Karla Jensen

Karla Jensen (”Mor Karla”, f. – d. 26.12.1973)

Berlinske Tidende d. 28/12-1973

Karla Jensen – Mor Karla – død

Karla Jensen i Odense, bedst kendt som mor Karla, er død i en alder af 60 år. Mor Karla blev landskendt for sit arbejde for alkoholister.

Hun begyndte sit arbejde for Vagabonder allerede i 1950 i Horsens, og da hun kom til Fyn i 1955, fortsatte hun arbejdet, først i Nr. Lyndelse, siden i sit hus på Langelinie i Odense. Alle landets farende svende som passerede Odense, kom på besøg hos hende – i sommertiden for at få et måltid varm mad og et bad inden turen gik videre, men om vinteren blev mange i længere perioder. Pengene til velgørenhedsarbejdet fik hun dels ved at drive et pensionat i villaen, dels senere ved en dinér transportable-forretning. Mange private har givet pengebidrag til hendes fortsættelse af det efterhånden omfattende arbejde. Da hun i sommer fyldte 60 år, blev hun fejret fra mange sider og fik bl.a. en pengegave på 2.000 kr. fra Fyns Stifts Fond. Pengene skulle anvendes til en rejse til udlandet, men mor Karla benyttede beløbet til at fortsætte sit arbejde.

Hun var i det sidste år meget medtaget af en kræftsygdom. Hun nåede ikke at se sit arbejde overgivet til andre, og som en sidste indsats havde hun testamenteret sit hus til samfundets tabere. Men der er foreløbig ingen til at passe huset, selv om hun har gjort et stort arbejde for at få sikret fremtiden. I november havde hun besøg af daværende socialminister Eva Gredal, og hun har været på besøg hos dronningen, men nogen endelig afgørelse med hensyn til femtiden er ikke taget ved hendes død.

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklips-kartotek

Politikken d. 1/1-1974

Mor karla fulgt til graven af ”drengene”

Af P. C. Poulsen

Sprutnik, Ronald Norman og Kurt Brunsvig var med i følget, da Karla Jensen, eller som de fleste kendte hende Mor Karla, i går blev begravet fra Thomas Kingos Kirke i Odense. Mor Karla sørgede for spritterne, gav dem mad, tøj og husly.
Sprutnik mødte rigt dekoreret i kjolesæt og høj hat, Brunsvig havde sutsko på, men til gengæld varm frakke. Det havde Ronald Norman ikke. Han frøs og savnede netop i den situation Mor Karla.

– Jeg skal nok spørge Karen eller Susanne, (Karla Jensens datter og datterdatter), om der ikke skulle ligge en gammel frakke et eller andet sted hjemme på pensionatet, sagde Sprutnik deltagende til Ronald.

Hvor går de hen nu?

Et problem. Hvor går nu en frysende spritter hen for at få en frakke eller en madpakke på en kold dag?

Mor Karla har i årenes løb givet mig mange madpakker, sagde Ronald Norman melankolsk.

Sprutnik havde taget turen fra Hadsund for at være med til begravelsen:

– Vi skønnede på hendes arbejde. Lirekasse-Hansen, Bent Vester, Harmonika og jeg samlede penge ind til hende på Egeskov Marked i september.
Karla Jensen havde svært ved at få myndighederne til at ofre noget for spritterne. Det arbejde, hun udførte, føres næppe videre. Det vidste hun, da hun døde 2. juledag, 60 år.

– Livet er alligevel skønt, sagde Mor Karla midt i smerten under sin svære sygdom. Udtalelsen var betegnende for hendes livsholdning, sagde pastor Kristian Kjeldgård i kirken. Hun glemte ikke gamle bekendte og heller ikke nye, sagde præsten også.

Og det vil spritterne skrive under på.
Der var mange til begravelsen, Karla Jensens store familie, der trofast har fulgt hendes arbejde gennem årene.

Tak for din gerning

Spritterne stod beskedent sammen i baggrunden, da kisten blev sænket. Kurt Brunsvig var vemodig. Han boede engang hos Mor Karla i seks uger. Brunsvig var kommet til begravelsen sammen med Ronald Norman fra Svendborg. De startede til fods fra Svendborg søndag morgen for at nå frem til Odense – til Karla Jensens begravelse i går. Sprutnik talte ved graven:

– Jeg skal takke fra drengene på landevejene. Jeg mindes mit sidste besøg hos Mor Karla, da hun sagde, at hendes drenge ikke skulle på institutioner men have et hjem.

Mor Karlas arbejde blev aldrig beskønnet af offentlig myndighed, men jeg håber, vi kan få myndighedernes tilladelse til at spille musik rundt om. Vi vil iværksætte en landsindsamling til en mindefond for Mor Karla, så et velgørenhedsarbejde kan føres videre i hendes ånd. Tak for din gode gerning.

Kopieret fra Carl Th. Jørgensens Udklips-kartotek