Da Verdenskrigen og tyske flygtninge kom til Sønder Vissing og Ry.

Brædstrupegnens Hjemstavnsforening Årsskrift 1987

Af Torben Møldrup

Et stort areal vest for vejen mellem Sønder Vissing og Gammel Ry blev under anden verdenskrig be­nyttet af tyskerne til baraklejr og som flyveplads.

Flyvepladsen var oprindelig i 30erne anlagt af inge­niør Gunnar Larsen, Højkol, – F.L. Smidth & Co.s ledende mand, der i sommeren 1940 blev udnævnt til trafikminister i Staunings samlingsregering.

Ups. Bremserne var lidt for gode. En episode fra før 2. verdenskrig.

I slutningen af krigen og efter krigen blev baraklej­ren brugt som midlertidigt opholdssted for tusindvis af tyske flygtninge, som strømmede ind over den danske grænse, på flugt fra krigens rædsler, da Tyskland brød sammen.

Den dag i dag findes der stadig rester af beton-bunkers og en betonvej anlagt af tyskerne.

“Tyskerne var vel i Sønder Vissing fra krigens start. Ihvertfald var de der den 21. april. Det var den dag, jeg blev sendt hjem fra soldatertjeneste. Det gav et ordentligt gib i mig, da jeg trådte ind på gårdspladsen derhjemme. Der var tyskere indkvar­teret, for det havde de forlangt, og jeg var stadig i uniform, men den fik jeg hurtigt lagt til side”.

Det er forhenværende graver i Sønder Vissing, Tage Bech, der beretter om årene i 40erne, da tyske sol­dater satte deres præg på området syd for Salten Langsø, vest for vejen mellem Sønder Vissing og Gammel Ry.

“I starten kunne vi frit bevæge os gen­nem området ved flyvepladsen, men inden længe blev der spærret af. Nogle steder skete det med pigtråd, så det var et lukket land, hvor man skulle have et »ausweis«- et pas for at komme igennem”, beretter Tage Bech.

Kort over Ry Flyveplads som den så ud i 1948

Tyskerne landede og lettede med deres maskiner på en startbane af græs, og for at beskytte flyvepladsen blev der bygget bunkers og oprettet kanonstillinger. Der blev også lagt en betonvej gennem området, og på jernbaneskinner blev forsyningerne kørt ud i terrænet. Der blev la­vet en remise, hvor jernbanevognene blev tømt for forsyninger.

“I den første tid var der en del danske arbejdsløse, der fik arbejde hos tyskerne. Folk så jo forskelligt på den slags, men i starten gav det ikke ballade, og hvis de arbejdsløse havde sagt nej, var de måske blevet tvunget til arbejdet alligevel” siger Tage Bech. “Flyvepladsen blev angrebet af englænderne først i maj 1940. I første omgang kom der to-tre fly. Vi hørte dem og så dem højt oppe. Da de kom ind over flyvepladsen, begyndte tyskerne at skyde på dem, så englænderne drejede af mod vest. Vi knægte skulle jo ned og se, hvad der foregik, men da de begyndte at skyde, kom vi hurtigt hjem igen”.

“Da det blev mørkt, kom englænderne igen, og der blev kastet bomber, men de ramte vist temmelig langt ved siden af. Blandt andet havnede de i Søn­der Vissing skov, men ingen kom noget til. Fra går­den derhjemme havde vi udsyn over flyvepladsen. Med en kikkert kunne vi gennem den slugt, der hedder “Vagttange”, se, hvad der foregik”. ”

“Vi kun­ne se de store transportmaskiner, når de landede og lettede, og jeg kan huske, at der især indtil Nor­ge overgav sig, kom en skrækkelig masse maski­ner”, siger Tage Bech, der ikke mener, at der på no­get tidspunkt blev forsøgt sabotage mod tyskerne og flyvepladsen.

Ved slutningen af krigen blev barakkerne og området indrettet til flygtningelejr. Flygtningene kom hovedsagelig fra det tyske Østersø-område, hvor beboerne flygtede fra den fremrykkende russiske hær.

Det har Lene Hull, Sønder Vissing, fortalt om i en stil i 10. klasse i begyndelsen af 1980erne. Stilen bygger på materiale indhentet fra forskellige perso­ner, der på en eller anden måde har haft tilknyt­ning til lejren.

Lene Hull skriver: “Der blev opstillet mange barakker til at huse flygtningene i. Da der var flest flygtninge i lejren, var der 14.800. Lejren var indhegnet med to meter højt pigtråd. Der blev holdt vagt af det danske po­liti, og der skulle tilladelse til at køre igennem lej­ren, når man kørte ad Ry-Horsens vejen. Lejren blev langsomt afviklet indtil foråret 1948, da de sidste flygtninge blev sendt hjem. Alle barak­kerne, hvor flygtningene havde boet i de mellem­liggende år, blev solgt til nedrivning. Det varede et par år at få det hele afhændet”.

Udsigt over en del af området, hvor Ry Flyveplads lå før, under og efter krigen.

Lene Hull har også haft kontakt til en tidligere flygtning og fået ham til at berette om forholdene i lejren. Han skildrer flugten fra Gotenhafen til Kø­benhavn, over Århus til Ry:
“Skibet, der i januar 1945 forlod Gedinge Goten­hafen, var overfyldt med flygtninge og sårede sol­dater. Bestemmelseshavnen skulle være Kiel, men efterhånden som vi nærmede os land sivede det ud, at det i virkeligheden var København, vi kom til. Vi opholdt os nogle uger i kaserne hos tyske solda­ter, hvorefter vi blev sendt til Århus. Her blev vi anbragt i kvarterer beslaglagt af tyskerne, f.eks. Skovvangsskolen og i restaurant Friheden. Da kri­gen var tilende, gik forvaltningen over på danske hænder. Vi var interneret og måtte ikke forlade stedet. Vi skulle følge alle anvisninger fra Den Danske Socialtjeneste, og vagtmandskabet bestod af C.B. og militæret.

Da der var mange tusinde flygtninge i Danmark, og alle var anbragt på samme måde, gav det store vanskeligheder for den danske forvaltning på en menneskeværdig måde at sørge for levnedsmidler, sanitære forhold og beklædning.

Efter et par år i Århus kom også jeg til Ry, der ved siden af Oksbøl og Ålborg , var en af de største flygtningelejre. Her befandt sig til tider mellem 5.000 og 14.800 personer.
På det tidspunkt var Den Danske Socialtjeneste ved at have forholdene organiseret.

Lejren i Ry var opdelt i fire afdelinger. For hver af­deling var der en tysk afdelingsleder. Han arbejde­de tæt sammen med den danske lejrleder. Enhver skulle indrette sig efter lejr-reglerne, og den der brød reglerne, blev idømt en streng straf. Der var ligefrem indrettet en fængselsbarak.

F. eks. var en af reglerne, at ingen måtte forlade lejren uden passer-seddel og uden opsyn af en vagtmand. Det var nødvendigt, hvis de syge skulle på sygehuset. Det var et komisk syn, når gamle damer og små børn skulle gå med en bevæbnet vagtmand den korte strækning, der var til sanitets-barakken for lettere syge uden for lejren.

Det var også forbudt at opholde sig uden for barakkerne efter klokken 22.00. Lyset blev slukket kl. 22.00, og andre lyskil­der var forbudt. Ligeledes var det forbudt at be­nytte eventuelle forhåndenværende el-artikler, som kogeplader, varmeovne, varmepuder, stryge­jern og lignende.

Til at sørge for at reglerne blev overholdt var der ved siden af Den Danske Forvaltning også et tysk lejrpoliti til rådighed. Lejrpolitiet bestod af frivilli­ge, men de var dog modtagelige for bestikkelse i form af levnedsmidler og cigaretter. Så kneb de begge øjne i.

Det strengeste forbud var mod fraternisering mellem danskere og tyskere. Det forbud blev vel mest brudt af det danske vagtmandskab.
Alle aldersgrupper var repræsenteret i lejren, fra baby til oldemor. Dog var der flere kvinder end mænd. Kvinderne var repræsenteret i alle alders­grupper, mens mændene næsten udelukkende var unge under 16 år eller ældre over 65 år. Årgangene der imellem var soldater og derfor ikke i lejren. Der var 6 til 25 personer i hvert værelse. De sov i dobbelte køjesenge. Alle mænd over 15 år var an­bragt i en mandebarak, hvor deres koner eller mødre kun kunne besøge dem om dagen. Det var ikke nogen ideel løsning, for på grund af lejrens størrelse måtte mange gå flere kilometer om dagen, hvis de ville besøge hinanden og spise sammen. Jeg fik en pige, der boede sammen med min mor, til at komme med min morgenmad. Hun tog den med hen i skolen, hvor jeg fik den, og på den måde sparede jeg tre kilometers gang om dagen.

Da ingen måtte arbejde uden for lejren, var de fle­ste folk dømt til ledighed. Da denne lediggang lo­gisk nok førte til spændinger i lejren, besluttede den danske Forvaltning at gøre noget. Tyskerne fik selv lov at udbygge forvaltningen af lejren, og i løbet af nogen tid opstod følgende afdelinger: Skole­forvaltning, lejrpoliti, ernæring, forplejning, bo­lig, sanitetsvæsen, skole, kirke, retsvæsen, brand­væsen og bibliotek.

Beskæftigelsen af børnene var særdeles vigtig. Læ­rerne i lejren organiserede en skole, der omfattede folkeskolen, realskole, og gymnasiet. Den afslut­tende eksamen blev endda senere anerkendt i Tysk­land. Lærerkræfterne måtte næsten klare alle op­gaver uden lærebøger. Hvor vigtigt det forhånden­værende materiale var ses af, at en 75-årig profes­sor sov i sin jakke om natten, fordi han var bange for, at man ville stjæle hans bøger, som var i jak­kelommerne.
Som skrivepapir blev der hovedsagligt brugt dansk toiletpapir. Når man skrev på bagsiden løb blæk­ket ikke ud.

Uddannelses- og beskæftigelsesafdelingen stod for at bringe afveksling ind i den grå hverdag. Der blev lavet forskellige teaterforestillinger, hvor skuespil­lerne var amatører, der havde teatret som en hob­by.
Man kunne også dyrke sport. Skolen lavede regel­mæssigt sportsfester, hvor den sejrende klasse ar­rangerede en fest. Der blev endda serveret kage, som bestod af opskåret franskbrød, fyldt med en slags vanillebudding.

Alle i lejren havde pligter, der skulle gøres. Det be­gyndte med rengøring af stuen, og der skulle også kløves brænde og graves tørv.

Veje og pladser skulle være rene, toiletterne skulle tømmes, og også kirkegården skulle holdes istand. Der var altid frivillige, der ville hjælpe i køkkenet, fordi der som regel faldt lidt mad af til dem. En­keltpersoner og småfamilier var hårdest ramt, for større familier med små børn fik udleveret særrati­oner. Sommetider brugte de det ikke alt sammen, men så kom det andre til gode. En af mine venners familie bestod af ni personer, og de fik til sammen hver dag en spand fuld af skummetmælk. Vi kom lidt grød og sukker i denne mælk, og i mangel af piskeris brugte vi i en time en stok til at piske, til det hele var stift. Jeg har aldrig i hele mit liv smagt en piskefløde, der var bedre.

Der findes stadig mange bunkers og kanonfundamenter i områ­det.

I vinteren 1946-47 havde vi problemer med opvarmningen. Hvert værelse havde en kakkelovn, men man måtte kun fyre i den indtil aften. Om nat­ten sov man forholdsvis varmt, da der var papir­tæpper til rådighed. De holder som bekendt godt på varmen. Trods det, var der ikke nok brændsel, da kun en del af den brænde, der var tildelt os, nå­ede frem. En stor mængde blev væk.

Det var derfor ikke så underligt, at alle træerne var ribbet for grene. Underskov og buske eksisterede ikke, og alt lyng gik lige i kakkelovnene. Det var forbudt at samle brændsel, men vi gjorde det alli­gevel. Det gjaldt bare om ikke at blive opdaget.

Selv om værelserne blev desinficeret, kunne væg­gelusene ikke udryddes. På min stue boede vi ti gymnasieelever, og når vi om aftenen ved bordet lavede vores skoleopgaver, stod der altid en skoparat, så man omgående kunne slå en væggelus ihjel, når den faldt ned på bordet. Heller ikke i sen­gene var de til at udrydde, så i de lune sommernæt­ter sov vi foran barakken på jorden.

På værelserne forsøgte vi hver især at få et hjørne, for kun her kunne vi være en smule for os selv. Der blev hængt tæpper eller papir ned fra den øverste seng, sådan at der ikke kunne kigges ind. Der blev hvisket , men det var ikke nok, for den nærmeste kunne høre hvert et ord.

Vinduerne på stuerne gav også anledning til stri­digheder, når en ville have frisk luft og åbentståen­de vindue, mens en anden hellere ville have det luk­ket og døje med lugten. For det siger jo sig selv at lugten ikke var god.

Beboerne på værelserne havde vidt forskellige bag­grunde. På et værelse kunne der sagtens bo en hu­stru til en general, en hustru til en soldat, en doktorfrue og en arbejdsmandshustru. Det i sig selv var nok til skænderier, men efterhånden , som tiden gik, og i nødens stund, kom de hinanden nærmere.

En del af landingsbanen og en frakørselsvej eksisterer stadig.

Det kan ikke siges, at tiden i flygtningelejren var nogen rar tid, men trods det,er jeg af den overbe­visning, at mange mennesker i det første efterkrigs­år i Tyskland havde det meget værre, end vi havde det. For mig var det en positiv tid, for jeg fik min skoleeksamen, og jeg fik nogenlunde lært det dan­ske sprog. Endelig lærte jeg i skolen min kone at kende. Det havde vel ikke været muligt under an­dre forhold.”

Sådan har en tidligere flygtning beskrevet forhold­ene i lejren. Han omtaler en kirkegård, hvor Tage Bech senere kom til at passe et af gravstederne, da han i 1960 tiltrådte som graver ved Sønder Vissing kirke.

I sin skoleopgave bringer Lene Hull en fortegnelse over 211 personer, der døde, mens de opholdt sig i flygtningelejren. De første, der døde, blev begravet på kirkegården i Sønder Vissing, men ret hurtigt blev pastor Balslev klar over, at den lille kirkegård ville blive overfyldt, og istedet for indviede man et stykke jord på lejr-området, beliggende naturskønt nær den lille sø, Blidsø. Et stort hvidt kors knejse­de over gravstederne, indtil kirkegården engang i 60erne blev sløjfet. Alle gravene blev i stedet sam­let i Vestjylland.

Dermed forsvandt endnu et vid­nesbyrd om flygtningelejren, men betonbunkerne og betonvejene er der endnu.