25 års jubilæum for Horsens Rådhus

Flokken af medarbejdere, der har været med hele vejen (Foto: Per Algreen)

D. 5. december 2011 er det præcis 25 år siden det nye Horsens Rådhus blev indviet.

Et stykke farveglad brugskunst

”Horsens Rådhus står som et stykke farveglad brugskunst, der ikke kan undgå at sætte alle besøgende i godt humør” står der på side 2 i den avis, der udkom i anledningen af åbningen af Horsens Rådhus for 25 år siden – og det er – trods tidernes skiftende indretningsmode – stadig en realitet.

Ser man på bygningen i sig selv, er der ikke meget, der har ændret sig – stadig kunstneren Poul Gernes ”glade, festlige og frække” farver, og møblerne i mødelokaler og kantine er de samme som dengang. De murstensrøde mure i mødelokalerne er dog blevet frisket op med en gang hvid maling, ligesom vægge mellem kontorerne undervejes er pillet ned og nogle steder bygget op igen, for at give bedst mulig plads til den aktuelle opgaveløsning.

Udvikling i opgaverne

Men selvom bygningen på mange måder står som dengang – har tiden langt fra stået stille i opgaveløsningen. Undervejs er 700 medarbejdere blevet til 568 – og det på trods af kommunesammenlægningen i 2007. Det skyldes primært digitaliseringen, ligesom medarbejderne generelt er mere specialiserede og højere uddannet i dag. Serviceniveauet er løftet, og opgaverne er med tiden blevet mere komplicerede, fortæller Kommunaldirektør Niels Aalund til Horsens Folkeblad.

Fest og bombetrusler

Det var stort, da de mange mindre, kommunale kontorer rundt om i byen rykkede sammen på samme adresse i kommunens nye, store rådhus.

En af de medarbejdere, der har været med fra dengang, er Lene Leth, stabschef i Plan og Udvikling, Voksen og Sundhed, som er i den specielle situation, at hun blev ansat i Horsens Kommune den 1. december 1986.

”Der blev holdt en stor fest på rådhuset den 5. december 1986 for alt personale på rådhuset. Og der var åbent hus for borgerne på hele rådhuset – hele dagen. Det benyttede en borger til at indtelefonere en ”telefon- bombe” , så hele Rådhuset måtte gennemsøges. Samtidig husker jeg, at ikke alle horsensianere syntes, det var en god ide at bruge skatteyderpenge på et nyt rådhus – med kunst på væggene.”

Kobber blev til tagpap

Ambitionsniveauet hos den tidligere borgmester og initiativtager til rådhusbyggeriet, Holger Sørensen, var stort – f.eks. var der planlagt kobbertage overalt frem for den tagpap, der er i dag. Projektet blev simpelthen for dyrt og det endte med at Rådhuset blev præcist 10% mindre en oprindelig planlagt – derfor blev 1 meter til 90 centimeter – de vi også i dag kalder ’Holgermeteren’.

”Men jeg tænkte: ”Hvor er jeg heldig at komme til sådan en arbejdsplads” Her sker der virkelig noget – telefonbomber og mega-personale fester. Og der har været gang i Horsens lige siden – Dejlig at have været en del af det hele,” siger Lene Leth.

Tiden, der er gået, føles som et splitsekund, fortæller Lene, der gennem årene har arbejdet som stabsmedarbejder for kommunaldirektøren, og et års tid var projektleder på et privat/offentligt aktieselskab Healt Environment Group. Herefter kom hun tilbage til rådhuset som stabsmedarbejder i sundheds- og socialfovaltningen og har siden 2000 været stabschef i det, der i dag hedder Voksen og Sundhed.

Af Mette Pamperin Rasmussen. Oprindelig udgivet på Horsens Kommunes hjemmeside

Se også artiklen om Horsens Rådhus