Lærer Jakob Petersen 1847 -1928

Brædstrupsegnens Hjemstavnsforenings Årsskrift – 1989

Af: Jens Thule Hansen.

Jeg har i de sidste 4-5 år arbejdet med at kortlægge Føvling sogns historie gennem de sidste 300 år. Under et sådant arbejde sker det, at man støder på visse person­ligheder, der har præget folkelivet og ud­viklingen i området i særlig udpræget grad. Manden, jeg her vil fremhæve, er lærer Jakob Petersen, Føvling. J. Petersen var født d. 17 /8 -1847 som søn af gårdejer Peter Niel­sen, Kahre ved Randers. Som tyveårig var J.Petersen udlært som lærer, og i 1871 kom han til F øvling sogn, hvor han skulle få sin manddomsgerning. De første fire år virkede han som enelærer ved Haarup skole, men da lærer N. C. Rom i 1875 rejste fra Føvling skole for at blive forlagsboghandler i Køben­havn, søgte og fik J. Petersen stillingen som lærer ved Føvling skole, og her fik han sit virke fra 1875 til 1906, da han af helbreds­hensyn måtte opgive lærergerningen.
Men lærergerningen var ikke nok for denne virksomme mand. Født og opvokset, som han var blandt jyske bønder, følte han stadig interesse og pligt overfor landbostandens – ja, for hele folkets forhold.

Allerede i 1870′ erne blev Petersen næstformand og sekretær for Thyrsting – Vrads herreders landbofore­ning, og mange blev de hverv og tillidsposter, han i årene kom til at bestride. Det var netop omkring den tid, J. Petersen ankom til Føv­ling sogn, at dansk landbrug kom ud i en me­get stor krise. Den stærkt udvidede samhan­del kontinenterne imellem, der blev mulig ved den stærke udbygning af skibstonnagen 1870 -1880, resulterede i, at det europæiske kornmarked blev oversvømmet af billigt over­søisk korn, der helt slog bunden ud af økono­mien. Nu var gode råd dyre. Danske bønder havde jo netop satset på kornsalg som den væsentligste indtægtskilde. Heldigvis var de danske bønder efter bondefrigørelsen i 1788 blevet mere vågne og ansvarsbevidste, og navn­lig efter, at de i 1849 havde fået stemmeret til rigets råd, voksede de i indre styrke og selvstændighed, så de jævne bønder stod klar til en indsats, da fremsynede mænd, som Jakob Petersen og hans lige for frem med tanker om nye veje for det danske landbrug. “Hvad nu” – sagde disse mænd – “om vi, i stedet for at sælge vort hjemmeavlede korn til underskuds­priser, begyndte at satse på større husdyrhold og udnyttede det billige kom til at fremstille forædlede animalske produkter som smør og flæsk, der var mangelvarer på verdensmarke­det?”

Takket være det fremsyn, som Jakob Peter­sen og hans ligemænd ejede, formåede dansk landbrug på mindre end tyve år fuldstændig at omlægge eksporten fra kornsalg til næsten udelukkende at gælde salg af smør og flæsk, og takket være fremragende mejeriteknikere som Fjord og Segelcke avancerede danske landbrugsprodukter kvalitetsmæssig fra en plads i bunden til en fin førsteplads på ver­densmarkedet i samme periode. Men vore foregangsmænd forstod også, at skulle hele den danske landbostand have det store udbytte af denne omvæltning, var det nød­vendigt, at vi alle, store som små, havde sam­me interesse, derfor skabte disse mænd den danske andelsbevægelse, hvor man hyldede denne parole: Een mand – een stemme! – al­le skulle med for at løfte landet ud af krisen. J. Petersen var så absolut en af vor egns våg­ne pionerer. Han blev den egentlige stifter af Aastruplund Andelsmejeri i 1888 og var dens første formand.

I 1894 var han med til at stifte Midtjysk Meje­riforening, og også her blev han formand. I 24 år var han formand for de jyske landbo­foreningers mejeriudvalg, og fra 1908 til kort før hans 80 årsdag i 1927 var han formand for smørnoteringsudvalget, og i dette tidsrum rejste han hver uge til København for at fast­sætte smørnoteringen.
J. Petersen faldt godt ind i det sogn, hvor hans livsgerning bandt ham. I 1877 blev han gift med den purunge Theordine Larsine Marie Hansen, datter af Hans Hansen, Annexgården, Føvling. Desværre døde Theordine allerede i 1885 kun 25 år gammel. I november 1885 blev J. Petersen gift med sin anden kone, Themine Kjær, datter af den kendte handels­mand, Them Kjær, Kjærsgård, Føvling.
I 1903 købte J. Petersen sognets største gård, Aastrupgård, og i 1906 opgav han lærerger­ningen for helt at hellige sig landbruget og de mange tillidshverv, hans energi og indsigt hav­de skaffet ham. Petersen driver nu Aastrup-gård til 1916, hvor han sælger til mejeriejer Christen Nielsen. Petersen var nu blevet 69 år, og han bygger da Villa Pax i Brædstrup, for der at nyde sit otium.
J. Petersen havde udover mejeribruget mange andre tillidshverv. I over 30 år var han for­mand for Ring – Føvling Spare – og Lånekasse, han var i en årrække medlem af sognerådet og var tillige i meget lang tid formand i skole­kommisionen, ligesom han gjorde et meget stort arbejde for husmændene på egnen. Nog­le af disse poster frasagde han sig efterhånden, men en mand af J. Petersens natur har vanske­ligt ved at sætte sig uvirksom hen, han må bruge sine kræfter til det sidste, og endnu en­gang skulle han blive ejer af et landbrug. Sønnen, Th. Kjær Petersen havde i 1918 købt Føvling Vestergård, men i 1922 overtager fa­deren, J. Petersen skødet på gården. Themine og Jakob Petersen bliver dog boende i Villa Pax og sætter i stedet sønnen, Aksel Petersen til at bestyre Føvling Vestergård.

Beskrivelsen af Jakob Petersens liv og virke kom især til at dreje sig om hans store arbej­de indenfor Andelsbevægelsen, hvor navn­lig mejeribruget var hans hjertebarn, men ved at læse avisreferater fra hans 80 års fødsels­dag i 192 7, ser man dog, at også lærergernin­gen har sat sig dybe spor. En deputation af gamle elever med Anton Søndergård, Aastrup, H. P. Hansen, Føvling og Rasmus Rasmussen, Aastrup Nygård i spidsen bragte en varm tak fra gamle elever til en elsket lærer.

J. Petersen har for sit store udadvendte ar­bejde i samfundets tjeneste ikke manglet be­viser for anerkendelse. I 1917 tildeltes han Segelcke medaljen for sin store indsats som mejerimand, og han blev dekoreret med såvel Ridderkors som Sølvkors, men efter mit ind­tryk af personen Jakob Petersen vil jeg hæv­de, at han ikke var nogen stræbernatur, det var bare hele hans indstilling at gøre et arbejde på alle de felter, hans gerning gav ham berø­ring med. Nogle mennesker har den indstil­ling, at de må virke for sagen så længe, der endnu er kræfter i behold, de kan simpelthen ikke lade være. Dette rette tjenersind havde Ja­kob Petersen, og et bedre skudsmål kan vel ik­ke blive et menneske til del, og derfor fik han også så stor betydning for sin egn og sit land.