En Torstedborger fortæller
Når julen nærmer sig, med alle de hyggelige forberedelser, kan det ske at tankerne vender tilbage til en helt anden slags jul.
Grænseovergendarm Hans P. Sørensen udgav i 1947 en mappe med 20 tegninger af lejrlivet. Tegning nummer 18 viser en hængning ved aftenappellen, mens lejrorkestret spiller “Alte Kamaraden”
Fra Neuengamme til Støcken
I oktober 1944 forlod vi KZ-lejren Neuengamme efter nogle måneders ophold her. Det sidste vi erindrede var pyjamas-orkestret, (det var fanger der var iklædt de stribede fangedragter), der spillede ”Alte Kammeraden”.
Vi var fyrre danskere, der blev ført til Støcken ved Hannover. Det var en mindre KZ-lejr med ca. 3000 fanger af alle nationaliteter. Vi skulle arbejde i en fabrik, hvor man fremstillede blyplader til batterier for den tyske hær. Dette arbejde skulle vise sig at være så giftigt, at en levetid på tre måneder var almindelig.
”Zulage”
Der blev arbejdet i to hold med hver 12 timers arbejde. Det vi fik at spise var en bar skive rugbrød, hvor melet var iblandet savsmuld. Dertil fik vi en skål med noget de kaldte roesuppe. Det var vores daglige kost.
Det blev sagt til os, at der ville gå ca. fire uger, før vi kunne få ”Zulage”, fordi der var en del formaliteter, der skulle bringes i orden først. ”Zulage” var et tillæg på én skive brød om dagen til de hårdtarbejdende. I de kommende uger var denne ”Zulage” det tilbagevendende samtaleemne. Vi havde kun været en kort tid i lejren, da der faldt en bombe i en af dækningsgravene og dræbte 32 fanger og sårede mange flere. Trods dette talte vi kun om ”Zulage”, så meget betød det for os.
”Kapoerne”
Julen nærmede sig. I vort tynde fangetøj var kulden forfærdelig, -28 grader. Hele lejren var plaget af dysenteri, lus og tuberkulose. Vi var nu alle det, man kaldte muselmænd, d.v.s. at vi var så magre, at der bogstaveligt talt kun var skind og ben tilbage af os.
Og så den værste plage for os, overfangerne, som kaldtes ”Kapoer”. Det var forbrydere og mordere, der var hentet ud af fænglser og lejre for at få os til at arbejde og præstere det helt umulige. Deres største fornøjelse var at mishandle os fanger med knippelslag og mange andre former for afstraffelse, som ikke skal beskrives nærmere her. Det var mennesker helt uden samvittighed.
Små lyspunkter var der dog. ”Se Axel, jeg har fået et postkort hjemmefra.” Vi studerede det. Det så underligt ud, for censuren havde klippet det midt over, så kun det halve var tilbage, og det var det med min adresse på, jeg havde fået. Men alene at se en kendt håndskrift, var nok til at glæde en.
Maskinværkstedet
Først i december fik jeg besked om, at jeg skulle arbejde i fabrikkens maskinværksted. De havde fundet ud af, at jeg var udlær maskinarbejder. Jeg skulle reparere automatmaskiner, der fremstillede blyplader. I værkstedet fik jeg anvist et værkstedsbord, hvor jeg skulle arbejde. Det var noget bedre at være der, da vi kunne gå nogenlunde i fred for disse ”Kapoer”.
I værkstedet var en tysk mester, der var fanatisk nazist. En dag kom han hen til mig med en russisk dreng og sagde, at denne skulle være min arbejdsdreng. Jeg så lidt på ham og spurgte ham, hvor gammel han var. Han svarede på gebrokkent tysk og vist med fingrene, at han var 12 år. Han hed Nicolaj, og hans far var kommisær i Sevastopol, derfor var de taget af Gestapo. Han havde været fange i to år.
Det skulle vise sig, at han var eminent til at ”organisere”, hvilket var et udtryk for at stjæle. Jeg stod og arbejdede en dag, da Nicolaj prikkede mig i rygen. Han så på mig med hans små ræveagtige øjne, og med et smil om munden tog han en frokostpakke frem, han havde gemt indenfor skjorten. Den delte vi omgående. Jeg spurgte, hvor han havde organiseret den, men inden han nåede at svare, kom der fire SS-soldater og forhørte os alle. Jeg forstod da, at de efterlyste én, der havde stjålet en madpakke op af lommen på en tysk soldat. Så vidste jeg, hvem der havde givet denne frokost. Sådan noget var ellers meget farligt. Nogle få dage før var der blevet hængt to mand i lejren, der havde lavet noget lignende. Hele lejren stod opmarcheret for at overvære det. Det skulle være til skræk og advarsel for os.
Luftalarm
En aften sad vi inde i barakken, – man sidder tungt efter 12 timers arbejde på blyfabrikken. Det var bitterligt koldt, sne og kulde både ude og inde, mange vinduer manglede helt, og vi sad og klumpede os sammen for at stjæle lidt varme fra hinanden, da der lød råben og skrigen fra ”Kapoerne”: ”Heraus verfluchte bande…” mens kniplerne dansede på vores udtærede kroppe, styrtede vi ud af barakken. Kulden udenfor var forfærdelig.
Mellem barakkerne var der dækningsgrave, som vi blev jaget ned i, når der var luftalarm. De var 25 meter lange og 2 meter dybe og overdækket med jord. De var altid fyldt med vand, og disse skulle vi nu tømme med vores madskål. Der var en nedgang i hver ende af graven, vi skulle løbe igennem og i forbifarten fylde vores skål med vand. Jeg kan endnu se for mig, hvordan vi, flere hundrede mand, under spark og knippelslag, styrtede af sted ned i vandet, der gik op til midt på livet. Vi kunne ligeså godt have begyndt at tømme Vesterhavet, for dette vanvittige arbejde hjalp intet. I løbet af få timer var der ligeså meget vand igen.
I disse bunkere blev vi jaget ned, når der var luftalarm. For mange blev det afslutningen. Af udmattelse og sygdom faldt de om. Jeg havde en kammerat, en franskmand der hed René, han var el-svejser. Engang vi var i bunkeren, tog han mig i armen, jeg kunne se på ham, at han ikke orkede at stå op mere. Jeg fik da hans arme op om mine skuldre og holdt ham oppe over vandet, til vi kunne komme op, efter at alarmen var overstået.
Juleaften
Som julen nærmede sig, talte vi meget om, om mon Røde Kors vidste vi var hernede. Det ville ellers gøre godt med en fødevarepakke ved juletid. Men så brugte vi fantasien: Du Peter bager, lad os lige få opskriften på hofdessert! Alles øjne var rettet mod ham. Så begyndte han at fortælle, hvordan man laver denne dessert. Åh, sikke en drøm! Vi kunne alle se denne dejlighed. Trods det at Peter havde fortalt den historie utallige gange. På samme måde ”bagte” vi småkager.
Vi fablede om, at juleaften måtte vi da få noget særligt at spise. Det fik vi da også. Der blev uddelt fire kartofler til hver. Vi stirrede på disse fire kartofler. Herligt! Det var så længe siden, vi havde set sådan nogle, at synet rigtig skulle nydes. De blev pillet meget omhyggeligt, først spiste vi skrællen, og derefter kartoflerne. Jeg husker tydeligt, at min mave trak sig sammen i krampe. Da vores maver var skrumpet ind, var de ikke vant til fast føde.
Jeg skulle på arbejde juleaften kl. 18, og denne aften var nøjagtig ligesom alle andre arbejdsdage og nætter på blyværket. Dog var der én overraskelse. Da klokken var 22 om aftenen, kom mester med en spand suppe, som han havde hentet i kantinen, hvor de tyske ledere spiste. Oh hvilken herlighed! En skål rigtig kålsuppe, så var der altså alligevel noget godt i manden.
De hvide busser
Nogle måneder inde i det nye år, kunne vi mærke en vis nervøsitet hos det tyske vagtmandskab. Krigen havde nået et kritisk tidspunkt. De allierede nærmede sig Tyskland, og de mest vanvittige rygter gik efterhånden i lejren.
Og så skete det da til sidst, det eneste vi alle ventede på efter otte måneder i en KZ-lejr. En aften i april lå jeg i min køje, efter jeg var kommet hjem fra blyværket. Man sover tungt efter en sådan arbejdsdag. Jeg blev vækket af Nicolaj, han var meget ophidset, og jeg kunne forstå, at han havde set noget, der foregik ude i lejren gennem en revne i døren. Det var forbudt at gå ud af barakkerne efter mørkets frembrud. Jeg så gennem revnen i døren, og kunne ikke fatte det jeg så. Udenfor lejren holdt der på vejen en kolonne hvide busser med store røde kors på siderne, og så stod der SVERIGE med store bogstaver.
Jeg så, at der blev båret flere hundrede mennesker ind i lejren og lagt på pladsen. Dem havde svenskerne hentet i en anden lejr ved den hollandske grænse, hvor krigen var nået til. Et par timer efter blev alle danskerne kaldt ud, og vi fik at vide, at vi skulle med de hvide busser nordpå. Hvis ens lykkeligste øjeblik skal beskrives, var dette mit.
Den svenske leder fortalte os, at da han sagde til den tyske lejrkommandant, at alle danskere skulle transporteres nordpå, havde kommandanten sagt, at han havde nogle danskere i lejren, men da han ingen ordre havde fået, ville han ikke udlevere os. Den svenske leder tilbød ham 200 cigaretter for at få os med, og det gik tyskeren med til.
Jeg glemmer aldrig den modtagelse og den omsorg, vi fik af det svenske personale, da vi kom ind i de dejlige varme busser i vores pjaltede fangedragter. Røde Kors-damerne kom med en tallerken risengrød til os, og aldrig har noget måltid smagt så godt. Vi kom til Neuengamme, hvor vi var nogle dage, indtil turen fortsatte nordpå mod Danmark, og videre til Sverige hvor vi kom under pleje og behandling for blysygen.
Jeg var så heldig at vende tilbage til livet igen, men tankerne går ofte til de af mine kammerater, der blev dernede. De ofrede deres liv i kampen, for at andre kunne leve i frihed.
Kilder
”En Torstedborger fortæller om Juleaften 1944” i ”Torsted omkring advent og jul”, 1981.