Af Kurt Hermann
Der er faktisk sket en ny udvikling i gratis ugeaviserne i Horsens.En ‘københavner avis’ gør sit indtog i de lokale ugeavisers domæne. I gamle dage var det Jyllands-Posten, der potentielt ville være den frygtede modstander, men åbenbart ikke mere. Nu er det Politikens net af lokalaviser. Nyheden for Horsens ugeaviserne – og DR program 4’s enøjede redaktionelle research, er årsagen til denne artikel.I uge 16 fortalte kanalen konsekvent, at Horsens i forvejen havde en ugeavis. Én! Vi har altså to, Horsens Posten og Onsdags Avisen! Det er da mega dårlig research … Vi skal først vende tilbage til situationen, som den var omkring midten af 70’ernes Horsens. Horsens Folkeblad var som dagbladet den toneangivende, men fandt hurtigt ud af, at behovet var til en ugeavis, og derfor opstod ideen til Horsens-Posten.
Overflytningsrabat
Som noget nyt skulle vi vænne os til at arbejde med en overflytningsrabat udover mængderabatter. Før var det Horsens Folkeblad og ikke andet, nu var der hele to medier at tage vare på – lokalt set. I gamle dage var Horsens, hen ad vejen, domineret af hele fire dagblade, men det var dengang. Som konsulent på scan-ad reklamebureau a-s var jeg vant til at indrykke annoncer i Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og i udenlandske aviser som f.eks. Hamburger Abendblatt. Så en ny lokal avis, mere end mindre, skulle vel ikke være noget problem.Den var meget anderledes end Horsens Folkeblad, for der var primært tale om ‘overflytnings’ annoncer fra Horsens Folkeblad til Horsens-Posten med en klækkelig rabatpriser på mm-prisen. Ikke alene annoncerne var overflytnings milimetre, det gjaldt også det redaktionelle materiale, så der var i starten ikke tale om en avis med sin egen linje. Horsens Folkeblad var stadig den vigtigste avis, og Horsens Posten var stadig avisen som samlede på ‘overskudsannoncer’.
Den frække dreng i klassen
Media verdenen havde levet i fred og ro i mange, mange år, men der skete pludselig ting og sager.Ikke nok med, at Horsens Folkeblad havde barslet med en ugeavis, så meldte en udefra kommende familie sin ankomst. Ericssonfamilien med fader Torben, moder Inger og sønnen Bo, dukkede pludselig op i Hestedamsgade, hvor de residerede i området ned til Levysgade. Så var Horsens Avis igen en realitet. Igen, fordi der tidligere havde eksisteret en Horsens Avis, men dengang som dagblad.Ret hurtigt ville det vise sig, at ugeavisen Horsens Avis blev den frække dreng i klassen. Torben Ericsson var en redaktør, som ikke led af ydmyghed overfor hverken annoncører, læsere og byens borgere. Der oplevede vi mange gange. Egentlig tror jeg, at Torben Ericsson legede, at Horsens Avis var en slags lokalt Ekstra Bladet, og at det morede ham. Han lagde ikke fingrene imellem, heller ikke overfor avisens egne annoncører. Så i branchen var Horsens Avis ikke specielt populær. Avisens konsulenter blev på et tidspunkt Peter Achton (Peter Viptå som vi kaldte ham) og Henning Poulsen. De var ikke de mindste personer, og det var Torben Ericsson og Bo Ericsson heller ikke, så når de fire troppede op til for eksempel til en reception, var det noget der blev bemærket. De fyldte utrolig meget i landskabet. Horsens Avis udkom første gang i 1928. Det var en konservativ avis, som lukkede i 1961. Ellers var der Horsens Social-Demokrat (1898), Aktuelt, som lukkede i 1970, og Venstre-avisen Horsens Folkeblad. Så man skulle da tro, at byen var overfodret med aviser, men nej.
Gik over til fjenden
På et tidspunkt fik jeg en henvendelse fra Horsens Avis om at komme til et møde i Hestedamsgade. Dagsordenen fik jeg ikke noget at vide om, så jeg var nysgerrig nok til at acceptere. De var utroligt venlige, og kort fortalt fik jeg et tilbud, som var svært at sige nej til. Men det var et tilbud, som krævede nøje overvejelser, og det var et tilbud, som jeg aldrig i min vildeste fantasi, havde regnet med. Udover en rigtig god løn fulgte også titlen som reklamechef. Så forfængeligheden var da smigret, og det blev til et ja. I mellemtiden var konsulentgruppen skiftet ud med Hans Backer, Kai Hartvigsen og Bent Schmidt, den tidligere professionelle fodboldspiller i PSV i Holland. Jeg fik mit kontor i hovedbygningens højre side, og bogholderiet lå til venstre. Avisen blev produceret i et lokale, som man skulle over gården for at komme til. Det var ikke bly, men fotosats og hvor avisen blev trykt, ved jeg faktisk ikke.
Frede Fup var telefonsælger
Hvor avisen havde fundet Frede, var mig en gåde. Hvad Frede hed til efternavn, er mig også en gåde. En spøjs mand som vi hurtigt udstyrede med øgenavnet ‘Frede Fup’. Han havde verdens mest utaknemmelige job, hvor han skulle forsøge at sælge annoncer udelukkende via telefonen. Han sad i det næste lokale efter mit kontor. Kontor vil jeg ikke kalde det, for det var yderst spartansk, lige så spartansk som det næste lokale med en håndvask, og et spartansk toilet ude på gangen. På et tidspunkt fandt vi ud af, at håndvasken var forbundet med toilettet, og da Frede jævnligt frekventerede toilettet i længere tid, så udpønsede vi en skummel plan.Et eller andet sted havde vi fundet noget rød farve, så da Frede skulle forrette sin nødtørft, gik vi på listefødder ind til den famøse håndvask, og hældte den røde farve ud i kummen. På listefødder tilbage igen, og så ventede vi spændt. Døren til toilettet gik op, og en ligbleg Frede kom ud. – Jeg har sgu skidt blod, fik han fremstammet, synligt nervøs. Vi holdt ham på pinebænken i et par minutter, før vi afslørede os selv. Heldigvis tog han det med godt humør, for han kunne være blevet eddikesur. Med rette.
Direktionen og toilettet
Selv ikke Torben Erichsson og Inger Erichsson undgik vores lege. Et eller andet sted var der stillet nogle restruller papir fra en avis rotation. En af dem udstyrede vi med et stykke snor og den blev hængt op på toilettet sammen med et skilt, hvor der stod ‘FORBEHOLDT DIREKTIONEN’. Om det var fordi vi syntes, de var nogle store røvhuller, skal jeg lade være usagt.
Et foto af mit kontor knipset af verdens dårligste fotograf. Modlys var ikke noget, der betød noget, men til gengæld er det tydeligt, at Rædersgade/Allégade krydset er lige udenfor. Iøvrigt det eneste foto jeg har fra Horsens Avis.
Rasmines indtog
Inger Ericsson skrev også i avisen. Når hun spidsede pennen, kunne ingen føle sig sikre. Hun kaldte sin ‘klumme’ for Rasmine efter en kendt tegneseriefigur, og under det navn kunne hun kort og fyndigt skrive om alt, der faldt hende ind. Det var nok mere effektivt, end en artikel over to tabloidsider. Inger nåede jeg aldrig at kende, kun flygtigt, for hun bevægede sig aldrig over gården til teknikken eller over gangen til mit kontor. Og jeg bevægede mig kun nødtvunget over til administrationen.
Flugtvejene
Mit kontor lå altså stategisk rigtigt for en del af personalet.Konsulenter kom naturligvis meget på mit kontor for at få en snak om tiltagene. Og måske også for at få et frikvarter. Disse frikvarterer kunne få en brat ende, når døren ud til gården blev åbnet, eller døren til administrationen blev åbnet på en særegen måde, og tunge trin kunne høres. Vusj, så var jeg alene på kontoret. Var det døren ud til gården, der blev åbnet, flygtede de over i administrationen, og var det døren derfra, lød der hurtige trin ned ad bagtrappen ud til baggården. Eksempelvis fik Bent Schmidt brug for sin medfødte hurtighed, men jeg lærte aldrig, at forstå hvorfor de var så bange for at løbe ind i Torben Ericsson. Det blev ligesom ræven, som jo har mere end en udgang. Men Torben Ericsson var jo en mand, som indgød respekt, men det er da noget helt andet.
Et ulmende oprør
Hos reklamechefen og konsulenterne kom sindene tit i kog.En af mine opgaver var at opsøge nye annoncører. Det var ikke alle annoncører, som brugte Horsens Avis, men når en ny aftale var kommet i stand, fik man hurtigt det indtryk, at Torben Ericsson igen kunne more sig med at genere annoncøren i avisens spalter. Det var enormt frustrerende. Samtidig spirede utilfredsheden hos en række af avisens medarbejdere. De af medarbejderne der kunne stoles på, blev stille og roligt involveret i planerne, der blev mere og mere realistiske. Det var jo sprængfarlige planer, som kunne have betydet ruin for mange. Derfor var kun Kai Hartvigsen, Bent Schmidt, Villy Eriksen og Kurt Hermann involveret. Det koster penge, mange penge at starte et sådant projekt op, så et af de første tiltag var at kontakte et pengeinstitut, som ville gå ind i projektet og låne den nødvendige kapital ud. Og ikke mindst tro på ideen. Det blev Horsens Sparekasse i Jessensgade, som kunne se mulighederne personificeret ved Bent Åge Pedersen. Han havde visionerne. Kredsen af initiativtagere var ikke ‘belastet’ af, at have gamle velrenomerede aviser i baghånden, så en eventuel aviskrig ville omfatte hele tre aviser: Horsens Posten (Horsens Folkeblad), Horsens Avis og den den nye ugeavis.
Den nye base
Der blev også fundet et egnet sted af producere en ugeavis. I 1970 havde dagbladet Aktuelt lukket redaktionen i Nørregade 7, hvor selv en rude i opgangen viste , hvad der foregik: En sandblæst illustration af en hane der galer ud over landskabet. Her var det en hane, der galer ud over Horsens skyline! Hvad kunne være mere aktuelt?
Tand for tunge
Det var en tid, som var lang og besværlig. Ingen måtte tale over sig, og alle måtte stole på hinanden, men samtidig voksede vores utilfredshed på Horsens Avis.
Endelig på plads – næsten
Til sidst faldt puslespillet på plads. Personalet var udover Kai Hartvigsen, Bent Schmidt og Villy Eriksen, Birgit Gydesen, Gulla Andersen, Torben Rasmussen, Flemming Madsen og Majbritt Hermann som skulle sørge for at producere avisen så den blev leveret til tiden for at blive postomdelt. Omdelingen med avisbude havde ikke det bedste ry, så det blev besluttet, at postvæsenet ville være mere stabilt. Og det var også et godt salgsargument.
Avisen fik et navn
Naturligvis skulle den nye avis have et navn. Der var masser af navne på bedding, men det var min hustru, som kom med afgørende forslag: Onsdags-Avisen. Sjovt nok blev avisen i startfasen omdelt om mandagen, men vi holdt fast i navnet. Og det er en mærkelig tanke, at bladhovedet var kreeret af mig selv, selvom jeg stadig var ansat på Horsens Avis. Og på et tidspunkt hed den også Lørdags-Avisen. Nogle annoncører havde udtrykt ønske om en lørdags avis. Vi var ikke meget for det, men turde ikke andet. Det blev overhovedet ingen succes, så den leg stoppede hurtigt.
Drømme som blev afgørende
Torben Ericssons drømme om sin egen rotationspresse og hans drømme om et dagblad, blev afgørende for udviklingen. Han forsøgte ihærdigt at få Horsens Avis til at blive et dagblad. Det var skønne spildte kræfter, for der var ingen interesse. Tilmeldingen og tegningen af abonnenter viste det klart, og tilsidst måtte han kapitulere. Derimod fik Torben Ericsson mere held med at opfylde den anden drøm: Horsens Avis’ egen rotationspresse. At den også skulle blive Horsens Avis’ død, havde man naturligvis ikke forventet. Avisen havde købt en rotationspresse i Østtyskland for en – uden tvivl – overkommelig pris. Problemet var bare, at denne østtyske rotation ofte gik i stykker, og reservedele var ikke indenfor rækkevidde. Så eventuelle reservedele måtte fremstilles hos underleverandører, som ikke var billige at handle hos. Det kan være dyrt at handle billigt.
Starten blev fornem
Da den endelige beslutning var blevet truffet, fik den nye avis en ganske uventet hjælp. Horsens Folkeblad og Horsens-Posten var pludselig underlagt en strejke fra typograferne. En strejke som blev langvarig. Det var ikke noget nyt, men nu fik det pludselig en dobbelt betydning. I Onsdags-Avisens første periode var det i hele to sektioner. Ikke noget med én sektion på 12, 16, 20 24, 28 eller 32 sider, men to sektioner som betød ekstra arbejde lørdag og søndag. Det gjorde personalet gerne, og jeg ville naturligvis gerne være med. Mit personlige problem var, at jeg var underlagt en konkurrenceklausul. Jeg var afspærret fra at deltage i noget med avisen, men alligevel blev jeg smuglet ned i Nørregade 7 hver weekend for at deltage i produktionen. Til sidst lykkedes det, at sno mig udenom klausulen, og få sagt op. Derefter blev det offentliggjort, at jeg var blevet ansat som chef for hele Onsdags-Avisen med et stort kontor og det hele. Problemet var blot, at min viden om drift og regnskab kunne ligge på et meget lille sted. Min force var i den kreative afdeling, og det er nok ikke lige det, regnskab drejer sig om.
Fra sjovt til surt
Det var mægtig sjovt i Onsdags-Avisens første levetid. Annoncerne strømmede ind, og alle annoncører lovede evig troskab, men virkeligheden var en anden. Onsdags-Avisen havde stadig økonomien omkring opstartsfasen at kæmpe med, og Horsens Sparekasse havde stadig deres garantier at kæmpe for. Virkeligheden var, at da Horsens Folkeblad/Horsens-Posten begyndte at fungere efter strejken, at annoncørerne hurtigt faldt tilbage i de gamle aftaler. Så langsomt smuldrede den flotte start for Onsdags-Avisen.
Benhårde tiltag
Ikke nok med at Horsens Folkeblad/Horsens-Posten var tilbage på banen, så stillede de også med tilbud til annoncørerne, som var uden mulighed for vi andre at hamle op med. I små bidder var tilbuddet, at milimeterprisen på dagbladet var styrtdykket til kr. 1,05 for visse brancher, og det tilbud blev jævnligt udbygget. Visse brancher fik endda overflyttet annoncerne til Horsens-Posten for nul kroner. Fair nok.Så det blev hurtigt en konkurrence mellem Horsens Avis og Onsdags-Avisen. Det vidste vi på forhånd.
Fra dag til dag
Hele situationen udmundede i, at der fra uge til uge, blev sendt spioner ud.For Onsdags-Avisens vedkommende drejede det sig om, hvorvidt Horsens Avis kunne trykkes, hvis papiret ikke blev leveret, eller rettere læsset af lastbilerne. Chaufførerne havde ganske tydeligt fået instrukser om kun at læsse af, hvis de havde fået pengene på forhånd. Hvad Horsens Avis gjorde, ved jeg ikke, men tilsidst endte historien med, at Horsens Avis måtte strække våben.
For mange høvdinge
Nu havde Onsdags-Avisen altså fået elimineret det første problem,men det næste problem var internt.Der var fem indehavere, eller fem høvdinge og fire indianere. Det viste sig hurtigt at være en fejl. Set i bakspejlet skulle vi have enedes om, at Kay Hartvigsen skulle have været chefen fra dag et. Istedet kun kredsen bruge tiden på om der skulle indkøbes viskelæder eller ej. Fem deltagere i et timelangt møde, er altså fem effektive arbejdstimer. Der var altså fem personer, som havde skudt penge ind i virksomheden via personlige lån optaget i Horsens Sparekasse.
Sidst ind, først ud
Ikke noget dårligt princip. Jeg var den sidst ankomne, og de andre havde jo bevist, at de kunne stå på egne ben, så jeg måtte forlade skuden. Ikke at jeg var ked af det, for det sjove var overstået, og fordelen for mig var, at jeg ville spare pengene, for lånet jeg havde i Horsens Sparekasse. Så der var ingen hard feelings fra min side, og jeg fik mulighed for at vende tilbage til det, jeg var uddannet til: Reklamebureau.
[kh 2015]