Horsens Roklub – Det Gamle Bådehus. Historisk Kalender, august 1983

Roklubben blev stiftet i 1890 med redaktør Fogh som første formand og med 35 aktive medlemmer.

Rodragten bestod af mørkeblå, uldne trøjer med korte ærmer og rød stjerne på brystet, mørkeblå knæbenklæder og strømper, hvide sportshuer med røde snore og rød stjerne. Også renligheden tænkte man på: I 1891 bemyndigedes bestyrelsen til at købe et “styrtebadsapparat” for ca. 150 kr.!

Det første bådehus var placeret nær Schrøders Skibsværft. Senere flyttedes det over på øen og derpå til fiskerihavnen i 1912. Da bolværket i 1917 skulle udvides, besluttedes det i klubben at bygge et bådehus, hvilket skete på den nuværende grund. Huset blev indviet i 1919 af formanden fabrikant Aggerbeck.

Dette klubhus var udtjent i 1952, da klubben opførte det nuværende. Ved rejsegildet (det lille billede) talte bl.a. borgmester Robert Holm og formanden for klubben, byrådssekretær Langdal.

Horsens Roklub høstede mange triumfer i disse år: Sølv ved OL i 1948 i England og sølv ved EM i Italien i 1950.

 

2 thoughts on “Horsens Roklub – Det Gamle Bådehus. Historisk Kalender, august 1983

  1. Der var to blad Schrøder med skibsværft i Horsens. Christian Schrøder etablerede sit værft ovre på Grønland ca. 1867, mens nevøen Richard i 1890 etablerede sig ved kølhalepladsen og ophalerbeddingen på den brede mole, nærmest en halvø, som var blevet skabt af de opfyldte masser fra havneudvidelsen “Ny havn”.
    Det store billede viser et hus med sidebygninger – er dette mon roklubbens klubhus eller er det huset ved Schrøders værft? Og kan man sige noget om stolperne i forgrunden? Er disse, hjulene og mekanikken måske ramslaget, der nedramte pælerne til den omtalte fornyelse af bolværket?
    Det må have været trangt på øen, for Horsens Sejlklubs klubhus tronede midt på øen. Jeg mener at have hørt, at roklubben havde bygget et skur for enden af halvøen. Skuret kan ses på flere postkort.
    Halvøen blev ved havneudvidelsen i 1909-10 gennemgravet og blev til Øen. Schrøder lukkede sit værft i 1920, og ophalerbeddingen og bygningen blev revet.
    Min interesse for havnen skyldes, at jeg indsamler materiale til en bog om skibs- og bådebygningen i Horsens. Jeg vil rigtig gerne kontaktes, hvis nogen har billeder, der viser skibs- eller bådebygningsaktivitet i Horsens.

    1. Tak for henvendelsen og informationer, vedr. billeder der viser skibs- eller bådebygnings aktiviteter i Horsens, henvises til arkiv.dk.Her kan man søge i materiale, som er registreret af over 500 arkiver i Danmark. Mvh. Lars Bo Larsen, Horsens Leksikon

Der kan ikke kommenteres.