Kunstmaleren Albert Wang. Historisk Kalender, april 1999

Kunstmaleren Albert Edvard Wang blev født den 1. september 1864 i Horsens. Hans forældre, købmand Søren Nielsen Monberg Wang og Ane Cathrine Borg, boede på den tid på adressen Aagade nr. 189 (Nuværende Åboulevarden 75).

 

 

 

 

 

 

Albert Wang stod i malerlære i Horsens og var senere elev under Kr. Zartmann og P. S. Krøyer i København. Han udstillede sine malerier på de kendte udstillinger både herhjemme og i udlandet.

Det store billede er formentlig fra kunstafdelingen på Den Jydske Industri – og Landbrugsudstilling, der blev afholdt i Caroline Amalielund i 1905. Her udstillede Albert Wang, der ses som nr. 2 fra venstre, nogle af sine billeder. På det lille billede, der er dateret 21. august 1896, ses Albert Wang ved sit staffeli. Billedet er fra Palsgård ved Juelsminde. På trods af at han ofte rejste i udlandet, bl.a. Tyskland, Frankrig, Schweiz og Italien, var hans foretrukne motiver fra Juelsminde – og Horsensegnen. Han malede kun landskaber, oftest aftenstemninger og solnedgange.

I 1906 fik han til opgave at udsmykke konsul Mørchs nu nedrevne villa på Åboulevarden i Horsens, hvor han malede med oliefarver direkte på væggene. Disse dekorationer blev i 1981 trukket af væggene af fagfolk fra Den gamle By i Århus.

Albert Wang døde i Hellerup den 29. oktober 1930 og ligger begravet i København.

 

24. april 1899:

Det er nu vedtaget, at Rugbrødsfabrikken skal opføres ved Ryesgade, idet Bagermestrene har købt en af de af Sagfører H. Mortensens tilhørende Byggegrunde ved Kvindeseminariet.

09. april 1919:

Ifølge midlertidig Lov af 1. April 1919 om Lukning om Aftenen af Butikker og Lagre samt Indenrigsministeriets Bekendtgørelse af 9. April 1919 gælder følgende Bestemmelser: Butikker og Lagre skal lukke Mandag Klokken 7, Fredag Klokken 8 og Lørdag klokken 10 Aften.

04. april 1939:

For sidste Gang erindrer vi om, at det er i Aften Frelsens Hærs og “Horsens Avis” sidste Aftenunderholdning for de Arbejdsløse finder Sted i Hærens Lokaler i Hulvej.

22. april 1959:

En hærens helikoptere landede i gaar eftermiddags paa en græsmark, som er beliggende ved Strandpromenaden ud mod lystbaadehavnen. Med sig havde den en meget haardt kvæstet patient fra Tønder Amtssygehus, som var fløjet den lange vej for at komme under øjebliklig behandling af overkirurg Prip Buus.

07. april 1979:

I de første påskedage vil en ny afdeling af Industrimuseet blive åbnet for publikum. Det er arbejderhjemmet, hvor man vil se, hvorledes de første slægtsled af arbejdere boede. Boligerne er indrettet i et hus i “Andelskvarteret”, som grænser op til museet.