte sig med megen veltalenhed til fordel for et mere radikalt parti. Da valghandlingen sluttede med afgivelse af stemmer fra 14 til 16, og valget var gjort op, fik Jens Kusk at vide, at den plads, han havde i vognen Brædstrup, ikke længere var til rådighed på hjemturen. Nå, der var jo så et andet parti, der nød godt af Jens Kusks tale, så han kom da op at køre til Aale alligevel.
Det blev Venstrereformpartiet, der sejrede ved valget. Laust Jensen, Bjørnskov, fik 861 stemmer, den moderate Karl Kristensen, Tørring, fik 814 og den radikale P. Knudsen 603. Ved det næste valg den 20. maj 1913 var Det moderate Venstre og Reformpartiet gået sammen i eet Venstreparti for hvilket Laust Jensen var kandidat, mens de radikale overlod kredsen til Socialdemokraterne, der opstillede husmand Anders Sørensen, Hårby. Højre mødte med skolebestyrer Olaf Gudme, Marselisborg. Laust Jensen blev valgt med 1304 stemmer, Anders Sørensen fik 438 og Olaf Gudme 161.
I 1914 døde Laust Jensen, Bjørnskov, og der blev afholdt suppleringsvalg i Brædstrup den 29. september 1914, noget næsten uhørt i kredsens historie. Kun en gang tidligere, i 1865, da R. Westenholz grundet sygdom måtte trække sig tilbage, havde der været suppleringsvalg i kredsen.
Da Venstre i Brædstrupkredsen skulle til at finde en ny rigsdagsmand efter Laust Jensens død, faldt valget på daværende pastor Terkelsen, Vinding, men han nægtede bestemt at tage imod opfordringen. Derefter stod valget mellem Mads Jørgensen, Nr. Snede, og Mikael Mikkelsen, Hårup, og sidstnævnte samledes man så om, idet han fik den største tilslutning ved et dertil afholdt møde. Mikael Mikkelsen valgtes da til folketinget den 29/9-1914.
Efter megen tovtrækning vedtoges i 1915 en ny valglov, der havde den gode nyhed, at kvinder fik valgret.
Det mindre gode set med vore øjne var, at Brædstrup kredsen blev nedlagt. På grund af krigen blev der dog ikke udskrevet valg inden i april 1918, men da var det så endelig slut med Brædstrupkredsens beståen.
Efter kun fire år måtte Mikael Mikkelsen, grundet kredsens nedlæggelse, se sit folketingsmandat forsvinde, men som plaster på såret blev han derefter valgt til landstinget, hvor han sad nogle år.
En epoke i Brædstrupegnens historie var slut, et afsnit på 70 år, men netop et åremål, hvor den jævne mand rejste sig fra en ufri tilværelse til gennem frihed og ansvar at udvikle sig til en folkelig vågen, ansvarsbevidst samfundsborger. Skal der skrives egnshistorie her fra Brædstrup, fortjener også valgkredsen her at mindes.
Befolkningen fra denne kreds har dog gennem 70 år valgt 10 gode, dansk, mænd ind i rigets råd og derigennem været med til at styrke vort folkestyre og lede landet i en god retning.