Skrevet af arkæologi.stud. Sofie Kristensen
”Den gamle kirke, der forhen tilhørte Merringgaard, er bygget af Fraadsten og er en af Egnens ældste og smukkeste Kirker. Den er prydet med et Taarn og har et højt og smukt Spir, som den betydelige Horsensborger Gerhard de Lichtenberg, der var ejer af Merringgaard, lod opsætte omkring ved Aaret 1750, samtidig med at han lod Kirken og Taarnet restaurere.”
Sådan indleder Aage Simonsen sin beretning om – som han selv formulerer det – en af horsensegnens smukkeste kirker, i sin bog om selv samme emne fra 1924. Men det er faktisk Ussinggård, som kirken har fulgt siden 1723. En Niels Jensen ejede Ussinggård i perioden 1686-1726 og det var ham, der i 1723 købte både Kvorning og Løsning kirke, og siden da har kirken fulgt gårdens ejerskifte. Det er dog korrekt, at kirken på et tidspunkt var underlagt Gerhard de Lichtenbergs ejerskab og i den periode kan man godt sige at kirken også hørte under Merringgård, da de Lichtenberg var ejer af både Merringgård og Ussinggård fra 1745 til 1761.
Til forhistorien om kirkens tilhørsforhold hører også, at den ved reformationen overgik til kronen, ligesom meget andet kirkelig bebyggelse gjorde i den periode. Efter overgangen til krongods, fortsatte nogle af bygningerne med at fungere som hidtil, mens andre blev nedlagt og andre igen – ofte klostre – i visse tilfælde blev ombygget til herregårde. Korning kirke fortsatte med at tjene kirkegængerne, som den altid havde gjort, på trods af ejerskiftet. Den ophørte med at være i kronens eje i 1710, da den blev sat på auktion sammen med Løsning kirke. Om kirkens nyere historie kan fortælles, at den igen overgik til selveje i 1914.
Selve kirken blev bygget omkring 1100 efter den romanske stilperiodes ideal. Den romanske del består af kor og skib, som begge er bygget af frådsten. I senmiddelalderen blev et tårn tilføjet i vest og et våbenhus i syd, som begge er opført i munkesten. Dertil blev det romanske bjælkeloft skiftet ud til fordel for hvælv omkring 1500.
Kirken har over flere omgange undergået diverse små restaurationer og ombygninger, hvilket betyder, at den over tid har ændret udseende på forskellig vis både udvendigt og indvendigt. En af restaureringerne blev iværksat af de Lichtenberg omkring 1750, og det er i den forbindelse, at man blandt andet opfører det barokke løgspir og foretager kosmetiske ændringer af altertavlen og andet interiør.
Det ældste stykke inventar i kirken er døbefonten, der ligesom kirken er udformet efter den romanske stilarts idealer. Den er lavet af rødlig granit, og smukt dekoreret med løver og træer i forskellige udformninger. Mellem hver af de fire løver er der et træ, mod hvilket de vender fronten.
Kirken er også i besiddelse af et middelalderligt korbuekrucifiks fra omkring 1500. Krucifikser fra den gotiske stilperiode (ca. 1250-1550) fremstillede Kristus som lidende, hvilket også er det, vi ser på Kornings krucifiks. Nærmere bestemt er de gotiske krucifikser kendetegnet ved, at Kristus har en udmarvet krop og hænger tungt på korset med et lidende ansigtsudtryk. Dertil bærer han en tornekrone. Denne fremstilling af Kristus står i skarp modsætning til Kristus fremtoning på krucifikser fra den romanske stilperiode (ca. 1050-1250), hvor han ofte bar en kongekrone og stod på fodskammel, hvilket gjorde, at han kunne stå oprejst og dermed fremstilledes som sejrende i stedet for som døende. På disse krucifikser står han altså nærmest foran korset med armene vinkelret ud fra kroppen, hvor han på de gotiske hænger på korset.
Disse kontrastfulde måder, Kristus blev fremstillet på i de to stilperioder – romansk og gotisk – afspejler to fundamentalt forskellige måder, hvorpå Kristus blev betragtet i middelalderen, og hvilke tanker man gerne ville fremkalde hos kirkegængerne på de to forskellige tidspunkter. Formålet med det gotiske krucifiks og dets lidende udtryk var, at fortælle betragteren, at Kristus havde ofret sig for menneskeheden for, at de kunne få evigt liv. Krucifikset skulle dermed tilskynde kirkegængeren til at søge syndsforladelse i bøn etc. Formålet med det romanske krucifiks var at vise kirkegængeren, at Kristus var den åndelige konge. Selv i en så svær situation som døden, står han som en sejrende herre.
Kirkens prædikestol er fra omkring 1625 og er dermed fra renæssancen. Den er nydeligt dekoreret og en anelse mere pompøs i udtrykket, end de prædikestole vi finder i eksempelvis Nim og Tyrsted Kirke. Af dekorationer på prædikestolen kan blandt andet nævnes de personificerede dyder, der i form af kvindefigurer, står som søjler mellem de fire fag, hvori der er malet evangelister. De dyder der ses afbilledet er klogskab, håb og retfærdighed. Personificerede klassiske dyder som disse bliver meget populære efter reformationen, så meget endda, at de også er at finde i folks hjem. Som eksempel kan nævnes en kakkelovn fra Ribe fra omkring 1552, hvor den personificerede version af tålmod var afbilledet på en kakkel.
Det mest flamboyante stykke inventar er dog kirkens korskranke (en skranke der afgrænser koret fra skibet). Skranken er dekoreret med et smukt udskåret gitter, keruber, søjler og malerier af blandt andet Jesus og Adam. Den blev givet til kirken af den tidligere omtalte Niels Jensen, der var ejer af Ussinggård, og som købte kirken i sin tid. Den er dog ikke ”bare” et smukt stykke inventar, den fungerede også som et mindesmærke over ham selv og hans hustruer.
Kirkens altertavle er fra omkring 1600 og var oprindeligt en renæssancetavle. Men i forbindelse med de Lichtenbergs restaureringsprojekt i 1750’erne, blev tavlen opdateret, så den kom til at afspejle hans smag og bære hans våbenskjold. Altertavlen fik i den forbindelse blandt andet et nyt maleri i storfeltet, der forestillede Jesu korsfæstelse – det er det billede der stadig kan ses i dag.
Under en restaurering foretaget i 1980’erne, fandt man spor efter kalkmalerier i kirkens kor. På korets nordre væg og hvælvene fandt man spor efter kalkmalede dekorationer fra senmiddelalderen, og på væggen bag alteret fandt man et kalkmaleri, der skulle forestille en baldakin. Denne blev dateret til baroktiden og menes at være udført i forbindelse med de Lichtenbergs restauration i 1750. Samtlige kalkmalede dekorationer blev overhvidtet igen efter restaureringens afslutning, så kirken i dag fremstår med helt blanke vægge.
Afslutningsvist skal alterbordsforsiden også nævnes. Forsiden er også fra senmiddelalderen (ca. 1550-75), den er lavet af træ og har rester af påmalede dekorationer. Den inderste opmurede del af alteret er også den ældste, da den menes at være fra romansk tid.
Der er alt i alt tale om en kirke der – som de fleste andre kirker – har gennemgået en lang række mindre restaurationer og ombygninger gennem tiden, men hvor den oprindelige kirke stadig er meget synlig. De tilbygninger der er kommet til, og de ændringer der er lavet, er foretaget i harmonisk sammenspil med den gamle kirke, hvilket gør, at der stadig er tale om en bedårende kirke, der med sit løgspir, troner smukt i landskabet.
Kilder:
Bencard, Mogens & Ole Kristiansen: Niels Thamsens lutherfromme kakkelovne: et sluttet fund af monokrome og polykrome reformationskakler i Ribe By. Marsk og geest – Kulturhistorisk årbog for Ribe-egnen 2006 nr. 18, s. 35-74.
Danmarks Kirker XVII, bind 17 (2014), s. 1775-1818.
Holm, E.: Horsensegnens Kirker. Horsens 2002.
Kronens skøder IV, s. 472-73.
Simonsen, A.: Horsens og Omegns Kirker. Horsens 1924.